Læsetid: 13 min.

En økonomisk agent, et stykke biologi, en social konstruktion … hvad er et menneske egentlig?

Uanset om vi diskuterer køn, dagpenge, flygtninge eller Facebook, ligger der altid en skjult kamp under overfladen: en kamp om, hvad et menneske egentlig er. Det mener David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelt, som er aktuelle med en ny bog, der optegner otte centrale menneskebilleder, der konstant kæmper om vores hjerter og sind
Humaniora producerer hverken mikrochips eller ny medicin, der kan sælges. Humaniora producerer ideer om mennesket, og den slags kan ikke uden videre værdisættes. Men det betyder ikke, at humaniora er værdiløst, pointerer Budtz og Stjernfelt. Tværtimod.

Humaniora producerer hverken mikrochips eller ny medicin, der kan sælges. Humaniora producerer ideer om mennesket, og den slags kan ikke uden videre værdisættes. Men det betyder ikke, at humaniora er værdiløst, pointerer Budtz og Stjernfelt. Tværtimod.

Thomas Nielsen

20. april 2018

Forestil dig, at der sidder tre personer i et oplyst tv-studie godt i gang med en ophedet debat om ligestilling – en feminist, en jurist og en biologi.

Først tager feministen ordet: Køn er konstrueret af kultur og historie, siger hun. Medierne holder kønsstereotyper ved lige, og det er derfor, piger går i pink, og derfor, der er diskrimination – køn er en social konstruktion. Evolutionsbiologen ryster på hovedet. Nej, mennesket er et biologisk væsen, og de to køn har hver sine karakteristika, siger han, det er ikke så underligt, at der er en vis forskel. Så bryder juristen ind. Det er faktisk lige meget, siger hun, for alle mennesker er jo borgere i samfundet og skal have samme rettigheder.

Det er ikke bare forskellige holdninger til ligestilling, de tre fremfører – det er forskellige syn på, hvad et menneske er. Er mennesket et biologisk væsen, en kulturel konstruktion eller en fornuftig borger?

Det er blevet forår, solen skinner ned over Københavns sydhavn og glider ind ad vinduet til David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelts fælleskontor på Aalborg Universitet i København, hvor de to professorer er ved at forklare, hvorfor kønsdebatten faktisk er et glimrende eksempel på pointerne i deres nye bog, Kampen om Mennesket, som netop er udkommet.

I bogen optegner forfatterne otte ’menneskebilleder’; otte måder at se mennesket på, som hele tiden kæmper mod hinanden – fra det økonomiske menneske (Homo economicus), til det kulturbærende menneske (Homo socius), det universelle menneske (Homo humanitatis) og det nationale menneske (Homo nationalis).

»Menneskebilleder kan crashe hårdt,« siger David Budtz Pedersen.

»Det neurobiologiske syn på køn, som har været toneangivende i evolutionspsykologien, forklarer al adfærd ud fra biologiske træk i menneskets artshistorie. Det står i skarp kontrast til en central idé i humanistiske kønsstudier: at køn er socialt forhandlet og udtryk for konventioner og transformerbare kulturelle træk.«

Pointen er, at uanset om vi diskuterer ligestilling, dagpengereformer, Cambridge Analytica eller flygtningekrisen, foregår der også under debattens overflade en skjult kamp om, hvad et menneske egentlig er.

»Der er altid en række uudtalte forudsætninger for debatten,« siger Frederik Stjernfelt. »Vi hævder, at de her otte menneskebilleder er stærkt med til at strukturere debatten og det politiske liv. Men ofte foregår det implicit. Måske detekterer man kun menneskebillederne i et enkelt adjektiv – f.eks. adjektivet ’arbejdsvillig’ i en debat om beskæftigelsespolitik.«

Det lille ord – arbejdsvillig – er nemlig ikke neutralt, det rummer et billede af mennesket som et egennytteoptimerende væsen, der kan styres af bureaukratiet via incitamenter og kontrol.

»Ordet rummer et helt menneskebillede, og hvis folk forstår det, forstår de også, hvorfor et adjektiv kan have argumentativ kraft: fordi menneskebilledet spiller med i argumentet, selv om det er skjult,« siger Frederik Stjernfelt.

Otte menneskebilleder, der slås om vores hjerter og sind

Der udspiller sig en ustandselig kamp om mennesket i den offentlige debat, mener Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen. Det er en kamp om at påvirke mennesker til at tænke om dem selv og deres omverden på en bestemt måde. I deres nye bog opridser de otte menneskebilleder, som hele tiden er i kamp. 

Ditte Lander Ahlgren
1) Homo economicus – det økonomiske menneske 

Homo economicus har været hyppigt diskuteret de senere år.

Homo economicus er rationel og egennytteoptimerende – en gennemsnitsperson, der passer ind i finansministeriets økonomiske modeller, sådan én, der reagerer på New Public Management-ledelse og økonomiske incitamenter: Får han mindre i kontanthjælp, kommer han tættere på arbejdsmarkedet.

Homo economicus-billedet har rod i den klassiske liberalisme, som den findes hos John Locke og Adam Smith, men også i liberalistiske økonomer fra efterkrigstiden som Friedrich Hayek og Milton Friedman, der hadede kommunismen for et godt ord og i stedet besang det fri marked og de frie agenter.

Tag flygtningekrisen som et andet eksempel: Hvilken holdning man har til flygtninge, afhænger af, hvilket menneskebillede man abonnerer på. Ser man flygtninge som universelle retssubjekter med ukrænkelige rettigheder (Homo humanitatis)? Som økonomiske agenter, der kan styres med incitamenter og penge (Homo economicus)? Som små stykker af en fremmed kultur, der ankommer til vores land (Homo socius)? Eller som en del af en global underklasse i marxistisk forstand (Homo faber)? 

»Menneskebilleder kan mobiliseres politisk,« siger David Budtz Pedersen. »Da der var brug for et reformprogram af velfærdsstaten, mobiliserede man det økonomiske menneske som et idealbillede for borgeren – han skulle have incitamenter; måles og vejes. Og nu ser vi populistiske politikere i Europa, som siger: ’Vi har fået nok af Homo economicus, for det ser bort fra kulturelle, nationale og følelsesmæssige identiteter.’ Og så mobiliserer de et modbillede.«

2) Homo socius – det kulturbærende menneske 

Homo socius er det socialt konstruerede menneske, som ikke er formet af penge eller biologi, men af sine sociale omstændigheder: sprog, kultur, medier og normer.

Homo socius mener f.eks. ikke, at der kun findes to køn – det er bare noget, vi mennesker tror, fordi vi i tusindvis af år har anvendt nogle bestemte ord om os selv og gentaget de samme kulturelle mønstre. Det kunne sagtens være anderledes.

Og tænk: Mennesket har jo udviklet sig helt enormt gennem sin historie – fra hulemænd til social media-konsulenter – og det beviser, hvor foranderlige mennesker er. Ændrer man kulturen, ændrer man mennesket.

Roden til Homo socius ligger hos de første kulturantropologer, som i midten af det 20. århundrede rejste ud for at studere fremmede kulturer på stillehavsøer eller i Amazonas. Det er i samme tradition, man finder Judith Butlers queerteori og Michelle Foucaults diskursteori, som på hver sin måde beskriver mennesket som et socialt produkt.

Cambridge Analytica har da også læst humaniora

Ikke så sjældent bliver humaniora beskyldt for at være en slags flødeskum på samfundets lagkage – den bløde og fluffy videnskab om kunst og underholdning, der står i skyggen af den hårde, nyttige, rigtige naturvidenskab, som kan ’bruges til noget’, som kan opfinde lægemidler og tech-startups. Men humaniora er hverken blød eller unyttig, mener Stjernfelt og Budtz, som siden 2011 har samarbejdet om et forskningsprojekt, der »kortlægger den samfundsmæssige almennytte af humaniora«. Humaniora kan noget andet.

For det første kan humaniora afdække de uudtalte præmisser, vi lever på.

»Vores bog er et eksempel på, hvad humaniora kan tilbyde den offentlige debat,« siger Frederik Stjernfelt. »De færreste tænker over, at der findes konkurrerende menneskebilleder, som støder sammen i debatten, men det kan man blive klar over ved at anlægge et humanistisk idehistorisk perspektiv på debatten.«

Bogen er »et klassisk stykke ideologikritik«, som Stjernfelt siger. Den afdækker det skjulte. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilket menneskebillede man støtter sig til, for de bærer på hver sin vision for det gode samfund: Homo nationalis er skeptisk over for globalisering, Homo faber vil have alle mennesker i arbejde, og Homo emotionalis er mistænksom over for rationalisme.

3) Homo nationalis – det nationale menneske 

Homo nationalis er især formet af sit land og dets særlige historie, traditioner og sprog. Det nationale fællesskab giver Homo nationalis mening og identitet, og nationalstaten sikrer ham politisk lighed og stabilitet.

Lige som Homo socius er Homo nationalis et socialt menneske, som er skabt i fællesskab med andre. Og så insisterer Homo nationalis på, at man kun kan have meningsfulde fællesskaber, hvis der også er klare grænser for fællesskabet.

En af de første, der skrev om Homo nationalis, var den tyske filosof Johann Gottfried Herder, der i midten af 1700-tallet indsamlede folkeviser og skildrede den tyske folkekultur.

En anden berømt analyse af Homo nationalis kommer fra historikeren Benedict Anderson, der i 1983 beskrev de nationale fællesskaber som »forestillede fællesskaber« – en slags udvidet familie.

I dag kan man høre ekkoet af Homo nationalis i Donald Trumps slogan ’Make America Great Again’.

Det er sådan set humaniora classic: Når humanistiske forskere undersøger antikke vaser eller britisk 1700-talslitteratur, undersøger de nemlig ikke bare ord og billeder, de undersøger selve mennesket. »Mennesket selv er de humanistiske discipliners genstand,« som de to professorer og deres kollega Finn Collin fra Københavns Universitet skriver i den nye bog.

For det andet producerer humaniora hele tiden nye ideer.

»Humaniora siver og kryber ud af universiteterne og ud i samfundet; ud i samtalerne og institutionerne,« som David Budtz Pedersen siger.

Humaniora producerer ikke mikrochips eller kemiske forbindelser, som kan vurderes økonomisk – det, der »siver« ud af humaniora, er fortællinger om det moderne menneske. Og det er straks sværere at værdisætte.

»Humaniora har ikke én værdi. Trump, Brexit, Cambridge Analytica ... deres rådgivere har også læst en masse humaniora,« siger David Budtz Pedersen.

»Ja,« siger Frederik Stjernfelt. »Det, vi ved om Cambridge Analytica, er, at de har udviklet modeller på basis af psykografi – personlighedstræk ud fra måske fem eller syv træk – og beriget dem med facebookdata, de har fået grabberne i, og så har de lavet en taksonomi på 500 personlighedstyper. Det er jo en humanistisk psykologisk ontologi. Det er et stykke humanistisk teoriudvikling.«

4) Homo faber – det redskabsbrugende menneske

Homo faber er det arbejdende menneske, der bruger redskaber til at forme sine omgivelser. Det vigtigste for ham er at arbejde; at forme sig selv ved at forme sine omgivelser. Hvis man ikke arbejder, er man ikke et rigtigt menneske.

Især marxismen har interesseret sig for Homo faber, for hvis mennesket især er kendetegnet ved at skabe sig selv gennem arbejde, er det jo uretfærdigt, at nogle mennesker (kapitalisterne) skummer fløden af andres arbejde.

Homo faber har dybe rødder i den kristne etik, der betragtede arbejde som en måde at ære Gud på.

Mange husker sikkert også Max Webers berømte essay om sammenhængen mellem den protestantiske arbejdsetik og kapitalismens opståen.

Godt og ondt

Ligesom atomkraft både kan bruges til bomber og til co2-neutral elektricitet, kan humanistiske ideer føre til både ondt og godt.

Vi taler om den filosofiske superstar Michel Foucault. På den ene side gjorde han verden klogere på magtrelationer og subtil dominans mellem mennesker, på den anden side støttede han den islamiske revolution i Iran. Så hvad var værdien af hans humanistiske menneskebillede? Og hvad med Jean Paul Sartre og Martin Heidegger. De bidrog med dybe indsigter i menneskets væren i verden, men støttede samtidig også henholdsvis kommunismen og nazismen. Så var deres forskning værdifuld?

»Vi bliver hele tiden bedt om at formulere et neutralt udgangspunkt og svare på, hvad værdien er af humaniora,« siger David Budtz Pedersen. »Men det er et spørgsmål, der ikke er noget enkelt svar på.«

– Er det konklusionen på mange års forskning: at det kan vi ikke svare på …

»Vi giver gode grunde til, at man ikke kan svare simpelt på det,« siger Frederik Stjernfelt.

5) Homo sapiens – det biologiske menneske

Homo sapiens ser grundlæggende mennesket som en veludviklet abe.

Babyer er ikke blanke tavler, som kulturen eller nationalstaten kan forme efter forgodtbefindende, nej, Homo sapiens er dybt påvirket af sin biologi: Gener bestemmer intelligens og temperament, psykiske sygdomme går i arv, hjernestrukturen er formet af evolutionen.

Hormoner i blodet og bakterier i tarmen former vores liv. Derfor synes Homo sapiens – i modsætning til Homo socius – at det er naturligt med relativt faste kønsroller, den slags er jo skabt af naturen.

I millioner af år er mennesket blevet formet af evolutionen, og det lader sig ikke sådan ændre.

– Er humaniora i krise?

Stjernfelt svarer: »Vores gamle ven i Aarhus Hans Fink, som er filosof og nu pensioneret, sagde engang: ’Humaniora var allerede i krise, da jeg var student, og den har været det siden.’ Vi har talt om krisen i hele min levetid.«

»I vores bog forklarer vi, hvorfor krisen er et kendetegn ved humaniora,« siger David Budtz Pedersen.

»Et vilkår,« siger Frederik Stjernfelt.

»Kampen om mennesket er både en kamp humaniora og om humaniora. Humaniora beskæftiger sig jo netop med, hvad det vil sige at være menneske, og som vi viser i bogen, foregår der en evig kamp mellem forskellige mennesketyper. Derfor kan man sige, at humaniora altid er i krise.«

»Det er et ontologisk træk ved feltet,« tilføjer Stjernfelt.

6) Homo emotionalis – følelsesmennesket

Under den tynde fernis af fornuft gemmer der sig en dybere og mere kraftfuld kognition: følelserne.

Homo emotionalis er styret af sine følelser, der umærkeligt og intuitivt leder mennesket i en bestemt retning.

Selv om mange tror, at de vælger politikere ud fra rationelle overvejelser om skatte- eller kulturpolitik, passer det ikke. Det handler ofte om følelser, om politikernes hår eller den særligt bløde måde, de udtaler ordene på.

Homo emotionalis har en lang tradition i den humanistiske idéhistorie: fra Jean-Jacques Rousseaus romantiske opgør med oplysningstænkningen til 1800-tallets ide om ’den sande kunstner’ (som naturligvis var en følsom fyr) og Friedrich Nietzsches vitalisme.

– Så hvad skal humanister svare, når de bliver beskyldt for at være unyttige?

»Når Dansk Industri eller Ingeniørforeningen angriber humaniora for at være uproduktivt og føre til arbejdsløshed, skal humanisterne svare: ’Jeres menneskebillede er alt for snævert til at forklare en kompleks globaliseret virkelighed med forhandlinger af køn, geopolitiske normskred, populisme og kunstig intelligens’. Humaniora skal komme med et progressivt svar på kritikken og ikke bare være en lille gruppe eliteforskere i tweetjakker ovre i hjørnet,« siger David Budtz Pedersen.

»De her nye fænomener, som vi langsomt er ved at lære at kende ­– digitalisering, kunstig intelligens, mikropropaganda, you name it – det kalder jo på nyskabende humanistisk forskning i, hvad det er for et menneskebillede, der ligger bag. Vi tror, teknologiforståelse er et spørgsmål om at forstå teknologien, men det er et spørgsmål om at forstå mennesket, som skal styre teknologien.«

Queerteori, diskursanalyse, identitetspolitik, multikulturalisme

Så langt så godt. Men hvad sker der, hvis man tager Budtz og Stjernfelts eget analyseredskab – de otte mennesketyper – og anvender dem på humaniora selv? Er der ikke nogle bestemte mennesketyper, som er dominerende på de humanistiske fakulteter?

»Det er klart, at varianter af Homo socius har stået stærkt de seneste 30-40 år,« siger Frederik Stjernfelt.

David Budtz Pedersen griner.

»Ja, det er klart.«

7) Homo humanitatis – det universelle menneske

Homo humanitatis er det fornuftige og frie menneske, som man særligt forbinder med oplysningstidens tænkere.

Ideen er, at alle mennesker grundlæggende er ens uanset køn, race, klasse og kultur. Der er noget, der binder os sammen: at vi er mennesker.

Derfor kan man lave menneskerettigheder og afskaffe dødsstraf – fordi der er noget helligt ved hvert eneste menneske. Alle er lige for loven.

Homo humanitatis er et individ i sin egen ret og fornuftig nok til at styre sit eget liv.

Allerede stoikerne i antikken og renæssancehumanisterne skrev om Homo humanitatis, men det var tyske Immanuel Kant, der tydeligst formulerede ideen om det autonome og fornuftige menneske. I 1776 blev Homo humanitatis-tanken så indskrevet i den amerikanske uafhængighedserklæring: »Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder.«

Bogens kapitel om Homo socius beskriver et menneskebillede, som mange forbinder med humaniora: et socialt og kulturelt konstrueret menneske, som skabes af sprog og diskurser, der virker »bag om ryggen på det enkelte individ«, som forfatterne skriver. Homo socius-menneskebilleder hænger sammen med Judith Butlers queerteori, Michelle Foucaults diskursteori og de tidligste antropologers kulturrelativisme. Identitetspolitik og multikulturalisme.

»Tidligere var Homo nationalis stærk på humaniora, men det skiftede med ’68,« siger Frederik Stjernfelt.

»Men i dag er der også universalistiske positioner og Homo economicus-positioner på humaniora, humanistiske forskere betjener sig af spilteori og multiagentlogik. Evolutionspsykologien har også været en modestrømning i dele af humaniora,« siger David Budtz Pedersen.

»Og indflydelsen fra hjerneforskning,« siger Stjernfelt. »Det skifter jo fra fag til fag. Historiefaget er nok mindre påvirket af den radikale variant af Homo socius, fordi de er så bundet til kildestudier og fortolkning af data.«

8) Homo deus – det postevolutionære menneske

Homo deus – ’det guddommelige mennesker’ – er den nyeste af de otte menneskebilleder.

Homo deus er især kendetegnet ved at bruge teknologien til at overskride Homo sapiens kedelige biologiske begrænsninger. Computere, kunstig intelligens, robotter og digitale netværk kobler Homo deus til alverdens viden og alverdens digitale netværk, og det gør Homo deus til en helt ny type menneske: det transhumane menneske.

For nogle er Homo deus et science fiction-mareridt, der fører til ensomhed og robotkrig. For andre – bl.a. den amerikanske tech-entreprenør Elon Musk – er Homo deus menneskehedens lysende fremtid.

Den moderne aftapning af Homo deus kommer bl.a. fra den israelske bestseller-historiker Yuval Noah Harari og den amerikanske computerforsker Ray Kurzweil. Men også den svenske filosof Nick Bostrom har undersøgt Homo deus betydning for fremtidens samfund.

– Men når man kigger på universiteter i Vesten, især angelsaxiske universiteter, virker det, som om Homo socius – kulturteori, social konstruktivisme, multikulturalismen – er meget dominerende …

»Du kan nok godt høre på os, at det ikke er der, vi vil hen,« griner David Budtz Pedersen.

Ja, det kan jeg godt høre. Meningen med forskningsprojektet er at beskrive humanioras samfundsværdi, ikke at kritisere humaniora for at være for indadvendt eller socialkonstruktivistisk.

»Vi laver metaforsknig, det er ikke et naming and shaming-projekt,« som Budtz siger. »Vi vil ikke sidde her og sige: ’Det skal være mere Homo humanitatis’. Selvom du på en ikke alt for sen eftermiddag nok godt kan få os til at sige, at det er et centralt menneskebillede. Men det skal ikke diktere humaniora.«

Så er der en lille pause. Forårssolen har varmet rummet op.

– Nu lyder det alligevel, som om I har lyst til at sige, at Homo humanitatis har for lidt plads på humaniora …?

»Jamen, det kan du nok godt få os til at sige,« siger David Budtz Pedersen.

Videnskapløb 2018

Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed, når vi hvert år udgiver magasinet Videnskapløb.

Læs i år om, hvordan forskellige menneskebilleder slås om vores hjerter og sind – en kamp, der ligger skjult under overfladen, hver gang vi diskuterer alt fra Facebook til flygtningekrisen. Og dyk ned i vores tema om, hvordan videnskaben er blevet ramt af en krise, fordi en lang række prominente resultater inden for en bred vifte af forskningsområder viser sig ikke at holde, når uafhængige forskere forsøger at genskabe dem.

Videnskapløb udkommer som led i Ph.d. Cup, der er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden.

Andre artikler i dette tillæg

  • Hvis først forskningen er forkert, så har vi for alvor et problem

    20. april 2018
    Budskabet har siden Brexit og valget af Trump været, at populismen truer sandheden og forskningen. Men reproducerbarhedskrisen i forskningen tyder på, at den største trussel mod forskningen måske ikke kommer udefra
  • Brian Nosek arbejder for, at forskning skal blive ved med at være kedelig

    20. april 2018
    Reproducerbarhedskrisen er det bedste, der er sket for videnskaben i årtier. Videnskaben gør præcis, hvad den skal: Konfronterer sig selv med sine egne idealer og udvikler bedre praksisser. Det mener professor Brian Nosek, der er medstifter af Center for Open Science, som ønsker at fremme åbenhed og integritet i forskningsverdenen
  • Her er forskningen blevet ramt på troværdigheden

    20. april 2018
    Her er et overblik over de forskningsområder, som er blevet ramt på troværdigheden under reproducerbarhedskrisen, eller som bare er så uforståelige, at ingen ved, om forskningen er rigtig eller forkert
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Toke Kåre Wagener
  • Lise Lotte Rahbek
  • Alvin Jensen
  • Torsten Jacobsen
Eva Schwanenflügel, Toke Kåre Wagener, Lise Lotte Rahbek, Alvin Jensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

OOps - til ære for glade homosociusser, der straks går igang med at definere deres egen personlige homo-variant : Homo Sapiens er et biologisk begreb, men det er artsbetegnelsen for alle mennesker. Den kan man ikke skippe..... Det betyder ikke 'det biologiske menneske', men det 'tænkende' menneske - selvom man ofte ikke skulle tro det så er de 95% der ikke tænker særlig klart alle også Homo Sapiens'er.

Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Aristoteles har sagt at "mennesket er et socialt væsen" jeg synes er den eneste definition som er værd at beholde, fordi den er uundværlig og rigtig og uanset, hvad kulturen kan definere mennesket på. Det er som en bygning kan ikke stå alene. De definitioner fra feminister, biologer og jurister er skiftelige og forandrer sig med tiden. Desværre skabe det mange krige og ødelæggelser først.

Niels Bent Johansen

Det er forfejlet at tro at man kan klassificere mennesker på denne måde. Hvert menneske er unikt og et produkt af gener, arv og sociale omgiveler.
Måske man kan lykkes med at klassificere opfattelsen af mennesker som begreb - men hvad det skal bruges til kan jeg ikke forstå.

Torben Knudsen

Livet som det leves af et flertal, har udviklet sig til en farce, et liv udfyldt med elektronik uden socialt indhold, som nærvær med andre. Tiden imellem fødsels og død bliver kortere og kortere, tiden stjålet af tom elektronik, køtrafik på de danske veje m.v..
Vi har styret af kapitalen solgt os til et tomt liv, mod et socialt liv, som alle teoretisk søger.
Fremtid? tag Jesus ned af korset og begynd forfra, sats på minimalisme, socialt samvær og kortere arbejdstid.
Det nuværende liv med to jobs, transport og sen afhentning af børn fra opbevaringslejren
er livsnedbrydende og nedbryder parforhold.
Den menneskelige tilværelse har længe været umenneskelig.
Da man ved egen styrke kan forme sin egen tilværelse er der dog et håb!.