Kære studerende, spørgsmålet er, om det er klogt at bruge flere penge på at give jer mad i munden end viden i hovedet

Vi danskere er stolte af vores uddannelsessystem, for her har alle unge lige muligheder for at uddanne sig. Hvert år bruger vi milliarder af skattekroner på at hjælpe studerende økonomisk i form af SU, så unge mennesker ikke skal være afhængige af, at deres forældre kan hjælpe dem med at finansiere deres studier. Det er fællesskabets opgave.

Men på trods af den høje grad af offentlig økonomisk støtte til uddannelse, er det stadig i høj grad børn af middelklassen og opefter, der kommer ind på universiteterne og får lange videregående uddannelser, mens mange fra underklassen aldrig når så langt. På den måde er SU i overvejende grad en ydelse til de velstilledes børn.

Samtidig er udgifterne til SU steget støt, og i dag udgør de over halvdelen af de samlede udgifter til videregående uddannelser. Hvis man skal sige det lidt friskt, så bruger vi faktisk flere penge på at sørge for, at de studerende får mad i munden, end hvad vi bruger på, at de får viden i hovedet.

Derfor er vores SU-system ofte til debat.

I 2016 fremlagde regeringen et udspil om at omlægge og skære i SU’en som en del af sin 2025-plan. Besparelserne skulle blandt andet gå til geninvestering i uddannelser og til skattelettelser.

Udspillet er dog ikke blevet til noget endnu. Som en del af dette års finanslovsudspil vil regeringen i stedet nedsætte et ekspertudvalg af forskere, der skal finde ud af, hvad der motiverer unge til at tage en uddannelse, og hvordan SU påvirker den sociale mobilitet og unges tilbøjelighed til at uddanne sig.

»Vi skal være opmærksomme på, om vi bruger pengene rigtigt,« sagde uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) i forbindelse med finanslovsudspillet.

Ministeren vil altså vente med at tage stilling til eventuelle justeringer i SU-systemet, til han blandt andet ved mere om, hvordan det påvirker ligheden i uddannelsessystemet. For lighed er et centralt spørgsmål, når en beskæring af SU’en er til debat.

Det er svært at finde nogen, som argumenterer for, at en beskæring i SU-niveauet gerne må have en social slagside eller få færre til at tage en uddannelse. Uenigheden går derimod på, om det kan lade sig gøre at røre ved SU’en, uden at det vil få konsekvenser for lige adgang til uddannelse. Og her mener flere, at det kan det faktisk godt.

SU øger uligheden

De Økonomiske Vismænd stillede i foråret spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det ville have, hvis Danmark gik i retning af Sverige eller Norges SU-systemer. Her er en større del af SU’en lånebaseret. Vismændene konkluderede på baggrund af beregninger, at hele eller dele af SU’en kan omlægges til lån på kandidatdelen, uden at det vil have konsekvenser for ligheden.

Faktisk går de så vidt som til at sige, at SU’en på kandidatdelen er med til at øge indkomstuligheden i samfundet, når man ser på et helt livsforløb. For når man giver SU på kandidaten, så giver man støtte til nogen, der gennemsnitligt kommer til at få en høj indkomst i løbet af deres liv, forklarer overvismand Michael Svarer.

»Med SU’en er der altså ikke tale om, at når man reducerer en ydelse, så får man mere ulighed. Her er det faktisk omvendt – hvis du reducerer ydelsen, får du mindre ulighed,« siger han.

For eksempel tjener en advokat mere end en pædagog over et helt liv, og på den måde øger det uligheden i samfundet, at advokaten har ret til økonomisk støtte fra staten i form af SU i flere år end pædagogen.

Michael Svarer slår fast, at spørgsmålet om at beskære SU’en i sidste ende er en politisk prioritering om, hvordan man vil bruge statens penge.

»Men vi siger så, at rent effektivitetsmæssigt vil man kunne opnå det, man vil med uddannelse, med en mindre støtte, end der er i dag, uden at det vil påvirke indkomstforskellen i samfundet negativt.«

En ydelse til riges børn

Præmissen for diskussionen om SU’en er ifølge professor på Aalborg Universitet Palle Damkjær Rasmussen følgende: Hvis det er nødvendigt at spare på SU’en, hvad gør så mindst skade?

Det SU-system, vi har i dag, blev vedtaget i 1988 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V). Her blev SU-støtten hævet markant. Baggrunden var, at man havde et system med statsgaranterede lån med høje renter, som førte til, at mange unge mennesker kom til at sidde i voldsom stor gæld, mange år efter at de var færdige med deres studier. Det betød, at staten måtte indløse fallitter, og mange borgere kunne ikke købe fast ejendom de første 10-15 år, efter at de havde afsluttet deres uddannelse.

»SU-systemet har været med til at afbøde, at de studerende sidder med kæmpe lån, som de ikke kan betale tilbage. Så det har været et godt system,« siger Palle Damkjær Rasmussen, der i flere år har forsket i uddannelse.

Siden har man over flere omgange hævet SU’en, ligesom at man har gjort flere uddannelser SU-berettigede. I mellemtiden er der i en lang årrække kommet langt flere studerende – denne udvikling er dog vendt de senere år, hvor der er sket en lille tilbagegang i antallet af studerende, hvilket blandt andet kan skyldes mindre ungdomsårgange, højkonjunktur og dimensionering.

Den nuværende diskussion om SU’en handler ifølge Palle Damkjær Rasmussen om, hvorvidt systemet er kommet til at koste for mange penge. Det accepterer han ikke uden videre.

»Det centrale er antallet af SU-modtagere. Og politikerne har jo allerede indført reformer, som begrænser tilgangen til kandidatuddannelserne.«

Men hvis systemet koster for mange penge, handler det ifølge professoren om, hvordan man så kan gribe ind, uden det ødelægger et velfungerende system for meget.

»Jeg tror, det er korrekt, at en delvis omlægning på kandidatområdet, hvor man forøger låneandelen og reducerer SU-andelen, som vismændene har regnet på, er noget af det, der gør mindst skade på uligheden og den sociale mobilitet,« siger han.

Når vismændene siger, at SU’en øger uligheden i samfundet i dag, skyldes det også, at der i forvejen er en social ulige rekruttering til de forskellige typer videregående uddannelser, påpeger Palle Damkjær Rasmussen. Mange af dem, som kommer fra uddannelsesfremmede hjem i dag, vælger slet ikke kandidatuddannelserne. De vælger professionsbacheloruddannelserne og akademiuddannelserne.

»En ændring af SU’en vil altså påvirke dem, der i forvejen kommer fra velstillede hjem. Og i den forstand kan man sige, at i det samlede billede vil det ikke øge uligheden noget særligt,« siger han. 

Færre vil nå så langt

Lad os se på, hvordan det ser ud med den sociale mobilitet i uddannelsessystemet i dag.

Børn af kandidatforældre har cirka seks gange så stor sandsynlighed for at få en lang videregående uddannelse som børn af forældre, der har grundskole eller erhvervsuddannelse som højeste fuldførte uddannelse. Det viser en ny opgørelse fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analyseinstitut for Velfærd.

En anden måde at se det på er, at blandt kandidatuddannede har 25 procent kandidatforældre, mens 32 procent har ikkebogligt uddannede forældre. Det skal ses i sammenhæng med, at 63 procent af alle forældre i generationen er ikkebogligt uddannede, mens kun otte procent af alle forældre har en kandidat.

Det næste spørgsmål er så, om det vil gøre tendensen endnu tydeligere, hvis de studerende for eksempel fremover vil være nødt til at tage et lån for at læse videre på en kandidatuddannelse. Det mener blandt andre Dansk Magisterforening, der har omkring 17.000 studentermedlemmer på de videregående uddannelser.

»Gør man SU’en til et lån, så fjerner man den trædesten, som de unge har brug for lige der. Og der er også forskel på, hvilke unge der vil låne til deres uddannelse. Det hænger tæt sammen med de unges sociale baggrund. Kandidater kommer måske hen og får en høj løn. Men der vil være nogen, der slet ikke når derhen, hvis SU’en omlægges,« siger Dansk Magisterforenings formand, Camilla Gregersen.

Hun bakkes op af områdechef for videregående uddannelser på Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), Jakob Rathlev. Der kan ifølge ham være en stærk signalværdi i at forringe SU’en, som risikerer at gå ud over de ressourcesvage. Fra undersøgelser kan man nemlig se, at det er dem, der kan forventes at respondere kraftigst på, at man skal have penge op af lommen til uddannelse. De er mindre tilbøjelige til at løbe en risiko.

»Det er ikke dem, hvis far og mor er akademikere og har en stor villa i Hellerup. Det er dem, der er vokset op i en blok i Glostrup og ikke har forældre, der kan støtte dem. Og selv om vi ved, at der ikke er særlig mange i det segment, der vælger at tage en lang uddannelse, så er der en signalværdi i det, som ikke er befordrende for, at vi får flere af dem fra ressourcesvage hjem til at søge mod de lange uddannelser,« siger Jakob Rathlev.

I Sverige og Norge tyder intet dog på, at det har haft negative konsekvenser for den sociale mobilitet, at en større del af SU’en er baseret på et lån. I 2002 reformerede Norge sit SU-system. Før reformen udgjorde 30 procent af det samlede støttebeløb stipendier, og det blev ændret til, at hele beløbet nu er baseret på lån. 40 procent af lånet kan dog konverteres til et stipendium, hvis den studerende opnår det antal ECTS-point, som han eller hun har fået støtte til.

En af bekymringerne ved ændringen var, at det ville betyde, at de dårligt stillede i samfundet blev mindre tilbøjelige til at tage en videregående uddannelse. Derfor bestilte den norske regering en uafhængig undersøgelse af det nye system. Den viste, at skævhederne mellem de socioøkonomiske grupper faktisk var blevet mindre efter reformen, uanset om man grupperede dem efter forældrenes uddannelse eller social baggrund.

Samtidig viser udregninger fra OECD, at Danmarks nordiske naboer er bedre til at løfte den sociale arv i uddannelsessystemet, end vi er herhjemme – der kan dog være mange forklaringer på, at der er forskel. De nordiske landes erfaringer er ifølge Jakob Rathlev ikke et skudsikkert argument for at skære i den danske SU-støtte.

»Der er ingen tvivl om, at unges uddannelsesvalg stadig er påvirket af forældrene. Men vi ved ikke, om det bliver værre eller bedre, hvis man skærer i SU’en herhjemme.«

Det rigtige redskab?

Man kan godt spørge sig selv, om SU’en er det rigtige redskab til at øge den sociale mobilitet. Det mener direktør i Tænketanken DEA, Stina Vrang Elias. Formelt er der lige adgang til uddannelse i Danmark i dag, men der er ikke reel lige adgang, fordi vores forældres uddannelsesniveau stadig er så betydningsfuldt for vores valg på trods af SU’en, påpeger hun.

»Jeg tror ikke, der findes nogen i kongeriget Danmark, som ikke går ind for at øge den sociale mobilitet, at sørge for, at alle talenter kommer i spil,« slår hun fast.

Men selv om SU er et instrument, som bliver givet til alle, der starter på en uddannelse, så er der altså mange, som aldrig nogensinde når til at begynde på en uddannelse.

»Ikke fordi de ikke er kloge nok, men fordi der er alle mulige andre barrierer. Og så er spørgsmålet jo, om pengene til SU’en bare bliver givet til de ressourcestærke.«

Tænketanken DEA er enig med vismændene i, at man kan se på at omlægge SU’en på kandidatdelen til et lån. De penge, man sparer her, skal så bruges til at investere i uddannelserne og andre tiltag, som kan være med til at understøtte mønsterbrydere i uddannelsessystemet, mener Stina Vrang Elias.

»Det er klart, at SU udgør en større og større del af udgifterne til uddannelse. Jeg er optaget af, at samfundets penge til uddannelse bliver brugt mest fornuftigt, og der synes jeg, at det kan være fair nok, hvis man også selv skal investere lidt i det, når det for langt de flestes vedkommende ender med, at man får en høj livsindkomst. Derfor synes vi, at det er værd at kigge på.«

»I særlig grad, hvis det ikke vil rykke ved den sociale mobilitet,« tilføjer hun.

Seniorforsker ved VIVE Jens-Peter Thomsen har forsket i social mobilitet i uddannelsessystemet, og han vurderer, at isolerer man omlægningen til kandidatdelen, så vil der ikke være den store negative effekt.

»Det vil påvirke dem, der har læst en bachelor, og de ved, hvad de går ind til, og de er informerede om deres muligheder og evner,« siger han.

Hvis man kombinerer det med, at man indfører en lang tilbagebetalingsgrad, der bliver gjort afhængig af lønindkomst, så er hans vurdering, at det ikke vil betyde særlig meget i det store billede.

»Så er der ikke noget i forskningen, der tyder på, at det vil have en stor negativ effekt, hvis overhovedet nogen, på den sociale mobilitet eller på optaget på de videregående uddannelser,« siger han.

Hårdt for nogle kandidater

Forskere giver altså alt i alt vismændene ret i, at de negative effekter vil være mindst, hvis man følger forslaget om at ændre SU’en på kandidaten. Men her kan man stille spørgsmålet, om det så ikke vil øge uligheden for de kandidatstuderende, der ikke har en høj livsindkomst.

Der er nemlig stor forskel på, hvad de forskellige kandidater tjener over et liv. Mens en civilingeniør i gennemsnit har en livsindkomst på 24,5 millioner kroner, gælder det eksempelvis for de kunstneriske kandidater, at de har en gennemsnitlig livsindkomst på 13,8 millioner kroner – hvilket er under niveauet for en gennemsnitlig livsindkomst for en person, der har taget en kort videregående uddannelse. Det viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i 2015.

I vismændenes notat er der ikke taget højde for, at der er store forskelle i livsindkomster mellem kandidaterne. Men det kan også være svært at lave den skelnen, påpeger Jakob Rathlev fra Danmarks Evalueringsinstitut.

»For det første set ud fra et retfærdighedsprincip så er en lang uddannelse en lang uddannelse, og det er svært at gøre forskel. For det andet så ved vi ikke med sikkerhed, hvilke uddannelser der i fremtiden giver en høj løn. Hvis man er aktuar og har læst forsikringsøkonomi, så har man, som arbejdsmarkedet er skruet sammen nu, en stor lønfordel over for en kunsthistoriker set over livstid. Men det kan jo ændre sig,« siger han.

Overvismand Michael Svarer medgiver, at det kan være relevant at regne på, hvad en omlægning af SU til lån på kandidaten vil betyde for de enkelte kandidatuddannelser.

»Der er variation omkring det her, og det kan være svært at lave politik, så det rammer helt ens for alle. Men hvis vi skal rådgive om, hvordan man bruger midlerne bedst, så er SU’en på kandidaten en god måde at finde besparelser uden at få et effektivitetstab og samtidig få en bedre indkomstfordeling i samfundet.«