Læsetid: 3 min.

Dalmatien er mere end adelspalæer og bekvemmelige ferieressorts

Trykket fra endagsturisterne i de labyrintiske gader i Split og Dubrovnik mærkes som et mindre digebrud, men inde i landet findes en ægte mangel på foretagsomhed
Trykket fra endagsturisterne i de labyrintiske gader i Split og Dubrovnik mærkes som et mindre digebrud, men inde i landet findes en ægte mangel på foretagsomhed

Sofie Holm Larsen

28. december 2018

Kroatien har jeg besøgt så mange gange, at jeg er holdt op med at holde tal på ankomster og afgange. Min interesse for landet er bred. En smuk natur, et komplekst og fascinerende sprog, en spændende litterær arv, en dramatisk historie.

Da jeg begyndte at rejse her i slutningen af 1990’erne, var det let at få et privat værelse i Dubrovnik for under hundrede kroner. Udenlandske gæster var skræmt væk på grund af krigen, som man i Kroatien kalder for Fædrelandskrigen, men som man næsten alle andre steder kender som Den Jugoslaviske Borgerkrig.

De senere år er billedet totalt forandret. Lokale turistmyndigheder har svært ved at få armene ned over stigende vækstrater, og trods konkurrence fra store, internationale hotelkonglomerater og små butikshoteller får man let det indtryk, at de stadig flere Airbnb-udlejere kan sætte prisen, som de har lyst til.

Krigen er stort set glemt, Game of Thrones har med lån af bymure, fæstninger og blankpolerede kalkstensgader åbnet folks øjne for de smukke verdensarvsbyer, og når de store cruiseskibe lægger til kaj i Split og Dubrovnik, mærkes trykket fra endagsturisterne i de labyrintiske gader som et mindre digebrud. Infrastrukturen har svært ved at følge med, og lufthavnene i Dalmatien og Istrien er allerede for længst blevet for små til at betjene folk, der kommer i stort tal fra alle verdenshjørner.

Selv har jeg ingen berøringsangst over for andre turister, og i et hårdt prøvet land, hvor den eneste industri, som for alvor har vind i sejlene, er hospitality, har jeg ikke hjerte til ikke at unde Kroatien denne fremgang. Men Kroatien er meget mere end dens kyststrækning med adelspalæer og bekvemmelige ferieressorts.

Vil man forstå de store geografiske, økonomiske og mentalitetsmæssige forskelle i et land, som de seneste år er skrumpet med flere hundred tusind mennesker som følge af arbejdsløshed og hjerneflugt, er der intet bedre end at tage en tur med bussen ind i landet. For mit eget vedkommende er der også tale om en slags syndig fornøjelse.

Fra turistmagneterne på Adriaterhavskysten, hvor PR-folk i samarbejde med livsstilsjournalister forsøger at få omtalt den sidste nye gode restaurant, kan man på få timer nå til de mindste flækker i Zagorje, Slavonien og Baranje. Her i det kontinentale Kroatien, det, som vender ind mod Bosnien og Serbien, venter man forgæves på opsvinget.

Her er der fladland og vegetation, der indimellem ligner trods. Her er hensygnende industri, skorstene, der rejser sig mod de lidt dystre dinariske tinder, og bønder, der værner om territorier og gamle traditioner. Her er uforetagsomhed og kæderygning og mænd i træningsdragter, som slår tiden ihjel på den lokale kavana.

Her er grænseegne tynget af det økonomiske uføre, som krigen førte med sig, og som korrupte politikere og skiftende regeringer ikke har evnet at rette op på. Her forstår man, hvorfor næsten alle unge, der kan begå sig på engelsk eller italiensk, forlader hjembyen og tager til kysten for at arbejde i sommerhalvåret.

Jeg elsker disse ture med bussen i indlandskroatien, hvor lavmælte lyriske kærlighedssange overdøves af folkemusik tilsat technobeats, hvor folk fortsat nynner med på 70’er-hits fra den fællesjugoslaviske sangskat, hvor chaufføren taler i mobil med den ene hånd og smøger den ud ad vinduet med den anden.

I pauserne gør vi holdt i læ af indfaldsvejenes beskæmmende billboardreklamer, på gudsforladte barer og rastepladscafeterier, der er stamsteder for folk, som dagen lang udspyer de samme eder og forbandelser. Så tankes der op med benzin, tunge dejretter og elendig kaffe fra Lavazzo og Julius Meinl. Så føler jeg, at jeg har Kroatien for mig selv igen.

Tom Nørgaard er forfatter til Turen går til Kroatien.

BALKAN

Grænsen mellem Kosovo og Serbien er igen til diskussion. Makedonien skal snart stemme om sit eget navn. Og havnebyen Rijeka i Kroatien forbereder sig på at blive europæisk kulturhovedstad om et år. Information zoomer ind på Balkan.

Andre artikler i dette tillæg

  • Lyrik fra Balkan: En gæst, der ikke længere er der

    28. december 2018
    Lyrik fra Balkan oversættes næsten aldrig til dansk, men det vil en ny antologi med 43 af de væsentligste digtere fra Bosnien-Hercegovina råde bod på. Vi introducerer her fire kvindelige lyrikere fra nyudgivelsen ’Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’
  • Fotoessay: Gensyn med Sarajevos krigsbørn

    28. december 2018
    I tre år sidst i 1990’erne drev den prisbelønnede skotske fotograf Chris Leslie en fotoskole på børnehjemmet Bjelave i den bosniske hovedstad. Tyve år efter krydser han sit spor for at se, hvad der er blevet af hans unge elever fra den tid
  • De største film fra Balkan har det groteske til fælles

    28. december 2018
    Hvordan håndterer man en historie, der næsten er for smertefuld til at se i øjnene? For flere (eks) jugoslaviske instruktører har svaret været at ty til det bizarre, overdrevne og irrationelle, uden at vende blikket væk fra traumerne. Her er nogle af de film fra regionen, der fortæller bedst om den
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu