Læsetid: 9 min.

Vi får at vide, at ferielykken ligger for enden af en lang flyrejse. Det holder ikke

Dels fordi planeten ikke kan tåle det, dels fordi det ikke handler om afstand, men om nærhed, hvis ferien skal bringe lykke
At vælge flyrejser fra i klimaets navn er svært, fordi det går imod vores lyst og vores drømme. Så vi konstruerer nogle forklaringer, der kan legitimere rejsen som for eksempel: Jeg bør besøge de smeltende isfjelde i Grønland, fordi det har relevans for mit arbejde som klimajournalist. Det holder bare ikke rigtig.

At vælge flyrejser fra i klimaets navn er svært, fordi det går imod vores lyst og vores drømme. Så vi konstruerer nogle forklaringer, der kan legitimere rejsen som for eksempel: Jeg bør besøge de smeltende isfjelde i Grønland, fordi det har relevans for mit arbejde som klimajournalist. Det holder bare ikke rigtig.

Niels Husted

11. maj 2018

»Vil du ikke skrive en artikel om flyrejser og klima til vores rejsetillæg om bæredygtig ferie?«

Det var den venlige redaktør, der spurgte, og man kom til at sige ja. Så nu fanger bordet. I et tillæg, der garanteret flyder over med annoncer for flybaserede rejsemål, skal der forklares og argumenteres for, hvorfor det at flyve er noget nær det mest syndige, man som privatperson og forbruger kan gøre i forhold til den globale opvarmning og klimaforandringerne.

Man bliver dermed tvunget ind i det besværlige felt, hvor man skal fortælle folk, at det, de foretager sig, undergraver deres børn og børnebørns livsvilkår. Og ikke nok med det. Man bliver også nødt til at forholde sig til sit eget syndefald. Hvordan skal man tale moral – klimaanstændig adfærd – når man ikke selv lever op til budskabet?

»Stop med at prædike, din hykler,« skrev adfærdsrådgiveren Morten Münster for nylig i en femspaltet overskrift på forsiden af Politikens debatsektion. Han borede kniven ind dér, hvor det gør allermest ondt.

»Imens du sidder med det ene ben i en ophedet rødvinsdiskussion og argumenterer for økologisk landbrug og karklude uden mikroplast, er dit andet ben på vej ind i kabinen på en Boeing 747, der skal tage dig til Monets have for at studere impressionismen og misse lidt mod forårssolen.«

Den sad. Godt nok har jeg ikke besøgt Monets have, men jeg har et par gange taget en flyver til det forårsgrønne Paris og der set Claude Monets vidunderlige åkandebilleder på Musee de l’Orangerie i Jardin des Tuileries.

Morten Münster beskriver, hvordan vi forsøger at opløse den indre konflikt ved at efterrationalisere: Jo, ganske vist flyver man for meget, men man gør samtidig en hel del godt for miljøet. Personligt kunne jeg fremføre, at jeg ikke har bil, at jeg er medejer af en vindmølle, at jeg har nedsat mit kødforbrug, at jeg dyrker (ynkeligt små) økologiske porrer og grønkål i haven.

Men efterrationaliseringen fjerner ikke modsætningen. Den udstiller i stedet ens »ureflekterede hykleri«, skriver Münster.

Så hvad er adfærdsrådgiverens råd? Det er »at være stille. Helt stille«. Altså at holde sin mund og lade være med at indlade sig på hyklerisk prædiken.

Som om det skulle hjælpe på noget. Bortset fra måske den gode stemning under rødvinsdiskussionerne. Som om problemet forsvinder, fordi vi ikke taler om det.

Selvangivelsen

Tavshed er ikke vejen frem. Så lad mig først tale ud. Her er min selvangivelse: I januar sidste år tog jeg med fly til det solbeskinnede Madeira midt i Atlanterhavet og nød de mest vidunderlige vandreture i de grønne bjerge. Året før fløj jeg til Grønland og besøgte flere isfjorde, hvor indlandsisen via gletsjerne kastede enorme iskolosser af sig i forceret tempo på grund af opvarmningen. Undergangen, iagttaget i skjorteærmer, var ubegribeligt smuk.

Sammenlagt har jeg i mit voksne liv besøgt 30-40 lande, i de fleste tilfælde med fly og langt fra altid på min arbejdsgivers foranledning.

Sådan noget skal man ikke gøre. Ingen transportform er så skadelig for klimaet som flyrejsen. Det handler ikke kun om CO2-udledning, det handler også om flyenes udledning af vanddamp og af kvælstofforbindelser – det hele bidrager til den drivhuseffekt, der varmer atmosfæren op og bringer klimaet ud af balance.

Man kan finde mange forskellige opgørelser, der sammenligner de forskellige transportformers klimabelastning i form af CO2. Det spiller en rolle for beregningerne, hvor mange der f.eks. sidder i bilen, toget eller flyveren. Det spiller en rolle, hvilken type bil der er tale om – firehjulstrækker, lille benzinøkonomisk bil osv. – og det spiller en rolle, om man flyver på økonomiklasse eller business.

CO2-regnskabet

En sammenligning fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) fortæller, at en flyrejse med gennemsnitlig passagerbelægning på flyet udleder mere end dobbelt så meget CO2 pr. person og kilometer som en bil med gennemsnitlig opfyldning, dvs. 1,5 personer. Kører man i stedet fire i bilen, bliver sammenligningen yderligere ugunstig for flyrejsen. Sammenlignes flyet med bus, er der tale om fire-fem gange så stor CO2-udledning pr. personkilometer ved flyrejsen som ved en rejse med en gennemsnitligt fyldt bus. Og holdes fly op mod tog, bliver flyrejsen næsten ni gange så klimabelastende som togturen.

Andre opgørelser fortæller f.eks., at man kan rejse 15-25 gange så langt med et moderne europæisk tog som med fly for den samme CO2-udledning.

Problemstillingen kan anskueliggøres på en anden måde:

Hvis Parisaftalens klimamål om ikke at overskride en global opvarmning på 1,5-2 grader skal nås, er der plads til en total CO2-udledning pr. verdensborger på i størrelsesorden to ton pr. år. En enkelt flyvetur mellem København og Aalborg koster en udledning på 0,1-0,2 ton CO2 pr. passager, dvs. fem-ti pct. af al den CO2, vi må udlede på et år. Flyver man i stedet til Bangkok og hjem igen, har man brugt en-tre gange den årlige kvote, afhængigt af hvordan man beregner det.

Eller det kan siges på en tredje måde: En flyrejse København-New York t/r koster mindst lige så meget CO2 som et helt års gennemsnitlig bilkørsel.

Så billedet er ubehagelig klart, og de fleste af os ved det godt. Ikke desto mindre flyver vi. Tilmed mere og mere.

»Antallet af flypassagerer i Europa og globalt er tredoblet siden 1990. Denne efterspørgsel ventes at vokse yderligere,« konstaterer EEA i rapporten Aviation and shipping – impacts on Europe's environment fra 2017.

»Den internationale organisation for lufttransport (IATA) vurderer, at det globale antal flyrejsende næsten vil være fordoblet i 2035, sammenlignet med 2016. For Europa skønnes vækstraten til 2,5 pct.«

Denne vækst indebærer ifølge EEA-rapporten, at verdens flåde af passagerfly næsten vil blive fordoblet de kommende 20 år.

Det går jo ikke.

Dilemmaet

Det er klart, at der – i hvert fald i teorien – er politiske svar på problemet. Lad være med at udbygge lufthavnene. Begræns antallet af fly. Sæt et skrapt loft over, hvor meget CO2 den danske eller europæiske flypark må udlede pr. år. Læg en klimaafgift på flyrejser (som svenskerne netop har gjort, bare højere).

Men den slags har lange udsigter og social slagside, og det udfrier os ikke af det personlige dilemma. Det dilemma, der forstærkes af, at vi bombarderes med budskaber om, at det både i arbejds- og fritidslivet gælder om at være mobile, effektive, globaliserede i vores adfærd. Samtidig med at vi lokkes med billeder og budskaber om lykken for enden af flyrejsen. Sågar den bæredygtige lykke som i absurde reklamer, der fortæller om ’fantastiske steder at rejse grønt og godt’ og opfordrer os til at tage langdistanceflyveren til f.eks. Vancouver i Canada, Cape Town i Sydafrika, Adelaide i Australien eller Portland i USA, fordi disse byer gør noget godt for miljøet på stedet.

Det bedste svar på klimaudfordringen ved flyrejser er: Lad være. Bliv på jorden.

Det er der folk, der gør. Den britiske miljøjournalist og -forfatter George Monbiot flyver mig bekendt ikke mere. Rob Hopkins, stifteren af det globale netværk af grønne omstillingsbyer, Transition Towns, gør det (næsten) ikke mere. Den fremtrædende britiske klimaforsker og medlem af FN’s klimapanel Kevin Anderson har ikke fløjet siden 2004.

»Jeg har kunnet undgå at flyve i mange år, fordi det, jeg laver, ikke er tilstrækkelig vigtigt til at retfærdiggøre udledningerne, og det gælder efter min mening næsten alle akademikere,« har Kevin Anderson fortalt i et interview.

»Hvis vi skal flyve, skal der være virkelig ekstraordinære og alvorlige begrundelser for det. Hvis ikke, bør vi blive hjemme og vælge en langsommere rejseform og arrangere et længere ophold.«

Nye fortællinger

Problemet for de fleste af os er, at vi tror, lykken – som vi jo leder efter livet igennem – ligger for enden af flyrejsen. Ved de blånende isbjerge i Grønland, på Balis hvide sandstrande, blandt bjergbønder i Nepal eller ved en rødternet dug på en romantisk restaurant på Manhattan.

At vælge det fra i klimaets navn er svært, fordi det går imod vores lyst og vores drømme. Det handler om pligt, om at give afkald på noget, og det er ikke særlig lokkende i en verden, der betoner, at du skal følge din lyst og leve dine drømme ud. Så vi konstruerer nogle forklaringer, der udvisker modsætningen, for eksempel: Jeg bør besøge de smeltende isfjelde i Grønland, fordi det har relevans for mit arbejde som klimajournalist.

Der er en række muligheder til dem, der gerne vil dulme samvittigheden på flyrejsen en smule: Køb CO2-kompensation – hos SAS eksempelvis 120 kr. for en Bangkok-flyvning t/r. Tjek, hvilke selskaber og flytyper der bruger mindst brændstof. Flyv direkte og uden mellemlandinger. Vælg fly med lidt benplads, fordi det afspejler, at man fylder flyet godt op.

Men det er råd, der næppe gør den store forskel, og som vi i øvrigt ofte ikke følger.

Det handler om noget andet. I stedet for at piske os selv med formaninger om, hvordan vi ikke bør holde ferie, skal vi øve os i at finde glæden ved ferieformer, der ikke undergraver den planet, vi gerne vil holde ferie og i det hele taget leve på. Vi skal, som bl.a. bioetikeren Mickey Gjerris har betonet, øve os på nye fortællinger om det gode liv. Det handler ikke om at ofre det gode liv, men om at opdage, at det gode liv har mange former. At se nye muligheder snarere end at fokusere på afsavn.

Længslen

Rigtig mange moderne mennesker længes efter at genopdage forbindelsen mellem sig selv og den natur, vi kommer af. Konkurrencesamfundets økonomiske spilleregler og teknologiske fremskridt har bragt os på afstand af naturen, og det gør ondt på vor egen indre natur, hvad enten vi erkender det som sådan eller blot mærker det som stress, tvang, magtesløshed, fremmedgørelse. At genfinde kontakten til naturen handler ikke om at opsøge det eksotiske, det fjerne, det vilde eller det mest storladne. Det handler om at komme tæt på i et organisk tempo.

Godt nok er der fedt på Madeira, men at hoppe med fly fra København og dertil på syv en halv time er en meget udvendig oplevelse i forhold til at tage den i kilometer næsten lige så lange rejse med toget til Jokkmokk i det nordligste Sverige og gennem næsten et døgn sanse landskabernes og lysets fantastiske vekslen i den svenske sommer. Kører man en del af turen med den gamle Indlandsbanen, kan man f.eks. opleve, at toget standser midt på strækningen og inviterer alle rejsende ud på en kort spadseretur i skoven for at kigge på et forladt bjørnehi.

Og man behøver selvfølgelig ikke tage toget til Lapland og midnatssolen for at genopdage forbindelsen til naturen, den ydre og den indre. At vække sanserne og kroppen kan gøres lige så godt og være lige så lykkebringende ved at cykle Isefjorden rundt, vandre på Hærvejen eller overnatte i et shelter på Amager.

Det er nærheden, det handler om. At mærke blodets rullen og musklernes ømhed. At beruses af fuglesangen eller ruskes af blæsten. At indsnuse duften af kaprifolier eller mærke jorden mellem fingrene. At lykkes med at tænde et bål eller fange en fisk. At besøge en gårdbutik og tale om vind og vejr, prisen og de lokale seværdigheder med bondemanden. At tage hyre på et af de store gamle sejlskibe, der giver saltvand i håret og hård hud på hænderne. At løfte ånden og stemmen på en højskoles sangkursus og f.eks. synge Grundtvigs Langt højere bjerge så vide på jord med verselinjen ’Ved jorden at blive, det tjener os bedst’.

Lykken kan såmænd være at ligge med enden i vejret og pusle om sine egne (små og ynkelige) porrer og grønkål.

Prøv selv at tænke efter, hvad der er dine bedste ferieminder. Hvad der vækker de smukkeste følelser og den største glæde i dig, når du tænker tilbage. Når jeg prøver, er det aldrig noget, der handler om afstanden. Det er noget, der handler om intensiteten, sanseligheden, kropsligheden, det menneskelige nærvær. Om at få øje på det forunderlige ved at være menneske og i live på denne lille planet. Det behøver man ikke flyve om på den anden side af Jorden for at opleve.

I år går sommerferien til Jylland og måske til en ø i den svenske skærgård.

P.S. Man kan aflægge Musée de l’Orangerie et virtuelt besøg og se Monets vidunderlige åkandemalerier på: www.musee-orangerie.fr/en/article/water-lilies-virtual-visit.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Arne Albatros Olsen
  • Christian Skoubye
  • Dorte Sørensen
  • Anne Schøtt
  • Søren Veje
  • Kurt Nielsen
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Ruth Gjesing
  • Frede Jørgensen
  • Dina Hald
  • Katrine Damm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Palle Yndal-Olsen
  • Torsten Jacobsen
Arne Albatros Olsen, Christian Skoubye, Dorte Sørensen, Anne Schøtt, Søren Veje, Kurt Nielsen, David Zennaro, Flemming Berger, Ruth Gjesing, Frede Jørgensen, Dina Hald, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Palle Yndal-Olsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Pedersen

Storm P skrev en gang:
Højt at flyve -
meget benzin.
Men som han osse pointerede:
Tomme tønder buldrer mest

Henrik Brøndum

"... skal der forklares og argumenteres for, hvorfor det at flyve er noget nær det mest syndige, man som privatperson og forbruger kan gøre ..."

Det er jo skræmmende læsning for en mand hvis yndlingstur går til Las Vegas, bl.a. for at min krop så kan vænne sig til den kommende globale opvarmning. Der er forrygende varmt i Nevada ørkenen det meste af året.

Men heldigvis ser jeg denne "Vælg fly med lidt benplads, fordi det afspejler, at man fylder flyet godt op." Så kan jeg vel bidrage ved at amputere mine ben, der for nuværende bidrager med en god bid af min bruttohøjde på 1,94 m? Som såkaldt torsorejsende, må der vel kunne skabes pres på flyselskaberne, for at tilbyde "low emission CO2" seats - hvor der slet ikke er nogen benplads? Og dermed er det ikke længere min synd, og jeg kan i stedet pege med mine trods alt tilbageværende fingre (der også gerne skal kunne holde en pokerhånd) af de gående?

Aksel Gasbjerg

Når man som højt-CO2-udledende dansker besøger den smeltende is i Arktis og Grønland er det sammenligneligt med pyromanen, der står og kikker på sin egen påsatte brand.

Christian Skoubye, Kirsten Lindemark, Bettina Jensen, Christian Nymark, søren ploug og L. Andersen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Vi er sgu alle ufrivillige pasagerer på Titanic, og det uanset om du sidder i et fly, i en bil , på en cykel eller bare på din flade røv, for politikerne vil ikke løfte en finger for for alvor at ændre rammerne for den levevis og de goder, som befolkningen er vænnet til og som de har fået at vide at de ikke kan leve uden, og som de nu betragter som en menneskeret.

Vores nuværende samfunds system er slet ikke gearet til at kunne foretage de forandringer.

Men nyd det så længe det varer, så længe der kommer vand ud af hanerne, strøm ud af ledningerne, mad i køleskabet og i supermarkederne og penge i banken.

Enjoy!

Lise Lotte Rahbek

Tak for artiklen, som meget befriende forsøger at undlade prædikener og gloriepudsning (hvor skadeligt og giftigt ER Brasso i grunden?)

Jeg læste forleden Lone Landmand være inde på det samme emner, og helt nøgternt erkende, at der kommer ingen og takker dig for at lade være at flyve. Der er ingen social begivenheds-fest ved at dyrke dine egne grøntsager. Der er ingen medalje-uddeling til de, som forsøger at leve et kemikaliefattigt liv og som tager toget istedet for at køre alene i 4hjulstrækker.
Glæden skal du selv finde. Den skal ikke nødvendigvis findes så langt væk.

Steen K Petersen, Christian Skoubye, Karin Hansen, Kirsten Lindemark, Dorte Sørensen, søren ploug, Thomas Jørgensen, David Zennaro, Anna Regine Irgens Bromann, Katrine Damm, Flemming Berger, Vibeke Hansen, Frede Jørgensen og Jonathan Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Og ikke et ord om de helt nødvendige forsøg med at finde andre, ikke-skadelige drivmidler til fly. Der eksperimenteres trods alt - man skulle tro, at en løsning med brint burde kunne findes.

Nike Forsander Lorentsen, David Zennaro og Kit Boye anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

194 cm! Det havde jeg ikke forestillet mig, Henrik Brøndum. Måske 170-75 cm. Men sådan kan man jo tage fejl.

Men så til rejserne.

Dem med fly er jeg gerne fri for. Alene ventetiden i lufthavnene. En del ældre flyver og farer. Jeg ved ikke, hvad de foretog sig. da de var yngre. For mit eget vedkommende er udlængslen taget af. Kirker, krukker, mønter, strande og fortovsrestauranter. Mer af det samme. CO2- "forbruget" er helt af sig selv dalet kraftigt.

For ca. 20 år siden talte jeg med en dengang noget ældre kvinde, som havde været i Californien på invitation fra sin familie. Af høflighed snarere end interesse spurgte jeg, om det havde været en god oplevelse, hvortil hun svarede: Jeg kunne lige så godt have set en film derfra!

Jeg har selv tænkt mig at nøjes med et virtuelt besøg ved åkanderne. Tak for hintet.

L. Andersen

Så længe dem med magten til at styre uden om den mulige katastrofe ikke foretager andet end skåltaler for aftalte målsætninger, som alle ved ikke bliver opfyldt alligevel, fordi det strider imod økonomisk vækst og formue akkumulering, så ændrer det nok ikke meget, om så vi alle tog bilen, toget eller cyklen til sydens sol.
Hvilken politiker, uden alternativ beskæftigelse i baglommen, tør beskatte udbuddet af varer og tjenesteydelser efter miljøbelastningen? eller finansielle afkast eller?
Vi er alle blevet spekulanter i bolig, pension, investeringsforeninger osv., så glem det og spar op til enkeltbilletten til fjerne planeter, når konsekvenserne af menneskelig eksistens gør liv umuligt her på kloden.

søren ploug, Arne Albatros Olsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

@SteffenGliese
Vist så, og man bygger nye fly i carbon så de bliver lettere så på den måde spares det på drivmedel, som det også eksperimenteres med.

Martin Kristensen

Selvfølgelig kan man købe lidt aflad for CO2, tage toget rundt i Europa med videre, men jeg synes kronikken går udenom et af de vigtigste problemer hvis man ønsker at stoppe/kraftigt begrænse rejseri - nemlig at det samlet verden og udvider almindelige menneskers horisont.

Jeg påstår ikke at enhver all-inclusive tur til Sharm-El-Sheikh er en kulturrejse, men adgangen til rejser der er til at betale har været afgørende for at flere om flere mennesker bliver vidende om verden udenfor deres egen sfære, og denne viden vil alt andet lige øge den globale solidaritet og sammenhørigheden mellem mennesker. Jeg tror folk der har besøgt Syrien og syrerne har det mere nuanceret forhold til konflikten. Jeg tror folk der har besøgt Rusland og mødet russerne er bedre egnet til at skelne mellem skidt og kanel i forhold til Putin, Ukraine m.v. og jeg tror folk der har besøgt nogle af de afrikanske lande og talt med indbyggerne har en bedre fornemmelse for hvorfor vores hjælp ikke altid virker.

Så lad os endelig udvikle mere miljørigtig transport af både mennesker og varer, men lad os ikke tro på at løsningen er at isolere os eller at virtuelle rejser (endnu) kan erstatte rigtige.

Kristen Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

Det er forkert at hævde at menneskers rejseaktiviteter, herunder ferier i eksotiske turistegne, er horisontudvidende på en integrativ måde, som skaber større mellemfolkelig forståelse, solidaritet, fred og fordragelighed m.m. - men det er korrekt at rejser kan bidrage til dén slags. Men det kan det såmænd også at leve et elementært liv, hvor man tager nysgerrigt imod fremmede rejsende ... eller selv rejser på en langsommelig facon, som gør rejser til mere vidtrækkende (og måske netop derfor mere eksistentielt og socialt betydningsfulde/indgribende). Det er ikke en sag, som kan drøftes på sort/hvide præmisser ... men der er næppe grund til at diskutere at der faktisk er behov for at bremse bl.a. flytrafikken (i dens nuværende form) gevaldigt op.

Hallberg Borg

TAK til Jørgen Steen Nielsen for - igenigenigen - lige at minde os om disse hårrejsende kendsgerninger om følgerne af valg af rejse-mål og -midler!
Velkendt stof, der åbenbart ikke kan gentages ofte nok - når man tager i betragtning, hvor ringe kvaliteten er i forsvaret for (overflødige) flyrejser:
Argumentet af typen, at flyrejser er vigtige, fordi de er forudsætningen for "større mellemfolkelig forståelse, solidaritet, fred og fordragelighed m.m.", går igen hos mange, der ikke gerne vil vide af kendsgerningerne om klimaaftrykket hidrørende fra (overflødige) (turist-) rejser med fly.
MEN det er noget af en tilsnigelse at påstå, at turistrejser med fly befordrer "større mellemfolkelig forståelse, solidaritet, fred og fordragelighed m.m.".
OG værre er det, at denne type argumenter overser den omstændighed, at flyrejser til eksotiske turistmål i den 2. og 3. verden er et 1. verdens privilegium - medens rejseaktiviteterne den modsatte vej - fra den 2. og den 3. verden til den 1. verden oftest foregår til fods og i synkefærdige gummibåde - og desuden sjældent medfører "større mellemfolkelig forståelse, solidaritet, fred og fordragelighed m.m." mellem hverken den 1., 2. eller den 3. verdens mennesker - tværtimod.

Bjarne Bisgaard Jensen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

At rejse til og fra Grønland er desværre ikke muligt uden fly. Det er trods alt en del af vores fællesskab.
Men rejser til diverse europæiske hovedstæder kan lade sig gøre med tog.
For nylig hørte jeg i 24syv , kulturborgmesteren fra alternativet i Kbh. tale med glæde om tur til Florida!