Iben Charlotte Aamann undersøger, hvordan nutidens sundhedsregime fører til social ulighed

For et par år siden kom Iben Charlotte Aamanns søn grædende hjem fra børnehaven.

»En pædagogmedhjælper havde haft et sundhedsprojekt med ungerne og i den forbindelse vist dem en frygtelig tegnefilm på YouTube om en engelsk arbejderklassedreng, der altid gik på McDonald’s og aldrig gad at bevæge sig. Drengen begyndte at ryge, og man så, hvordan hans lunger blev sodet til, hvordan fedtet lagde sig om hjertet, og så lå han der og sprællede dramatisk,« fortæller Iben Charlotte Aamann.

Efter denne film var sønnen pludselig skrækslagen for det Happy Meal, som før var et hit.

»Det er en rigtig god børnehave, så der er ikke noget at udsætte på institutionen,« siger Iben Charlotte Aamann. »Men det var et klart eksempel på, hvordan sundhed og den risikologik, som fokusset på sundhed medfører, er kommet til at gennemsyre vores samfund – helt ned i børnehøjde.«

Iben Charlotte Aamann er cand.mag. i dansk og kulturstudier og har i sin ph.d. forsket i, hvordan både klasse og moralisme gennemsyrer den måde, vi tænker sundhed på i dag.

Det er ikke, fordi hun selv er mor, at hun begyndte at forske i det, men fordi hun har talt med mange forældre, som har fortalt om en diffus oplevelse af at blive set an og vurderet; både i mødet med sundhedsvæsnet, dagtilbud og skole. Og hun blev nysgerrig på, hvor den fornemmelse stammer fra.

»Der var sådan nogle moralske bedømmelser på spil, fordi vi som samfund er enormt optagede af at forebygge fremtidige helbredsmæssige og sociale problemer,« fortæller hun.

Og det er der ifølge Iben Charlotte Aamann to problemer i: For det første, at vi tænker på forebyggelse på en måde, hvor forældres gøren betragtes som bestemmende for et barns fremtidige trivsel og bidrag til samfundet. Det medfører en generel bekymring for, om forældre gør det fornuftigt. Og for det andet, at det kræver, at vi – for at forebygge problemer – er i stand til at identificere problemerne, før de opstår. Men det er svært at vide, hvordan en risikofaktor rent faktisk ser ud.

»Konsekvensen er, at forældre i dag nødes til at fremvise deres forældreskab på alle mulige ’arenaer’, fordi der hele tiden er det her vurderende blik på dem – er de ordentlige forældre eller er de risikoforældre? Disse bestræbelser på at fremstå ordentlig tager meget ofte afsæt i sundhed.«

Iben Charlotte Aamann blev nysgerrig på, hvorfor netop sundhed pludselig er blevet så vigtigt et område, når man skal forsøge at opbygge moralsk værdi. Og her blev spørgsmål om klasse og social ulighed ved med at dukke op.

»Vi kender jo alle sammen speltmorbegrebet. Det er sådan nogle privilegerede kommunikationskonsulentmødre på Østerbro, vi associerer det med. Så selve begrebet speltmor har en klassedimension i sig,« siger Iben Charlotte Aamann.

Derfor besluttede hun sig for at finde ud af, hvordan sundhedsmoralismen hænger sammen med de spørgsmål om den enkeltes moralske værdi, som klasse uvægerligt rejser.

Anders Rye Skjoldjensen

Iben Charlotte Aamann gik først i gang med et større teoretisk arbejde, hvor hun sammenkædede forskellige sociologiske teorier om sundhed og om klasse.

Ifølge Iben Charlotte Aamann er det interessant, at klassebegrebet på den ene side er stærkt tabuiseret i hverdagslivet og samtidig marginaliseret inden for sociologien. På den anden side er vores intuitive opmærksomhed på klasseforskelle blevet skærpet i ekstrem grad over de seneste små tyve år.

»Det skyldes i stor udstrækning sundhedsideologien, fordi det er en meget individualiseret sundhedsforståelse, der dominerer. Det betyder nemlig, at det er den enkeltes valg af livsstil, der betragtes som afgørende for folkesundheden.«

Og det selvom vi ved, at også eksempelvis boligforhold og arbejdsvilkår er helt centrale for, hvor sunde folk er, og hvor godt de trives.

Teorien kombinerede Iben Charlotte Aamann med et feltstudie, hvor hun i månedsvis fulgtes med forældre til børn i tre nystartede 0.-klasser rundt til alle de ting, forældre foretager sig: forældremøder, sociale familiearrangementer, legegrupper, trivselsmøder, skole-hjem-samtaler og indskolingssamtaler med skolesundhedsplejerskerne.

Hun lagde især mærke til, hvordan sundhed fik betydning i forældrenes selvfremstillinger, og hvordan skolesundhedsplejerskerne i høj grad vurderede familierne og forældrene ud fra deres sundhedsadfærd i relation til de såkaldte KRAM-faktorer: kost, rygning, alkohol og motion.

Et sundhedsregime, kalder hun det dominerende fænomen, som vi i dag lever under. Og sammen med den udbredte opfattelse af, at forældrenes adfærd er det eneste, der har betydning for, hvordan barnet bliver i fremtiden, har det nogle uhensigtsmæssige konsekvenser for alle – uanset social baggrund.

Forebyggelse virker imod hensigten

Gennem feltarbejde gjorde Iben Charlotte Aamann iagttagelser, der peger på, at det ofte er forældrenes klassebaggrund, der afgør, om et barn vurderes som udsat.

Men det er et problem, mener hun, at der kun screenes for udsatte familier med afsæt i KRAM-faktorerne, fordi man forsøger at standardisere det faglige skøn.

»Med det her KRAM-regime får man kun øje på nogle særlige ting hos en familie, mens der er andre ting, man bliver blind for; ting, som også influerer på sundhed og trivsel, men som ikke er relateret til forældrenes valg af livsstil.«

Under sit feltarbejde stødte hun på seksårige Nick. Nicks familie var sårbar, forældrene fraskilte og moren invalidepensionist. Nick var også en alvorligt syg dreng, et såkaldt lungebarn. Moren forklarede, at da Nick var spæd, boede de i en lejlighed, hvor der var skimmelsvamp – det kunne spores i hendes lunger. Nick havde været indlagt et utal af gange, heraf 19 gange akut. Og han havde fået en lang række medicinske præparater og deltaget i et forskningsprojekt, der skulle kortlægge medicin som årsag til overvægt.

»Men morens forklaringer gjorde ringe indtryk på sundhedsplejersken, som i stedet for gjorde Nicks vægttab til omdrejningspunktet for hele samtalen, der mere udviklede sig til et forhør med en lang række spørgsmål om hans kost og motion og om forældrenes tobaks- og alkoholvaner.«

Selv om moren ifølge Iben Charlotte Aamann flere gange gentog, at det gik bedre for Nick, der både var begyndt til svømning og fodbold, og at han nu var stoppet med medicin, fastholdt sundhedsplejersken sin opfattelse af, at disse forældre var uansvarlige og ikke evnede at balancere hans kost og motion.

»Det her er et ekstremt eksempel, men tendensen er der helt klart. Jeg var ude hos fire forskellige skolesundhedstjenester, og det handlede i stor udstrækning om livsstil, når der blev screenet for udsatte familier.«

Samfundets store fokus på at forebygge helbredsmæssige og sociale problemer er i bund og grund fint, mener Iben Charlotte Aamann.

»Men den her ide om, at det udelukkende er forældres måde at være forælder på og deres valg af livsstil, der afgør, hvad det er for nogle børn vi får ud af det, virker i sidste ende kontraproduktiv, som i eksemplet med Nick.«

Iben Charlotte Aamann mener derfor, at man bør gentænke de tilbud, der bliver givet til udsatte familier, når de så er identificeret.

»Vi er så optaget af at finde de udsatte, at screene og opspore risikofamilier. Men hvorfor ligger der en indforstået opfattelse af, at de gemmer sig? Kan det hænge sammen med, at de tilbud, vi har, ikke er særlig konstruktive? Jeg kan ikke i mit forskningsprojekt konkludere, at en forebyggelsessamtale i sig selv gavner en udsat familie, snarere tværtimod.«

Middelklassefamilien honoreres

Sundhedsideologien og det store fokus på livstil er også et problem, fordi man, for at købe ind i den sunde livsstil, skal være optaget af at optimere sig selv og realisere sit eget og sit barns potentiale, man skal så at sige investere i sig selv og konstant være i vigør med henblik på at øge sit værd. Dette er i høj grad nogle værdier, som eksisterer i den privilegerede middelklasse. På den måde favoriserer screeningerne middelklassefamiliens måde at opdrage på, mener Iben Charlotte Aamann.

Og det er et problem, fordi andre mennesker måske går til tilværelsen på en anden måde.

»Der er jo nogen, som synes, at det at være sammen med familien, mens man sidder i sofaen og ser fjernsyn og spiser chips, er meget mere vigtig end at optimere sit værd ved leve op til de her sundhedsidealer.«

Men den måde at være sammen på risikerer ifølge Iben Charlotte Aamann at blive betragtet som ’bekymrende’ og som udtryk for ’mangel på overskud’, og den giver i hvert fald ikke point på ’moralsk ansvarlighed’-kontoen.

»De fleste familier prøver jo bare at klare sig igennem dagen og vejen og gøre det så godt som muligt. I mit studie har der ikke været nogen, der er dårlige forældre. Alle forældre elsker deres børn og vil gerne deres børn det bedste, men der er nogle forældre, som har sværere vilkår for at leve op til de middelklasseværdier, som er skrevet ind i sundhedsideologien, eller som slet og ret har andre prioriteringer end selvoptimering.«

Et opråb

Iben Charlotte Aamann mener selv, at hendes forskning er et opråb til flere målgrupper – både til den akademiske verden, til et stort praksisfelt og til politikerne.

»Men jeg synes egentlig også, min forskning har et vigtigt budskab til forældre! Jeg tror, der er store fordele i at revitalisere begreber som solidaritet og fælleskab og prøve at geare lidt ned på værdiakkumuleringen.«

Selv prøver Iben Charlotte Aamann at have et afslappet forhold til sundhed – endda i højere grad end før hun begyndte sin forskning.

»Det er ikke, fordi jeg er ’imod sundhed’,« siger Iben Charlotte Aamann. »Men jeg er bekymret for, om den dominerende sundhedsforståelse gør os usunde, fordi den gør os ængstelige og påtvinger os en konstant moralisering, der i sidste ende bidrager til at øge uligheden i sundhed.«