Videnskaben i Amerika er ikke kun truet oppefra. Af en impulsstyret præsident, som hævder retten til sine egne fakta. Den er også på mange universiteter truet nedefra – af aktivistiske, politisk bevidste studerende. Og forskere og tænkere er forfærdede. De mener, at videnskabens hellige haller har vendt sig mod videnskaben selv.
»Sig til mig, at det her ikke er sandt,« beklagede Francis Fukuyama sig på Twitter ved nyheden om, at Yale University sidste år af hensyn til sensitive studerende havde valgt at ændre en skulptur af en nybygger og en indfødt amerikaner. Den hvide mands våben var blevet tildækket af en ny sten, så han ikke længere truede den indfødte. En skulptur, som afdækker en grusom fortid, man på et universitet burde kunne lære af, blev tildækket for at skjule historiens vold.
Og det er ikke uden grund: Der har været racistiske seancer og tendenser til stærke, kvindeforagtende mandefællesskaber på amerikanske universiteter. Og modstanden mod kvindeforagten og racismen bliver radikaliseret, når landets præsident ikke vil tage afstand fra højreradikale unge mænd, som under slagord som »jews shall not replace us« marcherer med fakler gennem campus om natten. Racismen er virkelig, og hadet er voldeligt.
Forbudskulturen er bare uforenelig med idealerne for universitetet som forum for frie undersøgelser, ytringsfrihed og engageret uenighed.
Den civiliserede uenighed
Problemet for universiteterne er ikke kun, at det er besværligt at afholde fastelavn, hvis enhver udklædning som andet end det, man selv er, bliver til et muligt overgreb. Det er grundlæggende, at der er en principiel og praktisk modsætning mellem at skabe såkaldte safe spaces, krænkelsesfri rum, og det videnskabelige ideal om at møde verden spørgende, nysgerrigt og fordomsfrit.
Den videnskabelige undersøgelse skal være fri og åben, den skal søge erkendelser og udfordre sine grundantagelser. Men den tolerance, mange aktivister advokerer for, vil ikke udfordre sine grundantagelser. Den vil beskytte minoriteter mod hadsk tale og institutionel diskrimination. Den videnskabelige tolerance fordrer det modsatte: Nemlig at man udholder det, man ikke bryder sig om.
Som professor på Harvard Steven Pinker har skrevet i The Spectator:
»Universiteterne er blevet til grin for deres intolerance, når ikke-venstreorienterede druknes af skrigende masser, professorer bliver underkastet stalinistiske afhøringer, og vi får latterlige vejledninger om mikroagressioner (som for eksempel ’jeg mener, at den bedst kvalificerede person skal ansættes’), og studerende flokkes og forbander en professor, som har inviteret dem til at diskutere halloween-kostumer.«
Pinker henviser blandt andet til en episode fra 2017, hvor Berkeley University af sikkerhedshensyn aflyste en gæsteforelæsning med den højreorienterede Milo Yiannopoulos efter voldsomme demonstrationer. Det universitet, hvor de unge i 1968 kæmpede for friheden til at sige deres mening, blev et sted, hvor nogle kæmper for friheden til at slippe for andres anstødelig hadtale.
Pinker afsluttede sin kritik med en opfordring til Harvards nye præsident, Lawrence Bacow, til »offentligt at slå den frie undersøgelses og den civiliserede uenigheds urørlighed fast«.
Det samfundskritiske pensum
Mange har forbundet den nye studententeraktivisme med et kulturkritisk pensum på universiteterne. De beskylder franske tænkere som Michel Foucault og Jacques Derrida for at have inspireret en karikatur af oplysningstiden, Vesten, fornuften og det liberale samfunds institutioner. De unge lærer ifølge kritikerne at foragte oplysningen og det liberale demokrati i stedet for at forsvare det over for demagoger som Trump.
Den konservative kommentator David Brooks har ligesom eksempelvis Harvard-forskeren Yascha Mounk opfordret til, at de unge undervises i kvaliteterne ved deres eget samfund. De skal lære at forsvare oplysningstiden og det liberale demokrati i stedet for at dekonstruere det.
Men den position, som kræver, at pensum skal være opbyggeligt, er lige så problematisk som den position, der hævder, at alt er magt, og alle betydninger kan laves om.
Det er i det perspektiv interessant, at såvel Derrida og Foucault endte med at forsvare idealerne for den oplysningstid, de gennem hele deres forfatterskab havde kritiseret.
Efter Foucault var faret vild i sine magtanalyser og hyldede den islamiske revolution i Iran, vendte han tilbage til Immanuel Kant og prøvede at besvare spørgsmålet ’hvad er oplysning’ påny. Og Derrida, der jonglerede med begreber som ’dekonstrution’, ’eurocentrisme’ og ’logocentrisme’, fremhævede i det sidste interview inden sin død det bedste i den europæiske tradition:
»Det, som jeg kalder dekonstruktion, selv når det er rettet mod noget af Europa, er europæisk. Det er et produkt af et Europa, der forholder sig til sig selv som radikal andethed. Siden Oplysningstiden har Europa permanent øvet selvkritik, og i denne progressive arv er der en chance for fremtiden.«
Derridas pointe er, at den radikale kritik af oplysningen selv trækker på oplysningens principper. At den magtkritik, de unge udøver på de amerikanske universiteter, i sidste instans er afhængig af ytringsfrihed, konfrontation af ideer og respekt for modsigelsen. Hvis de ikke anerkender det, nedbryder de det rum, hvor selv deres stærkeste modstandere er tvunget til at tage dem alvorligt. Universitetet, med andre ord.
Videnskapløb 2018
Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed, når vi hvert år udgiver magasinet Videnskapløb.
Læs i år om, hvordan forskellige menneskebilleder slås om vores hjerter og sind – en kamp, der ligger skjult under overfladen, hver gang vi diskuterer alt fra Facebook til flygtningekrisen. Og dyk ned i vores tema om, hvordan videnskaben er blevet ramt af en krise, fordi en lang række prominente resultater inden for en bred vifte af forskningsområder viser sig ikke at holde, når uafhængige forskere forsøger at genskabe dem.
Videnskapløb udkommer som led i Ph.d. Cup, der er etableret i et samarbejde mellem DR og Information og støttet af Lundbeckfonden.
Andre artikler i dette tillæg
Brian Nosek arbejder for, at forskning skal blive ved med at være kedelig
20. april 2018Reproducerbarhedskrisen er det bedste, der er sket for videnskaben i årtier. Videnskaben gør præcis, hvad den skal: Konfronterer sig selv med sine egne idealer og udvikler bedre praksisser. Det mener professor Brian Nosek, der er medstifter af Center for Open Science, som ønsker at fremme åbenhed og integritet i forskningsverdenenHvis først forskningen er forkert, så har vi for alvor et problem
20. april 2018Budskabet har siden Brexit og valget af Trump været, at populismen truer sandheden og forskningen. Men reproducerbarhedskrisen i forskningen tyder på, at den største trussel mod forskningen måske ikke kommer udefraHer er forskningen blevet ramt på troværdigheden
20. april 2018Her er et overblik over de forskningsområder, som er blevet ramt på troværdigheden under reproducerbarhedskrisen, eller som bare er så uforståelige, at ingen ved, om forskningen er rigtig eller forkert
Den videnskabelige tolerance kræver at vi accepterer institutionel diskrimination mod minoriteter? Det håber jeg virkelig ikke at du mener som skrevet!
Do you suppose Latin American writers, trying to mix literary modernism with revolutionary politics, resent our blue-eyed exploitation of their continent as a sort of compost heap of the libidinal and the symbolic? Aren't D. H. Lawrence, Graham Greene, Robert Stone and Paul Theroux imperialists? What do black Africans think of Conrad, Bellow, Updike and Edgar Rice Burroughs? Why don't the white guys look for the heart of darkness in their own bathrooms?
- John Leonard
Selvfølgelig diskriminerer vi, ellers kan vi jo ikke opfatte os selv som overlegne.
@Troels Ken Pedersen
Hvor i artiklen læser du dog dét? Lykkeberg forsvarer da ingen steder nogle former for diskrimination. Prøv at sætte dig lidt ind i hvordan det akademiske klima i USA i disse år er - markant - forskelligt fra et europæisk.
John Stuart Mill:
He who knows only his own side of the case knows little of that. His reasons may be good, and no one may have been able to refute them. But if he is equally unable to refute the reasons on the opposite side, if he does not so much as know what they are, he has no ground for preferring either opinion...
Den giftige cocktail er, at det er blevet trendy at være i en offerrolle, og når man sætter det sammen med SWJ. Dette skaber et ødelæggende klima på universiteterne. Et klima, hvor ens handling betyder alt, og ens intention ikke betyder noget - Et sted hvor man skal gå på listefødder, og passe på med, hvad man siger, og hvad man gør.
Dette er et meget usundt klima for debat og udveksling af meninger.
Og er man på et universitet, hvor følelser slår fakta, så er man et forkert sted.
Der er massive problemer i USA med SJW.
Dette er en problemstilling, der også desværre er kommet til Europa.
Jonathan Haidt er en af de mange, der forsøger at gøre noget ved problemet: https://www.youtube.com/watch?v=jL8OgZFQIT4
Her er 2 små sketches om SJW, men som alligevel giver en forståelse af problemstillingen: https://www.youtube.com/watch?v=AOMpxsiUg2Q
https://www.youtube.com/watch?v=iKcWu0tsiZM
Det er bedre at sige "den tidliger kolonialism eller imperialism" end at sige "hvide /versus farvede"hvide kan ikke opfattes som "superieur". Det er en farve, som afhænger af sol skin og den kan ændres, Den er ikke dækkende! De fleste af de tidligere kolonier ville nå det samme "levestandard" som Vesten om 20 (tyve) år altså 2040. Den største problem, der er behov for at regulere fødsels rate nedad så det passer med økonomi. De fleste af disse lande er allerede industrialiseret.
Troels,
Hvor skriver han det? Kunne det ikke give mening at forholde sig til hans argumenter i stedet for at bygge en karikeret stråmand?
Jeg er dog uenig med forfatteren i at Derrida og Foucault har lært unge at hade det liberale demokrati; jeg vil nærmere sige at hele 'safe space' ideologien er fundamentalt borgerlig - omend ikke liberal i en stringent forstand.
Det liberalt-borgerlige samfund indeholder et paradoksalt ønske om at udviske reel konflikt fra menneskets oplevelsessfære; det er selvsagt umuligt, men det er derfor at eksempelvis krige nu kun kan finde sted, hvis de motiveres i floskler om menneskeret, frihed eller demokrati. Systemets anti-autoritære form maskerer dets egentlige autoritære væsen. Vold, krig og konflikt kan ikke udviskes fra menneskets oplevelsessfære; hvad end det er gennem menneskeret eller 'safe spaces'. Jeg mener derfor, at det liberale demokrati fundamentalt indeholder kimen til de her umiddelbart illiberale idéer. De er den borgerligt-liberale individualismes paradoksale men uundgåelige sidste instantiering af sig selv som en anti-totalitarisme, der funktionelt virker som en totalitarisme.
Man skubber gerne til de unge Foucault-inspirerede college liberals fra højre, anklager dem for at være autoritære, hade videnskab, være kommunister også videre. Vi må formulere en kritik fra venstre, der kan afgrænse og definere det at være venstreorienteret, som noget andet end frygten for at såre andres følelser. Har man først reduceret socialismen til minoritetsleflen, safe spaces osv. så er der jo intet progressivt tilbage, der kan vinde økonomiske rettigheder for den helt almindelige lønmodtager (de fleste af os). Om man er glad for det eller ej, så har vores socio-økonomiske status langt mere indflydelse på vores liv end vores hudfarve, seksuelle orientering eller etniske tilhørsforhold. De amerikanske college liberals deltager netop i det "liberale" spektakel samfund, når de erstatter en social og økonomisk kamp med en identitetsfokuseret kamp.
Bjørn Pedersen (& Dennis Jensen): Jeg beklager, men det står der sort på hvidt.
"Den videnskabelige undersøgelse skal være fri og åben, den skal søge erkendelser og udfordre sine grundantagelser. Men den tolerance, mange aktivister advokerer for, vil ikke udfordre sine grundantagelser. Den vil beskytte minoriteter mod hadsk tale og institutionel diskrimination. Den videnskabelige tolerance fordrer det modsatte: Nemlig at man udholder det, man ikke bryder sig om."
Seriøst, LÆS hvad der faktisk står. Den videnskabelige tolerance (som Rune Lykkeberg stiller sig an som forkæmper for) fordrer at man skal finde sig i både hadsk tale og strukturel diskrimination.
Det er sørgeligt men sandt at mange folk der ser sig selv som rimelighedens og fornuftens midter-orienterede stemmer der kritiserer ekstremister på begge sider ofte ender med at gå med på vilde urimeligheder, som her.
@Touhami Bennour
citat:Det er bedre at sige "den tidliger kolonialism eller imperialism"
det kan jeg kun sige ja tak til.
At gøre en handling til en hudfarve, det tigger om raceproblemer,offerrolle og white guilt.
Dette er ikke en god vej at gå,for det skabe ikke samhørighed, men splitter et samfund.
Med minder, at det er det man er ude på.
Så som i USA, der får man klart det indryk fra flere af deres aviser og nyheds kanaler,
at de har en dagsorden med dette
Troels Ken Pedersen,
Den bid af Lykkebergs tekst du citerer, er ganske rigtigt kluntet formuleret. Men læser du det i kontekst, dvs. i teksten sammenhæng, så står det vel lysende klart, at Lykkeberg IKKE mener det, som han - isoleret set - kommer for skade at skrive i den tekststump, du citerer?
Lad os nu læse lidt generøst, hmm? ;)
Skal vi blive helt tekstnære, så
hov - se bort fra den sidste linje...jeg fortrød.. :)
Torsten Jacobsen: Som jeg skrev i kommentar nr. 1 er det søreme også min *forhåbning* at han ikke mener det. Og jeg er også med på at han ikke synes at racisme er OK. Men helt ærligt står det ikke så lysende klart frem af teksten for mig at Lykkeberg faktisk synes at racisme er så uacceptabelt at vi kan tillade os at gøre mere ved det end at erklære høflig uenighed, helst i et dæmpet toneleje, ovre i et hjørne hvor det ikke generer nogen.
Det er lidt problemet, at det er de bekymrede, velmenende midter-folks fordring til amerikanske studerende, at de skal acceptere racisme så langt som at de skal indgå i høflig, anerkendende dialog med racister om hvorvidt slaveri og diskrimination nu også rent faktisk er en dårlig idé. Og i og med at man indgår i sådan en dialog, har man på sin vis allerede givet den Fanden en hel del mere end en lillefinger i anerkendelse.
Den videnskabelige tolerance kræver at vi accepterer institutionel diskrimination mod minoriteter?
@Troels Ken Pedersen
Man skal kunne debattere både hvor, i hvilket omfang, men også hvorvidt der er tale om diskrimination og racisme i diverse kontekster. Er det f.eks. racistisk at sige at man ikke tror på menneskeracer? Det er der jo nogle blandt amerikanske progressive (i øvrigt, oftest hvide) studerende, der hævder.
Faktum er nu engang, at der igennem alle videnskabernes historie, naturvidenskaben, samfundsvidenskaben, historiefaget, psykologi, psykiatri og antropologi og sikkert flere grene har været indlejret elementer af racisme, ellers har videnskabsfolkene bag - selv haft enten deciderede slaver, eller været fortalere for racistiske ideer. Eller kønsdiskriministiske ideer, eller handicapsdiskriminerende ideer, seksualitetsdiskriminerende, eller klassediskriminerende ideer (det er der dog ikke så mange progressive, der rigtigt bliver vrede over længere...). Når disse amerikanske, eller fortrinsvist amerikanske da det har spredt sig til andre dele af den anglofone verden, studerende kræver at man ikke læser en særlig forfatter, videnskabsmand, historiker eller undersøger særlige historiske skikkelser fordi de var racister og lign.... hvad lærer man så?
Jeg er aktiv på et privat forum med en gruppe amerikanske liberale, en enkelt amerikansk socialist, men også to-tre erklærede racister. Den ene en erklæret national-socialist, den anden en katolik der forherliger Franco og ønsker et USA hvor kun krigsveteraner kan stemme (som han "tilfældigvis" er...), og citerer "videnskabelige" artikler på at sorte er biologisk underlegne. Både nationalsocialisten og falangisten går dog ikke ind for slaveri, men sandelig ind for diskrimination. På det forum diskuterer vi, som har kendt hinanden i et årti nu, med hinanden - vidt forskellige som vi er - fortrinsvist amerikanere, men alle skandinaviske lande er også repræsenteret samt Storbritannien. Det er faktisk nationalsocialisten, der er lettest at debattere med - fordi han paradoksalt nok er oprigtigt interesseret i at vide noget om "rigtigt hvide" mennesker - men også fordi han faktisk kan overbevises om at han tager fejl af ting. Han har gennem de sidste par flyttet sig mht. hans racisme om mexicanere f.eks. Han er, på trods af hans holdninger, et godt menneske, der ikke har noget problem med at hjælpe f.eks en sort bilist, der er strandet på motorvejen og har brug for et reservedæk... han mener bare tilfældigvis også at vedkommende er af en underlegen race og at "white people" i USA skal have deres helt egen stat. En af hans bedste venner på forummet, er en krigsveteran i 30'erne, der har en sort puerto ricansk kone.
Du behøver med andre ord ikke at anerkende validiteten af andres holdninger, for at ville debattere deres holdninger. Jeg anbefaler da engang i mellem indlæg her på Information, jeg simpelthen synes er velargumenterede..selvom, jeg ikke nødvendigvis er enig. Det er faktisk muligt at tale med racister. De kan så blive overraskede over, at jeg faktisk ikke ønsker at sætte anderledes tænkende i gulag-lejre, indføre femårsplaner, begå folkemord og gro mig en tragikomst overskæg selvom jeg - primært i forhold til dem selv, er en værrere "socialist".
Der manglede lige et citationstegn øverst...
@Bjørn Pedersen: Interessant! Til trods for vedholdende rygter er det i øvrigt faktisk ret sjældent at amerikanske venstreorienterede studerende vil have tekster ikke undervist i. Typisk beder de om ”trigger warnings”, advarsler om indhold der kan trampe folk med traumer over tæerne. Formålet er at give folk med de specifikke traumer en mulighed for at forberede sig. Man kan diskutere teknikkens nyttighed, men af én eller anden grund har en masse hændervridende, selv-erklærede midtersøgende fået på hjernen at ”trigger warnings” betyder at de venstreorienterede studerende vil have teksterne forbudt. Hvilket for det meste er helt forkert, og ret ulogisk når man tænker over det. Men det er en af de mange måder hvorpå denne debat er forgiftet og svær.
@Troels Ken Pedersen
Studerende på de amerikanske universiteter, der kræver særlige forfattere, filosffer, videnskabsfolk, historikere, eller historiske personer fjernet fra deres pensum er rigtigt nok et seperat "issue" end de såkaldte "trigger warnings". Hvis man har PTSD, skal man behandles hos en psykiater. Det er ikke en "behandling" eller endda en gavn, at man kan blive forberedt på at læse særlige ord eller beskrivelser, eller endda se videoer, der beskriver begivenheder magen til ens traume. "Trigger warnings" er måske snarere problematiske end de er gavnlige:
https://www.psychologytoday.com/us/blog/talking-about-men/201703/trigger...
Selvom jeg godt kan forstå at man kalder de amerikanske studerende, der går ind for f.eks trigger warnings, nedbrydning af statuer på campus af historiske personer der har været racister, eller sletning af udvalgte dele af pensum for "venstreorienterede" - særligt i sammenligning med det øvrige amerikanske politiske spektrum, kan jeg ikke se hvad der gør dem venstreorienterede. De er identitetspolitiske unge fra primært fra den hvide middel og øvre middelklasse. Identitetspolitik er ikke social, men ultra-individualistisk. De erklærer desuden særlige racer af mennesker for at være offerracer, og den hvide race til at være en herskerrace, der for de flestes vedkommende ikke er bevidste om deres "privilegier". Den slags bastante og kategoriske racialisering af klassekonflikt er simpelthen virkelighedsfjern. Race, især i USA, ER et element, helt klart. Men privilegiet er ikke kategorisk "hvidt". Sorte er i højere grad del af en underklasse, men det er ikke deres "sorthed" der gør dem til underklasse. At italesættelse det sådan er at anerkende det racistiske præmis om at sorte "naturligt" set, hører til i bunden af samfundet.
Racialisering i sig selv knytter sig ganske enkelt for tæt op af racismens egne præmisser: At der findes menneske-racer, som der findes dyreracer, og at disse kan inddeles i et "naturligt" hieraki. Hvis både en nazist eller KKK'er og nogle af disse typer der taler om "white privilege", ser de hvidhudede som en menneskerace i toppen af hierakiet og mørkhudede som racerne i bunden, så er de både italesættere af en racistisk indordning af mennesker. Eneste forskel er at den ene part føler skyld over det.
Jeg giver dig dog ret i at debatten, især når jeg følger den blandt amerikanere, er forgiftet. Den amerikanske højrefløj er f.eks. mere og mere opsat på, at post-modernistiske teorier er "marxistiske" og samfundsundergravende og at samfundsvidenskaberne og humaniora slet ikke har noget at gøre på de amerikanske universiteter. Hvad jo er akkurat ligeså anti-akademisk og ytringsfrihedshadende, som de anklager de "venstreorienterede" for at være. Man skal også forholde sig til, at de mere ekstreme progressive, såkaldt "Social Justice Warriors" jo ikke udgør et numerisk overtal - de er snarere en meget højlydt og mobiliserende identitetspolitisk minoritet.
@Bjørn Pedersen: Jeg tror det er meget, meget for frisk at erklære at racisme i USA (og for den sags skyld i Danmark) er en mere eller mindre irrelevant distraktion fra den *rigtige* klassekonflikt, som vi ville kunne koncentrere os om hvis bare vi lod som om race ikke er en ting. For uanset at det biologiske grundlag for racekategorierne ganske rigtigt er ret mudret, så er racerne i allerhøjeste grad virkelige og relevante *sociale* kategorier. Og så længe der handles og undertrykkes på baggrund af de sociale kategorier, så er de virkelige nok i *den* forstand. Racister holder ikke op med at undertrykke fordi de undertrykte lader som om kategorien ikke findes.
Og meget af de sorte og latinoernes underklasse-tilhørsforhold kommer af både en arv fra historisk race-diskrimination og desværre meget virkelig og nutidig race-diskrimination. Så sent som i finanskrisen i nullerne kom det frem at adskillige store banker havde haft praksis for at give dårligere lånevilkår og behandle udsættelser mere aggressivt på baggrund af race-kategorisering. Og f. eks. fandt den føderale undersøgelse af politi-praksis i Ferguson (på baggrund af race-uroligheder) at det havde været en del af kommunens budget-politik at systematisk udskrive bøder til sorte borgere på tyndt grundlag. Det er bare noget af det der er foregået (og foregår!) i USA pt. Racisme er meget virkeligt, har massive konsekvenser og er vel værd at bekæmpe. Det skal selvfølgelig ikke ske på bekostning af klasse-spørgsmål, for som du siger, hænger tingene sammen. Men det er virkelig ikke bare i nærheden af et rimeligt krav at folk, hvide eller ej, skal finde sig i eller nedprioritere racisme.
Det med at flere problemer eksisterer samtidig og spiller sammen er sjovt nok også en del af pointen i "intersectionalism", som er vældig populært blandt de såkaldte SJWs.
@Troels Ken Pedersen
Jeg siger ikke at race eller endda racisme, er irrelevant ift. klassekonflikt i USA (racisme er i DK er tilgengæld begrænset. Xenofobi, kulturchauvanisme, og nationalisme er i familie med, men ikke lig racisme. Race er noget man ikke vælger. ). Race er et fænomen i USA, forbi etnicitet i USA ligestilles med race. I Danmark er "hvid" og "sort" ikke en etnicitet, det er den i USA. Og når der er mere fattigdom blandt sorte i USA, af historiske årsager der bl.a. er relateret til racisme (Jim Crow i Syden frem til 1960'erne, f.eks), men også mere indirekte til nyere tids politik om at bistandsmodtagere ikke må være samboende som splitter familier ad og som har ramt sorte familier hårdest, så er der også et race-element i diskussionen om klassekonflikt i USA.
At racisme eksisterer i USA er naturligt nok når det blandt alle politiske lejre, måske endda kulturelt set, betragtes som legitimt at racialisere. At racisme eksisterer er ikke et argument, der gør konceptet om "hvid privilegier" til en social virkelighed. Racismen består i at f.eks. banker automatisk associerer sorte med en lavere samfundsklasse, med "welfare queens". Men hvide langtidsledige, de hvide hjemløse, "white trailer trash" redneck får jo næppe meget mere ud af et møde med en veltalende, skjorte og slipsbærende funktionær der taler CNN-amerikansk. Der er racisme, men det er en racisme hvor "beviset" for underlegenhed er at man tilhører en særlig socioøkonomisk klasse. Hvor sorte der får uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig succes, der ikke involverer sport eller underholdningsindustrien, endda af deres egne bliver anklaget for at "opføre sig som hvide".
Det er altså ikke eksistens af racisme og racialisering i USA jeg anfægter, selvom jeg dog vil påpege at racisme i den klassiske forstand har langt mindre politisk magt selv i nutidens USA. Race er en social konstruktion, og ja, jeg ved at det udtryk ikke er lig at noget er "falsk. Men man kan vælge af bekæmpe eller dekonstruere visse sociale konstruktioner eller man kan vælge at bibeholde og videreføre dem - samtidig med at man er bevidst om dets eksistens. Hele diskursen om den "hvide mands privilegie" er et eksempel på en videreførsel af racismens hierakiske verdensanskuelse, blot tilført at den hvide mand bør være mere "bevidst" om og vise mere skyld over at være overlegen.
@Bjørn Pedersen: Mange udmærkede pointer. Dog et par ting, fordi det ikke behøver at gøres mere kompliceret end det er. "White privilege" er i virkeligheden utrolig simpelt. Racistisk undertrykkelse er et virkeligt fænomen, som altovervejende og strukturelt skader sorte, latinoer og indianere. "White privilege" er hverken mere eller mindre end den fordel det er IKKE at være mål for strukturel, racistisk undertrykkelse. Det betyder ikke at man ikke har alle mulige andre problemer, men lige DE problemer.
Du har sådan set ret i at den klassiske racisme fylder langt mindre i DK (ikke ingenting, forsikrer mørklødede venner mig om, men mindre), og at vi i stedet kører på etno/kultur-chauvinisme, som har overtaget mange af nisserne fra den klassiske racisme men bare pakket dem lidt om.
@Troels Ken Pedersen
Mit problem med begrebet white privilege er primært overhovedet at vælge ordet "privilegie". Hvis du kaldte en sort mand i USA's Syden, under Jim Crow, for "privilegeret" fordi han i det mindste ikke var slave, hvordan tror du han ville tage det? For den sags skyld, hvor "privilegeret" er de sorte i Ferguson, sammenlignet med dem der levede under Jim Crow? Så har man på forhånd erklæret at man ikke skal tages seriøs som "forsker", når man vælger et så følelsbetonet ord , der intet har med ordbogens definition på ordet at gøre. Hvor "privilegeret" er en døende tigger i USA's vinterkulde, alene fordi han er hvid? Det er ikke blot et usaglig prædikat, men ignorant overklasse-arrogance. Jeg voksede selv op fattig som barn, med trusler om at myndighederne tog forældremyndigheden fra min mor, fordi hun af og til ikke havde råd til tøj til mig og mine brødre. Jeg kan ikke blot forstå, men sympatiserer af hele mit hjerte med den amerikanske arbejder, der stemte på Trump fordi han ikke kan se sig selv i prædikatet "privilegeret" fordi en eller anden overklasse-snob med en pseudo-akademisk bachelorgrad, der som en anden Erasmus Montanus har læst et par sider af Foucault og ikke fatter hvad ordet "privilegie" betyder. Jeg er ikke enig med den amerikanske arbejder og arbejdsløses der valgte Trump, Trump er intet andet end en manipulator, der også kynisk udnytter arbejderklassen, men i det mindste er der nogen der bare lader som om de tager en ignoreret underklasse seriøst. Jeg kan sagtens forstå deres vrede, fordi den er helt igennem legitim.
Desuden er der det faglige problem i prædikatet white privilge, at det jo ikke engang kan kaldes universelt i USA. Der findes lokalsamfund i USA hvor en racistisk struktur ikke eksisterer, lokalsamfund hvor de forskellie amerikanske etniske grupper har vænnet sig så meget til hinanden, at de racistiske strukturer der kan gøre sig gældende i f.eks underholdningsindustrien, ikke er en del af dagligdagen. Det er deri italesættelsen om det "hvide privilegie" og det "sorte underprivilegie" er problematisk - selv hvis man ignorerer det tåbelige og provokerende valg af ordet "privilegie". Racisme gavner nok hvide i lokalsamfund, eller hvide der ikke ser "skumle og fattige" ud, hvis politi, politikere, og retssystemet har racialiserede fordomme, men USA er jo ikke alene bestående af den slags mennesker.
De historiske sammenligninger holder ikke. "privilege" i den anvendte forstand handler om forskelle LIGE NU. Og selv om en døende hvid tigger åbenlyst er i en rædsom situation, så har vedkommende stadig marginalt bedre chancer for at få hjælp end en tilsvarende sort, døende tigger. Og de racemæssige skævheder er bagt ind i så store dele af kulturen (hvem der opfattes som trusler f. eks.) og straffesystemet (hvor den hårdere behandling af latinoer, sorte & indianere er massiv, også når man korrigerer for socioøkonomisk status) at det ikke giver mening at betragte racisme som lokale, afgrænsede problemer.
Dermed er jeg ikke ude i at alle hvide er skyldige, og jeg er for så vidt pænt ligeglad med skyldsspørgsmålet, jeg er ude i at store grupper af mennesker har konstatérbart dårligere odds på en lang række områder -- uanset at en del af dem ligger i den pæne ende af statistikken. Dét er virkelige problemer, som det er værd at gøre noget ved, og som det er værd at have et sprog for.
"Privilege" udspringer af akademisk analyse, jovist, men det beskriver skævheder som er langt bredere end som så, og som langt bredere kredse end de forkætrede "venstreorienterede studerende" er involveret i at prøve på at gøre noget ved.
@Troels Ken Pedersen
Det er underordnet at der blot er forskelle, forskelle er ikke lig privilegier og min historiske sammenligning var for at forklare at det at kalde nogle for "privilegeret" ikke bare skal tages for et neutralt ord, og at det faktisk har en betydning der ikke betyder "heldig". Hvis Jay-Z går ind i en forretning i New York vil han jo blive behandlet væsentlig bedre end en hvid tigger i pjaltet tøj. At påstå at tiggeren så "bare er priviligeret" i anden henseende, er jo ligegyldig, når den henseende ikke giver ham noget som helst privilegie eller strukturel fordel i det samfund han og Jay-Z deler. Jay-Z er en mange-millionær, der er genkendelig af næsten enhver amerikaner over en en vis alder. At han er sort, er hverken et under-privilegie eller et privilegie. Hans penge og institutionelle magt i en underholdningsindustri er, derimod. Tiggeren har intet privilegie i forhold til ham, og derfor intet privilegie overhovedet.
Det er tale om et ord, der intet har at gøre i samfundsvidenskaben med mindre det beskriver reelle privilegier. Underbevidste racefordomme mod sorte og "hispanics" blandt visse amerikanere, er ikke de hvides "privilegie". Vi kan tale privilegier når lovene sort på hvidt diskriminerer og sort på hvidt giver racemæssige fordele til hvide, Jim Crow og negerslaveri var helt klart white man's privilege. Ellers er der tale om fordomme. At der findes fordomme i en given lokalitet, gør ikke disse fordomme "strukturelle" for alle lokaliteter i et land. Fordomme i Hollywood, er ikke fordomme i en lille by i Louisiana. Strukturer findes naturligvis kun der hvor man anerkender disse strukturers *gyldighed*, og at tro at det skulle være homogent i hele USA, er jo uholdbart. At der findes fordomme blandt hvide mod ikke-hvide i USA, gør ikke fordomme til en "racistisk struktur" begået af hvide mennesker, der dækker alle hvide og alle lokalsamfund i USA. "Hvidhed" i USA har ændret karakter mange gange. Irerene har ikke altid været hvide, heller ej polakker og italienere (der var et væsentlig anti-katolsk "WASP" bias islæt knyttet dertil), arabere bliver stadigvæk betragtet som hvide ifølge de officielle racekategorier. Samfundsteorier, der hverken tager udgangspunkt i historien, og ikke kan bruges i fremtiden, har heller ingen praktisk anvendelse i nutiden. De sorte i USA har brug for respekt og selvrespekt, stolthed og muligheder og at staten kke straffer enlige mødre og nedbryder de sorte amerikaneres familiestrukturer. Og de har brug for det, fordi det også er hvad alle andre mennesker har brug for.
De har ikke brug for Erasmus Montanusser, med et barns forståelse for hvad kulturkritik indebærer, til at erklære at sortes problem er at de hvide bare ikke er introspektive nok. Som en hvid mands sol til den sorte mands Jord.
Og som sagt, de "forkætrede" studerende fremstå ikke særligt venstreorienterede. De er super-individualistiske indentitetspolitiske narcisister der lever i deres urbane bobler og læser urbane bobbel-nyheder:
https://www.politico.com/magazine/story/2017/04/25/media-bubble-real-jou...
(Jeg håber i øvrigt ikke jeg forekommer alt for aggressiv, Troels. Det her et emne jeg er lidt passioneret omkring. Det er en fornøjelse at diskutere emnet med nogen, der både kender det og kan forholde sig så kritisk til mine egne punkter, at jeg tvinger mig selv til at redigere igen og igen inden jeg trykker "send kommentar". :-) )
@Bjørn Pedersen: En interessant og som du siger ganske passioneret diskussion -- også et emne som jeg har ganske stærke meninger om. Jeg tvivler dog på at vi når til enighed og der er en del andre ting som gerne vil have at jeg gør dem. Så jeg siger tak for nu og over and out.
Tolerance fordrer at man udholder meget man ikke bryder sig om, fx hadsk tale fra mennesker der er tilknyttet en eller anden institution. Man skal vide at de også kan tænke sådan, have mulighed for at modsige det, undersøge det osv.
Men selv ikke en videnskabelig tolerance fordrer at man accepterer institutionel diskrimination. Heller ikke for at undersøge frit og åbent, søge erkendelser og udfordre sine grundantagelser.
Institutionel diskrimination er strukturel, indbygget i institutionens måde at fungere på, uanset enkeltpersoners meninger, og den må simpelthen ikke være der. Med mindre det er bevidst valgt og sagligt begrundet.