Læsetid: 4 min.

Julebrev til min serbiske ven: Din mor sagde, at Srebrenica ikke fandtes

For 18 år siden rejste Jakob Jørgensen Vestergaard til Serbien. Dengang var landet det eneste totalt isolerede og nærmest hermetisk lukkede sted i Europa, men ind kom han ved at udgive sig for at være forlovet med sin serbiske veninde
For 18 år siden rejste Jakob Jørgensen Vestergaard til Serbien. Dengang var landet det eneste totalt isolerede og nærmest hermetisk lukkede sted i Europa, men ind kom han ved at udgive sig for at være forlovet med sin serbiske veninde

Sofie Holm Larsen

28. december 2018

Kære Elena,

Kan du huske dengang, vi lod, som om vi var forlovede?

Det var i år 2000, og Milosevic havde stadig magten i dit Serbien. Et Serbien, der havde tabt Den Jugoslaviske Borgerkrig og krigen om Kosovo kun et halvt år før. Et Serbien under international embargo uden vestlige varer, uden fungerende lufthavn, uden ind- og udrejsemuligheder. Men jeg ville ind. Og ind kom jeg, så jeg kunne besøge min ’forlovede’.

Jeg tog toget fra Aarhus over Berlin og Wien til Budapest, hvor jeg med bankende hjerte og nervøse knæ og forskellige kontakters mellemkomst fik et visum på den serbiske ambassade, inden jeg kunne køre gennem en sort østeuropæisk nat i en skramlende minibus mod den nordlige serbiske grænse og bevæge mig ind i det, der var det eneste totalt isolerede og næsten hermetisk lukkede europæiske land.

Det var et traumatiseret Serbien, dit Serbien, som jeg boede i nogle kolde vinter- og forårsmåneder i 2000. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg fandt på det, eller hvad det skulle gøre godt for, men jeg havde sat mig for at komme i praktik på den uafhængige græsrodsstation Radio B92 i Beograd, selvom jeg hverken forstod serbisk eller forstod serberne.

Tværtimod var jeg som mange andre på det tidspunkt rystet, rystet i min grundvold, over den brutalitet som I og de andre folkeslag på Balkan havde været i stand til at udøve mod hinanden; I, der få år før havde været gode naboer, forældre til børn i samme fodboldklub, jugoslavere med en fælles historie.

Midt i barbariet – dét, som jeg og det meste af Vesteuropa især anså som et serbisk barbari – stod en lille radiostation i Beograd som et svagt blinkende, humanistisk fyrtårn: Det eneste sted på FM-båndet, der tillod kritik af Milosevic-regeringen og dens nationalistiske støtter.

Et af de eneste offentlige debatfora, der tillod nationen selvkritik. Og selvkritik og refleksion var der mere end noget brug for blandt serberne efter et årti med massiv regeringspropaganda og medieløgne – og systematiske udryddelser, tvangsforflytninger og drab.

Jeg husker særligt én episode fra mine måneder i det vinterkolde Beograd, engang jeg besøgte din familie. Du var jo min ’forlovede’, og det danske konsulat havde advaret mig om, at jeg nok blev overvåget af det hemmelige politi, så jeg måtte besøge dig og din familie ofte. Med lyden fra stats-tv rullende ud over eftermiddagskaffen afkrævede din mor mig svar på, hvad jeg lavede i Serbien, og hvordan jeg så på dit land.

»Med rædsel,« svarede jeg uklogt, med tanke på Srebrenica, massakren på 8.000 bosniske drenge og mænd i 1995.

»Det er en løgn,« råbte hun.

»Der var ingen massakre, det er en amerikansk løgn. For at sværte os. For at retfærdiggøre bombeangrebene.«

Hun skældte mig ud, din mor, som jeg sjældent er blevet skældt ud. Og jeg tror, at episoden står så klart for mig, fordi det midt i det verbale overfald gik op for mig, hvad jeg lavede i dit Serbien under international embargo: Det gjorde det muligt for mig at blive klogere på, hvordan medierne former vores opfattelse af verden.

Hvordan propaganda, statsstyret eller ej, kan få mennesker, ting og begivenheder til ikke at findes. Slette dem fra vores kollektive hukommelse, vores individuelle og fælles viden.

Jeg hang ud på gangene i Beogradjanka-skyskraperen med folkene på Radio B92, og jeg interviewede OSCE’s repræsentant, en direktør på den statslige tv-kanal RTS og én på det oppositionskontrollerede Studio B, et meningsmålingsbureau og mange andre serbere med en naiv nysgerrighed, der er barnets og journalistens privilegium.

Efter at jeg kom hjem, blev det til min første artikel i Information – på baggrund af et chock og en frygt for, om jeg havde bragt dig i fare.

For to uger efter at jeg havde forladt dig og lagt vores ’forlovelse’ bag mig, blev det alvor for de mennesker, jeg havde lært at kende på radioen. Et maskinpistolbevæbnet og maskeret antiterrorkorps stormede Radio B92, fængslede flere og lukkede FM-senderen ned.

Du var heldigvis okay, men det var Serbien ikke.

Det var nemlig et uklogt træk af Milosevic-regimet, der kom til at overspille sin hånd i forsøget på at kontrollere serbernes virkelighed, for lukningen førte til demonstrationer og oprørsscener i byen blandt andet drevet af studenterbevægelsen Otpor – efterfulgt af de gamle nationalisters fald nogle måneder senere og udleveringen af Slobodan Milosevic til Krigsforbryderdomstolen i Haag i 2001.

Én af de sidste dage i april, inden jeg tog hjem, mødtes vi for at drikke slivovitz i sin mest hårdtslående version – rygende varm. Inhalerer man dampene fra den hjemmelavede blommebrændevin, kan det efter sigende gå helt galt med hallucinationer og komalignende søvn.

Slivovitz er en gammel jugoslavisk drik, der får folk til at tale med hinanden og samles i forbrødring, men også en drik, der slår så hårdt, at den kan være rigtigt farlig. Den balancerer hele tiden på en knivsæg, sådan som interesserne i det gamle Jugoslavien gjorde, og det er aldrig helt til at vide, hvor galt det kan gå. Det var dén aften, du forsøgte at forklare mig din mors verden, der var stats-tv’ets verden, en verden tegnet op af propaganda. Uden sandhed, samhørighed og åbenhed over for hinanden.

Jeg tror, jeg forstod, hvad du sagde den aften i blommebrændevinens vold. Jeg tror, jeg forstod, at dit Serbien med alle dets fejl og mangler og horrible historie også var mit. For du havde fået mig til at forstå, at Serbiens historie er Europas.

Glædelig jul.

BALKAN

Grænsen mellem Kosovo og Serbien er igen til diskussion. Makedonien skal snart stemme om sit eget navn. Og havnebyen Rijeka i Kroatien forbereder sig på at blive europæisk kulturhovedstad om et år. Information zoomer ind på Balkan.

Andre artikler i dette tillæg

  • Lyrik fra Balkan: En gæst, der ikke længere er der

    28. december 2018
    Lyrik fra Balkan oversættes næsten aldrig til dansk, men det vil en ny antologi med 43 af de væsentligste digtere fra Bosnien-Hercegovina råde bod på. Vi introducerer her fire kvindelige lyrikere fra nyudgivelsen ’Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’
  • Fotoessay: Gensyn med Sarajevos krigsbørn

    28. december 2018
    I tre år sidst i 1990’erne drev den prisbelønnede skotske fotograf Chris Leslie en fotoskole på børnehjemmet Bjelave i den bosniske hovedstad. Tyve år efter krydser han sit spor for at se, hvad der er blevet af hans unge elever fra den tid
  • De største film fra Balkan har det groteske til fælles

    28. december 2018
    Hvordan håndterer man en historie, der næsten er for smertefuld til at se i øjnene? For flere (eks) jugoslaviske instruktører har svaret været at ty til det bizarre, overdrevne og irrationelle, uden at vende blikket væk fra traumerne. Her er nogle af de film fra regionen, der fortæller bedst om den
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Jakob Jørgensen Vestergaard

Jeg indrømmer blankt, at jeg gyser ved tanken om engang at skulle komme i Union med Serbien.
Føj for Satan - forhåbentlig tilslutter Serbien sig Eurasian Economic Union, som ledes myndigt af Putin.

Men OK - hvis Slovenien og Kroatien kan være i EU med Serbien, så kan vi andre vel også.
Men håbet om, at Serbien ender med at orientere sig mod Øst er lysegrønt.