Læsetid: 10 min.

Mod naturen

Vandringen fra land mod by er så stærk som nogensinde, selv efter de seneste års udflytning af offentlige arbejdspladser. Men der er nogle, der går mod strømmen og udskifter stenbro med blomstermark. Vi tog med tre helt forskellige udflyttere til naturen i provinsen.
Efter Sara Shafika Otten fik en søn, gik lejligheden på Vesterbro fra at være lille til at være kvælende trang. Så hun flyttede i et bofællesskab i Svejstrup, en jysk flække med cirka 40 huse.

Efter Sara Shafika Otten fik en søn, gik lejligheden på Vesterbro fra at være lille til at være kvælende trang. Så hun flyttede i et bofællesskab i Svejstrup, en jysk flække med cirka 40 huse.

Privatfoto

9. november 2018

Sara rykkede mod vest. Hendes arbejdsplads rykkede med

 

Sara Shafika Otten flyttede ud af København, før hendes job nåede at gøre det. Hun har skiftet lejlighed ud med bofællesskab, barer ud med badesøer – og fortryder intet.

Normalt er det sådan, at en arbejdsplads flytter ud, og medarbejderen flytter med. Men i Sara Shafika Ottens tilfælde var det omvendt.

I slutningen af januar i år opsagde den 34-årige jurist sit job i Miljøstyrelsen i København for at flytte i bofællesskab i Svejstrup, en jysk flække med cirka fyrre huse ti kilometer fra Skanderborg. Senere blev Miljøstyrelsen udflyttet til Odense, og så tog Otten sit gamle job tilbage i en fleksibel stilling.

»Vi tænkte bestemt, at der var en risiko for, at regeringen ville pege på os, og sådan endte det jo også med at gå. Jeg havde stadig sagt op, uanset hvad der var sket, tror jeg, men det er klart, at tanken om, at jeg alligevel kunne risikere at miste mit arbejde, gjorde beslutningen nemmere,« siger Sara Shafika Otten.

»Men styrelsen kunne lige så godt være blevet flyttet til Aalborg eller Næstved, så jeg havde som sådan ikke tænkt, at det kunne være en mulighed at vende tilbage.«

Fra Vesterbro til præstegård

Årsagen til hendes personlige udflytning var mere klassisk: Hun fik en søn, og efterhånden som han voksede og hungrede efter at lege uden for væggene, gik lejligheden på Vesterbro fra at være lille til at være kvælende trang.

»Til sidst bliver man træt af at skulle ud på legepladsen og bare sidde der og holde øje. I en storby er det et helt projekt at skulle ud i en have eller en gård. Her kan vores dreng bare gå udenfor, når han vil, uden at vi behøver at gå med.«

Hendes udsigt har da også ændret sig markant.

Gården på Vesterbro, der foruden legepladsen var base for et trist træ eller to, er blevet udskiftet med en gammel præstegård fyldt med små stier, blomsterbede og en klosterhave, der alt sammen hviler foran en mark, hvor sønnen kan løbe rundt i en labyrint af sten. Selve bofællesskabet skyder op af haven i form af fire hvidmalede boliger.

»Det er ret eventyrligt. Vi forelskede os i det, straks vi så det. Og så var det rart for sådan nogle bymennesker som os, at vi ikke flyttede ud alene, men med nogle venner i et bofællesskab,« siger Otten.

Samme job, ny arbejdsplads

I stedet for at tage ud med hver deres venner på Københavns barer, tager den lille familie på svampeplukning i skoven eller cykler ud til badesøen, der også ligger i nærheden. Og selv om Aarhus blot er en halv time væk i bil, er Otten overrasket over, hvor lidt hun faktisk har været der.

Naturen elskede hun i forvejen. Forskellen er, at den nu fylder mere i hendes liv, fordi den er lige foran hende.

»Vi har en kæmpe have, som vi bruger helt automatisk, og vi følger naturligt med i årstidernes gang, fordi vi kan se det ske. Om ikke andet skal vi jo ud og rive blade sammen, når de falder fra træerne,« siger hun.

»Jeg tror, det giver lidt mere ro i det daglige.«

På arbejdet er hun dog stadig på farten.

To dage om ugen sidder hun i en afdeling af Miljøstyrelsen i Aarhus, hvor hun egentlig ikke hører til. De tre andre dage pendler hun til Odense, hvor hendes arbejdsdag starter, så snart hun har fundet sin plads i kupeen.

»Det var meget specielt at komme tilbage på den gamle arbejdsplads, hvor cirka halvdelen af mine gamle kolleger er væk. Jeg har skullet lære mange nye mennesker at kende, og så er der jo nogle af opgaverne, der er flyttet hen i departementet,« siger hun med henvisning til den kontroversielle omrokering, som den tidligere miljøminister Esben Lunde Larsen foretog af ministerbetjeningsopgaver.

»Jeg er glad for at have fået mit gamle job tilbage, og det er nogle gode mennesker, der er kommet til, men det er en ny arbejdsplads. Så jeg skal stadig lige vænne mig til det hele.«

 

»Jeg føler, at jeg kommunikerer med omgivelserne her«

 

Da Peter Martensen flyttede ud af København, forelskede han sig så flammende i naturen, at hans malerier skiftede karakter. Det grønne erstattede det grå. Men kunstneren er nu bekymret for, om lykken på landet stille kvæler hans malerkunst.

Peter Martensens malerier fik farver, da han forlod København.

Han havde brugt et halvt kunstnerliv på at male hvidskjortede mænd i monokrome omgivelser – grålige, brune eller køligt blå – men da han flyttede ud på en 13.000 m2 grund i Odsherred, ændrede det sig brat. Han satte sig ud i naturen og malede træerne og buskene, som de mødte ham.

»Der gik nok lidt gammeldags landskabsmaler i mig,« siger han.

Det hele startede dog med, at der gik svamp i hans atelier.

Martensen, der på det tidspunkt boede i Hellerup sammen med sin kone, havde ikke planlagt at forlade den by, som han havde boet i hele livet, men da svampen tvang ham til at rykke ud i et nyt atelier på Østerbro, hvor han sad klinet op ad andre kunstnere, gik det op for ham, at han hungrede efter ny luft.

Han og konen solgte sommerhuset og skrabede kistebunden flad, og så købte de en ejendom fra 1826 i Odsherred. Med stråtag og en tilbygning af kampesten på en skråning, der ender i deres egen sø – det hele i et beskyttet skovområde.

Først da gik det op for Martensen, hvad han egentlig var rejst fra.

»Byen er på en måde et spejlkabinet. Alt, hvad du ser, når du går rundt i byen handler om dig selv, om mennesket og menneskets behov. Vejene er til for at tage os fra A til B. Butikkerne er til for, at vi kan få mad og tøj, boliger beskytter os og sikrer, at vi kan sove trygt om natten. Det er en kæmpe forskel at komme herud på landet, hvor informationerne har en helt anden æstetisk karakter. De handler mere om, hvad vi kommer fra end om alle de ting, vi har lyst til,« siger Martensen.

»Det gør noget ved sindet. Og det er dybt tilfredsstillende som kunstner, for jeg arbejder netop med det subtile og det anede og det, man måske kan mærke, men ikke helt ved, hvad er.«

Her er ingen larm, ingen forvirring, ingen sælgere. Lige nu falder bladene af træerne som et udslag af en årlig cyklus, koldere temperaturer og mindre solskin som på guddommelig bestilling.

»Jeg er en del af noget, som fungerer, og jeg føler, at jeg kommunikerer med omgivelserne her. Med træerne og fuglene. Det er ikke sådan, at jeg går og taler med dem, det er på en mere kropslig måde.«

Banale landskabsmalerier

Euforien fra mødet med naturen farede straks ud i Martensens pensel.

Væk røg de hvidskjortede mænd, der var motiverne i hans ’storbymalerier’, forunderlige, ubestemmelige skikkelser i ofte absurde situationer. Og ind kom landskaberne i frodige nuancer af grøn.

Men knap havde han dræbt det menneskelige mylder og hengivet sig til naturen, før han savnede mændene på lærredet. »De landskabsmalerier, jeg lavede, blev utroligt banale,« siger han.

Løsningen blev en symbiose af Martensens kunst før og efter udflytningen.

»Jeg indså, at den eneste måde, jeg kunne holde det ud på, var at bringe de hvidkitlede videnskabsmænd ud i naturen, for det er jo dem, der skal redde os fra naturkatastroferne. Da jeg gjorde det, faldt det hele på plads.«

Betyder det så, at Martensen laver sin bedste kunst i naturen? Er det ved skovsøens bred, at han finder det autentiske og organiske og undviger det, han frygter – det udvendige?

Hvor Monet kunne plante lærredet foran en sø og male åkander fra daggry til skumring, aner man, at det samme ikke gør sig gældende for Martensen.

For nok er han lykkelig på landet. Men måske er han for lykkelig. Han siger, at de bedste malerier, han har lavet i de syv år, han har boet alene – konen arbejder i København i hverdagene – var dem, han lavede på en udstilling i New York, blandt skyskrabere af glas og beton.

»At jeg var i en vitalt pulserende storby langt væk fra naturen, var et sindssygt godt brændstof, fordi jeg kunne bruge alt det, jeg ser her, på en meget mere skarp måde. Afstanden var meget inspirerende,« siger Martensen.

»I det hele taget har jeg tænkt på, om det i virkeligheden er en kunstnerisk dræber at bo herude. Fordi jeg kommer så meget ned i gear. Jeg bliver optaget af at beskære træer, få gødet planter osv., og den glæde, det giver mig, er lige så stor som den, malerkunsten giver mig. Når man går rundt i skønhed, får man et behov dækket, som svarer ret godt til det behov, jeg får dækket, når jeg maler.«

Måske må Martensen tilbage til byen for sin malerkunsts skyld.

»Jeg tror aldrig, jeg vil slippe det her sted helt, men jeg kunne godt tænke mig at få et nyt atelier i byen. Det betyder stadig meget for mig at rejse og komme ud til steder, hvor der sker noget. Desuden bliver jeg måske lidt sær af at gå heroppe. Det siger min kone i hvert fald.«

 

Københavneren, der bragte yoga til Kragelund

 

Simone Vendelbo smed sin CBS-uddannelse på køl for at give timer i yoga og meditation på kanten af en jysk skov.

Det er ikke sikkert, at indbyggerne i Kragelund vest for Silkeborg gik synderligt meget op i yoga og meditation, før Simone Vendelbo landede i den jyske by. Men da den CBS-uddannede projektleder åbnede sin nye forretning i byen, var beboerne flinke til at finde måtterne frem.

»Jeg tror lige, de skulle se, hvad jeg var for en,« siger hun.

Lokalet, hvor Simone Vendelbo underviser, er en fløj i det hus, hun flyttede ind i sammen med sin mand, da de forlod København for et år siden. De store vinduespartier, specielt bygget til formålet, vender ud mod skoven, så man kan se bladene svinge i vinden, når man leder efter sjælefreden.

Naturen var afgørende for, at hun overhovedet startede virksomheden med det sigende navn: Ro Yoga. I sommer rykkede Vendelbo også træningen ud på grundens græsplæne, hvor man kunne lukke øjnene under åben himmel. I de øjeblikke var København pludselig meget langt væk.

»Det er ikke, fordi man ikke kan dyrke yoga i byen, men man kommer lettere til at føle sig distraheret. Det var nok svært at finde et lokale, der passede til det, jeg gerne ville i København: finde roen og harmonien.«

Man tager bare sko på og går ud af døren

27-årige Simone Vendelbo er egentlig uddannet projektleder fra CBS, men hun kasserede de gængse fremtidsplaner, da hendes mand fik arbejde som pilot på Flyvestation Karup. Der var kun én mulighed, hvis de ville blive sammen, og det var at flytte langt vestpå.

»Når man er ung og studerende, tænker man ikke, at der er noget alternativ til at bo i København, men det har nok hele tiden ligget som en drøm i baghovedet at komme væk fra asfalten og de kedelige omgivelser,« siger Vendelbo.

»Jeg var træt af at zigzagge mellem mennesker, og det eneste grønne sted i nærheden var Kastellet, som man så kunne løbe rundt om fem gange. Det er det samme sted hver gang, og man ser de samme ting. Det var irriterende.«

I Kragelund bor de i en lysning i en skov, og ved siden af huset snor en grusvej sig et par hundrede meter ud i landskabet, inden den munder ud i Bølling Sø. Den køkkenhave, der var »svær at anlægge i en 55 kvadratmeters lejlighed«, er nu plantet foran huset, og en hund har sluttet sig til parret.

Hvor byen aldrig døser hen, kan Kragelund dræbe alle lyde og indtryk. Der er ingen gadelamper, der lyser grusstien op om aftenen, ingen biler, der oser eller naboer, der snakker i nærheden, for naboen er skoven.

»Når man går ud her, behøver der ikke at være nogen plan. Man tager bare sine sko på, forlader huset og ser sig omkring. I København cykler man altid fra et sted til et andet. Man er altid i transit.«

Ensomheden lurer

Resultatet er en større samhørighed med naturen, men også en snert af ensomhed, erkender Simone Vendelbo. Hun har ingen familie i Jylland, og vennerne er blevet i byen.

»Det kan være særligt svært, når min mand er ude på flyveøvelser i flere dage, og jeg bare sidder derhjemme sammen med hunden uden mulighed for at gå ud med vennerne. Men man må lære at sige til sig selv, at det er fint nok at have det sådan,« siger hun.

Til gengæld har Kragelund et mere fasttømret lokalt fællesskab end København, hvor man dårligt kender navnene på sine naboer i opgangen. Når en indbygger begynder at undervise i yoga og meditation i den midtjyske by, affejer man det ikke bare som storbypop. Man møder op og støtter det nye initiativ – og hvis man kan lide det, skriver man det i kalenderen uge efter uge.

»Der har været en nysgerrighed over for, hvad det dog er for noget, hun laver – hende den nye. Siden har det spredt sig, så man kan vel godt sige, at jeg har taget noget nyt med hertil. Og jeg kan faktisk ikke forestille mig, at jeg nogensinde flytter tilbage til en stor by.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu