Læsetid: 11 min.

Mit blik vandrer mellem det nære og fjerne i tid og rum. Lige indtil jeg ikke kan mere.

I dette uddrag fra essaysamlingen Stræk tiden fortæller Victor Boy Lindholm om at cykle gennem den tyske historie langs det jerntæppe, der ikke længere deler Europa
11. maj 2018

Jeg er født i de håbefulde år efter genforeningen af Europa. Jeg er født i de år, hvor der reelt set var håb. Vi troede på et nyt Europa forenet under et flag. Vi troede på unionen, at den kunne bære drømmen om samhørighed. Vi troede på, at Kants evige fred var blevet virkelighed, at vi levede der på kanten af historien med ro på kontinentet. Det er denne optimisme, som Iron Curtain Trail er et produkt af. En tro på, at Europa hører sammen. En tro på, at vi skal huske vores fælles historie og være sammen om at værne om den. Jeg interviewede grundlæggeren Michael Cramer, der sagde: "Europæisk identitet, det er vores historie. Det er, som Humboldt sagde: Kun dem, som kender fortiden, kender fremtiden." En smuk paneuropæisk idé, der desværre er under voldsomt pres.

Den evige fred er langt væk. Sammenhængskraften i EU har sjældent været svagere, og de europæiske storbyer har ikke siden 70’erne oplevet så heftige angreb på deres civilbefolkning. Jeg cyklede ned igennem Tyskland for at tænke, for at forstå, hvorfor det er, at vi skal være forenede og ikke blot gå hver til sit igen? Det er så nemt, det er så nemt at give op.

Jeg cykler fra Centralstationen igennem Malmøs tomme havneområde. Store siloer skyder op langs veje med store skilte, der lyser vejen op for mig. Jeg har taget toget fra København. For første gang oplevede jeg den omstridte kontrol. Det var helt fint. Det var ikke dramatisk. Endnu en umærkbar ændring af retsstaten. En meget venlig, meget lyshåret mand tjekkede vores pas. Han sendte flinke smil til alle. Tingene ændrer sig. Som på denne tur. Jeg skal cykle for at se tiden ændre sig. Jeg skal cykle på Iron Curtain Trail. En rute, der for bare 26 år siden havde været fuldstændig umulig. Nu kan jeg smile til de tomme vagttårne langs ruten.

I ventehallen til færgen går langturschaufførerne rundt. De drikker kaffe fra automaterne. Der bliver talt en blanding mellem tysk og svensk. Chaufførerne hilser hjerteligt på hinanden. En har træsko på, tre har meget langt hår i nakken. De har alle sammen ørering. Men kun i venstre øre. Vi viser vores pas igen.

Bag skranken sidder der forbavsende mange mennesker. De laver sjov med folk. Hvis folk ikke ser etnisk svenske ud, tjekker de deres pas endnu en gang, mens de lægger en mistænkelig mine an. De griner også i kor, da en af dem siger "merry christmas" til en tyrkisk mand.

Jeg bliver kørt til færgen i en shuttlebus. Vi står syv mand klemt sammen i elevatoren. Alle har dybe rynker i ansigtet, alle lugter af røg. Cirka halvdelen har pletter på deres bukser, cirka halvdelen har pletter på deres t-shirts.

Skibet er meget stort. Det har tre dæk med kahytter. Min kahyt er brun. Alt er brunt. Der er en sofa, en seng, et stort badeværelse og udsigt udover det mørke Øresund. På det øverste dæk ligger baren, der er opdelt i to sektioner. Der er Trucker’s Lounge, som jeg forestiller mig skal være et slags frirum for langturschaufførerne, men der er helt tomt. Der er ikke andre passagerer end lastbilschauffører, så de sidder alle i den anden afdeling, den bordeauxfarvede Mare Baltikum Bar. Her bliver der serveret vin fra en ti-liters dunk til to euro glasset. Bordene er adskilt af små halve trævægge, der på toppen er dekoreret med en art plastik, hvori der er blevet støbt små plastikfisk. Mare Baltikum. En del mænd sidder alene. Alle med dagens tilbud foran sig. To øl for fem euro. Jeg venter hele tiden på, at der kommer nogen og sætter sig hos dem. Det sker selvfølgelig ikke. Jeg køber et glas vin, der bliver fyldt så meget, at der er overfladespænding på glasset. To euro. Så går jeg i seng.

Jeg bliver vækket af skibsalarmen, der er gået. Den er så høj, at mine trommehinder vibrerer smertefuldt. Jeg løber ud i receptionen, hvor alle folk har samlet sig. Ingen ved, hvad der foregår. Så lyder det i højtalerne, at der er brand på skibet. Der er en gal stemning. Et hold brandmænd kommer løbende, og vi bliver sendt op i restauranten. Folk begynder at bestille alkohol, mens det brænder et sted under os. De bliver fulde. Jeg når at tænke, er det nu, er det det her, er det bare at drukne sammen med 200 fulde lastbilschauffører? Så lyder det i højtalerne, at branden er slukket. At vi må gå tilbage til kahytterne og sove. Så var det bare det.

Jeg ruller ud af skibet. Det er gråt, og luften er tung af regn. Jeg ruller ud blandt lastbilerne, der svinger frem og tilbage mellem banerne. Havneområdet er stort og uoverskueligt. Jeg bliver klemt mellem lastbilerne. De aner ikke, at jeg er her. Mine lunger brænder af dieseludstødning, men jeg kommer forbi, og vejene åbner sig.

I et kort øjeblik går alt godt. Så punkterer jeg. Så punkterer jeg igen. Og igen. Jeg punkterer fem gange inden dagen overhovedet er kommet i gang. Jeg kører stadig langs kysten. Klokken er halv ni, og jeg føler mig fortabt. Jeg pumper dækket en sidste gang. Jeg er kommet til at sno slangen i dækket. Dækket får en bule, og rystelserne mærkes op igennem hænderne, men der er luft i slangen. Nu er jeg klar. Nu er det videre. Vejret er omskifteligt. Der er byger og solskin. Vinden er kraftig og kold, men benene er friske, og jeg passerer igennem det flade nordtyske landskab. På et tidspunkt ser jeg fem strudse stå på en mark.

Dagene er mærkelige. Jeg cykler langs de gamle saltveje ved Lübeck-Elbekanalen. Det er små bagveje igennem små landsbyer, der ser lukkede og slukkede ud. Der er skodder for vinduerne, og det eneste liv, jeg ser, er unge mennesker på store traktorer, der drøner forbi mig. Jeg passerer mindestenen for Michael Gartenschläger, der blev dræbt den første maj 1976. 17 år gammel blev han i 1961 fængslet i DDR for sin deltagelse i antimurprotester, for at blive købt fri af Vesttyskland i 1971 og skudt af østtyske grænsevagter, da han var på vej over hegnet for at sabotere en SM70-mine.

En slags selvaffyrende maskine, der sendte skarpe genstande efter enhver, der bevægede sig ind i grænsezonen. Stenen står midt i en smuk og rolig granskov. Der er ingen spor efter hegnet. Det er kun stenen, der husker os på Michael Gartenschläger.

Jeg cykler ind i Lauenburg efter 122 kilometer. En gammel by, der ligger på et plateau med udsigt udover Elben. Barbarossa, Bernhard af Askanien, Bismarck og Valdemar den Storehar været her, og i cykelhistorien spiller den også en vigtig rolle. Under Den Kolde Krig var det den eneste grænseovergang, der ikke lå ved motorvejen. Fra Lauenburg blev der arrangeret cykelture ind i DDR, hvor man fra klokken fem om morgenen til midnat kunne cykle frit rundt i Østtyskland. Jeg føler egentlig, at jeg kunne blive ved med at cykle. Det er ikke mine ben, der er ødelagte. Min hjerne har brug for en pause. Ikke mere vind i ansigtet, ikke mere støj for ørerne. Ro, jeg må have ro.

Jeg går en tur i byen og ser udover det tidligere Østtyskland, der ligger som et helt fladt delta i tusmørket. Elben løber rolig og udramatiskunder mig, og i det fjerne glimter Berlins Fernsehturm. Det er et komplekst billede. Elben markerede grænsen mellem de to tidligere stater. Men hegnet er væk. Det er det eneste, der har ændret sig i Lauenburg. Den er gammel og fyldt med historie. Jeg kan se Berlin blinke i baggrunden. Metropolen. Fremskridtet. På tågede dage, da jeg boede i Berlin, kunne jeg knapt se toppen af tårnet. Nu står jeg her og stirrer flere hundrede kilometer væk på den selv samme antenne. Det er som guidebogen til Iron Curtain Trail siger: "To experience history on the go." Mit blik vandrer mellem det nære og fjerne i tid og rum. Lige indtil jeg ikke kan mere. Jeg går ind på mit hotel, læser Peter Handke og indtager en stor schnitzel i det helt brune lokale. Alene og træt.

Jeg sidder ved morgenbordet. Restauranten er tom. Jeg går på Facebook, og jeg læser, at en af mine venner er død i nat. Jeg har ikke set ham i nogle måneder, men nu er han død. Jeg kigger ud over landskabet, hvor luften er tung og uklar af fugt. I det fjerne kan jeg se en af de gamle grænsebroer. Blå og rød lyser den op mod horisonten. Det sidste, jeg gjorde sammen med min ven var at ryge en cigaret. Det var i efteråret. Jeg var på vej til tatovøren, og jeg mødte ham på et gadehjørne. Så stod vi der og lod et øjeblik gå, mens vi snakkede om den tid, der var gået, siden vi sidst havde set hinanden. Det var vores allersidste handling sammen. At snakke om tiden. Nu er han død. Min krop er tom og ufølsom, den reagerer overfladisk. Det er sådan, jeg har det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kigger igen ud ad vinduet. Blodet dunker i min krop, jeg kan mærke, hvordan adrenalinen pumper. Jeg kan ikke forstå det, at tiden er gået, at min vens tid er forbi. Min krop trækker sig sammen om sig selv, den beskytter sig. Jeg rejser mig og går ud til min cykel. Jeg sætter mig op på den, og benene begynder at bevæge sig, mens tankerne forsvinder.

I journalisten Herbie Sykes’ The Race Against The Stasi fortæller han historien om Fredsløbet. Et etapeløb med ikke færre end fire danske vindere. Løbet var Sovjetunionens svar på Tour de France. Den store forskel var dog, at det i de første mange år kun var rene amatører, der deltog i løbet. Hvor Tour de France var centreret omkring en kommerciel interesse, var Fredsløbet fokuseret på det politiske og samlende i cykelløb. Fra DDRs side var det en måde at skabe en nation rundt om det nye Tyskland. En anden stor forskel var også, at det ikke var den gule trøje, der var den mest prestigefyldte, nej, her var det holdprisen, der tog al opmærksomheden. Den repræsenterede alle de rigtige kommunistiske ideer: enhed, et forenet mål og selvopofrelse.

Det var en sportsbegivenhed, der under den kolde krig samlede millioner af tilskuere, og hvis vindere i ry og status kunne måle sig med legender som Fausto Coppi og Eddy Merckx. I bogen interviewer Sykes hovedsageligt den gamle cykelstjerne fra 60’erne Dieter Wiedermann. I øst var han berømt, i vest blot en af rytterne på de sorthvide film, der viser briten Tom Simpsons dødskamp på Mont Ventoux. Fredsløbet var typisk kun 14 dage langt, og jeg er flere gange krydset ind og ud på de gamle etaper. De må havde været hårde. En stor del er brosten og hullet asfalt. Da der blev taget initiativ til løbet, var det for at knytte de tre hovedstæder Berlin, Prag og Warszawa tættere sammen. Der var i efter krigstidens første år store stridigheder, fordi især Polen ikke ville acceptere at være i union med tyskerne, derfor fandt en flok sportsjournalister på løbet. Det er sådan nogle ting, jeg opdager, mens jeg cykler rundt her, og som sætter virkelighed til Michael Cramers ord om Europas fremtid: "Vi lærer lige nu, at fred ikke er for evigt. Vi er i gang med at genopbygge det gamle jerntæppe. Se hvad der sker i Ungarn. Fortiden er meget vigtig. Vi kan stadig nå at ændre det der sker nu."

Tid. Jeg kan ikke se. Jeg kan ikke forstå. Jeg kan ikke acceptere, at min ven er død nu. På den samme måde kan man ikke se, og slet ikke forstå, at langs denne rute, jeg cykler i dag, var Tyskland delt i to. Kun et enkelt ensomt vagttårn minder mig om det. Tårnet står næsten helt tilfældigt, smidt på hjørnet af en afkørsel til en hovedvej. En familie har slået sig ned ved siden af i et rødt hus, hvor taget er dækket med solceller. Så står historien der og gaber af mig. Er det det? Er det virkelig det, jeg er kommet for? At se tiden gå.

I en anden lille landsby har en husejer bygget sin grund rundt om et tårn, malet det lyserødt og ladet planter vokse op ad murene. Det er i landsbyen Rüterberg. Her bor et par hundredemennesker, alligevel hed byen indtil 2004 landsbyrepublikken Rüterberg. Byen har en mærkværdig historie. Da grænsen mellem Øst- og Vesttyskland blev trukket, måtte beboerne i den lille by flygte. I løbet af årene blev grænsezonenudvidet, for i 1967 at omkranse landsbyen helt. Befolkningen var altså spærret inde. Året før murens fald blev et endnu kraftigere hegn installeret, og det gjorde beboerne rasende. De samlede sig under Hans Rasenberger, der udråbte landsbyrepublikken Rüterberg. Historiens tilfældighed gjorde, at dagen efter, at bystyret var blevet udråbt, faldt muren. Alligevel forblev landsbyen selvstændig indtil 2004. Her leves der med historien helt inde på livet. Og så igen. Der leves ikke rigtig. Jeg har ikke set nogen børn hele dagen. Der er store bindingsværkshuse i imponerende tre etager med udskårne drager, katte og hunde på toppen, men ingen børn. Kun gamle mennesker. Historien findes her, men måske ikke fremtiden.

Min krop er overraskende tilstedeværende. Så længe jeg fylder chokolade og cola i kroppen, har jeg intet at bekymre mig om. Så længe jeg fylder energi i kroppen, spærrer den for tankerne. Jeg træder igennem, jeg træder alt, hvad jeg kan for at holde sorgen fra at komme frem. Det er ikke sket. Med hvert perfekt runde tråd, med den perfekte modstand i pedalerne kan jeg presse tankerne væk fra bevidstheden. Det er ikke sket. Det er ikke sket. Dagen går. Her er stadig fladt og blæsende. Jeg ankommer efter 120 kilometer til den lille by Vietze, hvor det eneste rigtig interessante er det gamle slaviske fort, der ligger lidt uden for byen, og hvor en familie driver en restaurant. De fortæller mig, at familien kom hertil i 20’erne. De går meget op i økologi og laver deres pølser selv. Jeg får en stor currywurst og en til og en til. Så går jeg hjem igennem den mørke skov, hvor tårerne endelig kommer. Tiden er gået, min ven er død i nat.

Teksten er et uddrag af ét af fire essays i Victor Boy Lindholms bog Stræk tiden – Essays på cykel og har tidligere været udgivet i magasinet Atlas.

iVerden maj 2018

Flyindustrien har gjort global bevægelighed mulig for flere end nogensinde før, Men transportformen bidrager enormt til CO2-forureningen – væsentligt mere end tog, busser og biler.

I forårsudgaven af iVerden fortæller vi derfor om alternativerne til den forurenende flyrejse til den anden side af Jorden. Fra en cykeltur igennem det historiske Tyskland over ture til ishockey-aktuelle Herning og det politiske Sverige til en rejse til fortiden i Sagnlandet Lejre. Alle sammen steder, man kan nå uden at gå om bord i en flyvemaskine.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu