Læsetid: 7 min.

Krimiforfatter Anna Grue: »Folk er mættede af torturredskaber og lig på kødkroge«

For elleve år siden var forfatter Anna Grue med egne ord ’dødumoderne’ med sine britisk-inspirerede hyggekrimier om den skaldede detektiv Dan Sommerdahl. Men en modbevægelse er i gang, mener hun, for folk er ved at være mættede af torturredskaber og lig på kødkroge
’Hvis det er umoderne ikke at være sadistisk og ikke at følge et journalistiske spor, jamen så er jeg lidt umoderne,’ siger forfatter Anna Grue, der skriver danske krimier i den traditionelle britiske krimis ånd.

’Hvis det er umoderne ikke at være sadistisk og ikke at følge et journalistiske spor, jamen så er jeg lidt umoderne,’ siger forfatter Anna Grue, der skriver danske krimier i den traditionelle britiske krimis ånd.

Rasmus Flindt Pedersen

16. marts 2018

– Hvornår var dit første møde med den britiske krimi?

»Jeg var ti år, og jeg husker det tydeligt. Min mor og jeg var på besøg hos en af min mors venner, som havde hele Agatha Christie-serien stående på sin bogreol. Jeg husker de gamle forsider på bøgerne med sort-hvide billeder og maskinskrift. De var meget appellerende, og jeg forelskede mig fuldstændigt. De voksne var først ikke meget for, at jeg som ti-årig skulle læse om mord og revolvere, men det lykkedes mig alligevel at få lov til at låne en stak med hjem. I løbet af få uger havde jeg læst dem alle sammen, og min kærlighed til bøgerne har varet ved lige siden.«

– Hvad var det ved Agatha Christies bøger, du forelskede dig i?

»Jeg havde det, som om jeg endelig blev mæt. At alting gik op. Det, at der i hendes bøger opstår en leg imellem forfatter og læser, hvor man som læser har mulighed for samle brikker undervejs for at se, om man kan få dem til at passe sammen. Jeg husker, at jeg allerede dengang syntes, det var helt fantastisk, og så var det noget, jeg ikke havde oplevet før, selv om jeg altid har læst rigtig meget. For mig var – og er – det dybt tilfredsstillende, at puslespillet går op. Jeg tror, det er, fordi jeg er et ordensmenneske inderst inde. Jeg ser det lidt, ligesom når man spiller scrabble, og man får bogstaverne til at gå op i en pæn firkant – det er en utrolig tilfredsstillelse.«

– Hvordan bruger du selv træk fra den britiske krimitradition i dit forfatterskab?

»I krimien Et spørgsmål om penge (2012) er jeg virkelig nede i det, der med et klicheagtigt udtryk kan kaldes for værktøjskassen for krimiforfattere. Der er vi helt nede i sådan noget med fodspor i sneen. I min nyeste krimi I lige linje bruger jeg andre elementer, der hører med til puslespillet. Her bruger jeg for eksempel tricket med, at du som læser får en oplysning, som virker helt tilfældig, men som viser sig at betyde noget nogle kapitler længere henne.«

– Er der udfordringer ved at skrive den britiske krimitradition ind i en dansk kontekst?

»Vi har jo ikke de samme stive sociale klasser, som man har i England – og det er nok de færreste, der har en butler herhjemme. Men selv om klasserne ikke er lige så definerede, har vi dem alligevel. Vi ved alle sammen, at der er forskel på, når en kontanthjælpsmodtager går til myndighederne, og når en toppolitiker gør – at man bliver behandlet forskelligt, afhængigt af hvor man hører til i det sociale rangordenssystem. Jeg kan derfor nemt bruge de mønstre og mekanismer, som for eksempel Agatha Christie har lagt op; de bliver bare anvendt på nogle andre omgivelser.«

Anna Grue

  • Født i 1957 i Nykøbing Sjælland.
  • Gift med kunstmaler Jesper Christiansen.
  • Uddannet i tegning og grafik på Skolen for Brugskunst.
  • Tidligere chefredaktør for en række magasiner, f.eks. Forældre & Børn, Bazar og Vi med Hund.
  • Debuterede i 2005 med romanen Noget for noget, som modtog Det Danske Kriminalakademis pris.
  • Har skrevet syv bøger i krimiserien om den skaldede detektiv Dan Sommerdahl.
  • Har foruden krimiserien skrevet fire romaner og en række noveller til bl.a. DSB’s blad Ud & Se.

– Hvordan har du oplevet puslespilskrimiens udvikling i Danmark?

»Da jeg begyndte at skrive krimier for elleve år siden, var det dødumoderne at bruge en privatdetektiv, men også at bygge handlingen op efter den her puslespilsmodel. Dengang skulle man skrive realistisk, og det skulle være med rigtige gangstere og onde mennesker, der skar unge piger i skiver og den slags. Men i dag kan jeg mærke, at interessen for hyggekrimien er vokset. Jeg tror simpelthen, der er en modbevægelse i gang. Når jeg er ude at holde foredrag og bagefter snakker med mine læsere, kan jeg høre, at mange i dag har fået nok af alt det drabelige – de vil have hyggekrimien tilbage! Jeg tror, det skyldes, at folk er ved at være mættede af torturredskaber og lig på kødkroge.«

– Kan det ikke virke umoderne at skrive krimier i en tradition, der allerede for hundrede år siden dyrkede nostalgien?

»Jeg har aldrig lagt skjul på, at det er vildt umoderne – især da jeg i sin tid foreslog min første krimi med privatdetektiv og fiktiv by til mit forlag. Men samtidig har det jo så vist sig, at det alligevel ikke er umoderne i dag. At der er plads til den her klassiske, ikkejournalistiske krimi. Det kan jeg se på salgstallene og på de mange mennesker, der møder op, når jeg holder foredrag. Der er virkelig en stor interesse. Jeg vil desuden påstå, at mine bøger er mindst lige så moderne med hensyn til de emner, de behandler, som alle mulige andre krimier er – jeg bruger bare en anden model til dem. Jeg skriver om moderne familieliv, moderne danske arbejdspladser og relationer mellem mennesker. Det synes jeg er meget mere interessant end væmmelige seksualforbrydelser, og jeg synes, jeg får sagt masser af relevante ting, selv om nogen måske vil kalde formen umoderne. Hvis det er umoderne ikke at være sadistisk og ikke at følge et journalistisk spor, jamen så er jeg lidt umoderne. Men der er jo åbenbart læsere til dem alligevel.«

– Hvordan griber du det an, når du udarbejder puslespillet for læseren?

»De fleste vil nok sætte sig ned og lave et rigtigt plot først. Det gør jeg aldrig. Jeg har som regel tænkt handlingens miljø og den første scene grundigt igennem, inden jeg går i gang med at skrive, men derudover ved jeg faktisk ikke rigtig noget fra starten. Jeg begynder at skrive, og undervejs falder jeg tilfældigt over spor, som pludselig samler sig, mens jeg skriver. En af de store fornøjelser ved at skrive er at kunne overraske sig selv. Og så arbejder jeg ud fra den tese, at hvis jeg keder mig, så gør læseren nok også – så må jeg starte forfra.«

– Hvilke krimiforfattere er du inspireret af?

»Ud over Agatha Christie er jeg inspireret af Ruth Rendell. Hun er forrygende til at behandle det psykologiske. Hun kan beskrive mennesker, så det gør ondt. Hun skriver i den helt klassiske puslespilstradition, og hendes bøger er utroligt velskrevet og har mere dybde i personportrætterne end for eksempel Agatha Christie. Det er højt begavet underholdning. Kate Atkinson har også skrevet nogle af de mest begavede krimier, jeg har læst. Hun skriver på en måde, hvor forbrydelsen nærmest er puttet ind i en bisætning.«

– Sammenlignet med andre skandinaviske krimiforfattere holder du dig langt væk fra udpenslede voldsscener – hvordan kan det være?

»For mig er det hele den psykologiske side af sagen, der er den vigtigste i en krimi. Hvis en puslespilskrimi skal kunne fungere, skal den handle om almindelige mennesker. Den skal handle om nogle, man kan identificere sig med. Desuden er jeg ikke noget særligt ekstremt menneske. Jeg er let at skræmme, og jeg bryder mig ikke om at se voldsomme film, eller når folk skændes. Jeg er på mange måder konsensussøgende, og så bliver ens bøger jo også på den måde, og det synes jeg er okay. Hvis du satte Jussi Adler-Olsen til at skrive en stilfærdig relationshistorie, så ville han nok heller ikke synes, det var særlig fedt.«

– Danmark og Norden er blevet prist for nordic noir. Hvorfor trække på en britisk krimitradition, når vi har nogle stærke traditioner herhjemme?

»De stærke traditioner, vi har herhjemme, havde jo slet ikke været der, hvis den britiske krimi ikke oprindeligt havde været der. Det er jo den, vi helt oprindeligt er gået ud fra. Men hvis man nu ser bort fra det, så bygger den skandinaviske krimitradition netop på alt det, jeg ikke orker: seriemord og sadisme og den slags. Mange skandinaviske krimiforfattere har et journalistisk forhold til krimi og vil gerne skrive om det realistiske og virkelige forbrydelser. Den type krimi er jeg bare slet ikke tiltrukket af. Der mangler jeg puslespillet, legen med læseren, flugten og det underholdende i at komme væk fra hverdagen. Jeg kan høre på mine læsere, at der er mange, der har det på samme måde. Det er ikke den bloddryppende virkelighed, de er ude efter, når de læser en krimi. Det er snarere en virkelighedsflugt.«

– Hvad mener du, en god krimi skal tilbyde læseren?

»En god krimi skal i mine øjne være så troværdig, at man tror på, at det var nødvendigt at slå ham ihjel, og at det var lige præcis hende, der gjorde det. Jeg vil til hver en tid synes, at psykologiske portrætter, relationsbeskrivelser, puslespillet og legen med læseren er meget mere interessant end det blodige. Det er I lige linje et godt eksempel på. Her fungerer forbrydelsesopklaring som en motor, men den historie, jeg virkelig gerne vil fortælle, er historien om tabet af forældre. Der vil klart være nogen, der synes, at mine krimier er for stilfærdige, og at det bliver for kedeligt – og det må de jo selv om. I mine øjne er en velskrevet krimi først og fremmest fremragende underholdning, som kan bære dig igennem flyveture, hospitalsophold og søvnløse nætter.«

Krimi 2018

Litteraturen har altid forsøgt at sætte kriminalsager i forbindelse med en dybere samtidsanalyse – for måske er det gåderne, der gør os i stand til at leve i et gennemrationaliseret samfund. Vi sætter fokus på krimien som et pusterum i en verden præget af usikkerhed og frygt for fremtiden, men også på hvordan virkelighedens efterforskere læser krimien, og så anmelder vi 19 krimier – blandt andet ’Rosernes torne’ skrevet af Stephen King i fællesskab med hans søn.

Andre artikler i dette tillæg

  • Hvilken krimitype er du?

    16. marts 2018
    Er du den moralske læser, der tager afsted for at bakke op om krimiforfattere, der tør tænke ud over døde kvinder på kødkroge, eller går du selv med en ikke så hemmelig drøm om at skrive Danmarks næste kriminalbestseller?
  • Stephen King og hans søn fejrer kvinden i ’Rosernes torne’

    16. marts 2018
    Kvinder falder i søvn og forpupper sig i Stephen og Owen Kings ’Rosernes torne’, en sælsom og underholdende genfortælling af historien om Tornerose og vel nærmest et feministisk kampskrift om forholdet mellem gode kvinder og vrede mænd – og alle dem midt imellem
  • Detektivromanen giver os gåder, vi ved, vi kan forstå

    16. marts 2018
    Forbrydelsen var, at det moderne samfund dræbte mysteriet. Redningen blev, at kriminalromanen gav os gåderne tilbage. Og nu giver de os fortællingen om en verden, hvor vi kan stole på, at vi kan finde ud af, hvem der har gjort det
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Netop, at hver konflikt absolut skal løses af våbensvingende personer, eksplosioner og af slagsmål. Stumpt og dumt vold. En del af filmindustrien mangler i den grad nuancer.