Læsetid: 10 min.

Professor: »Har jeg spildt 20 år af min karriere? Har jeg overhovedet bidraget med noget positivt? Skabt ny viden?«

Socialpsykologerne Claude Steele og Michael Inzlicht har brugt størstedelen af deres akademiske karriere på at studere et psykologisk fænomen, der måske slet ikke eksisterer. Begge er de blevet ramt af det akademiske uvejr, der kaldes reproducerbarhedskrisen: at mange forskningsresultater inden for en række videnskaber slet ikke kan genskabes. Vi har talt med de to akademikere, der har fået sat spørgsmålstegn ved deres livsværk
Socialpsykologerne Claude Steele og Michael Inzlicht har brugt størstedelen af deres akademiske karriere på at studere et psykologisk fænomen, der måske slet ikke eksisterer. Begge er de blevet ramt af det akademiske uvejr, der kaldes reproducerbarhedskrisen: at mange forskningsresultater inden for en række videnskaber slet ikke kan genskabes. Vi har talt med de to akademikere, der har fået sat spørgsmålstegn ved deres livsværk

Jesse Jacob

20. april 2018

I 2011 sad professor Michael Inzlicht til et krisemøde på det socialpsykologiske fakultet på University of Toronto. Han og hans kolleger havde alle sammen læst den samme videnskabelige artikel, der havde rystet deres selvforståelse.

Forskerne kiggede rundt på hinanden: »Hvad fanden gør vi?«

Årsagen til mødet var en ny forskningsartikel med titlen »False-positive psychology«.

»Artiklen beskriver alle de statistiske ’tricks’, forskere kan bruge til at få deres data til at fremstå som meningsfuld og solid evidens, når det ikke er nogen af delene,« forklarer Michael Inzlicht.

Det handlede ikke om forskningssvindel forstået som bevidst, Milena Penkowa-agtig fusk. Men små metoder og statistiske krumspring, forskere helt rutinemæssigt bruger til at vride deres data, så den bekræfter den ønskede teori.

Det var derfor, at de professorer og lektorer, som var samlet i frokoststuen på universitetet i Toronto, var så chokerede. De kunne genkende stort set alle de små tricks, der var beskrevet i artiklen. De havde nemlig selv benyttet sig af dem. Som det naturligste i verden, uden at tænke over det.

»Et sådan trick kunne for eksempel være at ændre præmisserne for ens hypotese, efter man har set data,« forklarer Michael Inzlicht. »Eller være meget selektiv omkring, hvilke statistiske afvigelser man udelader fra sit materiale.«

Hver især virker de her tricks umiddelbart små og uskyldige.

»Men samlet set er det et sæt praksisser, der per definition er designet til at tvinge signifikante sammenhænge frem. Også i tilfælde, hvor der ikke nødvendigvis er nogen.«

Michael Inzlicht er ikke i tvivl om konsekvensen: I den psykologiske videnskab bliver man nødt til at arbejde med et før og et efter reproducerbarhedskrisen. 

»For mig og mange af mine kolleger var det en dag ét i 2011, da »False-positive psychology« udkom. Vi blev gjort opmærksomme på, at vi havde misbrugt vores eksperimentelle frihed,« fortæller han.

»Før det arbejdede vi med statistik som aber, der bare trykker på en knap. Vi vred og masserede vores data fuldstændig ureflekteret, indtil der kom et signifikant resultat ud i den anden ende. Det var dårlig videnskab.«  

En omfattende krise

Det akademiske uvejr, som forskerne den dag i 2011 blev ramt af, er blevet kendt som reproducerbarhedskrisen. Når forskere de senere år har forsøgt at reproducere tidligere udgivne og anerkendte forskningsresultater, har de forbavsende ofte fået nogle helt andre resultater.

Og krisen har ramt hele den videnskabelige verden – fra kræftforskning til økonomi. Forskning, der fremstår robust og veldokumenteret, bliver afprøvet, underkendt og udstillet. I 2015 foretog det højtagtede videnskabelige tidsskrift Nature en rundspørge blandt 1.500 forskere. Over halvdelen vurderede, at videnskaben stod i en decideret krise. 

Men ingen videnskab har været så hårdt ramt som psykologi. Særligt socialpsykologi. I 2015 forsøgte en gruppe forskere at reproducere resultaterne i 100 psykologiske forskningsartikler. Det mislykkedes i 61 af studierne.

Kvinder og matematik

Generelt er det svært helt at begribe omfanget af reproducerbarhedskrisen. Pludselig kan vi ikke regne med alt det, vi troede, vi vidste. Det, vi regnede for sikker viden.

Både Michael Inzlicht og den akademiske superstar Claude Steele, der for 25 år siden udviklede den stærkt populære og nu omstridte teori om stereotype threat, er blevet personligt ramt af krisen. Reproducerbarhedskrisen er deres krise. I to årtier har de stået op om morgenen for at designe forsøg, analysere data og udgive forskningsartikler om stereotype threats. De har høstet anerkendelse og opbygget karrierer. Problemet er, at teorien måske er forkert, og det har sat alvorlige spørgsmålstegn ved Claude Steele og Michael Inzlichts livsværk.

Claude Steele stiller gerne op til interview. Også om reproducerbarhedskrisen. Han har dog én betingelse, forklarer han fra sit kontor på Stanford i Californien. Journalister skal først læse en tekst, han har skrevet om emnet.

»Ring tilbage om ti minutter, når du har læst den,« siger han og lægger røret på.

Umiddelbart efter modtager jeg en mail fra Claude Steele med otte tætskrevne sider under overskriften ’The Replicability Issue and Stereotype Research’. 

Claude Steele

  • 72 år.
  • Ph.d. fra University of Utah i 1971.
  • Professor ved Stanford University fra 1991-2009 og igen fra 2016-.
  • Provost ved Columbia University 2009-2011.
  • Dekan på Stanford University 2011-2014.
  • Provost på Berkeley University 2014-2016.
  • Udgav i 1995 sin første artikel om Stereotype Threats sammen med Joshua Aronson. Siden da er der, ifølge Google Scholar, blevet henvist til artiklen mere end 5000 gange i psykologiske forskningsartikler.

I første linje erklærer Claude Steele, at han tager diskussionen alvorligt. Derfor planlægger han også et storstilet forsøg på at reproducere nogle af sine oprindelige forsøg. De ifølge Steele »få« forsøg, der ikke har kunnet reproducere hans teori, har nemlig det til fælles, at de har været dårligt designet. De følgende otte sider er en detaljerig kritik af de enkelte forsøg herunder et afsnit med overskriften ’Informationsværdien af enkelte fejlslagne forsøg på at reproducere resultater’.

For 25 år siden gennemførte Claude Steele en række opsigtsvækkende forsøg: Han ville forklare, hvorfor nogle minoritetsgrupper rent faktisk lever op til de negative fordomme, der findes om dem. Sorte studerende får for eksempel dårligere karakterer end hvide med samme sociale baggrund, og kvinder klarer sig dårligere end mænd i matematikprøver.

Umiddelbart inden en matematikeksamen fortalte Claude Steele en gruppe studerende ved University of Michigan, at i netop den test, de skulle til at tage, havde undersøgelser vist, at mænd og kvinder præsterede lige godt. Og vupti, så klarede de kvindelige studerende sig bedre. Claude Steele prøvede også at lade kvinderne tage matematikprøven i et lokale uden mænd. Eller kun at måle resultaterne for kvinder, som slet ikke kendte til stereotypen om, at kvinder er dårlige til matematik. I begge tilfælde klarede de kvindelige studerende sig pludselig bedre. 

Teorien går i grove træk ud på, at kvinder og sorte er bevidste om fordomme imod dem. Inderst inde frygter de, at fordommene er korrekte. Det gør dem usikre, og sådan ender de med at bekræfte stereotypen om dem. De kollapser på grund af truslen fra deres egen stereotyp – Stereotype threats.

Det var en revolution. Et plausibelt og bekvemt svar på et politisk ubehageligt spørgsmål, og Claude Steele blev en af de mest hyldede og citerede forskere i amerikansk socialpsykologi. Stereotype threats blev forklaringen på alt muligt. Hvorfor kommer kvindelige skakspillere sjældent langt i store turneringer? Hvorfor præsterer asiatiske studerende så godt i naturfag? Hvorfor er hvide studerende underrepræsenterede på universiteternes basketballhold? Stereotype threats.

Men da forskere for nyligt prøvede at genskabe nogle af de berømte forsøg, mislykkedes det. Uanset hvad de fortalte de kvindelige studerende inden prøven, klarede de kvindelige studerende sig ikke bedre.

’400 gange’

Claude Steele er ikke bekymret. »Stereotype threats er et særdeles velbelyst område,« siger han i telefonen. Det skriver han også i sit otte sider lange forsvarsskrift.

»Der er forsket i stereotype threats i mere end 20 år. Effekten er blevet reproduceret 400 gange. 400 gange. Af forskere fra hele verden på forskellige tidspunkter inden for forskellige felter,« siger Claude Steele og understreger, at han ikke mener, der er foretaget nogen eksakte gentagelser af hans forsøg, hvor det er mislykkedes at finde en effekt.

Han mener, at opmærksomheden omkring de studier, der ikke har kunnet reproducere effekten, er fuldstændig ude af proportioner. En storm i glas vand. Det drejer sig nemlig om relativt få studier, understreger han. I hvert fald taget i betragtning, hvor mange gange effekten er blevet reproduceret.

»I videnskab er det generelt svært at tolke på resultatet, når man ikke får bekræftet sin hypotese. Der kan være en række årsager til, at et studie ikke lader sig reproducere. Trivielle årsager. Sjusk, små forskningsfejl,« siger han.

Og så er der en anden vigtig pointe, forklarer han. Stereotyper er ikke uforanderlige lovmæssigheder. De er dynamiske og kulturelt skabte fænomener, der ændrer sig over tid og fra sted til sted.

»Ingen – ingen – vil være gladere end mig, hvis det viser sig, at nogle stereotyper er blevet svækket i det her land over de seneste 20 år. Men her må vi adskille tingene. At der ikke er lige så stærke fordomme om, at kvinder er dårlige til matematik, som der var for 20 år siden, er noget ganske andet, end at teorien, selve effekten af stereotype threats, er falsk eller ikke kan reproduceres,« siger Claude Steele.

 – Har du på intet tidspunkt været bekymret for, om det hele var forkert? Om stereotype threats overhovedet fandtes?

»Nej. Det er veletableret, at der dengang – på det tidspunkt i vores kultur - var en sådan effekt i forhold til kvinder og matematik. Har det været muligt at reproducere den effekt i andre sammenhænge med andre stereotyper? Svaret er 400 gange. 400. Det er tendentiøst at påstå, at effekten ikke findes.«

 – Mener du generelt, at dit felt, socialpsykologi, står i en reproducerbarhedskrise?

»Lad mig udtrykke mig helt klart. Når det kommer til stereotype threats, så er der ingen reproducerbarhedskrise. Så simpelt er det. Teorien er sikker. Jeg ved ikke, om man kan tale om en krise inden for andre forskningsområder. Jeg skulle nok se nogle mere overbevisende studier, før jeg ville bruge ordet krise,« siger Claude Steele. 

400 gange betyder intet

Michael Inzlichts navn står på en række af de 400 studier, som Claude Steele henviser til har reproduceret effekten. Men i Inzlichts øjne betyder det til gengæld ikke særligt meget, om man har reproduceret stereotype threats 400 gange. Det var før 2011. Hvis man ikke kan reproducere effekten nu, når man bruger de bedste forskningspraksisser, er der et problem, mener han.

»Jeg ville ikke sætte mine sparepenge på, at man kan reproducere de konklusioner. Ikke uden at vride data,« siger han.

»Jeg har også lavet mange forsøg, hvor man ikke fandt stereotype threats-effekten. Men de er aldrig blevet udgivet og står ikke opgjort nogen steder. Det er det, man kalder udgivelsesbias. Det er primært forsøg, der lykkes, som bliver udgivet som studier,« forklarer han.

»Så de 400 gange, stereotype threats er blevet reproduceret, kan jo sagtens være ud af 1.600 forsøg.«

Hvad har jeg dog gjort?

Michael Inzlicht stoler ikke længere selv på sin egen forskning. Han prøvede ikke at snyde, fastholder han. Han gjorde bare sådan, som man nu gjorde. Sådan som han var blevet undervist i. Sådan som man arbejdede, hvis man gerne ville blive udgivet.

»Jeg var heldig. Da jeg som ung forsker begyndte at arbejde med det, var stereotype threats et relativt nyt forskningsfelt, der tiltrak sig enormt meget opmærksomhed. Jeg blev udgivet, fik fastansættelse og redigerede en bog. Min karriere er bygget på stereotype threats

Og det virkede ifølge Inzlicht som et robust felt. Velbelyst og velunderbygget.

»Indtil vi stoppede med at bruge tvivlsomme metoder,« tilføjer han.

»De senere år er der foretaget store analyser af den samlede forskning i stereotype threats. Og når de tager højde for udgivelsesbias, konkluderer de, at effekten er markant mindre end først antaget, hvis de overhovedet finder en effekt.«

Michael Inzlicht

  • 45 år.
  • Ph.d fra Brown University.
  • Professor i psykologi ved University of Toronto.
  • Har udgivet mere end 100 videnskabelige artikler og redigeret to bøger.
  • Har i de senere år markeret sig i debatten om reproducerbarhedskrisen som fortaler for mere åbenhed i forskningen.

Egentlig kan man ikke tale om, at forskningsmiljøet som sådan er stoppet med at bruge tvivlsomme metoder, skynder professoren sig at tilføje. Den store kulturrevolution lader stadig vente på sig. Det er kun ganske få forskere, der har mistet deres stillinger på baggrund af reproducerbarhedskrisen. 

»Jeg har for eksempel stadig mit job,« siger Michael Inzlicht og griner. 

»Der bliver stadig udgivet masser af artikler, der baserer sig på fiflerier med data. Folk vinder stadig priser for den slags forskning. Det er langt, langt fra alle, der overhovedet anerkender, at det er et problem, eller at vores felt er udfordret.«

I dag er Michael Inzlicht 45 år. Han har brugt 20 år af sit liv på at belyse og beskrive et fænomen, han ikke længere tror på. At undsige sit livsværk har været en hård proces.

»Har jeg spildt 20 år af min karriere? Har jeg overhovedet bidraget med noget positivt? Skabt ny viden? Det har ikke været sjovt at skulle besvare de spørgsmål. Det er en eksistensiel krise. Mit arbejde er en stor del af mit liv. Pludselig kan jeg simpelthen ikke stå inde for det arbejde, jeg har brugt de sidste 20 år på. I hvert fald meget af det. Det er ikke noget, jeg er stolt af.«

 – Føler du dig som en svindler?

»Så langt vil jeg nok ikke gå. Jeg troede helt oprigtigt, at jeg benyttede de bedste metoder. Jeg troede, det var legitimt. Jeg masserede bare min data på en måde, der gør, at jeg ikke har tillid til, at man kan reproducere min tidligere forskning uden at massere datamaterialet.«

 Bør jeg som journalist og menig borger have tillid til socialpsykologisk forskning?

»Det er et godt spørgsmål. Baseret på vores samtale, kan jeg godt forstå, hvis du ikke umiddelbart tænker, at du bør have tillid til det. Men altså kvaliteten er afgjort bedre nu end den var for 10 år siden. De her tricks er dog stadig udbredte. Og mange forskere, der er dybere inde i deres karrierer, er meget utilbøjelige til at tage opgøret med vores fejl,« siger Michael Inzlicht.

»Men der er jo også dem, der kalder reproducerbarhedskrisen for psykologiens renæssance.«

Videnskapløb 2018

Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed, når vi hvert år udgiver magasinet Videnskapløb.

Læs i år om, hvordan forskellige menneskebilleder slås om vores hjerter og sind – en kamp, der ligger skjult under overfladen, hver gang vi diskuterer alt fra Facebook til flygtningekrisen. Og dyk ned i vores tema om, hvordan videnskaben er blevet ramt af en krise, fordi en lang række prominente resultater inden for en bred vifte af forskningsområder viser sig ikke at holde, når uafhængige forskere forsøger at genskabe dem.

Videnskapløb udkommer som led i Ph.d. Cup, der er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden.

Andre artikler i dette tillæg

  • Hvis først forskningen er forkert, så har vi for alvor et problem

    20. april 2018
    Budskabet har siden Brexit og valget af Trump været, at populismen truer sandheden og forskningen. Men reproducerbarhedskrisen i forskningen tyder på, at den største trussel mod forskningen måske ikke kommer udefra
  • Brian Nosek arbejder for, at forskning skal blive ved med at være kedelig

    20. april 2018
    Reproducerbarhedskrisen er det bedste, der er sket for videnskaben i årtier. Videnskaben gør præcis, hvad den skal: Konfronterer sig selv med sine egne idealer og udvikler bedre praksisser. Det mener professor Brian Nosek, der er medstifter af Center for Open Science, som ønsker at fremme åbenhed og integritet i forskningsverdenen
  • Her er forskningen blevet ramt på troværdigheden

    20. april 2018
    Her er et overblik over de forskningsområder, som er blevet ramt på troværdigheden under reproducerbarhedskrisen, eller som bare er så uforståelige, at ingen ved, om forskningen er rigtig eller forkert
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Flemming Berger
  • odd bjertnes
  • ulrik mortensen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
  • Katrine Damm
  • David Zennaro
  • Olav Bo Hessellund
  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Alvin Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Knap
  • Erik Karlsen
Thomas Tanghus, Flemming Berger, odd bjertnes, ulrik mortensen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Katrine Damm, David Zennaro, Olav Bo Hessellund, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek, Peter Knap og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Intet er spildt. At deltage i et 100 år lang forsøg, der viser nødvendigheden at at holde strengt fast i de grundlæggende regler for forskning og at bruge de matematiske dicipliner med omhu og akuratesse.
Jeg havde nogle sammenstød med min psykologilærer på seminariet, ikke det mest lysende geni indrømmet, men hvad er jeg selv.
Nu er det ikke helt uvæsentlig, hvilken hvilken psykologisk retning, der kommer til at påvirke ens undervisning, så derfor er forskernes arbejdsmetoder af betydning ned i gennem systemet.
Det var det statistiske bevis, jeg virkelig havde problemer med. Jeg husker ikke de eksakte eksempler, men flere gange i lærerbøger og artikler blev positive observationer på 60 til 70 % af en iagttagelse berømmet som en overbevisende dokumentation. Men læres skulle det, var jo store internationale koryfæer, der stod bag. I min ungdoms overmod foreslog jeg at sløjfe kory.
Men professor Inzlicht, i videnskabens verden er intet større end gennem fejltagelser at nærme sig brugbar erkendelse. Verdslig berømmelse er i den forbindelse ligegyldig, den er mest til pynt og penge.

Jørgen Wind-Willassen

Alle videnskaber er ramt -måske- men nogen mere end andre.
Indenfor naturvidenskab er der altid relativt hurtigt blevet luget ud i ukrudsbeddet.
Det skyldes især naturvidenskabens opbygning, som kort fortalt er baseret på eksperimenter og målinger/observationer.
Anderledes mudret bliver billedet inden for humaniora.
Her er det jo lidt svært med eksperimenterne.
Gardners teori om de mange intelligenser svæver således frit i luften.
Desværre har det ikke forhindret, at teorien bredte sig ud over det pædagogiske landskab med stor skade til følge.
Værst var den fordømmelse der fulgte med, hvis der blev ytret tvivl om teorien.
Så var man ilde stedt på arbejdspladsen som lærer.

Erik Karlsen, Hans Aagaard, Kurt Sørensen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Det tager et par års fuldtidsstudier på universitetsniveau at erhverve sig det begrebsapperat, der er nødvendigt for at forstå, hvad en statistisk analyse overhovedet er. Det er en højt specialiseret opgave, som burde varetages af fagfolk, og ikke af forskere, der er specialiseret i noget helt andet, såsom socialpsykologi. Det er vanvid, og spild af penge, at mange forskningsinstitutioner slet ikke har statistikere ansat, men forlader sig på dyrt indkøbte programmer, som ingen rigtig ved hvordan fungerer.

Jørgen M. Mollerup, Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Karlsen, Bettina Jensen, Ole Henriksen, Jonathan Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Endnu engang en understregning af at enhver forskning skal bedømmes med sund skepsis, og ikke særlig ofte kan antages som universelle forklaringer på komplekse problemstillinger.

Andetsteds i avisen efterlyser socialministeren mere forskning på det sociale område.
Nu med AI. Det skal nok blive sjovt.

Torben K L Jensen, Michael Sommer, Rikke Nielsen, Flemming Berger og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Ronni Rasmussen

Så længe "den ordinære naturvidenskab" igen og igen måler en temperatur med en badevægt, vil der være en kamp for eksistensberettigelse hos dem der, har brugt et liv på noget de måske reelt ikke har begreb om. Så længe det ikke anerkendes, at virkeligheden reelt er en illusion, vil det ikke ændre præmissen for, hvordan vi forstår os selv og vores eksistens. I og med vi alle i høj grad vandre rundt som en selvomfyldende profeti, men til stadighed diskuterer statistik og beviser, er det som og løbe efter sin egen hale. Kigger vesten udover sin egen arrogance, findes der mange svar på det der omgiver os, men det presser eksistensberettigelsen og bliver på den måde en personlig begrænsning og et klassisk eksempel på induktiv tænkning.

Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Kofoed, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Det er en lidt sjov og skæv detalje, at kvinder har været opfattet som en minoritet.

Torben K L Jensen, Rikke Nielsen, Steffen Gliese, Elisabeth Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Fake news har mange fædre, og det bliver ikke bedre i dag, fordi vi bruger modelkørsler på pc, hvor vi udstyres med et uendeligt antal parametre at fifle med.

Jens Kofoed, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Det forskerne siger i artiklen drejer sig om "statistisk signifikans" og P-værdier, hvor man normalt skal have en P-værdi lavere end 0,05, som siger, at der kun er 5% chance for, at resultatet er forkert. Så en P-værdi under 5 er kriteriet for publikation i alle videnskabelige tidsskrifter. Problemet er så, at man meget nemt kan modificere beskrivelsen af studiet, så der udelades nogen grupper, som ellers var med i undersøgelsen, eller kalde resultater der ikke passer med det man ønsker at finde for "outliers", som så udelades fra beregningerne. Det er det som de inderømmer, er sket med deres forskning. -Og det er MEGET normalt at gøre det, jeg kunne nemt nævne mange eksempler her! Men det har været vist mange gange, at en P-værdi på lidt under 0,05 ikke ret tit kan reproduceres! Så måske det her mere er til journalister, som skal holde op med at kalde ting signifikante, som jo er et stærkt ord (!), når P-værdien for undersøgelsen er lidt under 0,05. Faktisk ved de fleste forskere godt, at en P-værdi > 0.01 er et meget mere pålideligt mål for troværdigheden af studiet!

Henrik Leffers

Rettelse af en sætning: Så en P-værdi under 0.05 er kriteriet for publikation i alle videnskabelige tidsskrifter.

Eva Schwanenflügel

Henrik Leffers,

Måske er der bare ikke fokus på den rette videnskabelige metode, når det enten drejer sig om selvstændig berømmelse eller politisk indflydelse?

Efterhånden beskyldes alt for at være "fake news".
Selv bevægelser som "Flat Earth" eller "We never landed on the Moon" har vind i sejlene.

I USA beskyldes de overlevende fra skoleskyderier for at være skuespillere.
Hvilket har haft alvorlige konsekvenser for de involverede familier til ofrene, der er blevet chikanerede, hackede og forfulgt, (stalket).

Når alt er evidens, findes der ingen evidens.
Alt er alternative fakta, som Joanne Conway så berømt sagde i et interview efter Donald Trumps indsættelse som Præsident, hvor hun blev spurgt hvordan det kunne være at dokumentationen for et MEGET STØRRE END OBAMA mødetal blev løjet større end det var.

Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Metoder. P-værdier har deres begrænsninger - glimrende beskrevet i den lille bog: "Statistics done Wrong" af Alex Reinhart, især kap.1. P-værdier bliver specielt brugt indenfor biologi og social science (s.12). I stedet anbefales det, at benytte de såkaldte konfidensintervaller: "If you can write a result as a confidence interval instead of as a p value, you should" ...

https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1339793/

Så kan de lære det! ...

Steffen Gliese

Måske skal vi bare slappe lidt mere af med videnskaben og tage den for det eventyr om virkeligheden, den fortæller.
Jeg er personligt lykkelig for, at vi igen må sige nej til reduktionisme, der tror, at den med enkle fiksfakserier kan rumme sandheden om verden.

Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jamen, det er jo, hvad der sker, når egoismen fremmes på bekostning af den almene interesse. Så kommer denne målet retfærdiggør midlet - og i en gudløs verden ligger det storhedsvanvid lige for, at man jo godt ved, at man har ret i sine antagelser og derfor bare skal bevise dem.

Torben K L Jensen

Sandheden er en rumlig størrelse,indlejret i tiden og ikke noget der kan betragtes udefra fordi betragteren befinder sig indeni.

Steffen Gliese

Jeg ved ikke, iøvrigt, hvem der synes, at disse 'små' manipulationer af indhentede data for at få dem til at passe med teorien, er uskyldige eller bagatelagtige. Vi har en kaosteori, der fortæller os, at den mindste afvigelse har enorme konsekvenser i virkeligheden.