Feature
Læsetid: 4 min.

Den skyller langsomt ind over os, den følelse af ubehag – skovnoiaen

Fem venner i kondisko vandrer igennem det nordiske sommermørke i skove så store, at de kan mærkes indeni
Fem venner i kondisko vandrer igennem det nordiske sommermørke i skove så store, at de kan mærkes indeni

Thomas Iburg/iBureauet

iBureauet
9. februar 2018

Når først byen slipper, og markerne derefter forsvinder, og der til sidst kun findes vejen foran bilen og skoven uden om og intet andet, så sniger der sig igen en lille skygge af angst ind over mig. Bilen slubrer vejstriber i sig, mens grå graner og rødlige fyrrestammer flimrer forbi som et loop af samme filmsekvens. Selv om du fiser afsted med 100 kilometer i timen, er det hele det samme, og kun når du en sjælden gang rammer en bakketop, strækker hele landskabet sig ud og afslører, at du rigtig nok er langt, langt ude i skoven.

Sommer i Norden er en god anledning til at blive mindet om sin egen ubetydelighed i mødet med et landskab, som var der længe før dig, og vil være der længe efter, og for evigt vil være fuldkommen ligeglad med, om du lever eller dør.

Den skyller langsomt ind over os, den følelse af ubehag – skovnoiaen. Vi er fem venner på tur. Fem drenge i et folkevognsrugbrød, der den seneste uge har zigzagget mod nord gennem Sverige. Nu er det slut med løvtræer, slut med landbrug, slut med hyppige småbyer.

Der er blevet stille i bilen.

Vi kommer til en lille by, der hedder Särna, som kun består af en hovedgade og lidt tilfældige huse, en lille købmand og en pølsevogn. Vores modstandskraft er i forvejen nedbrudt af at sove i telt og af daglig druk, og mødet med den evige skov har gjort sit indtryk. Min ven køber to pakker cigaretter, og ved en fejl giver ekspedienten ham to pakker lange 100-smøger. Skoven har slået ham så meget ud af kurs, frarøvet ham sit initiativ og mening med livet, at han ikke engang er i stand at rette hende og bede om de rigtige.

Vi spiser kødboller uden for købmanden med udsigt til kirkegården og den hvide kirkebygning i dens midte. To unge kvinder går rundt og ryger mellem gravstenene. Deres tøj er neonfarvet, de er thailændere eller sådan noget. Ved siden af kirken ligger et stateligt rødt træhus med hvide vinduer, og ved siden af en noget mere ramponeret gammel butiksbygning i afskallende lyseblå – og med alle udstillingsvinduerne blændet af med hvid folie, så ingen kan se ind. Over døren hænger et hvidt skilt med røde bogstaver: Live Striptease.

En bil ruller op og parkerer foran huset, en mand stiger ud og går ind. Pigerne på kirkegården skodder deres smøger og forsvinder ind af en bagdør. Vi spiser op og kører ud af byen, ind i skoven. Svinger skarpt til venstre mod en by, der hedder Mörkret, og det føles, som om vi bevæger os mod netop det. Selvfølgelig er det total tilforladeligt, siger vi til os selv. Det lille fjeld, vi kører mod, er jo en turistattraktion – børnefamilier kommer der i bunkevis for at se vandfaldet – så vi kører mod en anden parkeringsplads, pakker soveposer, nogle bajere, lidt mad og en flaske whisky og går mod et shelter, som ligger lidt oppe ad fjeldet.

Vi er i sommertøj og dårligt fodtøj, men det er fint nok, at vi ikke er fjeldudrustede, for vi skal jo ikke hele vejen op – bare et lille stykke. Og så sidder vi der og rafler og drikker dåseøl og kigger mod det lille fjeld forude. Det er ved at blive tusmørke, klokken nærmer sig 11 om aftenen, men det er nordisk sommer, og helt sort bliver det jo aldrig, siger vi til hinanden. Når nu vi er her, ville det da være åndssvagt ikke at gå hele vejen til toppen, ville det ikke?

Men det når faktisk at blive ret mørkt på turen op, for den tager mange timer, og vi er forsigtige, enkelte nærmest bævende. For det svindende lys og den indre uro sætter frygtfantasierne i gear. Det er umuligt at se, hvor dybt faldet er på stiens venstre side. Nok mindst 100 meter – den visse død for enden af et langstrakt skrig trukket som en hvid kridtstreg gennem natten. 

På toppen finder vi en lille hytte. Langt om længe. Overnatning er forbudt, står der, men vi vurderer, at det er en slags nødsituation. Vi har ingen chance for at komme ned igen. Det er for farligt, vi er for uforberedte. Udmattede synker vi sammen, mens fjerne tordenskyer sender lynkiler ned over det mørke skovtæppe i horisonten. Én ligger søvnløs hele natten, overbevist om, at nu han ikke døde ved opstigningen, vil det nok ske ved nedstigningen. 

Da vi vågner, er det lyst, og vi kan se, at stien, vi gik op ad, er temmelig ufarlig. Der var aldrig andet at frygte end frygten i os selv. Min ven deler ud af 100-smøgerne, og vi griner sammen. I bilen lader vi os igen omslutte af skoven. Når man alligevel ikke kan vinde, er der ingen grund til at se naturen som en modstander.

Serie

Afveje

Hvad lærer man om sig selv, når man kommer et andet sted hen end forventet?

iVerden februar 2018

I denne udgave af iVerden følger vi med fotograf Ulrik Hasemann, mens han klatrer på tinderne over alpebyen Chamonix. Vi besøger årets europæiske kulturhovedstad, Valletta på Malta, der har færre indbyggere end Vojens. Og så beskriver Mikkel Vuroela skovnoiaen – når man vandrer gennem det nordiske sommermørke i skove så store, at de kan mærkes indeni.

Andre artikler i dette tillæg

  • Seoul er en by, der skal oversættes af lokale for, at man kan forstå den

    9. februar 2018
    I dag begynder Vinter-OL i Sydkorea ikke langt fra hovedstaden Seoul, hvor mere end halvdelen af landets befolkning bor. En af dem er amerikanske Hallie Bradley, der lever af at blogge om byen, som hun har boet i i 11 år med sin koreanske musikermand
  • Debutant travede Balkan tyndt: Der er meget få rare ting ved at rejse alene

    9. februar 2018
    Grækenland, Albanien og Makedonien fik stor betydning for forfatter Helena Thau, da hun rejste alene til fods gennem Balkan. Turen indebar både eksistentielle og fysiske udfordringer og var med til at forme hendes aktuelle debutroman ’Adrien’
  • Årets europæiske kulturhovedstad har færre indbyggere end Vojens

    9. februar 2018
    Korsriddernes by, Valletta, har igennem århundreder været i skiftende stormagters vold, indtil Malta endelig blev uafhængigt i halvfjerdserne. Men uafhængigheden førte ikke blot til frihed fra britisk overherredømme – også arbejdspladser forsvandt, og hovedstaden Valletta gik i dvale. Nu har landets unge fået øjnene op for Maltas hovedstad, som er blevet udnævnt som Europæisk Kulturhovedstad 2018

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her