Læsetid: 3 min.

Leeuwarden: På én international gade venter ukendte historier på at blive hørt

I 2018 er den hollandske by Leeuwarden europæisk kulturhovedstad. Temaet er fællesskab, fortæller Kirsten van Santen. Hun er kulturredaktør på avisen Leeuwarder Courant og bidrager selv til kulturåret med en performance om byens multikulturelle gade Voorstreek
Leeuwarden er ikke kun en lille hollandsk provinsby, men også et kulturelt kraftcentrum.

Leeuwarden er ikke kun en lille hollandsk provinsby, men også et kulturelt kraftcentrum.

Arodi Buitenwerf

29. december 2017

»Leeuwarden har været min hjemby i tyve år. Jeg kommer oprindeligt fra den centrale del af landet, fra Utrecht, så de kalder mig ’importvare’ her. Leeuwarden er hovedstaden i Friesland, en af Hollands nordlige provinser med sin helt egen identitet og sit helt eget sprog: frisisk. Jeg kom hertil som 21-årig, da jeg ledte efter et job som journalist, og det fik jeg på Leeuwarder Courant, Hollands ældste avis, hvor jeg har været siden. Jeg forelskede mig i livet her i nord, i havet, i menneskene og i den ro, som præger byen.

Leeuwarden er en gammel, historisk by med hyggelige cafeer og butikker, afslappede mennesker og en masse at tage sig til: Byen flyder bogstaveligt talt over med festivaler, koncerter og kulturelle happenings, især nu hvor den skal være kulturhovedstad. Men hvis man vil, kan man slippe væk fra det hele på et kvarter: Naturen er altid lige i nærheden.

For ti år siden kunne man knap finde en restaurant, som havde åbent søndag morgen, men det har ændret sig. Leeuwarden er vokset, og der er masser af plads til eksperimenter, startups, kulturelle happenings og nye koncertscener.

Til næste år er Leeuwarden europæisk kulturhovedstad, og det har allerede sat sit præg på byen. Byens kulturelle hotspot, Blokhuispoort, et gammelt fængsel, der nu benyttes af forskellige kulturelle aktører, er for eksempel blevet redesignet, og nye initiativer blomstrer op overalt – regeringen har indset, at kultur også kan skabe økonomisk vækst. Og der er mange mennesker involveret i kulturhovedstadsprojektet, for temaet er ’mienskip’, det frisiske ord for fællesskab eller samfund. Grundtanken er, at alle kan bidrage, så man kan finde små, hjemmelavede projekter i de mest uventede hjørner af byen. Mange projekter forholder sig til de frisiske landsbysamfund, men jeg synes også, at det er vigtigt at fortælle historier om de urbane og internationale subkulturer i Friesland.

Jeg bidrager selv til kulturåret med en performance, der hedder Global Citizens of the Voorstreek, som jeg har lavet i samarbejde med Ira Judkovskaja, der er kunstnerisk leder af den frisiske teatergruppe Tryater. Voorstreek er en shoppinggade i udkanten af byens centrum. Før i tiden var den en meget travl og livlig gade, men flere og flere butikker lukker ned i disse år og efterlader gaden med tomme butiksruder.

Det, der karakteriserer Voorstreek, er dens mange udenlandske forretningsdrivende: alt fra irakere og libanesere til kinesere og marokkanere. Blandt alle de små butikker finder man også gamle, traditionelle frisiske butikker. De to slags forretninger ligger side om side, og Voorstreek er som en manifestation af Frieslands multikulturelle samfund. Gaden viser, at en traditionel landbokultur og moderne, urban kultur godt kan eksistere sammen.

Jeg tager til Voorstreek, når jeg er på udkig efter særlige varer – en blyant, en knap, kinesiske grøntsager – eller skal konsultere børnelægen. Det giver en oplevelse, som man ikke kan få i de store, upersonlige butikker i byens centrum. På Voorstreek kan man tale med butiksejerne og få ordentlig hjælp af dem.

Ideen til vores performance opstod, fordi både Ira og jeg et par år har boet tæt på gaden og begge er interesserede i det multikulturelle Friesland. Oprindeligt er jeg uddannet kulturantropolog, og Ira Judkovskaja er selv en repræsentant for det multikulturelle Friesland: Hun er tidligere russisk asylansøger og kom til Holland, da hun var teenager. Vi besluttede at arbejde sammen for at kombinere vores kompetencer fra henholdsvis teatret og journalistikken, og fordi vi ville udforske de ting, vi havde til fælles. Sammen med mit team har jeg interviewet butiksejere på Voorstreek om deres forretningsvirksomhed og deres personlige liv. Det bliver løbende til artikler og små film, som vi publicerer og deler med Ira Judskovskajas teaterfolk. Til foråret skaber de så et teaterstykke om Voorstreek med udgangspunkt i vores journalistiske arbejde.

Jeg håber, at de, som læser artiklerne og ser teaterstykket, vil sætte endnu større pris på de hårdtarbejdende forretningsfolk på Voorstreek, og at de kan se, hvordan kulturel diversitet gør byen både sjovere og mere levende. Leeuwarden er som en mosaik af ukendte historier, der venter på at blive hørt.«

’Global Citizens of Voorstreek’ bliver opført i Leeuwarden i marts og april. Læs mere om Leeuwarden som kulturhovedstad på friesland.nl

IVERDEN December 2017

IVerden 2017 byder på rejser ud i naturens og historiens verden. Bl.a. til et Ukraine, hvor overfladen er blankpoleret efter borgerkrigens hærgen. Og læs uddrag fra den grønlandske forfatter Peter Gundels intense korrespondance med den danske læge Jørgen Hvam fra 1921-1930.

I Guatemala har vi besøgt den nye øko-sti, Camino del Kan, der har potentiale til at forandre det fattige højland økonomisk og kulturelt. Tag også med Eva Novrup Redvall på glamping i New Zealand. Og så fortæller fotograf Sofie Amalie Klougart om sin rejse til Jerusalem for at udforske byen og dens myter.

Andre artikler i dette tillæg

  • Med arkitekturens øjne skærpes vores blik på naturen

    29. december 2017
    Nordens natur bliver som aldrig før formidlet gennem moderne arkitektur. Besøgscentre langt fra de nordiske landes storbyer springer i disse år op af jorden, tundraen og klipperne, og ud over at fungere som nye udstillingsvinduer for oldgammel natur er de med til at sætte spørgsmålstegn ved balancen mellem naturen og de menneskeskabte rammer
  • Livet som rejsebogsforfatter er lige dele hverdag og eventyr

    29. december 2017
    For rejsebogsforfattere er der mange måder at føle sig hjemme på og mange steder at gøre det. Danske rejsebogsforfattere følger rejselysten ud i klodens afkroge og har gjort det til en beskæftigelse, der gør dem til millionærer på oplevelser men ikke i banken
  • I den kolde krigs fodspor: På langrendstur i Østtyskland

    29. december 2017
    På langrendstur i skovene omkring Türingen kommer Colin Nicholson igennem en række landsbyer, der under Den Kolde Krig var en del af frontlinjen i det gamle Østtyskland
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu