Læsetid: 11 min.

Nye rejsende kan begynde her

Hvad er en togrejse? Hvis man vil forstå det, er den danske litteratur et godt sted at starte. Det har Erik Skyum-Nielsen gjort i ti moderne, og personlige, nedslag
Hvad er en togrejse? Hvis man vil forstå det, er den danske litteratur et godt sted at starte. Det har Erik Skyum-Nielsen gjort i ti moderne, og personlige, nedslag

Ditte Ahlgren

9. november 2018

Toget er et kollektivt rum

Man møder mennesker i alle aldre og fra alle samfundslag, i næsten alle størrelser og former, af flere forskellige køn. I visse tilfælde foldes det fælles rum sammen og bliver med ét individuelt. Kupeen kan blive ladet op med erotisk spænding, og spændingen kan vokse sig så voldsom, at de involverede må begive sig ud på gangen eller tilmed toilettet.

Nogle skriver bøger om den slags møder. Om en tiltrækning, der rejser sig som en rus, men ender med at blive rutine. Og om, hvordan det midt i det intime rum viser sig umuligt at holde omgivelserne ude. Dem og så døden.

Nye rejsende

fjerde gang jeg ser dig nøgen

holder toget stille

på grund af en personpåkørsel
et andet sted på strækningen

så har vi mere tid siger du
og løfter mig op
ved siden af håndvasken

jeg rører ved dit hår
og kommer til at tænke på

dit hoved

adskilt fra kroppen

(Tine Høeg: Nye rejsende, 2017)

Toget har ændret sig

I gamle dage kunne man slå sig ned og forpustet udbryde: pyha, det var det, vi nåede det! Men i dag er der etableret adfærdskontrol og indført stillekupeer, der gør det muligt at bruge kupeen som privat kontor og udnytte hvert sekund af sin måske oven i købet arbejdsgiverbetalte transporttid til granskning af oplæg og regneark, læsning og afsendelse af mails, til aktiehandler, opsigelser. Samtidig er der skabt et hidtil uset frirum for indre og ydre disciplinering. Knap har waggonen forladt perronen, før gravkammerstilheden indfinder sig. Den sure politibetjent i os stikker sit tyssende hoved frem. Han har købt billet til dødsstille ro.

Høfde Q

Det er en stillekupe, og der er så stille under havets overflade, at man kan høre de klaprende tastelyde fra mine medpassagerers bærbare computere. Tap-tap-tap klikker det og lyder som kakerlakker på et klinkegulv i Thailand. Du har lige været ude at svømme en tur, og for hvert skridt efterlader du noget, der vel svarer til en halv teskefuld af Det Indiske Ocean. Adr, siger du alt for højt og peger på kakerlakkerne. Schyyy, det er en stillekupe, hvisker jeg og rækker dig et håndklæde.

(Thøger Jensen: Høfde Q. Prosa 1998-2008, 2008)

Toget er en flugtmulighed

Toget er en flugtmulighed. Derfor undlod Herman Bang i Ved Vejen (Stille Eksistenser, 1886) at nævne praktiske detaljer om hovedpersonen Katinkas tur hjem til barndommens by. Havde han nemlig skrevet, at hun tog med toget både frem og tilbage, kunne læseren med en snip af sin bevidsthed have spurgt, hvorfor i alverden hun dog vender tilbage til sit plumpe monster af en snorkende og meget ædende og evindeligt kravstillende ægtemand, der oven i købet har et barn ude i byen. Hvis fyren (eller mandstypen) findes den dag i dag, har han utvivlsomt lige så store problemer med computeren som med sin kone.

Fut fut fut

Stationsforstanderen skiftede Frakke
Til Toget.

Han var sur selvom han stod
Med sit elskede Flag parat til at vifte.

Den satans pc’er
Den gjorde ham knuder

Som så meget andet.
Ikke mindst konen

Der bagte for på pundkager og
Aldrig så glad ud

Når han trak hende ind i soveværelset
Og den store seng

Ligesom pc’en ville hun ikke
Som han

De ny tider var sådan
Teknologisk obsternasighed og

Kvindefrigørelse som absolut
Ikke duede til noget

Men skabte splid og en følelse af ydmyghed
Og underkastelse

Som sad i nakken og som ikke engang lokomotivet
Og togstammen kunne få til at lette

Lige meget hvor meget han viftede
Og gjorde sig til

Han sad i nettet og vidste det
Ledningerne og bølgerne i cyberspace

Havde taget ham og det satans fremskridt
Som ikke kunne bruges til noget som helst

Og aldrig frembragte en eneste pundkage
For slet ikke at tale om et himmelsk knald

Og en lysten kone men i det højeste en hånlig
Stank af varm bakelit og eksploderende bomber.

(Klaus Rifbjerg: Fut fut fut. Digte, 2014)

Toget er tilfældighed

Toget er indbegrebet af tilfælde, kontingens. Du kan sidde mutters alene fra Kolding og helt til Rødekro, men du kan også møde en ven, du ikke har set i årevis. Du kan i toget fra Amager til Malmø i nabosædesektionen pludselig høre et rejseselskab af nordøstfynske socialdemokrater, som du snakkede med dagligt for tredive år siden. Og du giver dig til kende. Og de kan huske, hvad du hedder. Og de er glade for at se dig igen! Eller toget kan passere en lokalitet, hvor du engang oplevede noget, som OGSÅ var tilfældigt. Pludselig bliver det meget konkret. Som var det i går eller for et øjeblik siden.

Pendlerne

»Næste station Roskilde. I Roskilde er der forbindelse med tog til Fyn og Jylland.«

Toget passerer Dyreskuepladsen i høj fart, og hun kommer til at tænke på en festival for mange år siden hvor hun mødte en svensker med piercet tunge.

Hun forstod ikke ret meget af hvad han sagde, men han var nænsom og insisterede på at købe en øl til hende bagefter.

(Simon Fruelund: Pendlerne. Roman, 2014)

Toget er et 'ikke-sted'

Toget er forvandlingens og identitetsophævelsens ’ikke-sted’. Ingen behøver på forhånd vide, hvor du kommer fra, og hvem du er. Du er, i udgangspunktet, fri til at blive set som en anden end det skvat, dine daglige omgivelser måske har stemplet dig som, eller som den stakkel, du udi egen indbildning er. De andre kan meget vel være lige så beklemte, forkerte som du selv. Er du heldig, bliver du set med nye øjne og får måske midlertidigt tungen på gled. Medmindre du da hele turen sidder med næsen begravet i bestselleren eller hovedet andægtigt bøjet over mobiltelefonen. Er der mon kommet en opdatering?

Barndommens gade

Dagen oprinder, og hun følges søndag morgen klokken seks til feriebørnstoget af far og mor og Carl, der er drønende søvnig og arrig over den tidlige vækkelse. Han har sit konfirmationstøj på, de tynde håndled stikker ud af ærmerne, og bukserne når ham kun til skinnebenene. Ester står højtidelig og pyntet med armen i mors og glor rundt på de andre feriebørn, der er akkurat lige så højtidelige og pyntede. Under armen har hun mors sorte laktaske, som hun har fået lov at låne, med billetten, adressen på dem hun skal være hos i Sønderjylland og en pung med en krone i, som hun har lovet at administrere med omtanke. Den megen fedelse den sidste tid har gjort sin virkning. Kinderne bovner ud under den beigefarvede stråhat, og hun ligner mindst af alt den undervægtige stakkel hun er udi egen indbildning. Skynd dig nu op i toget, så du ka få en vinduesplads, siger mor. Der piftes til afgang. Farvel, farvel. Forældrene løber langs perronen og vifter med hvide lommetørklæder. I sidste øjeblik stikker far et bæger is i hånden på Ester. Hun vinker og vinker med hele overkroppen ud af vinduet. Da hun ikke kan se dem mere, sætter hun sig ned og opdager, at de andre børn ser ud til at være liså generte og urolige som hun selv. Fra vinduet ser hun vældige Søndermarken med gult græs, som hedder korn og er det vi får brød af. Det fortæller en dreng der sidder over for hende og har snotnæse og hareskår. På andre marker er der rigtigt græs hvor der går bunker af køer og heste, der gudskelov ikke kan gøre en noget, men bare vender sig og glor efter toget. Nogle bliver bange og bisser rundt i tøjret, hvad der får hele kupeen til at trimle af grin. Børnene glemmer hvor de kommer fra og hvor de skal hen. De rystes sammen og sludrer og sammenligner madpakker, tøj og lærere. Ester nyder det. Her er der ingen der ved, at hun er en sær en, og straks er hun det heller ikke.

(Tove Ditlevsen: Barndommens gade. Roman, 1941)


Toget er fremmede omgivelser

Toget er fremmede omgivelser og anelsesvækkende udenlandske navne. Usammenhængende sansninger, som ustandselig afløser hinanden. Man bestemmer ikke selv, hvad der venter ude på ens rejse. Man lader det komme til sig uden kausal eller logisk struktur, måske få kontur og farve, inden det alt sammen atter passerer. Kan man for en stund lade være med at tænke på andet end det, man lige nu ser, indfinder der sig en meditativ, muligvis ligefrem løs og jeg-løs tilstand, som er svanger med skabende aktivitet. Hvorfor skulle forfaldne fabrikker og grimme tyske industrielle broer ikke kunne gå hen og blive (forlæg for) et digt?

City Slang

Hamburg – Köln
Forfaldne fabrikker
begroet af sod og snerler.
Forladte.

Funkis så tung som Tyskland.
Beboet.

Köln Hbf
Floden og broerne. Det gamle hotel.

Fra en anden kupé:
»nightfever, nightfever…«

Nordexpressen glider
gennem Kölner Dom.

(Søren Ulrik Thomsen: »Hamburg – Köln«. City Slang. Digte, 1981)

Toget minder dig om tid

Toget lader dig generfare det faktum, at vi kun er til stede i nuet cirka én procent af tiden. At vi bruger størstedelen af vores liv på at tænke over det, der er sket, og resten på at fantasere om det, der i fremtiden kan ske. En lærer ved RUC har på Trekroner Station givet en kvindelig studerende kortfattet respons på en opgave. Nu svarer hun ham. Der er »noget, hun gerne vil have uddybet.« Men han befinder sig samtidig andetsteds, hos sin far på Samsø, som han lige har besøgt og aner han ikke skal se igen. På togstrækningen mellem Rødovre og Valby åbner brystet sig. Han er helt sig selv og ude af sig selv. Det er ham, de skriver om i litteraturen.

Banedanmark

Da toget nærmer sig København, kommer der igen dækning på telefonen. Hun har sendt ham en mail. Hun skriver, at der er noget, hun gerne vil have uddybet. Hun skriver: Jeg ville egentlig gerne have spurgt dig. Hun skriver lidt om sit arbejde. Han svarer hende kortfattet og forsøger igen at læse. Han ser sin far for sig. Hun svarer med det samme. Hun skriver: Jeg blev glad. For hvad, tænker han, men ved det jo godt. De mailer frem og tilbage. Han bemærker det ikke rigtig – hvordan tonen forandrer sig. Han bemærker Rødovre og Valby. Banedanmark. Han har det, som om hans bryst åbner sig. Han stikker næven ind og tager fat i sine lunger. Sit hjerte. Han forstår ikke helt det træk i litteraturen. Kroppen som metaforhavn for strandede psyker.

(Peder Frederik Jensen: »Fint for dig«. Banedanmark. Noveller, 2014)

Toget har spejle 

Toget har vinduer, som af og til, ikke mindst i Norge og Mellemeuropa, forvandler sig til spejle. Vi mærker det en lille smule, når toget passerer en mur eller mørket sænker sig udenfor, men totalt når det kører ind i en tunnel. Så ser vi os selv, som de andre i kupeen ser os. Eller vi ser med ét medpassagererne, i deres overladthed til mørket. Vi hører pludselig tydeligt alle togets egne lyde og hensættes midlertidigt, måske midt på dagen, til et natligt skyggerige. I skiftene fra rude til refleksion kastes vi midlertidigt ind i en skrøbelig, udsat, på én gang sært nøgen og løfterigt mulighedsrig eksistens.

Rejsens bevægelser

toget kører ind i en tunnel, og jeg ser mit eget ansigt reflekteret i kupévinduet på baggrund af tunnelens mørke. Det er som at få øje på en anden, en ældre mand med sammensunkne øjenhuler og indfaldne kinder i det gustne ovenlys. Den usynlige klippevæg kaster lydene tilbage, formørkede, forstærket, vognhjulene, sammenføjningerne, bufferne, hamrende mod den uigennemtrængelige væg af mørke, sodet, afstandsløs, nat uden stjerner

(Jens Christian Grøndahl: Rejsens bevægelser. Roman, 1988)

Toget er mødet med offentligheden

Toget er (eller var?) et for mange skrækblandet møde med offentligt ansatte, med ansvarlige, uniformerede autoriteter. Man skal medbringe gyldig rejsehjemmel, og man skal være beredt på et uanmeldt kontrolbesøg. En professor i Oxford præsterede efter sigende at køre gratis fra og til London hver dag i årtier uden billet. En strategisk triumf. Mig alene mod Staten! Men det var en undtagelse. Konduktøren bekræfter gennem sit klip, at samfundet trods alt fungerer, og måske var det derfor, Kong Frederik IX efter sigende kunne hele DSB’s køreplan udenad. Vor afsked med den bog var et tab for autister og autoriteter.

Rejsen til Ribe

Han holdt billetten knuget i hånden, den var som et pant for hans ensomhed, som han var vant til at have, men ikke som nu, hvor han ikke skulle være på vagt og forsvare sig med tykhudethed og forstilthed. Rask i vendingen og flink, det var det værste man kunne være derhjemme.

Konduktøren kom ind, klippede uldkræmmerens billet og så var det hans tur. Han rakte billetten op, konduktøren gav sig til at studere den, vendte den om og så igen på forsiden, hvor datoen var stemplet med en dag i maj, hvor Hanse havde været i Ribe og var kommet op at køre hjem.

– Billetten er ugyldig, sagde konduktøren, du kan ikke bruge den til at rejse til Ribe på.

– Hvad så, sagde Martinus.

– Du må købe en ny billet, hvis du skal til Ribe, sagde konduktøren og tilføjede uden at Martinus havde svaret, ellers må du stå af i Hvidding.

(Peter Seeberg: »Rejsen til Ribe«, Rejsen til Ribe. Noveller, 1990)

Toget er et mekanisk væsen

Toget er så definitivt, ifølge sit hele mekaniske væsen. For stiger du på, kan du ikke komme af igen, i hvert fald ikke lige med det samme. Hver gang du går eller løber en tur, kan du standse op og vende om eller hvert øjeblik skifte retning, og såvel cykel som motorcykel og biler styrer du selv. Men toget kører kun én vej, og det standser først når og hvor det nu skal efter planen. Derfor er togrejser ikke for vankelmodige sjæle og impulsive gemytter. Eller måske er det just lavet for dem, så de indimellem kan beslutte sig, give sig hen, overgive sig, resignere og for et øjeblik acceptere, at nu er det altså her jeg er.

Dette burde skrives i nutid

Toget kom brusende nede mellem træerne og begyndte sin opbremsning, jeg satte hænderne for ørerne. Døren foran mig gik op, en høj dreng steg ud, han baksede med sin rygsæk. Togføreren hang helt forrest med fløjten i munden og blikket rettet mod sit venstre håndled. Han kiggede ned på mig og lavede en kraftig gelejdende bevægelse mod toget. Først rystede jeg på hovedet, men så steg jeg alligevel på, da han lavede bevægelsen en gang til og fløjtede. Jeg kom hurtigt op ad de to trin og stod et øjeblik i døråbningen, mens toget langsomt satte i gang, så sprang jeg ned på perronen igen.

(Helle Helle: Dette burde skrives i nutid. Roman, 2011)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu