Årets europæiske kulturhovedstad har færre indbyggere end Vojens

Aftenluften er mild, og der er en summende lyd af samtaler på mange sprog på pladsen sydvest for byens katedral, St John’s Co-Cathedral. Katedralen og gaderne omkring den udgør hjertet af Valletta, der er en af de mindste hovedstæder i Europa i et af de mindste europæiske lande.

Øriget Malta, som omfatter tre beboede øer, hovedøen Malta og de to mindre øer Gozo og Comino, har knap 400.000 indbyggere. Og selve hovedstaden, Valletta, har kun omkring 6.500 indbyggere. Det lyder nærmest som en vittighed at gøre så lille en by til Europæisk Kulturhovedstad, og de lokale kan også godt selv se komikken. Men dels har hovedstaden trods sin ringe størrelse en rigere, vildere og mere berømt historie end de fleste andre byer i samme miniputstørrelse, dels har kulturhovedstadsprojektet vakt Valletta til live og givet den en renæssance.

»Vi hilser alle velkommen her, også turister som jer, men vi er allermest glade for, at der kommer flere og flere maltesere til byen. Den er virkelig livet op de senere år, og det er de unge, som gør forskellen,« som en midaldrende mand siger, da jeg spørger ham, hvordan han har det med de mange turister i Valletta.

Omtrent samme svar giver tjeneren på restaurant Kantina på pladsen sydvest for katedralen mig. Han er smilende og bevæger sig nærmest som en glad kanin, når han med fjedrende skridt går fra bord til bord – med tallerkener fulde af italiensk inspirerede pastaretter, franske og arabiske salater og desserter og traditionelle maltesiske retter med fisk, oksekød og ikke mindst kanin.

Selv om Kantina ikke hører til de restauranter, der forsøger at tiltrække turister med løfter om ’traditional Maltese food’, er den ikoniske maltesiske ret fenek bittewm u l-indbi, kanin kogt med hvidløg og vin, på menuen. Sammen med et væld af retter, som stammer fra landene omkring Middelhavet, og som er smagt til med timian, kardemomme, anis og andre krydderier, som findes i øens små lommer af vild natur eller er blevet introduceret i det maltesiske køkken fra det sicilianske, det mellemøstlige, det spanske og det engelske.

Sean Gallup

Erobringer og nederlag

Med sin placering kun 90 kilometer syd for Sicilien har Malta gennem årtusinder været et oplagt sted for sejlende handelsfolk og ikke mindst flåder at kaste anker. Med sine mange naturlige havne har øen tiltrukket folkeslag med både fredelige og mere krigeriske hensigter, og dens historie er nærmest en lang fortælling om erobringer og heroiske forsvarskrige. De ældste spor af mennesker går tilbage til 5.000 f.Kr., hvor sicilianske bønder indvandrede og skabte en neolitisk kultur, der frembragte verdens ældste templer opført i sten.

Siden kom Malta under blandt andet fønikisk, romersk, gotisk og byzantinsk herredømme, inden øen i 869 blev erobret af araberne, som herskede frem til normannernes indtog i 1091. Der er spor af både romersk og byzantinsk arkitektur, men selve Valletta er først og fremmest opført af johanitterne, der fik øen forærende af den tysk-romerske kejser Karl 5. i 1530.

Johannitterne var en ridderorden, der var blevet grundlagt i Jerusalem og siden havde haft hovedsæde i Rom, på Rhodos og Cypern, var blevet hjemløs, hvorpå kejseren forærede den Malta med pålæg om at forsvare øen – og dermed det øvrige Europa – mod yderligere osmannisk erobring.

Johanitterne befæstede og bosatte sig først på tre små halvøer over for nutidens Valletta. Her byggede de hospitaler, herberger og forter, og herfra forsvarede de øen, da osmannerne i 1565 belejrede byen med en flådestyrke på knap 50.000 mand mod blot 8.000 riddere og lokale. At det lykkedes johanitterne at trænge osmannerne tilbage skyldtes især stormester Jean Parisot de la Valettes list samt forstærkninger fra Sicilien.

La Valette og hans folk fik til gengæld for sejren store pengebeløb fra resten af Europa og hjælp til at opføre en ny by, Valletta, opkaldt efter den sejrrige stormester. Den kompakte by på 600 gange 1.000 meter blev opført i løbet af ganske få år med et nøje struktureret gadenet, som er det, man stadig genfinder i Valletta. Mange af gaderne er ganske smalle, og der er derfor kun få biler til at forstyrre de turister, som går rundt i dette friluftsmuseum over barokarkitektur – med kapeller, kirker og katedral.

Katolske sømandssynder

I dag er det søndag, og katedralen har derfor været lukket for turister. Til gengæld har der været messe adskillige gange.

Malta er et overvejende katolsk land, og selv om andelen af maltesere, der går til messe hver søndag, er faldet fra omkring 60 procent for tyve år siden til omkring 40 procent i dag, har kirken stadig høj status, også blandt unge. Det skyldes ikke mindst, at den har stærke forbindelser til det kulturelle liv, blandt andet de landsbyfester, som finder sted overalt på Malta, når de lokale skytshelgener fejres – med folkemusik, musik for hornorkester, klokkeringning og dans.

En dreng holder en lille statue af Skt. Paul under en religiøs højtid til ære for Maltas skytshelgen.

Darrin Zammit Lupi /Reuters

I Valletta er det dog ikke så meget maltesisk folkemusik, der høres i gaderne. De fleste restauranter – også Kantina – hyrer lokale musikere til at spille, og som følge af den britiske indflydelse og i tråd med både unge malteseres og mange turisters smag er det mest engelsksprogede pop- og rockhits fra 1950’erne og fremefter, der er på repertoiret.

Til gengæld tales der både engelsk, italiensk, spansk, fransk, arabisk og maltesisk ved de mange udendørs borde på restauranterne. Selv om stort set alle maltesere taler flydende engelsk, og der på en del maltesiske skoler stadig tales engelsk, er maltesisk nu hovedsproget i skolen og i hverdagslivet.

Den engelske indflydelse begyndte i 1800, da Malta – efter to år under Napoleons styre – kom under Storbritanniens beskyttelse. Fra 1814 var øriget en britisk kronkoloni, og under 2. verdenskrig var Malta en vigtig britisk flådebase og blev udsat for massive italienske og tyske bombardementer. I 1947 fik øerne selvstyre og blev i 1964 udråbt som selvstændig stat under Commonwealth for så i 1974 at blive en selvstændig republik.

Siden uafhængigheden har forholdene på Malta været langt mere fredelige end i hele øens øvrige historie – næsten for fredelige, som den mandlige tjener på restaurant Kantina lader forstå. For da den britiske flåde forlod øriget, forsvandt både en del arbejdspladser på skibsværfterne og en god del af bylivet i Malta, ikke mindst i Valletta.

I løbet af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet havde Valletta udviklet sig fra en by præget af religion med klostre, kirker og kapeller som de mest levende institutioner til at blive en mere verdsligt præget hovedstad, hvor amerikanske og britiske militærfolk og sømænd omgikkes italienske besøgende og lokale maltesere, ikke mindst i gaden Strait Street, på maltesisk Strada Stretta. Strait Street, som løber parallelt med hovedgaden Triq ir-Repubblika, var berømt og berygtet som en syndens gade, hvor barerne lå side om side, og jazzmusikere, prostituerede, sømænd og svindlere færdedes i en farverig og kaotisk blanding af sjov, ballade, druk og vold.

Sean Gallup

Liv i kulissebyen

Nærmest alt liv forsvandt fra gaden, barernes malede træskilte hang falmede tilbage, og det meste af bylivet flyttede op på Triq ir-Repubblika til internationale brandstores med tøj og sko og et væld af souvenirbutikker, som betjente det stigende antal tilrejsende, ikke mindst krydstogtturisterne. I dagtimerne var der altså rimeligt gang i souvenirsalg, og store grupper af tilrejsende blev guidet gennem gaderne bevæbnet med parasoller, kasketter og bykort, som viste vej fra palads til katedral til rådhus.

Men om aftenen, når krydstogtturisterne var sejlet videre, de øvrige turister for størstedelens vedkommende var søgt ud til hotellerne i de nybyggede kvarterer andre steder på øen, og munke, nonner og ældre indbyggere i de statelige, men mere og mere forfaldne barokbygninger havde trukket sig ind bag skodder og porte, så var der stille i Valletta. Som i en spøgelsesby. En kulisse. Mange af de gamle adelsfamilier flyttede udenlands eller forlod Valletta til fordel for nybyggede villaer og lejlighedskomplekser andre steder på øen.

Men nu er der igen liv i Valletta. Gamle palæer restaureres, og der åbnes cafeer, restauranter og boutiquehoteller. I Strait Street er mange af de gamle barer genåbnet, og side om side med dem ligger spillesteder og gallerier. En årsag er, at Malta klarede sig bedre gennem finanskrisen end mange andre lande. Så mange unge har besluttet at satse på en fremtid i Malta i stedet for at rejse til andre EU-lande.

»Malta er et godt sted at bo, og det har de unge heldigvis også opdaget. Så de begynder at indtage vores hovedstad – på helt fredelig vis og med masser af kreativitet,« som en midaldrende kvindelig indbygger fortæller.

Hun tilføjer, at optimismen og iværksætteriet fik et boost, da det blev offentliggjort, at hollandske Leeuwarden og maltesiske Valletta i 2018 skulle dele titlen som Europæisk Kulturhovedstad. Fra da af kom der gang i renoveringer og nybyggerier, kulturliv – og debat. For det er ikke alle Vallettas indbyggere, der er glade for de arkitektoniske nyskabelser. Men de unge tjenere på Kantina er glade for både barokarkitekturen og de nye bygningsværker. Det er mellem dem, der bliver plads til mere (natte)liv og flere jobs.

To årlige begivenheder, som der satses særligt på i 2018, er Valletta Film Festival (juni) og Malta Jazz Festival (juli).

Mere info om Valletta som Europæisk Kulturhovedstad på valletta2018.org.