Læsetid: 6 min.

På den kroatiske ø Vis spiser de stegte sprutter på Titos ubådsbase

Øen Vis er hjem for underjordiske militærkomplekser og overjordisk skønhed. Den lille ø var en af Jugoslaviens vigtigste flådebaser frem til Sovjetunionens kollaps, og de mange års isolation har ført til færre turister og flere historiske attraktioner end på andre kroatiske ferieøer
Tito spiller et spil skak efter middagsmaden i sin klippehule på kroatiske Vis i 1944.

Tito spiller et spil skak efter middagsmaden i sin klippehule på kroatiske Vis i 1944.

AP Photo

9. februar 2018

Skiltet er lille, gult og nemt at overse, men endelig finder jeg det: ’Titos skjulested’, står der. Jeg følger dets pil mod toppen af bjerget og finder øverst oppe et lille, afsidesliggende kapel.

Hvad Hum-bjerget mangler i form af infrastruktur, kompenserer det for med sin udsigt. Bjergskråningen tordner ned mod havet og den lille fiskerby Komiza knap 600 meter under os, og det dybblå Adriaterhav er spækket med småøer, så langt vi kan se.

Det er imidlertid ikke udsigten, der er den primære attraktion på Hum-bjerget. Lidt nede ad bjergskråningen ligger en hule, der er lige så mørk og indelukket, som udsigten fra bjergtoppen er lys og storslået.

Det var efter sigende her, modstandslederen Josip Broz Tito, der senere ledede det nu hedengangne Jugoslavien fra 1953-1980, tilbragte årene under Anden Verdenskrig, hvor han levede i skjul. Hulen er næsten lige så stor som kapellet, men langt mere klaustrofobisk med sine lave klippelofter. Da vi træder ud af hulen igen, er det en lettelse at være omsvøbt af den salte havluft og de lune solstråler.

Titos hule er en af mange mærkværdige steder, der vidner om den kroatiske ø Vis’ vilde historie. Øen er den beboede ø, der ligger længst fra fastlandet, og med sin beliggenhed i det sydlige Adriaterhav har den været så strategisk vigtig, at den er blevet erobret af grækere, østrigere, briter og Republikken Venedig; først i 1920 kom Vis på lokale hænder, da den blev en del af det nyoprettede kongedømme Jugoslavien.

Underjordiske militærkomplekser

Kongedømmet var dog kortlivet og eksisterede kun indtil Anden Verdenskrig. Efter krigen blev hele øen omdannet til én stor flåde- og ubådsbase, som man kan se mange steder i landskabet. Ud over Tito’s hule huser øen omkring 30 nedlagte militærbygninger, hvoraf mange er underjordiske. Der er et spindelvæv af mere end 20 kilometer underjordiske tunneler, huler, miner og lagre – nogle af dem beregnet til missiler.

Militæranlæggene blev udbygget under Den Kolde Krig, hvor Vis spillede en central rolle for det jugoslaviske søværn, og indtil Sovjetunionens fald var øen kun tilgængelig for de lokale – færre end 5.000 indbyggere – og militæret.

N/A Glasshouse Images

I dag er militærbygningerne forladte, og med et kort og et par råd fra de lokale kan man vandre gennem de tomme tunneler, se missilernes opbevaringsrum og sejle ud til ubådsstationen, der er hugget ind i klipperne tæt på fiskerbyen Komiza. Men man skilter ikke med historien på Vis, så hvis ikke man får spurgt de rigtige om vej, kommer man let på afveje i den vilde natur.

Øens historie betyder nemlig ikke bare, at der er efterladte militærkomplekser overalt. Dens isolation fra omverdenen indtil 1991 betyder også, at naturen har haft gode betingelser, og at øen er mindre overrendt end andre kroatiske øer.

De stejle klippeskråninger på den bakkede ø er beklædt med smalle zigzag-sving og fyrretræer, der rækker op i himlen. Havet omkring øen er efter sigende renere end noget andet sted i Kroatien takket være restriktive regler, der forbyder forurenende udenlandske skibe at kaste anker her. Den centrale del af øen er beplantet med vin, der er en af øens store indtægtskilder, ud over strandene, der år for år lokker flere turister til med deres dramatiske beliggenhed og turkisblå vand.

Strandene ser vidt forskellige ud, men de har en ting til fælles; man vandrer til dem af små og til tider meget stejle stier, før man kan køle legemet i det klare vand. Der er Stiniva, en lillebitte bugt mellem to høje, stejle klippevægge, som man kun kan komme til med båd eller en krævende klatretur ned ad bjergvæggen bag stranden. Der er Stoncica, en af øens eneste sandstrande, som med sin lille fiskerestaurant og nemme vandretur er oplagt for familier.

Og der er Srebrna, en lille bugt med kridhvide sten i stedet for sand. Bugten er flankeret af hvide klipper, nogle af dem så flade, at man kan ligge på dem i stedet for på stranden. Sejlbåde vugger i bugten, hvor børn plasker rundt og ældre svømmer baner langs stranden, hvis lyse sten får vandet til at virke endnu klarere, end på resten af øen. Det er den Middelhavsstrand, man drømmer om at finde i Italien eller Frankrig, men i stedet finder her, i Adriaterhavet.

Italiensk kaffe og arkitektur

Befolkningstallet er faldet støt, for ud over at arbejde med vin eller turister er der ikke mange jobmuligheder, så de fleste søger mod fastlandet, der ligger halvanden times sejltur væk. I dag er der kun omkring 3.500 fastboere tilbage, og de bor i to små pittoreske byer, hovedbyen Vis i en bugt på øens østlige side, og fiskerbyen Komiza på den vestlige side. I begge byer er arkitekturen såvel som maden og dialekten påvirket af Italien; fra det 15. århundrede og indtil Republikken Venedigs undergang i 1797 var Vis under bystatens styre.

»I det mindste lærte vi at lave god kaffe,« siger Mario Tomasovic grinende. Han er fra byen Split, udgangspunktet for al sejlads til øerne fra det kroatiske fastland, der ligesom Vis oplevede et arkitektonisk boom i 1700-tallet. Han læste historie på universitetet i Split, før han blev turguide på Vis, hvor han bor i sommermånederne; om vinteren arbejder han på familiens vingård og olivenlunde.

»Man kan se den italienske påvirkning mange steder, fra folks dialekt til de smukke gamle bygninger og øens traditioner, når det kommer til mad og drikke. Ud over prosek, en sød vin, der lagres, mens den er gravet ned i sandet, er her en lang aperitivo-tradition, hvor folk laver aperitiffer med lokale likører, som er meget inspirerede af de italienske,« siger han.

Michelle Arrouas

Vis blev en vigtig ø under det venetianske styre, hvor den var et center for regionens skibstransport, og der blev bygget smukke kirker, forter og administrative bygninger. De ligger stadig langs havnefronten og møder de mange, der kommer sejlende til øen. I højsæsonen er den lille havn spækket med sejlbåde, og øens befolkning bliver mangedoblet, når de sejlende går i land for at drikke aperitiffer, spise på de små restauranter og finde italiensk inspirerede isbutikker i gaderne.

Blæksprutter i metalbowler

Selvom der kun er ti kilometer imellem havnebyen Vis og fiskerlandsbyen Komiza, er der megen rivalisering imellem dem. Mens Vis er hovedbyen med dens skoler, administrative bygninger, største kirker og fleste gæstehuse, har Komiza altid været arbejderklasse- og fiskerlandsby: Her er der ingen bygninger med store armbevægelser, og havnen rummer fiskejoller i stedet for færger. Men den lille fiskerlandsby ligger perfekt i forhold til øens naturattraktioner.

Fra Komiza kan man relativt let vandre til toppen af Hum-bjerget, gå langs kysten til de afsidesliggende strande, eller sætte kurs mod den endnu mindre naboø Bisevo, hvor der kun bor omkring 15 mennesker.

Begiver man sig fra kysten og ind på den 90 kvadratkilometer store ø, møder man vinmarkerne, der vidner om de lokales sans for at nyde livet. Mellem vinrankerne ligger en af øens traditionelle restauranter, Konoba Roki’s, men man kan ikke tage et spontant smut forbi; her laves mad i traditionelle peka, og man skal give besked fire timer i forvejen.

Peka er metalbowler på størrelse med en Webergrill, som fyldes med enten blæksprutte, lam, oksekød eller fisk og så grøntsager, hvidvin, smør og olie. Metalbowlerne placeres i gløderne fra den åbne ild, der udgør restaurantens noget rustikke køkken, og så står de og småkoger i timevis. Når låget løftes fyldes hele gården med duften fra perfekt tilberedte blækspruttearme i hvidvin, grillede artiskokker og oksekød, eller lam med vindruer og rødvin.

Fra langbordene er der udsigt til dalen med idylliske vinmarker, der under Anden Verdenskrig var landingsbane for øens militære flybase. Som ubådsbasen er flyvepladsen for længst lukket. Militære monstermaskiner er afløst af sejlbåde, kold krig af fri bevægelighed, soldater af turister. Men øen er stadig isoleret, lever sit eget og sine indbyggeres liv. Den eneste vej til Vis er med båd.

iVerden februar 2018

I denne udgave af iVerden følger vi med fotograf Ulrik Hasemann, mens han klatrer på tinderne over alpebyen Chamonix. Vi besøger årets europæiske kulturhovedstad, Valletta på Malta, der har færre indbyggere end Vojens. Og så beskriver Mikkel Vuroela skovnoiaen – når man vandrer gennem det nordiske sommermørke i skove så store, at de kan mærkes indeni.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu