Læsetid: 5 min.

I New Zealand møder glam og camping hinanden langt ude i vildnisset

Tramping i storslået natur er en newzealandsk nationalsport, og der er mange initiativer for at sikre bæredygtig og miljøvenlig vandreturisme fra nord til syd – og ud i bjergene
’I Glenorchy havde vi vores eget ’glampingtelt’ med mulighed for brændeovnsopvarmning, hvis natten blev for kølig. Det var helt fantastisk at ligge der med udsigt til stjernehimmel og bjergene i horisonten og se frem til at skulle ud på ruten igen næste dag,’ skriver Eva Novrup Redvall om sin tur til New Zealand

’I Glenorchy havde vi vores eget ’glampingtelt’ med mulighed for brændeovnsopvarmning, hvis natten blev for kølig. Det var helt fantastisk at ligge der med udsigt til stjernehimmel og bjergene i horisonten og se frem til at skulle ud på ruten igen næste dag,’ skriver Eva Novrup Redvall om sin tur til New Zealand

Eva Novrup Redvall

29. december 2017

Som dansker i New Zealand finder man hurtigt ud af, at de færreste newzealændere bare lige går en tur. Landets storslåede landskaber lægger op til længere vandreture, og i New Zealand taler man om decideret tramping, når man begiver sig ud på en længere travetur i naturen – med en eller flere overnatninger undervejs.

Unge som gamle tramper løs i weekender og på ferier, og det er ikke så mærkeligt, for der er meget at vælge imellem. Fra korte, velafmærkede ruter tæt på byerne over de ikoniske ni Great Walks til den 3.000 km lange Te Araroa-rute fra den nordligste del af Nordøen til sydspidsen af Sydøen. I New Zealand kan man vandre gennem barske vulkanlandskaber i Tongariro National Park på Nordøen og langs idylliske strande i Abel Tasman National Park på Sydøen.

Første tur

Tæt på gletsjerens ismasser

Det tog ikke lang tid, før vores familie meldte os under tramping-fanerne, selv om vi ikke har tradition for at vandre. For tramping er den bedste måde at udforske det fascinerende land på og en strålende anledning til at møde og falde i snak med de lokale kiwier på vejen. Samtidig passede tramping godt til vores to teenagedrenges temperament, så det blev til ikke så få vandreture i løbet af vores rejse til New Zealand sidste efterår – som jo er forår og forsommer på den anden side af Jorden.

Vores første tur var en kortere vandretur i Red Rocks Reserve syd for Wellington, og her konstaterede vi hurtigt, at vandring i New Zealand kræver omtanke og planlægning. De fleste ruter er godt afmærkede, men der er sjældent mulighed for at købe så meget som en flaske vand i naturområderne.

Vi blev derfor nødt til at medbringe alt på forhånd og tjekke grundigt op på vejrforhold og rutens beskaffenhed inden afgang. Det er ikke uden grund, at New Zealands Department of Conservation har udførlige råd til vandrere, for man skal have respekt for de store landskaber og afstande.

Eva Novrup Redvall

Har man det, kan man til gengæld få enestående naturoplevelser. Vi nåede blandt andet at vandre en del kortere ture på Nordøen og smukke dagsture på Sydøen, for eksempel i de utrolige landskaber omkring Franz Josef-gletsjeren, hvor man som vandrer kan komme helt tæt på de store ismasser. Så efter som fjogede turister at have stået med for lidt medbragt vand ved den forholdsvis fredelige vandretur langs sælkolonierne ved Red Rocks-klipperne blev vi hurtigt bedre til at følge kiwiernes råd og tænke os om, inden vi begav ud på tramping.

Anden tur

Jane Campions serielandskaber

Vi forstod frem for alt tramping som en særlig newzealandsk livsstil, da vi senere besøgte den lille by Glenorchy uden for Queenstown, hvor man kan trampe på The Routeburn Track gennem alpinudsigter mod fjordlandskaberne i Milford Sound.

Glenorchy ligger ved Wakatipusøen, og områdets bjergtagende landskaber blev for nylig kendt som en vigtig kulisse i første sæson af Jane Campions tv-serie Top of the Lake.

Naturen er en dramatisk medspiller i fortællingen, og i lighed med mange Ringenes Herre-turister i New Zealand havde vi lyst til at gå på locationjagt – i vores tilfælde i Jane Campions dragende univers – og vi brugte Glenorchy som afsæt for en kortere tur ad den 32 kilometer lange Routeburn Track, som er én af New Zealands Great Walks.

I Glenorchy er de lokale gået sammen om at etablere New Zealands første Net Zero campingområde, Camp Glenorchy, og der er en række initiativer for at sikre bæredygtig turisme i området – blandt andet ved at bruge miljøvenlige byggematerialer, ved at satse på økologisk planteavl og ved at støtte de lokale kunstnere og håndværkere.

Eva Novrup Redvall

Målet for campingområdet er at generere lige så meget energi, som der forbruges, og at halvere det generelle energi- og vandforbrug i forhold til lignende overnatningssteder.

På teltpladsen har man blandt andet satset på såkaldte ’glampingtelte’, der tilbyder en mere luksuriøs udgave af det klassiske campingliv. De store telte har solcelle-el og plads til en kæmpe dobbeltseng. Sammenlignet med de mere spartanske hytter, der er opstillet og vedligeholdes af Department of Conservation, er det den rene luksus, men giver naturligvis også en anden fornemmelse end det at være midt ude i naturen.

I Glenorchy boede vi i en såkaldt ’bach’, som kan lejes via den newzealandske version af Airbnb, Bookabach. Her havde vi også vores eget ’glampingtelt’ med mulighed for brændeovnsopvarmning, hvis natten blev for kølig. Det var helt fantastisk at ligge der med udsigt til stjernehimmel og bjergene i horisonten og se frem til at skulle ud på ruten igen næste dag.

Tredje tur

Gå ikke på forsvundne stier!

Fra Glenorchy er der en kort, smuk køretur til begyndelsen af The Routeburn Track. Der er mulighed for at vandre med en guide, men på den rette årstid og i ordentligt vejr er det forsvarligt at vandre på egen hånd, selv om man ikke er en erfaren tramper.

The Routeburn Track går igennem Humboldtbjergene og byder på både skove og søer, bjerge og dale og fantastiske strækninger langs floder med rivende strøm og vandfald. Som på alle Great Walks kan man parkere bilen ved et lille informationsskur med kort over ruten og eventuelle advarsler om aktuelle udfordringer på turen. Der er hverken bemanding, kort, vand eller mad at købe. Man regner med, at alle har styr på deres ting, og én af fordelene ved det er, at der er vidunderligt roligt og rent fra det øjeblik, man går ud af bilen. Man går lige ud i trampingland, og her er der respekt for naturen – både for dens overvældende skønhed og mulige farer.

Eva Novrup Redvall
Eva Novrup Redvall

The Routeburn Track er også åben om vinteren fra maj til oktober, men i den periode er der fare for laviner, og at stierne er ufremkommelige på grund af sne, så på den årstid anbefales det at have både lavinesøger og sneskovl med. I december kunne vi nøjes med vand og proviant, men der var stadig en del advarselsskilte de steder, hvor der var risiko for, at dele af stien skred ned mod floden. Som et af skiltene formulerede det om en lettere beskadiget sti: »Anbefales ikke i dårligt vejr, eller hvis stien ikke længere er der.«

Første del af The Routeburn Track går langs en brusende flod, som man først skal over via en smal hængebro. Der er masser af fugle i frodige skovlandskab, og man har lyden af vandmasserne i ørerne og den friske luft i lungerne.

Det er ikke svært at få eventyrlige tanker mellem de mosbegroede klipper og træer, og en del af fornøjelsen er netop at slippe tankerne fri, når man tramper. I vores familie havde vi i hvert fald nogle helt andre samtaler, når vi sammen travede af sted i de newzealandske landskaber, end når vi betragtede dem fra bilen på vej fra nord til syd.

IVERDEN December 2017

IVerden 2017 byder på rejser ud i naturens og historiens verden. Bl.a. til et Ukraine, hvor overfladen er blankpoleret efter borgerkrigens hærgen. Og læs uddrag fra den grønlandske forfatter Peter Gundels intense korrespondance med den danske læge Jørgen Hvam fra 1921-1930.

I Guatemala har vi besøgt den nye øko-sti, Camino del Kan, der har potentiale til at forandre det fattige højland økonomisk og kulturelt. Tag også med Eva Novrup Redvall på glamping i New Zealand. Og så fortæller fotograf Sofie Amalie Klougart om sin rejse til Jerusalem for at udforske byen og dens myter.

Andre artikler i dette tillæg

  • Med arkitekturens øjne skærpes vores blik på naturen

    29. december 2017
    Nordens natur bliver som aldrig før formidlet gennem moderne arkitektur. Besøgscentre langt fra de nordiske landes storbyer springer i disse år op af jorden, tundraen og klipperne, og ud over at fungere som nye udstillingsvinduer for oldgammel natur er de med til at sætte spørgsmålstegn ved balancen mellem naturen og de menneskeskabte rammer
  • Livet som rejsebogsforfatter er lige dele hverdag og eventyr

    29. december 2017
    For rejsebogsforfattere er der mange måder at føle sig hjemme på og mange steder at gøre det. Danske rejsebogsforfattere følger rejselysten ud i klodens afkroge og har gjort det til en beskæftigelse, der gør dem til millionærer på oplevelser men ikke i banken
  • Vi vandrer gennem den mørke haves vildnis og krigeriske historie

    29. december 2017
    Krig er det, man kender den lille udbryderrepublik Nagorno-Karabakh for, hvis man er vokset op i 1980’erne eller 1990’erne, og fjendskabet med nabolandet Aserbajdsjan er stadig noget, der fylder meget. Men man kan også vandre i den smukke bjergegn uden at risikere så meget andet end at fare vild. Det kan man til gengæld også nemt komme til
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu