Læsetid: 3 min.

Seoul er en by, der skal oversættes af lokale for, at man kan forstå den

I dag begynder Vinter-OL i Sydkorea ikke langt fra hovedstaden Seoul, hvor mere end halvdelen af landets befolkning bor. En af dem er amerikanske Hallie Bradley, der lever af at blogge om byen, som hun har boet i i 11 år med sin koreanske musikermand
I dag begynder Vinter-OL i Sydkorea ikke langt fra hovedstaden Seoul, hvor mere end halvdelen af landets befolkning bor. En af dem er amerikanske Hallie Bradley, der lever af at blogge om byen, som hun har boet i i 11 år med sin koreanske musikermand

Privatfoto

9. februar 2018

»Jeg flyttede til Seoul, da jeg var blevet færdiguddannet for 11 år siden. Jeg planlagde at blive et år eller to for at betale min studiegæld af ved at arbejde for et af de firmaer, der tilbyder unge amerikanere god løn og bedre vilkår, end vi kan få derhjemme i USA.

Jeg vidste ingenting om landet eller byen, da jeg ankom. Det var sen aften, da jeg kørte fra lufthavnen og ind i byen, og neonlysene var så intense og så anderledes, sproget så fremmed, og byen så meget mere levende, omskiftelig og hæsblæsende end den forstadsverden, jeg havde forladt i Amerikas midtvest. Det første år fremstår sløret i min hukommelse, for jeg var fuldkommen blæst bagover af byen og alt det, jeg ville opleve, alt det, der skete, og alle de mennesker, jeg mødte; mere end halvdelen af Sydkoreas befolkning bor i og omkring Seoul.

Byen og mit forhold til den ændrede sig meget, da jeg mødte min mand, som er koreaner og kommer fra Busan, den sydlige havneby. Han hjalp mig med at ’oversætte’ byen. Gennem ham og hans familie lærte jeg alt det, man ikke kan læse sig til: at spise til tider sær koreansk mad, knække de kulturelle koder og forstå, hvorfor sydkoreanerne kører på højre side af vejen, men går på venstre side af fortovet.

Mere beskidt

Seoul er en by, der har udviklet sig enormt meget de sidste 50 år, og derfor kan den være svær at navigere i. Der er både en hæsblæsende udvikling og ældre koreanere, der ikke kan eller vil følge med udviklingen på grund af de traditioner og idealer, de har, og som føler sig udenfor i den moderne millionby, Seoul er blevet til.

Vi bor i Hongdae-distriktet, som er meget ungt, kunstnerisk og kulinarisk interessant. Kvarteret er omringet af tre universiteter, der er barer og musiksteder overalt, og min mand har et musikstudie i området, så for os har det altid givet mening at bo her. Her er altid livligt, koreanerne er mere afslappede over for udlændinge, og så er her bare vildt meget sjovere, end der er i den østlige del af byen, hvor det hele er lidt mere stift, seriøst og poleret.

Her i Hongdae er der mere grunge-agtigt med små, beskidte barer, musiksteder gemt i kældre, og en masse kreative mennesker. De sidste ti år er kvarteret blevet så hipt, at lejepriserne har presset mange kunstnere, musikstudier og grungede barer ud af området, så nu er det kvartererne omkring Hongdae, der er de hippeste. Nu flytter kunstnerne og de hippeste barer til Myeongdong og Cheongdam i stedet.

Jeg startede min blog The Soul of Seoul, fordi jeg var bange for ikke at få opsøgt og udforsket nye steder i byen, efterhånden som jeg lærte den bedre at kende. Jeg ville presse mig selv til at blive ved med at genopdage byen, for den ændrer sig så hurtigt.

Maden i Sydkorea er virkelig anderledes end noget andet sted i verden, men den er også meget velsmagende og virkelig sund. Det bedste råd, når man skal prøve at finde en restaurant i Korea, er at gå efter steder, der kun har to-tre retter på menuen. Man skal bare kaste sig ud i det, selvom retterne måske lyder lidt underlige, og man gerne ville have haft større udvalg, for det er altid de steder, der har specialiseret sig i noget, der er de bedste.

Meget sydkoreansk mad lugter virkelig underligt og ser så underligt ud, at man på ingen måde kan se, hvad det er, eller fra hvilket dyr eller plante det kommer, men det smager altid fantastisk. Min mands mor sender os mad sydfra, og den er generelt mere salt end nordpå, og der er stor forskel på smagene fra region til region.

Alle her glæder sig til de olympiske lege, og regeringen har været god til at få begejstringen til at blusse. De har sendt lokale og udenlandske journalister og bloggere til stadionerne i Pyeongchang i månedsvis, og da jeg var der sidst, var området virkelig blomstret op. Jeg skal afsted igen, når legene går i gang, og så skal min mand og datter med.«

iVerden februar 2018

I denne udgave af iVerden følger vi med fotograf Ulrik Hasemann, mens han klatrer på tinderne over alpebyen Chamonix. Vi besøger årets europæiske kulturhovedstad, Valletta på Malta, der har færre indbyggere end Vojens. Og så beskriver Mikkel Vuroela skovnoiaen – når man vandrer gennem det nordiske sommermørke i skove så store, at de kan mærkes indeni.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu