Læsetid: 5 min.

Med drengene i Dien Bien Phu

I skal se, hvor den hvide mands koloniale drøm om overlegenhed brast, sagde jeg til mine tre sønner – og så tog vi til Vietnam for at besøge landsbyen Dien Bien Phu
13. oktober 2012

Mange rejsende kender følelsen af, at historien vibrerer under deres fødder. Denne vibreren har jeg selv mærket blandt andet på Den Røde Plads i Moskva og på den gamle legionærvej Ordu Caddesi i Istanbul – og her i den netop overståede sommer også i Vietnam, nærmere bestemt i en lille nordvietnamesisk landsby midt i en langstrakt dal cirka 38 kilometer fra grænsen til Laos: Dien Bien Phu.

Lige her midt i dalens rismarker blev den franske kolonimagts elitestyrker, herunder fremmedlegio-nens faldskærmsregimenter, banket baglæns ud af historien. Franskmændene ville kontrollere dalen og dermed vejen til Laos, hvorfra Mao-Kina forsynede de vietnamesiske partisaner med våben.

Men selv om fremmedlegionærerne forskansede sig – og i starten havde ubegrænset adgang til flystøtte og forsyninger fra luften – så varede det kun nogle måneder, før de måtte overgive sig betingelsesløst. Vietnamesernes sejr førte til fransk rømning af Nordvietnam, hvorefter amerikanerne overtog for-søget på at tøjle den vietnamsesiske selvstændighedstrang.

Vietnamkrigen, der tiltrak sig hele verden under ungdomsoprøret, tog for alvor fart i landsbyen Dien Bien Phu. Præcis dét ville min kone og jeg vise til vores tre sønner.

Et ramponeret hotel

Det er ingen sag at komme fra Hanoi til Dien Bien Phu. Man kan enten tage en bus – rejsetid cirka 16 timer – gennem et utal af bjergpas, eller man kan tage et fly med en rejsetid på 45 minutter. Vi valgte den sidste mulighed og fløj i et halvtomt firepropellers fly fra Vietnam Airlines.

Af nøjagtig samme rute fløj de franske jagerbombere fra amerikanske hangarskibe ude i Tonkinbugten for snart 60 år siden, og da vores maskine lagde an til landing i den langstrakte dal ved at glide tæt hen over bjergkammen for at få plads til det sidste sving, stod det klart, hvorfor vietnameserne dengang placede antiluftsskyts i hver ende af dalen. Det tvang franskmændene til at flyve så højt, at store dele af de nedkastede forsyninger til de omringede fremmedlegionærer blæste over til fjenden.

Selve lufthavnen i Dien Bien Phu er en forladt asfaltstribe midt i rismarkerne, etableret af japanerne under Anden Verdenskrig. Lufttrafikken i dag er såre sparsom, en daglig maskine fra Hanoi, som flyver retur et par timer senere. I selve byen er der heller ikke så meget at råbe hurra for: Én lang hovedgade, der ender foran et gigantisk monument til minde om sejren i 1954.

Min kone havde på forhånd booket værelser på et hotel, der ud over at ligge et par kilometer uden for byen viste sig at være så godt som forladt. Dog ikke i weekenderne, hvor alle værelser var optaget af karaoke-syngende vietnamesiske familier.

Hotellet, som også rådede over et dejligt stort svømmebassin, bestod af en række store patricieragtige villaer, som synes at være blevet opført af russerne til glæde for partipampere. Og siden russerne trak sig fra Vietnam efter Berlinmurens fald var der øjensynligt ikke sket mere med stedet. Vandhanerne dryppede stadigvæk, ledningerne hang løse ned ad væggene, men den slags forfald rummer også sin egen charme.

Dansk vandreudstilling

Når vi hver morgen efter morgenmad i den mennesketomme spisesal (kun lidt mindre end KB-hallen) forlod de ramponerede hotelvillaer for at marchere ind til byens hovedgade, blev vi klar over, at selv om Dien Bien Phu har historisk interesse, så er det mildt sagt ikke lige så overrendt af turister, som resten af Vietnam er. I hvert fald vakte vores lille familie opsigt, når vi bærende på vandflasker alle mand og gennemvåde af sved kom marcherende.

De forretningsdrivende – og dem er der mange, mange af over alt i Vietnam, også i Dien Bien Phu – kom ud og glanede efter os. Grinende og gestikulerende fulgte vietnameserne os med blikket, og vor morgenmarch blev nærmest en tradition, hvor alle skulle frem og hilse.

Gamle damer løb tværs over gaden for at komme hen og røre ved den mindste af drengene. Det affandt han sig pænt med, selv om han ikke var begejstret.

Først og fremmest skulle vi naturligvis se – og bestige – monumentet over sejren. I værste sovjetstil forestiller det to bomstærke og svært bevæbnede partisanere, som de kan have set ud lige efter sejren: Mens den ene løfter et jublende lille barn fra den lokale Mongstamme, vifter den anden triumferende med et vietnamesisk flag.

I Giaps svedende fodspor

Byens lilleputmuseum er akkurat lige så gammeldags: I den ene montre efter den anden montre fremvises erobrede våben samt vimpler og flag, som de forskellige vietnamesiske kompagnier modtog efter sejren. Selvfølgelig er der også masser af fotos fra det, der var den egentlige bedrift for partisanerne: At trække erobrede franske kanoner helt op på bjergkammen, så de franske befæstede stillinger i dalen kunne overdænges med granater fra morgen til aften.

Resterne af de franske befæstede stillinger fremvises som turistattraktioner, og alle kan prøve at klemme sig ned i de gamle løbegange og sikringsrum, hvor legionærerne søgte tilflugt under de ødelæggende bombardementer. Sjovt har det næppe været for de barske legionærer at overgive sig på nåde og unåde til de bittesmå vietnamesere med strå-hatte og sorte pyjamasser.

Der er især et navn, som er knyttet til Dien Bien Phu, og det er den vietnamesiske hærfører og senere for-svarsminister Nguyen Giap. Han lever endnu – han er 101 år gammel – og det var ham, der udviklede den partisanstrategi, som tvang fremmedlegionen i knæ. Derfor var vi forhippede på at køre op i bjergene og se kammerat Giaps hovedkvarter, og det lykkedes for et mindre beløb at leje en bil med chauffør plus en tolk, der talte engelsk.

Tolken viste sig at være knap så engelsktalende, til gengæld anede hun intet om slaget om Dien Bien Phu. Men vi kom efter en uhyre interessant tur i bjergene op til hovedkvarteret, hvor Giap havde skjult sig sammen med sine kinesiske rådgivere. Det viste sig at være meget primitivt: bambushytter med bambusborde og bambussenge. Ved hver ny hytte slog tolken storladent ud med hånden og sagde: Here work! Here sleep!

Hvis man vil rejse i Vietnam og nå derud, hvor ingen andre vesterlandske turister kommer forbi, kan Dien Bien Phu anbefales på det varmeste.

Og hvad sagde drengene så til at besøge det historiske sted? Hvis sandheden skal frem, var der mange andre ting og steder i Vietnam, som de var mere vilde med: De store byer, strandene, sejlads på Mekongfloden osv. Men det var da interessant at have været i Dien Bien Phu, som de venligt tilføjede.

Ja, mon ikke!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Olsen
  • Oluf Husted
  • Per Klüver
Thomas Olsen, Oluf Husted og Per Klüver anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Jakobsen

Jeg kan ikke læse artiklen, da jeg ikke er abbonent. Til gengæld bor jeg i Vietnam, og hør nu her: kald ikke Dien Bien Phu en landsby. Det er helt ude i skoven. Dien Bien Phu er provinshovedstad. Hvis man ved hvad en landsby er, kunne man ikke drømme om at bruge sådan et ord om Dien Bien Phu. Københavnsk provinsialisme, eller dansk storhedsvanvid?
Det kan jeg ikke vide...

Hehe..således er det hele så relativt. Jeg besøgte engang Fårup sommerland sammen med mine døtre og en af deres kinesiske veninder og hendes far. En ingeniør som talte meget dårligt engelsk. Han forklarede mig dog, at kinesiske forhold ikke harmonerer med de danske, og at en kinesisk landsby, der hvor han kom fra, var en by på størrelse med København.