Læsetid: 11 min.

»Vi er ikke de sidste oprørere. Vi er de første«

Det er svært at få øje på noget, der kunne ligne et ungdomsoprør blandt nutidens studerende – trods utilfredshed med fremdriftsreformen og den faldende medbestemmelse på de danske universiteter. En lille flok marxister er blandt de eneste, der for alvor forsøger at puste ild i en oprørstrang, bevæbnet med tidsskriftet ’Revolution’ og de paroler, som ungdomsoprørerne også brugte for 50 år siden. Men er tiden løbet fra dem?
»Revolution til en tier!« »Den billigste revolution, du kan få!« Sebastian Müller Nielsen har udviklet et solidt repertoire af salgsslogans, når han forsøger at få folk til at købe Revolution. I baggrunden holder hans makker, Sebastian Wetli, sig til en knap så offensiv stil.

»Revolution til en tier!« »Den billigste revolution, du kan få!« Sebastian Müller Nielsen har udviklet et solidt repertoire af salgsslogans, når han forsøger at få folk til at købe Revolution. I baggrunden holder hans makker, Sebastian Wetli, sig til en knap så offensiv stil.

Anders Rye Skjoldjensen

7. september 2018

Jonas Foldager har rodet sig ud i noget, der udefra kunne ligne tovtrækning.

Han står og sælger den marxistiske avis Revolution på Nørrebro Station i København, da en mandlig cyklist stopper for rødt og griber fat i avisen. Som om den er gratis.

Jonas smiler høfligt, men giver ikke slip. »Den koster en tier,« siger han.

»Hvad?« råber cyklisten og vakler lidt over stellet.

»En tier,« gentager avissælgeren, denne gang på grænsen til råb.

Cyklisten løfter sine hovedtelefoner væk fra ørerne og kigger uforstående på Jonas, inden han læner sig ind mod ham for at høre bedre.

»Avisen koster en tier.«

»Nå,« siger cyklisten. Det bliver grønt, og han kører videre. Uden avisen.

Regnen tager til på Nørrebro Station, hvor højrøstede mænd sælger alt fra tøj til elektronik under jernbanebroen, og fodgængernes tatoveringer matcher graffitien på murene. Klokken har netop passeret 14, og den tiltagende strøm af biler og cyklister indvarsler myldretiden.

I dette storbyvirvar er det måske svært at regne ud, at det netop er Jonas og hans tre venner, der går med planer om en socialistisk verdensrevolution. Carla med creoløreringe og neglelak i klipklapperne og to unge fyre ved navn Sebastian – den ene, Sebastian Wetli, med briller og skulderlangt hår, den anden, Sebastian Müller Nielsen, med skjorten stoppet nydeligt ned i bukserne.

Anders Rye Skjoldjensen

Men som Sebastian Müller Nielsen siger med et smil:

»Der er ingen andre, der gør oprør. Så må vi jo gøre det.«

Man snakker om, at ånden fra ’68 er forduftet blandt nutidens unge. At de ikke har modet og viljen til at kritisere det bestående og sige fra i et kollektivt kor, selv når regeringen årligt sparer to procent på universiteterne, og de studerende efter fremdriftsreformen fra 2013 må løbe hurtigere.

Universiteternes studenterorganisationer har ikke faste medlemstal, men formænd fra studenterrådene på Aarhus Universitet, Roskilde Universitet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet bekræfter alle, at de har oplevet et fald i antallet af aktive studerende efter fremdriftsreformen – angiveligt fordi de er pressede og ikke har tid til at engagere sig i studenterpolitik.

Over sommeren har man i Information kunnet læse en serie om ’68 og nutidens manglende oprørstrang. Her sagde den tidligere 68’er Lars Jakob Muschinsky blandt andet, at de unge ikke er gode nok til at kaste kritiske blikke på verden og vores tid.

Et andet sted i serien sammenlignede den tidligere rødstrømpe Signe Arnfred 68-generation med nutidens unge sådan her:

»Vi havde jo trods alt Marx – som havde mange short comings, men som var noget at starte med. En vis rådvildhed er med til, at der ikke har været nogen sammenhængende kritik de seneste år. Energien er vendt indad. Og det hele er i markedets favør.«

Marxistiske Studerende, som de fire venner på Nørrebro Station repræsenterer, er derfor et sjældent folkefærd. De er oprørske studerende. Eller »revolutionære socialister«, som de kalder sig selv.

Revolutionære socialister

Og første skridt er at sælge deres aviser, et amatørblad i A4-format, der bekender kulør ved første øjekast. Øverst står der Revolution med fede typer og en rød stjerne over i’et, og på forsiden pumper en skummel, mørk skikkelse – en kapitalist, forstås – en jordklode op til bristepunktet.

Marxistiske Studerende sælger avisen 2-3 gange om ugen for at »sprede de marxistiske ideer«. Men selv om avisen er marxistisk, er den, som den mandlige cyklist måtte sande, ikke gratis: Den koster 10 kroner. 20, hvis man køber den til ’solidaritetspris’.

Når de ikke sælger aviser på Nørrebro, holder de marxistiske studerende møder på Københavns Universitet, hvor de også hænger plakater op. 

»Jeg har godt skimmet artiklerne i Information, der siger, at der ikke er nogle unge, der vil gøre oprør i dag, og de er til at blive deprimeret over,« siger Jonas Foldager. 

»For det afspejler ikke den virkelighed, vi møder. Der er enorme frustrationer, men de har ikke fået et kollektivt udtryk endnu.«

»Hvis man kigger på universiteterne, er vi de eneste, der for alvor er aktive,« siger Carla Fledelius, der studerer Religionsvidenskab.

»Vi smider opslag efter opslag op med politiske budskaber på tavlerne, men vi er de eneste, der gør det. Der hænger ikke andet. Så hvor skal man gå hen, hvis man har den her frustration?«

Anders Rye Skjoldjensen

Under forårets overenskomstforhandlinger var det de velkendte metoder, de tog i brug. De oprettede netværket SNAS (Solidaritetsnetværk for Arbejdere og Studerende) og larmede højest til demonstrationerne på Københavns Universitet, hængte bannere op på fakulteter, brokkede sig foran Socialdemokratiets partikontor og planlagde også en blokade af Moderniseringsstyrelsen. Den blev afblæst i 11. time, fordi arbejdsmarkedets parter fandt hinanden.

Mens Studenterrådene oplever, at der er kommet færre aktive studerende i de seneste år, er Marxistiske Studerende blevet flere. Men de er stadig få. De har en åben struktur uden faste medlemmer, men i paraplyorganisationen Revolutionære Socialister, der er med til at udgive avisen og ifølge Jonas Foldager kun rummer den hårde kerne – »dem, der er enige i det fulde program« – er medlemstallet steget fra 12 i 2014 til 48. i dag

Lidt over 1.000 brugere synes godt om SNAS på Facebook, mens den officielle Facebook-gruppe for netværket har over 500 medlemmer.

Det er ikke mange, når man tænker på, at Københavns Universitet alene rummer næsten 40.000 studerende. Men et af de tidligere medlemmer af Revolutionære Socialister, Niklas Zenius Jespersen, er blevet formand for HUM-rådet, der repræsenterer over 10.000 studerende, og hvor han står for en mere aktivistisk studenterpolitik.

Baggrunden for marxisternes oprørsiver er klar:

»Vi ønsker et opgør med elitens absurde rigdom, som skabes på det store flertals bekostning,« står der blandt andet i Revolutionære Socialisters manifest, der også slår fast, at »kapitalismen på verdensplan har udspillet sin historiske rolle«.

»Kapitalismen bryder sammen«

På Nørrebro Station har de fire avissælgere delt sig i to. Sebastian og Sebastian står tæt op ad muren under jernbanebroen, mens Jonas og Carla går rundt på det modsatte fortov – på deres »sweet spot« mellem broen og krydset – og vifter med aviserne foran de regnvåde cyklister.

Jonas råber »rød avis!« med et smil, der blotter tænderne. Carla går frem og tilbage forbi horden af cyklister, der holder for rødt, og viser forsiden af bladet.

En kvindelig cyklist drejer blikket væk fra det røde lys og kigger lidt søgende på avisen i Jonas’ hånd.

»Hvad er det?« spørger hun.

Jonas siger hurtigt noget om revolution og socialisme og peger på forsiden af avisen. Cyklisten ryster på hovedet, griner og kører videre ud ad Nørrebrogade.

»Rød avis!« råber Jonas igen, stadig med et bredt smil.

De fire marxister ser et par løftede næver til support, og en sjælden gang imellem er der endda nogle, der hiver en tier op ad lommen og køber avisen. Men selv om de står på det Nørrebro, der var hjemsted for Ungdomshuset, og kan høre den afdøde rebel og reggaestjerne Natasja rappe på et anlæg i nærheden, ignorerer langt de fleste forbipasserende de fire marxister.

Anders Rye Skjoldjensen
Det slår dem dog ikke ud.

For det første har de slet ikke travlt. Helt uafhængigt af hinanden siger de, at det handler om at studere så meget marxistisk teori som muligt, indtil »masserne begynder at bevæge sig«. Det tager de som en selvfølge, at de vil gøre. Når kapitalismen er væltet, er det afgørende, at der er et solidt politisk alternativ til at lede bevægelsen – de taler om at fylde et vakuum. Og det forbereder de sig altså på ved at læse Trotskij og Lenin.

»Det skal man også tænke på, når vi snakker om, hvorvidt vi er pessimister eller optimister. Vi vil helst have, at der går lang tid, før de afgørende massebevægelser kommer, så vi kan opbygge en så stærk organisation som muligt. Så kan vi have reel indflydelse, når bevægelsen kommer,« siger Jonas Foldager.

Han afviser, at det er en passiv strategi.

»De brede lag af studerende og unge er trætte af at gå på gaden én dag med balloner og festlig musik for symbolsk at vise deres utilfredshed. Det er derfor, studenterdemonstrationerne er så sindssygt små i dag. De unge vil kun gå i kamp, hvis der rent faktisk bliver kæmpet for at vinde.«

I første omgang er det et mål at give marxistisk teori en renæssance på universiteterne. Det er ikke nødvendigvis derfor, at Carla og Sebastian Nielsen, der studerer litteraturvidenskab, har skrevet sig op til tilvalg i russisk. Men de understreger, at »det kunne være fedt at læse Lenin på originalsproget«.

For det andet mener de, at de studerende er blevet mere revolutionære i de seneste år.

»Vi mærker en stor åbenhed over for det revolutionære, men mange af dem, der går med de tanker, tror, at det bare er dem. De tænker, at alle andre er apolitiske. Og hvis alle tænker sådan, sker der ikke noget,« siger Jonas.

Carla supplerer:

»Under OK18 stod jeg og snakkede om marxisme og vores arbejde i SNAS foran hele mit hold, og jeg mødte ikke kritik fra en eneste. Kun interesse. Både fra mine medstuderende og fra mine undervisere.«

– Marxisme var sådan noget, man havde som ideologisk rettesnor i slut-60’erne. Er det ikke utopisk at tro, at studerende kan samle sig om de samme ideer i dag?

»Det tror jeg ikke. Marxismen er jo korrekt. Marx havde ret. Selv om poststrukturalisme hitter på universitetet lige nu, kommer folk til at drage de marxistiske konklusioner før eller siden. Det er kun Marx, der kan forklare kapitalismens modsætninger,« siger Carla.

Bag Carla og Jonas, der er trukket ind under broen i ly for regnen, dukker en skaldet mand med en nedknappet lilla skjorte frem. »Revolution?« spørger han.

»Må man spørge, hvilken revolution I vil ha’?«

»En socialistisk revolution,« svarer Jonas.

Manden smiler.

»Kunne vi ikke bare nøjes med en stille rød front?«

»Det kunne da være en start,« griner Jonas.

»Nazister!«

På den anden side af Nørrebrogade satser Sebastian og Sebastian på fodgængere frem for cyklister, uden at deres salgsfremstød giver megen respons. Det går dog ikke altid så stille for sig, siger de.

»Så sent som i tirsdags var der en af vores avissælgere, der blev konfronteret af en mand på over 50. Han spurgte hende, om vi var kommunister. Hun sagde ’ja, men vi er ikke stalinister’, og så begyndte han at råbe, at hun slet ikke er gammel nok til at forstå, hvad kommunisme er,« siger Sebastian Nielsen.

Han er klar over, at hans holdninger kan opfattes som radikale, men alligevel er han overbevist om, at revolutionen kan blive til virkelighed.

»Det er jo til vores fordel, at det går ad helvede til i Danmark,« griner han.

– Hvordan går det ad helvede til? Beskæftigelsen er høj, og selv de offentligt ansatte, I har kæmpet for, fik en pæn lønforhøjelse under OK18?

»Hvis OK18 har forbedret folks levevilkår er det klart positivt, men de forbedringer er ikke varige under det nuværende system. Det kunne være meget bedre.«

Den anden Sebastian bryder pludselig ind efter flere minutters tavshed: »Jeg kan næsten ikke huske andet end nedskæringer og negative reformer de sidste ti år,« siger han.

Anders Rye Skjoldjensen

På det modsatte fortov er Carla holdt op med at gå frem og tilbage med aviserne foran cyklisterne og har nu placeret sig permanent under jernbanebroen. Med nederdel og bare tæer er hun ikke just klædt på til regnvejret.

Hun har kun et par gange oplevet vrede optrin som reaktion på avissalget.

»Det er meget sjældent, at vi oplever noget i den retning, men der har været to gange, hvor det var ubehageligt. For eksempel var der nogen, der kaldte os nazister på et tidspunkt,« siger hun.

»Jeg er dog blevet bedre til at håndtere uenighederne, fordi jeg har læst nok marxistisk teori til at vide, hvordan verden hænger sammen. Det gør, at jeg har noget at støtte mig til, og at jeg kan forsvare mine overbevisninger.«

68’erne brokker sig i parcelhuse

Når de forbereder deres blokader, maler deres bannere og udgiver deres aviser, ligner de fire kommunister levn fra 68-generationen, og Jonas erkender, at de har ladt sig inspirere af dens metoder. Blandt andet i forhold til at skabe oprøret på universiteterne. Det står direkte i deres manifest, at »arbejderklassen og de unge skal tage magten i egne hænder«.

Jonas er selv et eksempel på ambitionen. Han er den eneste af de fire, der ikke er studerende, faktisk er han uddannet værktøjsmager. Men han render rundt på universiteterne med politiske paroler, fordi han tror, at massebevægelserne starter hos de unge. Han nævner flere eksempler fra historien, blandt andet studenteroprør i Grækenland og Danmark.

Til gengæld har han ikke meget til overs for den skepsis, som han mener er herskende blandt de tidligere 68’ere.

»De siger, at de var meget mere oprørske i ’68, end vi er i dag, mens de sidder i deres parcelhuse og spiser mad fra Aarstiderne. Men de forstår ikke, at det, der møder os i dag, er meget mere alvorligt end det, de var oppe imod. Den liberale verdensorden smuldrer, og den herskende klasse har totalt mistet udsynet. De tænker kun til næste valg, til næste tweet, aldrig længere frem.«

Han holder en kort pause og smiler så.

»Vi er ikke de sidste oprørere. Vi er de første.«

– Du siger selv, at der er nogle nye udfordringer i dag. Hvorfor er det så, at I tilbyder de studerende de samme svar, som oprørerne gjorde i 1968?

»Jeg ved ikke, om udfordringerne er nye, de er bare mere intense i dag. Polariseringen er større, usikkerheden for, om man kan få et job som studerende, er større. Og i forhold til global opvarmning vil jeg da sige, at det er det bedste argument for en demokratisk planøkonomi, så produktionen kan være styret af behov og ikke profit.«

– Og hvad er de studerendes rolle i den kamp?

»Vi vil gerne være med til at organisere de studerende og sørge for, at flere studerer marxistisk teori. Og så ønsker vi, at de studerende skal alliere sig med arbejderklassen og tage aktiv del i det politiske, også uden for universitetet.«

Da klokken nærmer sig 15, går Jonas og Carla tilbage over krydset og gør status med de 2 x Sebastian. De har solgt to eksemplarer, Jonas og Carla har afsat fire. Det giver seks styks over tre kvarter på Nørrebro Station, 60 kroner i indtjening, fordi ingen valgte solidaritetsprisen, og det er ifølge avissælgerne cirka det halve af normalen.

De skyder skylden på regnen og – mellem linjerne – spørgsmålene fra Informations udsendte. Men de erkender også, at revolutionen ikke er lige om hjørnet.

»Jeg er ikke pessimist, og jeg tror på vores mission, men man skal også være tålmodig,« siger Sebastian Müller Nielsen.

»Det er trods alt pisse ambitiøst at ville kæmpe for en socialistisk verdensrevolution.«

Studiestart 2018

Vi er ikke dumme, men vi bliver det, hvis vi ikke hele tiden forsøger at blive klogere. Udvid din horisont: Mød de unge, der hacker uddannelsessystemet, pust ild i ungdommens oprørstrang og få vores tips til, hvordan du bliver lynende skarp – uden for pensum.

Andre artikler i dette tillæg

  • Kommenteret scoreguide fra 2010: Medicinpiger er ekstremt svære at imponere

    7. september 2018
    I 2010 bragte Information en guide til, hvilke scoretricks der virker på hvilken type studerende – så man let kunne gå på målrettet jagt. Men der er sket meget på både datingmarkedet og universiteterne siden da. Informations nuværende universitetspraktikant Rasmus Friis kaster her et kritisk blik på scorerådene fra 2010
  • Syv tips: Sådan styrer du uden om fremdriftsreformen

    7. september 2018
    Du mærker opdriften i midten af rusugen, når din nye klasse forvandler sig fra fremmede mennesker til venskaber og læsegrupper. Så rammer kravene om fremdrift dig, og du bliver helt svedig, når du hører politikere prædike om maksimale studietider og begrænsede SU-klip. Men tag det roligt. Information guider dig til, hvordan du omgår fremdriftsreformen
  • Bachelorerne kommer – måske

    7. september 2018
    Langt de fleste universitetsstudier ender med en kandidatgrad. Men det øgede behov for arbejdskraft og mere fleksible uddannelsesveje kan være med til at skabe flere bachelorer, mener eksperter
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Flemming Berger
Torben K L Jensen og Flemming Berger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Wind-Willassen

Vær nu lidt glad over det fantastiske land vi lever i.
Aldring har så mange haft det så godt i Danmark.
Velstand - vi er nogen der kan huske levestandarden i -68.
Uddannelse.
En voldsom forøgelse af boligmassen.
Frihed til styring af eget liv.
Velfungerende og omfattende sundhedssektor.
Plads til forskellighed -LBGT osv.
Og meget mere.
Men krænkede- dem er der kommet flere af. Men det skyldes nok alt det ovenstående.
Så revolution -nej tak.

Jesper Roulund, Thomas Andersen og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar

Nej, Jørgen SWind-Willassen, vi LEVEDE i et fantastisk land, men det er snart mange år siden, at der var en balanceret fordeling af magten imellem de få besiddende og de mange lønmodtagere. Og det er, hvad det går ud på i et demokrati.

Peter Andersen, Egon Stich og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Få besiddende.
Aldrig har så mange ejet så meget som nu i Danmark.
Kig ud over det danske land.
Aldrig har så få været fattige.
Aldrig har der været så stor opsparing.
Dels i pensionsmidler og dels i fast ejendom.
Det betyder jo ikke at der er plads til forbedring.
At der også er kommet en del flere penge hos en lille superrig overklasse skal da ikke ødelægge glæden.

Jesper Roulund, Thomas Andersen og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jørgen wind - læs piketty og fat, at aldrig har så få ejet så meget, og så mange ejet så lidt. Men det værste er, at administrationen af al denne 'ejendom' er så tåbelig, at biotopen segner under det økologiske aftryk.