Livet som rejsebogsforfatter er lige dele hverdag og eventyr

Der er noget ved ordet rejsebogsforfatter, der vækker romantiske forestillinger om fjerne destinationer, eventyrlystne sjæle, en lille smule rastløshed og måske et vist fælles fodslag med forrige århundredes omflakkende forfattere.

Nutidens virkelighed som rejsebogsforfatter er ikke helt så glamourøs som den Ernest Hemingway, Paul Theroux, Pico Iyer og Rebecca West beskriver i deres bøger. Der er i al fald lidt mere hverdag og lidt mindre eventyr, alkohol og fremmede erobringer over den.

»Folk har et meget romantisk billede af det at være rejsebogsforfatter, og de tror, man cruiser rundt med surferhår i kortærmede t-shirts, og at alt er sol og vand. Virkeligheden er ikke altid helt så sexet, for der er også meget kedeligt kontorarbejde, buskøreplaner og lange seje træk ved skrivebordet, hvor man ikke beskæftiger sig med eventyr men med detaljer,« siger Christian Martinez, der har skrevet fem guidebøger for Politikens Forlags Turen går til-serie.

Han understreger, at han ikke klager over de kedeligere elementer i et spændende job, men at det er passionen for stederne og ikke kun vilter rejselyst, der driver ham. Det er heller ikke økonomien, der gør det til noget nær verdens bedste job, for mens det gør en rig på oplevelser, så bliver man det sjældent i kroner og øre.

»Det er en sjov og inspirerende beskæftigelse, men det er umuligt at leve af den alene. Folk ville grine, hvis de fandt ud af, hvor lidt man egentligt tjener på rejsebøger. Det er egentligt for hårdt arbejde til for få penge, så det er noget, man gør, fordi man har et lidenskabeligt forhold til det sted, man skriver om. Men man skal ikke udregne sin timeløn,« siger Christian Martinez.

At rejse er ikke at feriere

Siden 2006 har Christian Martinez, der er halvt spansk, rejst rundt i verden for Politikens Forlag for at skrive om steder som Madrid, Mexico, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og Brasilien. Han tilbringer mellem en tredjedel og halvdelen af året udenfor Danmarks grænser, og blandt andet fordi han også arbejder som rejseleder, ligger rejserne som regel i Danmarks koldeste, mørkeste måneder. Selvom han på den måde slipper for størstedelen af den danske vinter, så ligner de dage, han tilbringer i sydens sol, ikke de dovne feriedage, mange danskere forbinder med destinationerne.

»Jeg styrter rundt fra sted til sted hele dagen. Jeg går rigtigt meget, jeg oplever, så meget jeg kan, og så tager jeg lige akkurat nok noter til, at jeg kan skrive rent derhjemme. Jeg skriver stikord ned om, hvordan der dufter, hvad jeg overhører lokale sige, og jeg samler brochurer og buskøreplaner ind, sådan at jeg kan huske, hvordan det føltes at være der,« siger han.

Månederne på farten dedikerer han til at suge indtryk til sig, og selvom der er tale om arbejdsture, så lader han computeren blive hjemme.

»Hvis jeg eksempelvis er en måned i Mexico, som jeg var sidste år, så er jeg meget intensivt ude for at få det maksimale ud af det. Jeg kan slet ikke bære at sidde indenfor på et hotelværelse og skrive løs, når Mexico ligger lige udenfor vinduet.«

Når han kommer hjem til sit kontor i København sætter han sig ned, med bunker af notesbøger, postkort, fotografier, avisudklip, magasiner, brochurer og visitkort, og begynder at skrive. Han skal skrive om alt fra, hvor landet er på vej hen, til hvorfra bussen fra Mexico City til Jaliscos badebyer kører, og hvornår taqueriaet i Tulum åbner. Alle detaljer skal være korrekte.

»Det er der, ved skrivebordet, at maratonet går i gang. Og det tager meget længere tid at skrive om stederne end at opleve dem.«

Skriveborde og tropestrande

De fleste kender Mikkel Beha Erichsen fra tv-skærmen, hvor han er stået op med danskerne som vært på Go’ Morgen Danmark og har fulgt dem hjem fra arbejde med aften-versionen af samme program. Lidt færre kender ham som kaptajn på skibet Havana, der blev fulgt af kameramænd fra TV2, da det sejlede rundt om jorden med Behas familie om bord.

Selv betragter han sig som tv-mand, der har tilbragt længere tid bag skærmen som dokumentarist, underholdningschef og serieproducer. Han har formidlet i mere end 30 år og været en del af danskernes fortælling om livet på verdenshavene, siden han som Troels Kløvedals søn var barn på Nordkaperen. Men at skulle skrive sig fortjent til titlen som rejsebogsforfatter var alligevel en udfordring.

»Jeg har aldrig skrevet på den måde før. Jeg har skrevet tv-manuskripter, og jeg kan jo godt tænde en computer, men at skulle sidde alene og skrive noget, jeg selv synes var godt nok til en bog, det var udfordrende. Jeg tog rigtigt mange dybe indåndinger, før jeg gik i gang,« fortæller han om arbejdet med de to bøger om livet på skibet som Havana, der er udkommet på familieforlaget af samme navn.

Som medforfatter og medkaptajn har han sin søn Emil Midé Erichsen, som mange vil kende fra tv-programmerne Kurs mod fjerne kyster. Ligesom Troels Kløvedal gav kærligheden til havet videre til Mikkel, så har han sendt det videre til sine sønner. Nu kan danskerne læse om udlængslen, hjemveen, oplevelserne, rejsemætheden og den skønhed og savn, der er forbundet med at sejle. Bøgerne, der har solgt mere end 40.000 eksemplarer, lægger sig mere op ad klassiske rejseberetninger end guidebøger, om end de også udgør et slags kompas over livet på søen. Selvom Mikkel stadig betragter sig selv mere som tv-mand end forfatter, så har det været en fornøjelse at formidle oplevelserne på skrift.

»Det har været en kæmpe gave at få lov til at skrive om oplevelserne. Udover at det er fantastisk at inspirere folk, enten ved at give dem en tur ud i verden gennem bogen eller at inspirere dem til selv at rejse ud, så har det været med til at sætte et punktum for jordomsejlingen. Nu hvor bogen står der i bogreolen, så kan vi begynde at kigge efter nye horisonter,« fortæller Mikkel Beha Erichsen, der til sommer sætter kurs mod det hvide nord med familien om bord på et gammel søredningsfartøj, de er ved at sætte i stand.

Ligesom Christian Martinez er Mikkels liv en balancegang mellem udlængsel, eventyrlyst og rejser og en hverdag med forældremøder, madpakker, lange arbejdsdage og deadlines.

»Jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på spillet mellem de to virkeligheder. At have et hverdagsliv med et arbejde, jeg holder af, og så en diametralt modsat virkelighed på rejserne med masser af frihed, hvor jeg ikke skal aflevere noget og har al tid i verden til at kigge på stjernerne eller dykke et bestemt koralrev,« fortæller Mikkel Beha, der for tiden ernærer sig som foredragsholder, rejsebogsforfatter og en gang imellem som tv-vært.

Tre måneder uden familien

Nina Rasmussens arbejdsliv – der, når hendes arbejde er drevet af lysten, er det samme som hendes egentlige liv – er også tredelt og veksler mellem rejser, foredrag og skriveriet. I årtier har hun rejst gennem verden både alene og med sin mand Hjalte Tin, og hun har skrevet omkring et dusin bøger om sine eventyr. I dag tilbringer hun omkring en fjerdedel af året på farten og resten med at skrive og dyrke græskar hjemme i Djursland. Hun føler sig hjemme i sin køkkenhave men også på rejserne; ikke i en bestemt by, men i selve bevægelsen.

»Jeg hviler i at se noget nyt, på samme måde som jeg gør i at være hjemme. Det er ikke én bestemt ting, der gør, at jeg føler mig hjemme, men mere det at se nyt land, opleve nye ting, møde nye mennesker, der har noget på hjerte, og at rejse gennem forandringen. Det gør mig meget lykkelig og glad, det løfter mig virkelig,« fortæller den danske eventyrer og rejsebogsforfatter.

Længslen mod fremmede steder og store eventyr betyder, at det som regel ikke er bekvemmeligheden eller afslapningen, der bestemmer, hvor hun rejser hen, hvad end det er alene eller med sin mand. De har netop skrevet bogen Dem der blev. En rejse til kurdernes ukendte revolution i Syrien, og i den forbindelse har de været i det nordlige Syrien flere gange.

»Det er tredje eller fjerde gang, vi besøger kurderne, og vi har selv undret os lidt over hvorfor. Det er ikke fordi, der er specielt smukt over det hele, og vi har været der om vinteren, hvor vi har frosset, men der er så spændende og interessant, at vi gerne vil tilbage igen. Vi har også kørt igennem Sibirien om vinteren, så for os er bekvemmeligheden bestemt ikke så afgørende. Nysgerrigheden er vigtigere,« siger Nina Rasmussen.

Hun har netop tilbragt tre måneder omringet af templer, søer og bjerge i byen Udaipur i det nordlige Indien, hvor hun har siddet og skrevet på sine barndomserindringer. At være adskilt fra sin mand, børn og børnebørn i månedsvis er ikke unormalt i hendes verden, og hverken savnet eller hjemveen bliver for overvældende.

»Selvfølgelig kan jeg komme til at savne min mand, vores børn og mine venner, men jeg bærer jo kærligheden til dem inde i hjertet. Og da jeg var i Indien skypede jeg med Hjalte og min datter hver dag, så på den måde er verden blevet mindre, hvilket både er godt og skidt,« siger hun.

Mikkel Beha kender heller ikke til hjemve eller ensomhed på sine rejser, primært fordi han stort set udelukkende rejser med sin familie på deres skib.

»Med et skib har man jo sit hjem, og sine bøger, guitar, køkken og hverdag, med sig. Jeg føler mig lige så hjemme på skibet, uanset om det ligger i Øresund eller i Stillehavet. Det er nødvendigt, for på de lange rejser på et halvt år når man en rejsemæthed, hvor man bare ikke orker et nyt pensionat, en ny bus, et nyt sted hen, en ny køje eller en ny restaurant. Der er det en gave at føle sig hjemme,« siger han.

For Christian Martinez, der efterlader familien, kæresten og en stor del af sin hverdag hjemme på Vesterbro i København, når han tager til Spanien eller Latinamerika for at arbejde på rejsebøgerne, spiller savnet en anden rolle, selvom han har boet både i Madrid, Rio de Janeiro og Buenos Aires og tilbringer så meget tid ude i verden, at han føler sig mere hjemme på Machu Picchu end Louisiana.

»Jeg kan godt blive lidt ensom, når jeg sidder på et hotelværelse i en lille provinsby i det nordlige Peru, eller få hjemve og savne min kæreste eller at sove i min egen seng, når jeg har en lang transportdag på flere busser. Når jeg endelig er hjemme i København, går jeg stort set ikke udenfor en dør, og jeg bevæger mig indenfor en radius af 500 meter fra min lejlighed,« fortæller han.

Når han er i København trækker udlængslen dog hurtigt i ham, og størstedelen af tiden giver rejserne mere, end de tager.

»Som regel er jeg så opslugt af arbejdet, at jeg er helt opslugt og ikke har tid til at have hjemve. Jeg synes, det er vanvittigt sjovt og spændende at komme helt ind i dybden og ud i alle afkroge af et land, fra hvor råddent folk kører bil, til hvad deres mad-, sex- og litteraturvaner er. Når jeg skriver rejsebøger til et nyt land, er det en legetøjsbutik, jeg går ind i, og så kommer jeg ud på den anden side og ved sindssygt meget. Selvom lønnen er dårlig, har jeg skrevet fem rejsebøger nu. Enten er jeg idiot, eller også elsker jeg det.«