Vi vandrer gennem den mørke haves vildnis og krigeriske historie

Det vældige klippemassiv synes at hænge ind over landsbyen. Under det klæber husene sig nogle steder nærmest naturstridigt til bjergvæggen, mens den stejle klatretur op til landsbyens gamle centrum gør én stakåndet.

Familien viser om i baghaven, hvor der bag velplejede violette basilikumplanter, stærke chilifrugter og vinranker ligger et smukt gammelt hus uden tag.

»Det var vores naboer. Familien blev dræbt af artilleri derovrefra,« forklarer den spinkle kvinde og peger op mod klippemastodonten, hvor himlen kan anes gennem et kæmpe skudhul, måske en halv kilometer væk i mere eller mindre vertikal afstand.

De fleste huse op mod bjerget er tomme ruiner, uanset om det er tidens tand eller granater, der har gjort dem ubeboelige.

Granaterne er ikke glemt. Hendes mand, Vladimir, med en skinnende barberet isse og et imponerende kulsort overskæg viser tilbage på den hyggelige gårdhave mellem den lille taxastation, der indimellem også huser overnattende gæster som i dag, og familiens egne kvarterer og hen til en solid jernport med et lille hul cirka midt i den rustne metalflade.

»Min far lavede det hul, da azerierne begyndte at genere os,« forklarer han og demonstrerer det ved at stikke de rustne rester af et dobbeltløbet geværløb gennem hullet, parat til at pløkke uvelkomne gæster ned med fantasikugler.

»Det kan godt være, der ikke er nogen fare lige nu, men jeg har ikke tænkt mig at lukke det til lige foreløbig. Vi stoler ikke på dem,« siger han, mens konen og datteren stiller tallerkner frem på bordet.

Den krig, der hærgede Karintak og andre landsbyer i Nagorno-Karabakh, er svær at komme udenom. I tre dage er vi vandret gennem tjørnebuske, op og ned ad bjergstier, gennem marker og små landsbyer for at nyde naturen og frugten af morbærtræerne langs vejen, men nok især fordi Nagorno-Karabakh indtager en uudslettelig mytologisk position i vores sind. Placeret lige præcis det sted mellem virkelighed og fantasi, som riger og stæder bebor, når man hører dem nævnt tilstrækkelig mange gange på et tidspunkt i ens liv, hvor man ikke er i stand til at placere steder på et landkort. Og de så pludselig forsvinder fra nyhedsstrømmen, uden at man har haft muligheden for at udvande deres mytologiske placering i en ordinær og kedsommelig hverdag.

Nagorno-Karabakh var – på en tragisk baggrund – et hjørne af verden, der fyldte voldsomt meget, hvis man voksede op i 1980’erne og 1990’erne. Hver anden nyhedsudsendelse syntes at indeholde beretninger fra den lille enklave mellem de to sovjetrepublikker Armenien og Aserbajdsjan, hvor opløsningen af Sovjetunionen ikke endte i en lykkelig skilsmisse.

Mens de to republikker blev til to lande, flammede et gammelt fjendskab op mellem det muslimske Aserbajdsjan og det kristne Armenien om skæbnen for den lille enklave, der lå på Aserbajdsjansk jord og formelt hørte til den langt større stat, men havde et markant armensk befolkningsflertal. Krisen i slutningen af 1980’erne genantændte et gammelt etnisk had mellem de to folk, efter at den autonome region i en folkeafstemning stemte for at forlade Aserbajdsjan og i stedet blive en del af Armenien.

I begge lande udløste afstemningen etniske udrensninger og flygtningestrømme, mens Aserbajdsjan – i begyndelsen med sovjethærens hjælp – gik ind i den frihedshungrende region for at undertrykke løsrivelsesbevægelsen med militære midler i en indsats, der for mange armeniere var en gentagelse af en smertefuld fortid i slipstrømmen af Første Verdenskrig. En fortid, hvor aserbajdsjansk udførte massakrer lagde hele byer øde.

I seks år kæmpede de lokale armeniere med støtte fra Armenien mod de på papiret langt stærkere aserbajdsjanske styrker, før det lykkedes dem at sikre regionens de facto forening med Armenien efter en solid militær sejr, der både sikrede dem den isolerede region og en landtange ind til den.

»For aserbajdsjanerne er spørgsmålet om Karabakh en sag, der handler om ambitioner. For armenierne er det et spørgsmål om liv og død,« som den russiske dissident Andrej Sakharov på et tidspunkt skal have sagt om de to hæres kampvilje.

Det er en sejr, der dog kun resulterede i en våbenhvile, som indimellem bliver brudt, når fjendtligheder flammer op omkring selvstyreregionens grænser, og kuglerne i et par timer eller dage igen flyver frem og tilbage.

En aserbajdsjansk officer gennemsøger i juli 1993 ruinerne i landsbyen Geni i den konfliktfyldte Nagorno-Karabakh-region.

Andrei Solovier

Alle har en historie fra krigen

Det er dog ikke decideret kuglerne, der har ført os til dette afsides hjørne af det gamle Sovjet-imperie. For mens det mest er ufred, Nagorno-Karabakh er kendt for, betyder regionens navn nemlig noget helt andet. Mens ’Karabakh’ kan oversættes til ’mørk have’, betyder ’Nagorno’ ’bjergrigt’, og det er denne sydlige udløber af Kaukasus-massivet. Det er kort sagt godt trekking-land. Med risiko for vildfarne kugler.

I første omgang oplever man dog ikke så mange af dem. Ikke ved grænsen, der må være en af de venligste i verden, og vi bliver budt velkommen med fransk nougat og mild nysgerrighed af grænsevagterne. Det samme gør sig gældende ude på ruten. For mens Nagorno-Karabakhs befolkning er ivrig efter at blive kendt for andet end krig, kommer det som en overraskelse for de fleste, at man rent faktisk kan vandre i deres land.

»Vil I ikke have et lift? Det må være forfærdeligt at vandre i den varme,« lyder det deltagende fra én af de lokale beboere uden for en lille købmand, da vi kommer gående, midt på et af rutens hovedstræk – som vist nok de første vandrere i temmelig lang tid.

Det gør sig også gældende på de mere vilde og bjergrige dele af ruten, hvor vi ofte mærker, at vi har valgt en rute langt fra alfarvej. Ofte finder vi os selv midt i en større tornebusk eller en flok køer uden skyggen af sti eller mærker, og vi takker Gud og techindustrien for smartphones og en hiking-app, der via gps kan guide os tilbage på en sti, der i lange passager ikke rigtig findes, men dog både får os frem igennem smukke naturområder og ind i folks private hjem.

Hoteller findes nemlig ikke i de små bjerglandsbyer, så man bor hjemme hos folk. Og det er en foræring, når man gerne vil høre om egnens historie. Som da vi boede hos den lokale skoleforstander i Avetaranots og fik serveret friske grøntsager fra haven, hjemmelavet morbærsnaps og historier omkring familiens langbord med et par naboer på besøg.

»Alle her har en historie fra krigen, og de fleste gør ondt. Alle folk har mistet familie, brødre, søstre, onkler, børn,« fortæller hun, da skålene for høsten og de sovjetiske haglkanoner er drukket, og husets mænd er smuttet videre på den lokale bar.

»På mange måder har det ændret det Nagorno-Karabakh, vi voksede op i. Dengang var der azerier i næsten alle byer, og vi omgikkes med dem ligesom med alle andre, havde venner, der var azerier, nogle blev gift på tværs. Mange var heller ikke slemme, da krigen brød ud, men hjalp og prøvede at beskytte armenierne. Men det er glemt for de fleste, og i dag er de alle væk,« konstaterer hun, før vi lægger os til at sove på madrasser, der buer på midten som bløde halvmåner.

Et vue over Nagorno-Karabakh-regionens åbne vidder og spøgelsesbyen Agdam.

Petrut Calinescu

Kulturmøde på klarinet og ukulele

Så forsonlige er langt fra de fleste, skønt man kan argumentere for, at azerierne har betalt den højeste pris, både i menneskeliv, men også ved vitterlig at have mistet deres hjem i en provins, de ofte var født og opvokset i generationer tilbage. Få har glemt de bomber, der faldt fra Aserbajdsjans fly, og ikke mindst artilleriet fra den vigtigste azeri-by, Shushi.

Det er den, vi vandrer imod, da vi begiver os ud på turens næstsidste trek fra Karintak, byen i skyggen af bjerget.

Vejen fører gennem Hunot-slugten og rutens smukkeste natur. Stien krydser frem og tilbage henover en flod i bunden af slugten, men klipperne tårner sig op nærmest lodret på begge sider, og mens vi vandrer ud af byen, er det ikke svært at forestille sig, hvordan det må have været at vandre udsat i det fri, mens artilleri og snigskytter har beskudt dalfolket fra klippeplateauet ovenover. Over improviserede gangbroer går det, mens stiafmærkningen for en gangs skyld er næsten umulig at tage fejl af. Midtvejs på ruten bliver det åbenlyst hvorfor.

Efter endnu et sving på stien dukker et mærkværdigt geologisk fænomen og et af rutens trækplastre op: en slags kæmpepaddehat af mos, hvorfra et vandfaldsgardin af fine vandstråler gemmer en stor hule. Da vi har smidt rygsække og tøj, hopper vi igennem gardinet og om på den anden side, hvor fint ciselerede mønstre og reservoirer danner fortegninger på hulegulvet, hvor årtusinder af stadigt dryppende vand har dannet fordybninger.

Vi er netop kommet ud af hulen, og ekspeditionens mest musikalske medlem har spændt sin ukulele af rygsækken, da et armensk bryllupsselskab dukker op fra den anden side. Et af selskabets medlemmer, klædt i laksko og undertrøje, ser begejstret på instrumentet og åbner selv sin kuffert. Frem kommer en klarinet i fire-fem stykker, der hurtigt bliver samlet, så de to sammen kan give en improviseret og ikke fuldstændig afstemt koncert. Kulturmøde i vandfaldets skygge.

Vi klatrer op gennem slugten og over klipperne med en fantastisk udsigt tilbage. På højsletten dukker middelalderlige bymure op i horisonten: den frygtede by Shushi, hvorfra artillerigranaterne regnede ned over de armenske landsbyer i nærheden.

Da vi efter en times vandring op mod toppen når indenfor bymurerne, er det et mærkeligt syn. På mange måder er det som at træde ind i en drøm om Samarkand. En smuk orientalsk by, hvor de gamle osmanniske stenhuse stadig står uforstyrret, minareter snor sig op mod himmelen, dækket af kulørte tegl, alle veje er jordveje dækket af støv, og geder og køer vandrer uforstyrret rundt. Ved nærmere eftersyn er de fleste huse dog ruiner, med træer voksende op gennem taget, huller i facaderne og græs, der vokser på tage og frem mellem sten.

Oplevelsen er ikke mindre foruroligende, når man bevæger sig op mod byens øverste kvarter, forbi de sidste aflåste moskeer. Her bliver vejene bedre og ligefrem asfalterede, og der begynder at dukke mennesker op og butikker og et par barer, der er åbne. Men alting er nyt; nye huse, boligblokke fra sovjettiden, hvoraf nogle stadig har granathuller og facader, der mangler, men de fleste er sat i stand, om end på ucharmerende vis, og beboede. Selv en katedral midt i bydelen virker ny trods sit klassiske og konservative design.

Årsagen er enkel. Mens den kristne bydel blev lagt øde og brændt ned og hovedparten af dens op mod 20.000 indbyggere blev myrdet af aserbajdsjanske styrker i 1920, fik den muslimske del af byen lov til at stå og dens beboere lov til at vokse i både antal og velstand, mens Nagorno-Karabakh var aserbajdsjansk. Lykken vendte, da armenske styrker erobrede byen i 1992. Dens muslimske indbyggere blev jaget på flugt, og deres bydel fik lov til at forfalde, mens Shushi blev en kristen by.

Som turist er resultatet tragisk, men også fascinerende i sin afbildning af en borgerkrig, hvor alle i sidste ende taber. Forhåbentlig for sidste gang.

På vejen ud er der vandmelon og abrikoser fra grænsevagterne. Det er ikke det hele, der er skidt.