Læsetid: 8 min.

Toget brager ind i en tunnel, og vi ved alle, hvad det betyder

Et varsel om storkapitalens indtog, en ramme om den flygtige romance, en fallos i landskabet. Toget optræder i flere af filmhistoriens største værker – på vidt forskellige måder
Henry Fonda i ’Once Upon a Time in the West’.

Henry Fonda i ’Once Upon a Time in the West’.

Ritzau Scanpix

9. november 2018

Toget har været en del af filmen siden mediets fødsel. Allerede i 1896 havde de franske brødre med efternavnet Lumière – dem, der regnes for at være filmens fædre – et tidligt hit med filmen Arrival of a Train at La Ciotat. Handlingen? Et tog standser på en station og lader passagererne stige af og på.

Det lyder måske ikke sindsoprivende i dag, men rygtet vil vide, at biografgængerne dengang skreg og spurtede tilbage i salen, da toget nærmede sig perronen. De troede, det ville køre ud af lærredet og ind i biografen.

Senere var toget også et helt centralt element i en af filmhistoriens første potente genrefilm, westernfilmen The Great Train Robbery fra 1903, hvor en flok banditter står bag et kup på skinnerne. Mange store filmskabere har siden pionerernes dage brugt toget som ramme og symbol – fra slagsmål med 100 kilometer i timen til det sidste kys på perronen.

På lærredet kan toget nemlig betyde meget: Det kan indfange livsovergange, flygtig kærlighed og tjene som åsted, som vi skal se i de følgende seks mesterværker, der alle bruger toget som en hjørnesten i fortællingen – på vidt forskellige måder.

Krumspring på krigstoget

Tog har dannet rammen om actionscener i nogle af historiens mest kendte filmserier: I Mission Impossible, i Sherlock Holmes, og i flere James Bond-film.

Men ingen har brugt toget med samme opfindsomhed som Buster Keaton i Generalen, en borgerkrigskomedie, der blev et kritisk og kommercielt flop, da den udkom i slutningen af stumfilmsæraen, men efterfølgende har erobret en plads i historiebøgerne.

Det har den blandt andet, fordi toget er et vidunderligt afsæt for Buster Keatons fysiske optrin alene i kraft af sin natur: Det er ustoppeligt. Er det på vej mod en klippekant, er det allerede for sent, og lander der noget på skinnerne, må man fjerne det. Toget ruller videre.

Det må Keatons sydstatshelt sande i en af filmens ikoniske scener, hvor fjenden fra nordstaterne smider planker foran hans lokomotiv, hvorefter han akrobatisk må fjerne dem i fuld fart på skinnerne. Togets ensidige logik, den ubrudte bevægelse frem i landskabet, er en ubøjelig kendsgerning, der passer godt til Keatons favoritkarakter: den bløde humanist, der står til tæsk i en maskulin verden, men med et forvirret og aldrig aggressivt udtryk i blikket – selv ikke når borgerkrigens kanoner brager – sejrer til sidst på grund af adræt snilde og en god portion held.

Generalen er en tour de force i dramatisk komik, spidsfindig, men også imponerende ambitiøs: Scenen, hvor en bro kollapser og sender et lokomotiv mod dybet, var på det tidspunkt filmhistoriens dyreste, og i dag tænker man stadig, at den var pengene værd.

Morderiske planer i ingenmandsland

Man behøver ikke at være Sigmund Freud for at forstå, at Alfred Hitchcock så toget og tunnelen som mere end bare infrastruktur. I Menneskejagt forfører Cary Grant sit kvindelige modstykke, og idet man fornemmer, at kødets lyst tager over, brager toget ind i en tunnel. Tættere kom man næppe på en fuldbyrdet penetration i 1950’ernes Hollywood.

Hitchcock havde på det tidspunkt også brugt toget som gerningssted i En kvinde forsvinder, og flere år senere kastede han sig over en filmatisering af Patricia Highsmiths roman Farligt møde: En film, der både bruger toget som katalysator for (homo)seksuel energi og morderisk thrillerstemning.

Toget er katalysator for morderisk thrillerstemning og (homo)seksuel energi mellem Farley Granger og Robert Walker i Alfred Hitchcocks ’Farligt møde’ fra 1951.

Ritzau Scanpix

Handlingen er Hitchcock-classic: en ordentlig mand, tennisspilleren Guy Haines, møder mørkemanden Bruno på et tog og tvinges ud på den yderste kant efter et farligt tankespind. En slags bytte-bytte-købmand for voldelige sociopater: Hvad hvis, spørger Bruno, at han skaffer Guys tyran af en kone af vejen, og Guy til gengæld dræber Brunos foragtede far?

Ikke overraskende finder samtalen sted på et tog, i et ingenmandsland mellem to destinationer, hvor tankerne kan vandre og djævelske ideer kan slå rødder i virkeligheden. Til tider bliver de endda fuldbyrdet på sporene, som tilfældet er i Agatha Christies Mordet i Orientekspressen.

Det diabolske tankespind bliver til en egentlig plan, da tennisspilleren ikke får afvist Bruno klart, og snart sidder han i saksen. Og hvis filmen har en banal morale, er det en, der istemmer det moderne menneskes frygt: Lad være med at tale med en fremmed på toget!

Livets sagtmodige bevægelse

Toget spiller en væsentlig rolle i flere japanske film, men i få bærer det en lige så smuk betydning som i Yasujirō Ozus film. Den japanske mester lavede familiedramaer, der virker udramatiske på overfladen. Karaktererne trisser rundt i en japansk middelklassetilværelse og snakker med hinanden om stort og småt, mens kameraet betragter dem, urokkeligt og tålmodigt.

Men bag den bedragerisk enkle facade gransker Ozu mægtige følelser – med et nostalgisk fokus på menneskets livsovergange, både de eviggyldige og dem, der er knyttet til den moderne verden.

Overgangen fra land til by, fra familiens favn til voksenlivet, fra arbejde til alderdom. Og hvilket bedre symbol på dette end toget, det transportmiddel, der er en indgroet del af det japanske samfund og synligt skærer gennem samfundet fra én perron til en ny?

Det er ikke sådan, at toget har en dominerende plads i Ozus film, det optræder snarere som en sagtmodig bevægelse i landskabet bag hverdagens skæbner. I Early Summer betragter en aldrende mand et tog passere, efter han har fået at vide, at datteren skal giftes og derfor flytter hjemmefra. Og i Tokyo Story tager et pensioneret ægtepar toget til storbyen for at se deres børn, der dog har for travlt til at skænke dem omsorg og opmærksomhed.

Sidstnævnte er Ozus hovedværk og en udsøgt opvisning i, hvordan de eksistentielle temaer, selve livets melankoli, gemmer sig i hverdagsglimt. Her bliver toget symbol på det egentlige drama: afstanden mellem det aldrende ægtepar og deres børn, afstanden mellem land og by og familieværdiernes erosion.

Michelle Pfeiffer i ’Mordet på Orientekspressen’ fra 2017.

20th Century Fox

At toget spiller en væsentlig rolle understreges af, at det snegler sig væk i baggrunden, da Ozu foretager en af filmens få kamerabevægelser. Man fornemmer, at den japanske mester ønsker, at det meste står stille, men han ved – og accepterer – at livets bevægelse er ustoppelig.

Toget efterlader slim som en snegl

I Sergio Leones Once Upon a Time in the West (dansk titel: Vestens hårde halse) er jernbanen snarere symbolet på alt ondt. Det er fortællingen om en kvælende udhuling af den gamle verden, storkapitalens overgreb på de endeløse amerikanske vidder og landsbysamfundets fred. Eller som en af (anti)heltene siger til en jernbanemagnat i kørestol: »Du efterlader slim bag dig som en snegl, to smukt skinnende spor.«

Leones tilbageskuende indignation er tydelig: Hævneren Harmonica peger pistolen i retning af de mørkemænd, der repræsenterer den nye verden, ikke mindst Henry Fondas skurkagtige Frank.

Selv om toget fungerer som de onde kræfters rambuk i Once Upon a Time in the West, bruger Leone også transportmidlet som omdrejningspunkt for gunslingeri af klassisk skuffe. Åbningsscenen er med rette en af genrens mest feterede: Tre håndlangere, der arbejder for Frank, venter på toget, mens ekstreme nærbilleder forvandler sekunder til timer. Nogle vanddråber drypper fra loftet, en flue flyver foran ansigtet på en døsig mand, og sådan fortsætter det.

Efter flere minutters tidsbøjning a la Leone lander toget på perronen, og Harmonica stiger ud. Han kigger på de tre skurke og deres heste: »Looks like we’re shy one horse,« siger en af dem. »You brought two too many,« svarer Harmonica.

Jernbanen er nok drevet af ussel mammon, men der er også plads til nuancer i Once Upon a Time in the West: Den invalide jernbanemagnat drømmer om at transportere sig selv og sin kørestol til Stillehavet med tog, og da han bliver skudt på prærien bruger han sine sidste vejrtrækninger på at kravle mod en mudret vandpyt, mens bølgerne bruser på lydsporet.

Den flygtige interrail-romance

Toget er også rammen for adskillige filmromancer – og særligt de flygtige af slagsen. Klassikeren er David Leans efterkrigsdrama Det korte møde, hvor en gift kvinde og mor forelsker sig i en læge på en togstation. Efter en hed forelskelse må hun til sidst se ham køre væk i et tog, fra nutid til minde, uden antydningen af en forløsende afsked.

Toget bringer skæbner sammen. Og toget skiller dem ad.

Her orkestrerer en flok banditter et kup på skinnerne i stumfilmen ’The Great Train Robbery’ fra 1903.

 

 

The Granger Collection

Således også i Richard Linklaters Before Sunrise, der med instruktørens varemærker – et svævende, observant kamera, replikker som plukket fra virkeligheden og en grundlæggende bevidsthed om tilværelsens bittersødme – udfolder en ung lynromance i Wiens nat.

Amerikanske Jesse møder franske Céline på toget, og med drenget charme formår han at overtale hende til at træde med ud i den østrigske hovedstad. Hans fly letter næste morgen, så kontrakten er klar: Når solen står op, sætter han hende på et nyt tog, og de vil aldrig se hinanden igen. Dermed er der lagt op til en interrail-romance, hvor flygtigheden er præmissen, hvis ikke pointen.

Så let er det bare ikke, og idet de to elskende er i færd med at sige farvel for altid, beslutter de alligevel at mødes seks måneder senere – på den samme perron. Umiddelbart en slutning fyldt med håb, men man aner, at løftet ikke er stærkt nok til at modstå virkeligheden. Det bliver bekræftet i opfølgeren, Before Sunset: Céline vender ikke tilbage.

Before Sunrise er Linklaters bedste film, fordi hans filmiske nærvær kommer til sin ret på hjerteskærende vis. Da de unge elskende stiger af toget, oplever man deres glød blive til ild, og det gør ulideligt ondt, når toget skiller dem ad på ny. Her mærker man det næsten, som var man en af de rejsende selv.

Den seksuelle fantasi på skinner

I et Hollywood gennemsyret af opbyggelig moral er det forfriskende at se en film, der skider på den. I Fræk business starter Tom Cruises high school-elev Joel de facto et bordel i de få dage forældrene er væk fra forstadshjemmet. Det er normalt en handling, der har konsekvenser, men i Paul Brickmans kultklassiker er det modsatte tilfældet: Joel bliver belønnet på alle planer.

Han drejer ind på det moralske sidespor, da han bliver forelsket i callgirl’en Lana, hvis drøm er at have sex på et tog.

Fantasien er måske et udtryk for toget som en flugtvej, sådan som det også er tilfældet i Spike Lees Clockers, men det er også en kødelig eksplicitering af Hitchcocks hede togfantasi. Slowmotion-effekterne slører grænsen mellem drøm og virkelighed, da Lana hiver fat i Joels lynlås og glinsende sætter sig på ham, mens toget, der teknisk set er en metro, banker ud af undergrunden og igennem den mørke nat.

Den saftige togtur kondenserer også en livsovergang, sådan som bevægelsen på skinner har det med at gøre på lærredet: Joel siger farvel til sin mødom og fuldbyrder rejsen fra dreng til mand med et kropsligt skælv.

Andre gode togfilm: Some Like It Hot, Stand by Me, Snowpiercer, Polar-ekspressen, Sheriffen, The Lady Vanishes, Shanghai-ekspressen, The Darjeeling Limited, Smid mor af toget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu