På toppen af Balkans granitplankeværk er det svært at skelne grænserne

Vejen er knap begyndt at skråne opad, før forskellene begynder at vise sig. På venstre side af vejen ligger en muslimsk kirkegård, på den højre side en kristen, selv om de smelter lidt sammen i den dis, man fornemmer er en permanent del af hverdagen her i den montenegrinske by Plav, for foden af bjergene. På politistationen tager ingen særlig notits af en lille gruppe vandrere, og en tilladelse til at krydse grænserne foran os udstedes uden meget andet end et søvnigt gab.

Sådan har det ikke altid været. Bjeshkët e Nemuna, de forbandede bjerge, som de poetisk hedder på albansk eller Prokletije på serbisk, er den mest fysiske grænse i Europas mest urolige grænseegn, Balkan. Et totusind meter højt plankeværk i granit, der delte det muslimske Europa fra det kristne, da osmannerne herskede på den anden side af grænsen i Albanien.

En dødsfælde af miner, pigtråd, demarkationszoner og maskingeværreder, da Albanien var et surrealistisk isoleret stalinistisk diktatur under Enver Hoxha, og Montenegro og Kosovo var en del af ærkefjenden Jugoslavien – og for kortere tid siden en besværlig forsyningsrute fra Albanien og ind til separatisterne i Kosovo, da den autonome provins kæmpede for at løsrive sig fra Serbien i sluthalvfemserne.

Bjergenes regler

I dag er det svært, nærmest umuligt, at skelne grænsen mellem de tre lande, når først man bevæger sig op i bjergene og ind ad den vandrerute, der er kendt som Peak of the Balkans, og som fører igennem alle tre lande gennem egne, som især er præget af albansk kultur.

Bjergene ligger der, som de altid har gjort, og livet leves, med nogle moderne tilføjelser, nogenlunde, som det altid er blevet levet i et landskab, hvor mulighederne er sparsomme, og der ikke er mange bekvemmeligheder.

Telefondækningen forsvinder, efterhånden som stien snor sig væk fra byerne, højdemeterne begynder at sætte sig i benene og de takkede bjergtoppe kommer tættere på. Bjergegnene var i mange år isolerede og i store træk uregulerede af central magt og i stedet reguleret af det middelalderlige regelsæt, Kanun, der satte regler for hverdagslivet, inklusiv den berygtede blodhævn, gjak marrja, blodfejder, som kunne vare i generationer. Den sprang op igen efter kommunismens fald og har måske givet bjergene deres præfix – de forbandede bjerge.

»Kanunen var stærkere end den forekom,« som den albanske nationalforfatter Ismail Kadaré skriver i et af sine hovedværker, Ufuldendt april:

»Dens magt rakte ud alle vegne, den dækkede landet, det yderste af markerne. Den fandt sin vej ind husenes fundamenter, ned i grave, ind i kirkerne, ud på vejene, til markeder, til bryllupper. Den klatrede op til græsningsarealerne i bjergene og endnu højere op endnu, helt op til skyerne, hvor den som regn faldt ned og fyldte vandløbene, som i sig selv var årsag til over hvert tredje mord.«

Tobias Havmand

I dag er det mest et andet hovedbud i Kanun, man støder på i bjergene, nemlig gæstfriheden og gæstens fredhellighed. Og der er god brug for den efter en første dag, der byder på knap 30 kilometers vandring med fuld oppakning op og ned ad bjerge, fra 1.000 meters højde til op over de 2.000, ned igen og op igen, forbi smukke bjergsøer og betagende tableauer, kravlende på klippeblokke og balancerende på knap eksisterende stier i tæt skov. Og et par ikke planlagte omveje.

Til sidst ankommer vi til den lille flække Babino Polje, der ikke så meget er en by, som et par træhuse for enden af en uendelig vej gennem skoven.

Et par andre vandrere har anbefalet logi i et hus, der udefra i den silende regn ikke gør meget væsen af sig. Indenfor er det imidlertid en anden historie. Adnan Alija tager imod i en varm stue med brændeovn og med en belevenhed og et serviceniveau som en erfaren hotelier til en brøkdel af prisen og falbyder sin hjemmebrændte raki og slivoviç, så det er umuligt at sige nej:

»Ikke som den industrielle slivoviç, der er lavet på store, massedyrkede blommer, de her er mindre og vildtvoksende, samlet ind i skoven. Det giver en anderledes karakter,« som han forklarer med en sans for terroir og branding, der godt kunne få ham ned fra bjergene og frem i verden.

Familien serverer lækker mad og hjemmelavet harissa-pate af søde røgede peberfrugter – og godt selskab. En bedstefar sidder på en madras i et hjørne af lokalet i gang med noget håndarbejde. Som mange andre familier i området er det svært at sige helt præcis, hvad de er.

Tobias Havmand

Bedstefar Alija kommer fra Kosovo og fortæller via sønnen om vandreture over bjergene med æsler, mens der kører albansk fjernsyn i baggrunden. Man får lidt den fornemmelse, at der er blevet transporteret lidt af hvert ad bjergstierne på et sted, hvor der ikke er så meget ordensmagt, og båndene på tværs af de provisoriske grænser er stærkere end moderne koncepter som nationalstater.

»Folk her er vel mest albanere, men vi går ikke så meget op i det. Der har været problemer mellem de forskellige grupper tidligere, og der er en bevidsthed om, at tingene godt kan gå galt igen, men folk har det fint sammen i dag,« fortæller sønnen og trækker på skuldrene over fortidens ballade, som stadig finder vej frem til nutiden, f.eks. når nabolandene mødes på fodboldbanen.

I bjergene især, men egentlig alle steder i det albanske samfund, handler det om overlevelse og om at skaffe nok penge til at forsørge familien. Næsten alle albanere synes at have arbejdet i udlandet, og bedstefaren kan da også en håndfuld fraser på tysk efter at have boet der et stykke tid.

En bjergtop i tre lande

Næste dag starter i solskin og lidt lettere lavlandsterræn. Efterhånden bevæger vi os op af skråningerne og på toppen af bjerg- og bakkekamme, hvor små isbræer ligger på bakkerne rundt omkring os, selv om det er midt på sommeren, og varmegraderne er kvælende nede på sletterne. Stien hvirvler rundt og forsvinder, efterhånden som vi bevæger os ind i Kosovo, mens vi prøver at lokalisere hovedstien.

På toppen af en bakkekam finder vi den. Et skilt peger i forskellige retninger mod destinationer i hvert land. En haglbyge og kraftige vindstød fra en himmel, der er grå og forknyt som en efterårsstorm i november, overrasker os, men med let sommerpakning er der ikke så meget andet at gøre end at få varmen ved at fortsætte gennem uvejret, mens bjergtoppe fra alle tre lande majestætisk, og lidt fjendtligt, breder sig så langt, man kan se rundt til alle sider.

Vi vandrer opad, opad, opad, indtil vi når det, der er et slags mål for dagen. Trekantshjørnet: Det punkt, hvor de tre lande mødes i ét fikspunkt. Hvor man kan træde et skridt til siden og være i skiftevis Kosovo, Montenegro og Albanien. Det blæser i vindskalaer, der passer til en dramatisk scene, men det er lidt svært at definere følelsen af at stå med en fod i tre lande. Det føles lidt som at stå med fødderne i et enkelt land, bjergets land.

Vi kigger os lidt omkring og indser, at stien er væk, vandrer rundt om bjergtoppen uden at kunne finde den, men til gengæld med klar udsigt til en lille bosættelse et par temmelig stejle kilometer under os, som vi formoder er dagens endemål.

Vi opgiver stien og bruger i stedet de næste par timer på at klatre ned igennem stenraviner og glidesnuble gennem stejle lyngdækkede skrænter, mens vi gensidigt forsikrer hinanden om, at egnens potente slanger ikke bryder sig om at være over 1.000 meter og i hvert fald slet ikke helt heroppe. Langt om længe når vi ned til den lille landsby Doberdöl, hvor et overraskende stort selskab netop har indtaget den eneste anbefalede pension – et slags blinkende Las Vegas-hotel, hvis man forestillede sig sådan et opført på den mongolske højslette med forhåndenværende midler af mørnet træ og fåreskind.

I stedet får vi sovepladser i en konverteret stald, hvor den kolde vind piber ind mellem grove brædder, og stjernerne kan skimtes i mellemrummet mellem mur og tag, mens fårene bræger udenfor og hyrdehunden hyler. I bjergene går man tidligt i seng og står tidligt op eller fryser måske ihjel. Men man får ikke lov til at gå i seng, før man har smagt husets raki.

Grænseoverskridende

Ruten fører os gennem Albaniens højland i de næste dage. Gennem landsbyer, der er fyldt med dyr om sommeren, men forlades af hyrderne og deres flokke om vinteren og bliver dækket af et metertykt lag sne, og over til den smukkeste bjergtop, hvor en flok unge pludselig dukker op ud af ingenting, i gang med en volleyballkamp på en idyllisk bjergeng med udsigt over varmedisede bjergtinder.

Fra hyrdelandsbyen Doberdöl bevæger vi os i første omgang gennem en lang dal med fantastisk udsigt fra bakkekammen, over endnu et par bjerge og gennem en landsby, der ser ud til at have overlevet uforandret i et par århundreder – men så også er ved at afgå ved døden.

Tobias Havmand

Efter et par timer ned gennem en ellers stille og uberørt skov, fornemmer vi en rumlen i det fjerne, og efterhånden som vi kommer tættere på, undrer vi os mere over, hvad det er. Et kraftværk? Et vandfald? Skovhuggere med motorsave?

Da vi drejer rundt om et hjørne, opdager vi årsagen til støjen. Omkring halvtreds voksne mænd suser rundt på skrænterne i terrængående buggyjeeps, ATV’er og motocrosscykler. Mens de kører rundt om os, er det svært at undvige fornemmelsen af at være vandret midt ind i en flok bjergrøvere, og lysten til at lave en vognborg som værn lurer.

De viser sig at være det modsatte. Grænsepolitifolk fra de tre lande er samlet til en øvelse, der minder lidt mere om en polterabend end kriminalitetsbekæmpelse. Mens de begejstrede, men også lidt forlegne politifolk fra Albanien, Kosovo og Montenegro stiller op til et gruppebillede med os, spørger vi dem lidt ængsteligt, om det kan blive et problem, at vi ikke har nogen stempler i vores pas fra de passerede grænser.

Lederen af flokken kigger mildt overbærende på os:

»Det er slet ikke noget problem. Vi går ikke så meget op i grænser længere.«