Læsetid: 3 min.

De største film fra Balkan har det groteske til fælles

Hvordan håndterer man en historie, der næsten er for smertefuld til at se i øjnene? For flere (eks) jugoslaviske instruktører har svaret været at ty til det bizarre, overdrevne og irrationelle, uden at vende blikket væk fra traumerne. Her er nogle af de film fra regionen, der fortæller bedst om den
I Even Met Happy Gypsies (1967) af Aleksandar Petrovic.

I Even Met Happy Gypsies (1967) af Aleksandar Petrovic.

28. december 2018

I Even Met Happy Gypsies (1967) 

Af Aleksandar Petrovic

Da filmmodernismen kom til Jugoslavien i 1960’erne, fik den betegnelsen Den Sorte Bølge. Nøgleordene var pessimisme, politisk brod, sindets skyggesider og, nå ja, kulsort humor – en cocktail, der ikke just huede Titos regering.

En af nybølgens frontfigurer, Aleksandar Petrovic blev derfor frataget sin stilling på Beograds filmakademi i 1973, da han blev beskyldt for at turnere med antikommunistiske budskaber.

Inden da havde han instrueret hovedværket I Even Met Happy Gypsies, der var banebrydende, fordi den ikke bare havde romaer i hovedrollerne, men også lod dem tale deres eget sprog.

Filmen er dog ikke en entydig forsvarstale for romaerne, snarere et barskt portræt af et marginaliseret folk, der drikker og horer og begår vold på samfundets bund.

Organismens mysterier (1971)

Af Dusan Makavejev

Hvis det groteske er varemærket for de største filminstruktører fra Jugoslavien, er Dusan Makavejev den ukronede konge.

Hans Organismens mysterier regnes for at være et af de mere mærkværdige bidrag til filmhistorien, en uhørt eksplicit udforskning af psykoanalytikeren Wilhelm Reichs tanker om seksualitetens undertrykkelse.

Filmen er en næsten manisk collage af sammenvævede kroppe, onani, Reichforedrag foruden et plot om en kvinde fra det jugoslaviske kommunistparti. Hun forelsker sig i en sovjetisk skøjteløber og bliver til sidst halshugget af ham, efter at en voldsom orgasme har frigjort hans undertrykte seksualitet og gjort ham vanvittig. Mordvåbnet? Hans egne skøjter.

Alt i alt er filmen en stor antiautoritær langemand til både plotmodeller og det jugoslaviske styre, og filmen blev da også bandlyst af Titos regering, der pænt bad Makavejev om ikke at lave flere film i landet.

Underground (1995)

af Emir Kusturica

Man kan ikke sige Balkanfilm uden at sige Emir Kusturica, den bosniskfødte, serbiske auteur, der ligesom sine forgængere i Den Sorte Bølge tackler regionens tragedier bizart og humoristisk – tilsat et næsten megalomant ambitionsniveau.

Hans mesterværk, guldpalmevinderen Underground, tjener som eksempel: Handlingen begynder under Anden Verdenskrig, hvor en jugoslavisk modstandsmand narrer sin ven til at skjule sig i en vinkælder i 20 år, og den slutter først ved udbruddet af 1990’ernes borgerkrige, hvor kampene har suget den sidste livsnerve ud af det ellers så festlige persongalleri.

Kusturica har rødder i det bosnisk-muslimske miljø, men har flere gange udtrykt proserbiske holdninger offentligt, og Underground er blevet beskyldt for at være Milosevicpropaganda i fornemme klæder. Men det virker ikke helt rimeligt at reducere denne spruttende vilde antikrigsfarce til et partsindlæg.

Ingenmandsland (2001)

Af Danis Tanovic

Flere af de bedste film i det nye årtusind beskæftiger sig med de borgerkrige, der begyndte med Jugoslaviens sammenbrud i 1991 og fortsatte helt op i det nye årtusinde. Ingenmandsland havde premiere i 2001, mens krigshandlingerne så småt var ved at ebbe ud, men kløfterne mellem de etniske grupper var gravet dybe.

Det er afsættet for handlingen: To bosniske soldater og en enkelt serber fanges i ødemarken mellem krigens frontlinjer og bliver nødt til at komme overens i håbet om at overleve. Instruktør Danis Tanovic kunne have valgt at lade de stridende parter mødes i håbefuld forsoning, men sigende nok ender det hele fatalt – i et ingenmandsland, hvor alle er skurke.

Filmen vandt en højest overraskende Oscar foran årets ellers meget store favorit, franske Amelie.

Sarajevo – Håbets sang (2006)

Af Jasmila Zbanic

Hvor Ingenmandsland foregår under krigen, handler Sarajevo – håbets sang om dens følger. Normalt er de maskuline opgør på slagmarken i fokus i film om borgerkrigene, men Jasmila Zbanic fortæller de kvindelige ofres historier – nærmere bestemt de mange bosnieres – der blev voldtaget af serbiske soldater under krigen.

Esma har bildt sin datter ind, at hendes far var krigshelt, men i virkeligheden var han en bøddel, der voldtog Esma i en fangelejr. Hun må sande, at krigens tragedier ikke sådan lader sig fortrænge i dette stærke drama, der vandt Guldbjørnen på Berlinalen.

A Serbian Film (2010) 

Af Srdan Spasojevic

Man kan diskutere, om A Serbian Film hører hjemme i selskab med feterede værker, men man kan ikke benægte, at Srdan Spasojevic outrerede voldsfilm har haft større gennemslagskraft end de fleste Balkanfilm i nyere tid.

Selv hærdede fans af exploitation-genren havde svært ved at fordøje denne kavalkade af porno, nekrofili og, mest berygtet, en babyvoldtægt.

Ifølge Spasejovic er fortællingen om en tidligere pornostjerne, der castes til en film, som viser sig at byde på ganske reelle lemlæstelser og overgreb, »en dagbog over, hvordan vi er blevet misbrugt af den serbiske regering«, som han har sagt til Wall Street Journal. Men det er nok de færreste, der lige tænker over det, mens de ser døende ofre blive udnyttet af sexmonstre.

BALKAN

Grænsen mellem Kosovo og Serbien er igen til diskussion. Makedonien skal snart stemme om sit eget navn. Og havnebyen Rijeka i Kroatien forbereder sig på at blive europæisk kulturhovedstad om et år. Information zoomer ind på Balkan.

Andre artikler i dette tillæg

  • Lyrik fra Balkan: En gæst, der ikke længere er der

    28. december 2018
    Lyrik fra Balkan oversættes næsten aldrig til dansk, men det vil en ny antologi med 43 af de væsentligste digtere fra Bosnien-Hercegovina råde bod på. Vi introducerer her fire kvindelige lyrikere fra nyudgivelsen ’Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’
  • Fotoessay: Gensyn med Sarajevos krigsbørn

    28. december 2018
    I tre år sidst i 1990’erne drev den prisbelønnede skotske fotograf Chris Leslie en fotoskole på børnehjemmet Bjelave i den bosniske hovedstad. Tyve år efter krydser han sit spor for at se, hvad der er blevet af hans unge elever fra den tid
  • Makedonien skal beslutte, hvilket land det vil være

    28. december 2018
    Den makedonske premierminister vil ændre landets navn til Republikken Nordmakedonien og dermed bane vejen for EU- og NATO-medlemskab. Men den nationalistiske opposition råber om overgreb på den nationale identitet, og ifølge forsker fra Københavns Universitet bliver det kommende præsidentvalg en vigtig indikator for, hvor befolkningen står
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Rasmus Friis

Man burde nok vove sig at se "Sarajevo – Håbets sang".
Ud af respekt og håbet om at blive lidt klogere.

"A Serbian Film" - ikke tale om !!