Læsetid: 3 min.

Malplaceret midt på steppen

På grænsen mellem Kina og Kasakhstan viser de usynlige skel imellem os sig tydeligt
11. maj 2018

Minibussen sætter os af i ingenmandsland og kører tom over grænsen til Kina. Min ven Anders er i strålende humør. Som han står dér to meter høj med sit røde hår og sine lange blege lemmer, der glinser af solcreme, virker han uendeligt malplaceret her midt på steppen. Og dog er han i sit rette element. Han har noget med grænser. Han kan sidde og smile henført over de scener, der udspiller på disse arbitrære linjer mellem stater, lovgivninger og økonomier.

»Har du lagt mærke til, at alle kører i VW Passat, spurgte han mig engang, da vi holdt i kø på grænseovergangen mellem Polen og Kaliningrad. Jeg tror, det er, fordi den har en tank på 70 liter,« sagde han. Og ganske rigtigt. Polakkerne holdt i kø for at tanke billigt brændstof, mens russerne holdt i kø for at købe frugt og grønt i Polen.

Nu har Anders lokket mig til grænsen mellem Kina og Kasakhstan. Vi har tilbragt en time i paskontrollen for at få lov til at komme ud af Kasakhstan og en halv time i kø for få billet til den flåde af hvide busser, der transporterer kasakher de tre kilometer gennem ingenmandsland til shoppingparadiset Khorgos.

Foran os tårner en mur af storcentre og højhuse sig næsten demonstrativt op over den endeløse steppe og det totalt mennesketomme kasakhiske indkøbscenter bag os.

Vi snuser først rundt på den kinesiske og så på den kasakhiske side. Da vi er på vej tilbage mod de busser, der skal køre os tilbage til Kasakhstan, bliver jeg råbt an af en kinesisk grænsevagt. Han stryger en hånd hen over sin kind. Jeg kører min hånd hen over mine ugegamle stubbe og forstår ingenting. Han fører mig tilbage på den kasakhiske side af grænsen og peger på et lille skilt. Der er en tegning af en kvinde i niqab, en kvinde i burka og en mand med fuldskæg. Alle med et rødt kryds over sig. Vagten indtaler noget på sin telefon og holder telefonen op til mit øre: »According to Chinese law men with religious beards are not allowed entry in China.«

Det er, som om nogen har slået mig med et syvbindsværk om Kinas mindretalspolitik. Her står jeg med skægstubbe iført Spejder Sports dyreste sandaler fem meter fra Kina, som jeg ikke må komme ind i på grund af et skægforbud rettet mod ekstremistiske uighurer i Xinjiang-provinsen.

Mit blik vandrer fra hankineserens hårløse kinder til de imponerende lange køller, der hænger fra hans bælte. Jeg forsøger med fagter at forklare, at mit skæg jo ikke bliver kortere, mens jeg står her. Jeg laver billyde og peger på busserne, der holder og venter et par hundrede meter bag vagten. Til sidst bliver det også for fjollet for ham. Han står nu med siden til mig, og jeg ser mit snit til at løbe over til busserne på den kinesiske side af grænsen.

Jeg folder mig sammen på bageste række med benene hen over en mountainbike. Da bussen sætter i gang, når jeg lige at tænke, at nu kan det da umuligt blive værre. Så bremser bussen op, en nødudgang bliver åbnet, og to sammenklappede kørestole bliver smidt op i skødet på mig.

En ung kvinde slår en latter op. Hun og hendes mor har kørt hele natten, har stået i kø ved grænsekontrollen i tre timer, ved busserne i halvanden, og nu venter den ti timer lange køretur hjem til Taraz. Og de er lykkelige. Moren mener, at hendes beskedne pension rækker dobbelt så langt i frihandelszonen.

Vi tager afsked med dem, da vi er fremme. De to kvinder sætter sig ind i et vrag af en bus, mens vi prajer en taxa. På vej tilbage til Almaty må jeg nødtvungent indrømme, at Anders har ret. Der er noget særligt ved grænser, disse usynlige streger, som historien og tilfældighederne i tidens løb har trukket mellem os og vores forskellige rettigheder og privilegier.

Jesper Gormsen er freelancejournalist med speciale i Rusland, hvor han har boet i fem år. Han har senest rapporteret fra det russiske valg for Information.

iVerden maj 2018

Flyindustrien har gjort global bevægelighed mulig for flere end nogensinde før, Men transportformen bidrager enormt til CO2-forureningen – væsentligt mere end tog, busser og biler.

I forårsudgaven af iVerden fortæller vi derfor om alternativerne til den forurenende flyrejse til den anden side af Jorden. Fra en cykeltur igennem det historiske Tyskland over ture til ishockey-aktuelle Herning og det politiske Sverige til en rejse til fortiden i Sagnlandet Lejre. Alle sammen steder, man kan nå uden at gå om bord i en flyvemaskine.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu