Læsetid: 5 min.

Fotoessay: Gensyn med Sarajevos krigsbørn

I tre år sidst i 1990’erne drev den prisbelønnede skotske fotograf Chris Leslie en fotoskole på børnehjemmet Bjelave i den bosniske hovedstad. Tyve år efter krydser han sit spor for at se, hvad der er blevet af hans unge elever fra den tid
Oggi Tomic, dengang 13, i Sarajevo.

Oggi Tomic, dengang 13, i Sarajevo.

Chris Leslie

28. december 2018

Børnene på børnehjemmet i Bjelave levede elendige liv. De var mærket af en forkvaklet opvækst og af krigen og dens eftervirkninger. Mange havde oplevet overgreb og omsorgssvigt. Som en journalist sagde dengang, var hjemmet »det værste sted i Sarajevo ved siden af lighuset«.

Over tyve er gået siden mit første besøg i Sarajevo – det var i sensommeren 1996. Ødelæggelserne fra den bosniske krig 1992-95 var et rystende syn. Jeg så karré på karré af udbombede højhuse. Jeg så kratre fra mortergranatnedslag, mure arret af maskingeværsalver; butikker, biblioteker, fabrikker lagt i ruiner. De materielle skader havde været enorme: Sarajevo lignede det sene 20. århundredes svar på Dresden eller Stalingrad.

Krigen var dog sluttet året før, og Sarajevo nød i 1996 den fred, som byens indbyggere længe havde higet efter. De kunne nu flokkes på gaden og spise is og drikke kaffe på cafeerne uden at skulle frygte for at blive mejet ned af snigskytter eller ramt af artilleribeskydning. Det var de simple glæders tid. Men angsten for fremtiden, for arbejdsløshed og udfordringer med PTSD og genopbygning af deres by ventede lige om hjørnet.

I 1997 slog jeg mig ned i Sarajevo. Med udstyr doneret fra Skotland oprettede jeg en lille fotoskole i kælderen af børnehjemmet med eget mørkekammer.

Jeg underviste børn i alderen fra seks til 16 i de basale fototeknikker, dvs. i brug af 35 mm SLR-filmkameraer, i filmfremkaldelse og fototryk. Bundne opgaver eller teoretisk skoling i fotografering blev det dog ikke til, for sprogbarrieren vanskeliggjorde undervisning i fagets mere avancerede tekniske færdigheder.

Børnene fra hjemmet og det omgivende boligkvarter løb rundt i gader og på legepladser og skulle fotodokumentere, hvad de så på deres vej. De havde frie rammer for at tage billeder af alt, hvad de ville. De fotograferede venner, forbipasserende, ødelagte bygninger, soldater fra de fredsbevarende styrker, gamle damer, der stirrede ud ad vinduer, hunde i parken, gadescenerier, butiksindehavere.

Jeg drev projektet på frivillig basis over tre somre og oplærte så en lokal studerende, Edina Hrnjic til at tage over og videreføre det.

De fleste af de fotos, børnene fra hjemmet tog, henlå som glemte negativer i over tyve år og er først nu fremkaldt og skannet. Billederne giver os et råt, unikt perspektiv på et Sarajevo, der nu ikke længere eksisterer. De krigshærgede bygninger fra dengang er revet ned eller restaureret, og store butikscentre og nye højhuskomplekser fylder i dag horisonten.

Rina

Rina Trifkovic (t.h.) lærer fototeknik i 1998.

Dzenita Katovic
Rina Trifkovic, i dag 28, blev modtaget i Bjelave som hittebarn. Ved krigsudbruddet i 1992 blev hun og 42 andre børn evakueret til Tyskland. Da bussen med børnene kørte ud af den belejrede hovedstad, blev den beskudt af snigskytter.

To børn blev dræbt og flere beordret ud af bussen ved en bosnisk-serbisk militær kontrolpost.

»Mit liv på børnehjemmet var for mig det normale. Det var jo alt, hvad jeg kendte til – jeg havde aldrig se, hvordan tingen var ’på den anden side’. Jeg tror nu nok, at jeg savnede at mærke kærlighed fra en mor og en far, men så igen, vidste jeg ikke, hvordan det ville være og føles. I dag er jeg mest stolt af, at jeg klarer mig godt som selverhvervende kvinde. Jeg har lært mig selv ikke at være afhængige andre.«

I 1997 blev Rina og 30 andre børn sendt tilbage til Sarajevo under lige så megen polemik, som da de blev evakueret.

Krigen var slut, og de bosniske myndigheder insisterede på, at bosnisk fødte børn skulle repatrieres i det Bosnien-Hercegovina, hvor de ’hørte hjemme‘.

Muhamd

Muhamd foran avisen Oslobođenjes udbombede redaktionslokaler, dengang 13 år, juni 1998.

Privatfoto
Muhamd Bosnjo kom til Bjelave-børnehjemmet efter at være forladt af sin mor, da han var to måneder gammel. Hans mor led under psykiske problemer og havde ikke overskud til at tage sig af ham.

Under krigen levede mange af Sarajevos børn i en livsform, der lignede noget fra romanen Fluernes Herre. Muhamd and og andre børn måtte tigge og stjæle for at overleve. Otte år gammel blev han såret af en granat, der slog ned på hans legeplads og kvæstede hans ene ben alvorligt. I en alder af ti blev han tilbageholdt af serbiske styrker i flere måneder og udsat for hårdhændede forhør. Han blev senere løsladt i en fangeudveksling.

»Sarajevo er en barsk by. Arbejdsløsheden er skyhøj. Jeg er heldig, at jeg har et job, men lønnen er ringe. Jeg drømmer om at leve mit liv her i min by, helt frem til mine sidste dage. Men det er svært at få hverdagen til at hænge sammen …«

Muhamd giftede sig siden og var en kort overgang bosat i London. Han blev dog udvist, da hans opholdstilladelse udløb og sendt tilbage til Bosnien. I dag arbejder for han for et vagtselskab i forskellige af byens butikker. Det er et hårdt job med dårlig løn.

For ti år siden begik Muhamds mor selvmord ved at hoppe ud af en høj klint i byens udkant. På sin ugentlige fridag besøger han som regel det sted, hvor hans mor døde.

Oggi

Oggi Tomic blev født med hydrokefali (’vand i hovedet’) og forladt ved fødslen. Lægerne gav ham kun få måneder at leve i. Han overlevede dog sine operationer og tilbragte de tidligste år af sin barndom på forskellige børnehjem i regionen.

I 1993 stak han, da krigshandlingerne kom tæt på hans hjem, og kom til den belejrede by Sarajevo.

Han boede på et børnehjem her frem til 2004, hvor han fik besked på at flytte. Få år senere vandt han et stipendium, der gav ham mulighed for at studere på dokumentarfilmskolen på University of Wales.

Han bestod sin afgangseksamen med højeste udmærkelse og har dag i startet sig eget videoproduktionsselskab i Cambridge.

»Jeg var en de første studerende på på fotoskolen. Da jeg så Chris med hans kameraer dengang, vidste jeg straks, at den vej ville jeg også gå. At fotografere har lige siden hjulpet mig til at komme i problemer. De er blevet en måde at udtrykke mig på, som ikke ville have kunnet lade sig gøre, fordi den ikke var blevet tilladt i det institutionsliv, jeg tidligere havde på forskellige børnehjem.«

Nusret

Nusret, dengang 1, leger ved siden af det ødelagte UNIS Tower i Sarajevo finansdistrikt, 1997.

Chris Leslie

Nusret mistede begge forældre i begyndelsen af krigen i 1992, da en granat slog ned i deres lejlighed. Han og hans bror blev sendt til børnehjemmet i Bjelave, hvor hver dag var en overlevelseskamp, så længe belejringen af Sarajevo stod på.

Da han var 15 blev hans bror sendt bort fra børnehjemmet – de levede herefter som hjemløse tiggere på gaden. Han bror døde af en overdosis. Det lykkedes en overgang for Nusret at kvitte stofferne, han blev gift og han blev far til en søn, men så faldt han i igen. Myndighederne tog hans barn og anbragte det på det samme børnehjem, som engang selv var hans hjem.

Tragisk var hans søn et seks børn, der omkom, da børnehjemmet blev ramt af en brand i 2007. I dag er han igen afvænnet fra stofafhængighed og tigger ikke længere på gaden. Han har fået husly og en lille indtægt i en lokal moské, hvor han går til hånde. Efter mange års barsk eksistenskamp har han omsider fundet et ’hjem’.

»Det børnehjem ødelagde mit liv. De gav mig ingen kærlighed, ingen tryghed og de dræbte min søn. Det vil jeg aldrig kunne tilgive dem for«.

® The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

BALKAN

Grænsen mellem Kosovo og Serbien er igen til diskussion. Makedonien skal snart stemme om sit eget navn. Og havnebyen Rijeka i Kroatien forbereder sig på at blive europæisk kulturhovedstad om et år. Information zoomer ind på Balkan.

Andre artikler i dette tillæg

  • Lyrik fra Balkan: En gæst, der ikke længere er der

    28. december 2018
    Lyrik fra Balkan oversættes næsten aldrig til dansk, men det vil en ny antologi med 43 af de væsentligste digtere fra Bosnien-Hercegovina råde bod på. Vi introducerer her fire kvindelige lyrikere fra nyudgivelsen ’Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’
  • De største film fra Balkan har det groteske til fælles

    28. december 2018
    Hvordan håndterer man en historie, der næsten er for smertefuld til at se i øjnene? For flere (eks) jugoslaviske instruktører har svaret været at ty til det bizarre, overdrevne og irrationelle, uden at vende blikket væk fra traumerne. Her er nogle af de film fra regionen, der fortæller bedst om den
  • Makedonien skal beslutte, hvilket land det vil være

    28. december 2018
    Den makedonske premierminister vil ændre landets navn til Republikken Nordmakedonien og dermed bane vejen for EU- og NATO-medlemskab. Men den nationalistiske opposition råber om overgreb på den nationale identitet, og ifølge forsker fra Københavns Universitet bliver det kommende præsidentvalg en vigtig indikator for, hvor befolkningen står
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • David Zennaro
Gert Romme og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Belejringen af Sarajevo udstillede FN's totale impotens - og så lige oven på Rwanda.

Danmark skal aldrig - som i A-L-D-R-I-G - nogensinde stille tropper til rådighed for FN.

FN kan give et mandat, hvis de ellers kan blive enige - forventningen er, at det bliver de ikke -
og villige lande kan udføre missionen - ikke FN kommando.