Feature
Læsetid: 4 min.

I den kolde krigs fodspor: På langrendstur i Østtyskland

På langrendstur i skovene omkring Türingen kommer Colin Nicholson igennem en række landsbyer, der under Den Kolde Krig var en del af frontlinjen i det gamle Østtyskland
På langrendstur i skovene omkring Türingen kommer Colin Nicholson igennem en række landsbyer, der under Den Kolde Krig var en del af frontlinjen i det gamle Østtyskland

Ib Kjeldsmark

iBureauet
29. december 2017

Da jeg stillede mine ski op ad muren til et beskyttelsesrum, før jeg bevægede mig ind i den skumle dekontamineringszone, spekulerede jeg over, at det her var det allersikreste sted at befinde sig i Tyskland for 25 år siden.

Det er let at glemme den tids paranoia, hvor 300.000 sovjetiske soldater stod på vagt i Østtysland, her hvor jeg nu stod på ski. Og jeg var bevidst om, at jeg blev efterfulgt – ikke af Stasi, men af min baggage. For der, hvor der en gang var en ubarmhjertig, effektivt efterretningstjeneste, er der i dag et super-effektivt baggagetransportsystem langs langrendssporet – en 169 kilometer lang rute langs højlandet i Thüringen, der er fuld af vidnesbyrd fra Den Kolde Krig og tidligere.

Om sommeren er ruten populær blandt cyklister, vandrende og løbere. Men her er også 22 mindre skiområder med pister ned ad den 1.000 meter høje højderyg, og det er i stigende grad blevet populært at udforsket området på langrandsski. For mig kunne der ikke være nogen smukkere eller mere spændende måde at tage turen på.

En klar, frisk morgen tog jeg afsted fra Hotel Schieferhof i den lille by Neuhaus am Rennweg mellem Nürnberg og Leipzig for at følge de milepæle, der blev rejst fra 1643.

Min guide var et løjpekort til 3 Euro, og jeg havde booket mine hoteller og bagagetransport via hjemmesiden rennsteig-und-mehr.net (kun på tysk), der anbefaler at lave intervaller på mellem 18 og 25 kilometer om dagen, selvom den kan organisere ture af en hver længde og varighed. Det er ikke nødvendigt at stå på langrand. Turen kan foretages både gående eller i løb på ski afhængig af din form.

Turen var generelt let, bortset fra der, hvor det nypræpererede spor forvandlede sig til et smalt flodleje, som jeg knap nok kunne plove ned ad. Jeg var nødt til at kaste mig ned i det nyfalde pudder i siden for at sænke min fart, og endte med spænde mine ski af og gå ned.

Jeg blev væk flere gange, og det var kun ved at spørge om vej på gebrokkent tysk, at jeg fandt vej. For i mere end 40 år var det russisk og ikke engelsk, der var det andet fremmedsprog her. »Lad os tage denne vej – der er mere sol,« foreslog en følgesvend. Og kort efter så jeg mig selv stå i overvågningstårnet i det lille feriested Messerberg.

Blandt glühwein og slædehunde

Ved at klatre op til toppen kunne jeg se, hvordan højderyggen havde formet et naturligt forsvarsværk for Sovjet og Østtyskland nogle få kilometer fra det pigtrådshegn, der markerede grænsen mellem Øst- og Vesttyskland. Jeg kunne også følge med i ståhejet under mig. Et internationalt mesterskab i hundeslædeløb var i fuld gang, så jeg løb om kap med slædehundene, da jeg forsatte gennem byen. I bunden flød den tyske glühwein frit og fra sin hestevogn blæste forrideren i sit snoede horn for at få menneskemængden til at dele sig.

Jeg havde regnet med, at jeg skulle overnatte på temmelig spartanske vandrehjem, men på Spa Hotel Auerhahn fandt jeg ikke kun min bagage ventende på mig, men også mad og vin, der var både fortræffelig og til at betale.

Den næste dag fløj jeg veludhvilet ud på de åbne alléer, hvor jeg brugte en relativt moderne skøjteteknik, der kun virker på helt fastpresset sne. Andre gange brugte jeg den mindre udmattende klassiske teknik ned ad de smalle spor, mens jeg udvekslede venlige »Ski heil« med de forbipasserende skiløbere.

I landsbyen Neustadt am Rennweg snoede brænderøgen sig mellem de typiske Thüringen-huse med buede stenmure. Jeg bar mine ski hen til Rennsteig Museet, der fortæller rutens historien, og hvordan den blev brug af budbringere i det 14. århundrede. Det var nu lykkes mig at knække ’Rennsteig-koden’, som er at følge det hvide R, der er malet på træstammerne, selv når de smukt præparerede spor lokker dig mod højre og venstre ud på de 1.000 kilometer lange ruter.

Ib Kjeldsmark

Jeg havde gjort så store fremskridt, at jeg kunne nå en tur på bunkersmuseet i nærheden af Schmiedefeld, hvor guiden førte os forbi mannequiner i plastikdragter og gasmasker, der lå sammenfaldne langs murerne. Han vakte stedet til live ved fortælle en gysende ’Hvad-hvis-nu-hvis-tredjeverdenskrig-brød-ud-historie’.

Andre levn fra kommunisttiden har vist sig at være mindre robuste. Ved siden af Endspurt Hotel lå en forladt blok. »DDR-ruiner«, sagde ejeren, før han serverede min hyggelige middag foran ildstedet i Endspurts restaurant. Senere faldt jeg i søvn til drømme om at følge et R-spor, der fortsatte ud i det uendelige.

Næste morgen forlod jeg hotellet i en snestorm, men granerne i Türingens tætte skove gav mig hurtigt ly for vinden og det voldsomme blæsevejr. Efter at have gjort stop ved mange af de hyggelige caféer på vejen, valgte jeg at spise min mad i en af de mange sydvendte bjerghytter, da solen endelig kom frem.

Da jeg ankom til Vergissmeinnicht hotel i Oberhof, håbede jeg, at jeg kunne gøre ruten færdig på trods af den hårde blæst. Jeg havde tilbagelagt 60 kilometer på tre dage, og længtes efter at fortsætte til det historiske Eisenach i nord. Jeg kunne også finde min vej tilbage til Blankenstein i syd, når jeg var kommet over på den anden side af Jerntæppet og dermed tage en tur, der aldrig havde været mulig under Den Kolde Krig. Men det var blevet tid til at lade denne spion komme ind fra kulden.

Turen blev arrangeret af Thüringens turistbureau thuringia-tourism.com og vandretursbureauet rennsteig-und-mehr.net. Fire nætter på Bed & Breakfast inklusive bagagetransport koster fra 358 Euro. Ruter kan findes på thueringer-wald.com. Skileje hos Sport Service Marr (sportmarr.de) koster 10 Euro om dagen .

© The Guardian og Dagbladet Information. Oversat af Laura Dombernowsky.

IVERDEN December 2017

IVerden 2017 byder på rejser ud i naturens og historiens verden. Bl.a. til et Ukraine, hvor overfladen er blankpoleret efter borgerkrigens hærgen. Og læs uddrag fra den grønlandske forfatter Peter Gundels intense korrespondance med den danske læge Jørgen Hvam fra 1921-1930.

I Guatemala har vi besøgt den nye øko-sti, Camino del Kan, der har potentiale til at forandre det fattige højland økonomisk og kulturelt. Tag også med Eva Novrup Redvall på glamping i New Zealand. Og så fortæller fotograf Sofie Amalie Klougart om sin rejse til Jerusalem for at udforske byen og dens myter.

Andre artikler i dette tillæg

  • Med arkitekturens øjne skærpes vores blik på naturen

    29. december 2017
    Nordens natur bliver som aldrig før formidlet gennem moderne arkitektur. Besøgscentre langt fra de nordiske landes storbyer springer i disse år op af jorden, tundraen og klipperne, og ud over at fungere som nye udstillingsvinduer for oldgammel natur er de med til at sætte spørgsmålstegn ved balancen mellem naturen og de menneskeskabte rammer
  • Livet som rejsebogsforfatter er lige dele hverdag og eventyr

    29. december 2017
    For rejsebogsforfattere er der mange måder at føle sig hjemme på og mange steder at gøre det. Danske rejsebogsforfattere følger rejselysten ud i klodens afkroge og har gjort det til en beskæftigelse, der gør dem til millionærer på oplevelser men ikke i banken
  • Vi vandrer gennem den mørke haves vildnis og krigeriske historie

    29. december 2017
    Krig er det, man kender den lille udbryderrepublik Nagorno-Karabakh for, hvis man er vokset op i 1980’erne eller 1990’erne, og fjendskabet med nabolandet Aserbajdsjan er stadig noget, der fylder meget. Men man kan også vandre i den smukke bjergegn uden at risikere så meget andet end at fare vild. Det kan man til gengæld også nemt komme til
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interessant og formentlig også korrekt. Men måske afhænger det også af øjnene der ser det.

For jeg har faktisk boet midt på denne rutes brede stisystem, ved var i 1990-93, hvor vi boede i Ilmenau, den lille stad med det store tekniske universitet. Og så kommer man faktisk ud på dette fantastiske og omfattende stisystem.

Disse stier er startet som smalle nedtrampede vandreveje, der forbandt byer og landsbyer før bilens tid. Langt senere, når bilen kom, blev de opgraderet til landeveje. Og slutteligt er de nu 3½ meter brede og for det meste asfalterede stier, hvor man kan gå rigtig langt - enten til fods og sommeren eller som langrend om vinteren.

Og det er klart, at som alt andet i DDR, har disse vandreveje også været i brug af militær og grænseværn. Men når vi går der, for vi kommer der fortsat, ser vi mest sport af middeltidens miner, glasfremstilling, skifferudvinding - og så Martin Luther forklædt som Junker Jörg, samt bl.a. spor efter den napoleonske Rhin-konføderation.

Husk også på, at Thüringen både rummer napoleonske Rhin-konføderation, Weimarrepublikken som dog ikke ligger på det omtalte stisystem. Samt at Thüringen engang var dansk under Kimberne.

Så måske ser man det, som øjet ønsker at se.

Det kan også lade sig gøre at begå (eller løbe!) Rennsteig i en varmere årstid.

Anbefalelsesværdigt for udholdende løbere er den 72,7 km lange Rennsteiglauf fra Eisenach (med start kl. 6 om morgenen) til Schmiedefeld, hvor man mest løber på en bjergkam med varierende udsigt til nåletræer og fjernblik, men også passerer seværdigheder af både geologisk og kulturel værdi.

Når man forresten vil strække benene efter dette løb og vælger at gøre det i Ilmenau, kan man passende mindes geologen(!) Goethe, som slog store dele af sine folder her.

Undervejs kan man på nogle af forplejningsposterne nyde et af hovedsponsorernes tørstslukkende produkter, men vil man hellere vente med at drikke Köstritzter Schwarzbier, til man kommer i mål, man man roligt vente, for løbsdagen afsluttes nemlig i et gigantisk festtest, der gør udtalelsen, at alkohol (her øl) og sport ikke hører sammen, til skamme. :-)

@ Erik Karlsen,
Undskyld at jeg minder dig om det, men du glemte at nævne die Thüringer Rostbratwurst.

Gert,
jeg indrømmer, at jeg ikke tænkte på denne kulinariske oplevelse, men det skyldes måske, at man ikke får den under løbet, og jeg husker den heller ikke fra festteltet bagefter. ;:)