Læsetid: 9 min.

I Sydserbien har de unge glemt borgerkrigen. Men de må leve med dens følger

I en albansk enklave i det sydlige Serbien taler de unge ikke om den borgerkrig, der rasede mellem albanere og serbere, da de blev født. Men vreden syder fortsat under overfladen, fortæller to albanske økonomistuderende, der ikke kan få lov til at gå til eksamen på deres modersmål
Økonomistuderende Sedat Ja'kupi og Suela Raimi.

Økonomistuderende Sedat Ja'kupi og Suela Raimi.

Peter Nygaard Christensen

28. december 2018

»Mine chancer for at få et job inden for mit felt er under 0«

Den 21-årige økonomistuderende Sedat Ja'kupi har forgæves forsøgt at få ansat en albansk oversætter på sit universitet. Han skal nemlig læse økonomiske teorier på serbisk, der ikke er hans modersmål, og når han får sit diplom, kan han se frem til arbejdsløshed. Alligevel vil han blive, hvor han er.

Sedat Ja'kupi kan pege på præcis den dag, hvor hans præstationer på universitetet gik fra at være gode til at være i bedste fald middelmådige.

Det var dagen, hvor han indledte sit andet år på University of Novi Sads økonomiske fakultet, der ligger i Bujanovac, en albansk enklave i Sydserbien. Årsagen var ikke manglende motivation, problemer på hjemmefronten eller fag, der overgik hans forstand. Årsagen var sproget.

For hvor de albanske og serbiske studerende var opdelt på forskellige hold det første år, og alle derfor læste på deres modersmål, blev holdene slået sammen efter et år. Derefter underviste professorerne udelukkende på serbisk, mens de albanske lærebøger forsvandt fra pensum. Og så faldt Ja'kupis karakterer, ikke bare gradvist, men med et øjeblikkeligt styrtdyk.

»Det er helt sikkert på grund af sproget – det er den eneste forklaring,« mener han.

»Sagen er, at det er let nok for mig at kommunikere på serbisk, når der bare er tale om hverdagssprog. Men det er utroligt svært at studere på serbisk. At læse de økonomiske teorier på et fremmedsprog og redegøre for dem.«

Sedat Ja'kupi sidder på en café, hvor technosange udfordrer ørenlyden, selvom uret viser tidlig eftermiddag. Han fremstår hvis ikke genert så i hvert fald tilbageholdende, da vi indleder samtalen, men armene begynder at fægte, og sætningerne bliver længere, i takt med at han sætter ord på den undertrykkelse, han mener, han oplever til daglig.

I starten holder han sig strengt til det faktuelle, men efterhånden bliver tonen hårdere: »Jeg synes ikke, at vi albanere skal føle os som fremmede i den her by. Vi har en historie her, og lige nu bliver vi undertrykt. Vi er besat.«

Første multietniske fakultet

Ifølge Sedat Ja'kupi taler de unge aldrig om borgerkrigene, der brød ud med Jugoslaviens sammenbrud i 1991 og blandt andet rasede mellem albanere og serbere i Preševo-dalen, en region, som Bujanovac er en del af. I slutningen af 1990'erne indledte albanske separatister flere terrorhandlinger i Preševo-dalen, 246 angreb alene i Bujanovac fra juni 1999 til november 2000. Aktionerne blev fordømt af det internationale samfund, inden serbiske styrker tog kontrol over området i 2001.

Endnu voldsommere var krigen i Kosovo, hvor over en million Kosovo-albanere og 200.000 ikke-albanske indbyggere blev drevet på flugt. I dag hersker spændingerne stadig blandt albanere og serbere, og i Bujanovac, en by, hvor over halvdelen af indbyggerne er albanere, bor og lever de i vidt omfang adskilt fra hinanden.

Det vil byens økonomiske fakultet gerne lave om på. Det forklarer fakultetet blandt andet i en officiel YouTube-video, hvor det udråber sig selv som »Sydserbiens første multietniske, flersprogede fakultet«. Tidligere har albanere således ikke haft muligheden for at studere på deres modersmål i regionen, hvilket har betydet, at mange har taget deres universitetsuddannelse i Kosovo eller i Albanien – og i mange tilfælde aldrig er vendt hjem.

Ja'kupi forklarer, at universitetets mission er lykkedes, i den forstand at han har adskillige serbiske venner, sprogforskellene og krigshistorikken til trods. Han påstår ligefrem, at han slet ikke sondrer mellem de forskellige nationaliteter.

»Der er godt nok nogle professorer, der har en antipati imod os, men det tager vi os ikke af. De udgør trods alt et mindretal,« siger Ja'kupi.

En håbløs kamp

Alligevel mener han ikke, at fakultetet lever op til sine løfter.

Hans frustrationer over at læse Friedman, Keynes og Piketty på serbisk fyldte til sidst så meget, at han besluttede sig for at gøre noget ved det. Han meldte sig som repræsentant for de albanske studerende på universitetet, og sammen med en flok medstuderende skrev han en anmodning til studieadministrationen om at lempe de sproglige krav.

Han foreslog, at de albanske studerende skulle have mulighed for at gå til eksamen på deres eget sprog. Og hvis fakultetet ikke havde midler til at ansætte albanske professorer, foreslog han, at de blot kunne hyre en oversætter, der kunne formidle de serbiske læresætninger til de albanske studerende.

Som svar fra fakultetet fik Sedat Ja'kupi og de medstuderende et nej, uden nogen forklaring. 

»De overvejede det ikke engang. Vi kom jo bare med en anmodning, et forslag om, at vi kunne diskutere det. En oversætter, der kunne hjælpe os, ville nærmest ikke have kostet dem noget. Men de nægtede at tage det op,« siger han.

»Det er mærkeligt, at vi ikke kan få lov til at blive undervist på vores sprog, når vi selv har været med til at betale for universitetet via skatten.«

Hvis vi rejser, sker der intet

Resultatet er, at mange albanske studerende forlader Bujanovac. Der er få jobmuligheder i byen – det gælder også for serberne – og albanerne bor i forvejen i et land, hvor de ikke kan bruge deres modersmål inden for samfundets bærende institutioner. Samtidig lokker Kosovo, den krigshærgede nation, der primært består af albanere og kun ligger en rask cykeltur væk fra Bujanovac.

»Sproget er ikke bare et problem på universitetet, man kan heller ikke tale albansk, når man tager på hospitalet. Det er en virkelig dårlig følelse. Det er svært at forklare. Der er en masse frustrationer, for du kan ikke altid udtrykke det, du vil,« siger Ja'kupi.

Han fortæller, at han selv har fået et jobtilbud i udlandet som chauffør på et postkontor i Tyskland.

»Det var fristende, og jeg tænkte længe over det, men jeg besluttede mig for at færdiggøre mine studier først.«

– Hvad er dine chancer for at få arbejde inden for dit felt?

»Måske … Under 0.«

– Føler du så, at du er nødt til at rejse ligesom dine venner?

»Nej, min plan er at blive her. Jeg tror ikke, at der i øjeblikket er en positiv fremtid for mig, men jeg synes ikke, at vi unge kan være bekendt at forlade byen eller landet, selvom det er det, de fleste gør. Hvis alle arbejder for forandringer, så tror jeg, at de kan ske. Hvis vi bare rejser, sker der intet.«

Svar fra universitetet

Trods adskillige henvendelser har det ikke været muligt at få en kommentar fra det økonomiske fakultet på University of Novi Sad, hvor Sedat Ja'kupi og Suela Raimi studerer.

I en kvarter lang video, der ligger på YouTube, forklarer fakultetet dog, at det albanske sprog gradvist bliver udfaset, fordi de studerende skal forberede sig på den serbiske virkelighed:

»Ideen er, at de studerende kan starte deres uddannelse på deres modersmål, inden det serbiske sprog gradvist bliver introduceret for dem, der ikke taler sproget naturligt. I slutningen af uddannelsen burde alle studerende have lært så meget serbisk, at de har forbedret deres muligheder for at deltage i samfundet markant,« lyder det i videoen.

Det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra borgmesteren i Bujanovac trods flere henvendelser.

»Jeg regner med at flytte ud af landet«

Den 20-årige økonomistuderende Suela Raimi føler sig undertrykt som albaner i en serbisk by. Og som kvinde får hun ikke lov til at udtrykke sin frustration. Når hun skal drømme vildt, forestiller hun sig en fremtid, hvor hun arbejder på et kontor – men i første omgang drømmer hun dog bare om at forlade landet.

Suela Raimi har netop forklaret, at ingen vil høre på hende, når hun beskriver undertrykkelsen af albanere i Bujanovac, da vores tolk bryder ind:

»Det er et kønsproblem, når vi taler om det her. Min vurdering er, at det i lige så høj grad skyldes, at hun er kvinde, som at hun er albaner,« siger han.

Raimi bekræfter tolkens analyse: »Det er også albanere, der siger det til mig og ikke kun serbere. De siger, at det ikke er min sag, at jeg ikke har opnået noget, og at det derfor ikke er mit job at blande mig i det. Ikke engang i min familie talte jeg ret meget om de politiske spændinger efter krigen,« siger hun.

»Så min vrede holder jeg mest for mig selv.«

Vrede er der ellers nok af. Som albansk kvinde i en serbisk grænseby, hvor det primært er mændene, der kommer til orde, og serberne, der lander topposterne, føler Raimi, at systemet aktivt modarbejder hende.

Hun arbejdede ellers målrettet for at lære serbisk i folkeskolen, ligesom hun har forfinet det ved at se serbiske programmer i fjernsynet. Resultatet er, at hendes serbiske venner dårligt kan ane hendes albanske accent, når hun udfolder sig på landets officielle sprog.

Det kommer hende dagligt til gode, særligt på universitetet, hvor det ikke er muligt at gå til eksamen på albansk, og hvor lærebøgerne er serbiske.

Men de sproglige kompetencer betyder ikke, at hun har taget Serbien til sig. Tværtimod. Hun føler sig ikke som serber, også selv om hun har boet i en serbisk by hele sit liv.

»Albanien er mit land. Jeg er albaner. Så det er mærkeligt at bo her, for jeg føler mig ikke som en del af det land, jeg bor i. Jeg føler ikke, at jeg hører til nogen steder,« siger hun.

Kontorjob som utopi

Hun har én stor drøm, som hun kun nævner, fordi vi beder hende om at lade tankerne flyve vildt: Hun vil arbejde på et kontor. Meget gerne som økonom, som er det, hun studerer. Men først og fremmest vil hun bare gerne arbejde på et kontor.

Og det er en urealistisk tanke, fortæller hun, ikke kun fordi arbejdsløsheden i Bujanovac er skyhøj, men fordi byens prestigefulde stillinger primært går til mænd og til serbere.

»Jeg synes generelt ikke, at der bliver investeret nok i området, men jeg ved, at der er mange albanere i Beograd, der relativt set har højere stillinger, end vi har her. Serberne lægger ikke så meget vægt på forskellene i Beograd, men her i det sydlige Serbien er afgrunden mellem kulturerne allermest udtalt,« siger hun.

»Her i Bujanovac er serberne meget bedre stillet end os, hvis man ser på de jobs, de har. Det er kun, fordi de er serbere, og vi er albanere. Det er ikke, fordi de er dygtigere.«

Arbejde eller afsked

Derfor støtter hun også den nye grænsedragning, der for tiden forhandles mellem regeringerne i Beograd og Pristina, Kosovos hovedstad, der blot ligger en solid times kørsel fra Bujanovac. Meget tyder på, at en eventuel ny grænse vil betyde, at de serbiske enklaver i det nordlige Kosovo og de albanske enklaver i det sydlige Serbien, herunder Preševo-området, som Bujanovac er en del af, vil blive byttet.

Politikere og forskere advarer mod, at en ny grænse kan skabe uro andre steder på Balkan. »Vi mener, at det her kan flå en masse gamle ar op i befolkningen, så vi er meget skeptiske,« har den tyske udenrigsminister Heiko Maas blandt andet sagt.

Men Suela Raimi fokuserer på noget helt andet: udsigten til at få et job. For hvor hun betragter drømmen om et kontorjob som naiv under de nuværende forhold, tror hun, at det vil ændre sig, hvis Bujanovac bliver en del af Kosovo.

Og et job er det eneste, der kan få hende til at blive i byen. For ligesom de fleste af sine albanske medstuderende drømmer hun om at flytte væk, ikke bare fra Bujanovac, men fra Serbien i det hele taget.

»Jeg har allerede muligheder for at arbejde i udlandet, og jeg overvejer det kraftigt, for jeg tror, det bliver næsten umuligt for mig at finde et job, hvis jeg bliver her. Og hvis det ikke lykkes, bliver jeg her ikke. Jeg er faktisk ret sikker på, at jeg flytter.«

Rejsen til Serbien var støttet af Informations Venner.

BALKAN

Grænsen mellem Kosovo og Serbien er igen til diskussion. Makedonien skal snart stemme om sit eget navn. Og havnebyen Rijeka i Kroatien forbereder sig på at blive europæisk kulturhovedstad om et år. Information zoomer ind på Balkan.

Andre artikler i dette tillæg

  • Lyrik fra Balkan: En gæst, der ikke længere er der

    28. december 2018
    Lyrik fra Balkan oversættes næsten aldrig til dansk, men det vil en ny antologi med 43 af de væsentligste digtere fra Bosnien-Hercegovina råde bod på. Vi introducerer her fire kvindelige lyrikere fra nyudgivelsen ’Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina’
  • Fotoessay: Gensyn med Sarajevos krigsbørn

    28. december 2018
    I tre år sidst i 1990’erne drev den prisbelønnede skotske fotograf Chris Leslie en fotoskole på børnehjemmet Bjelave i den bosniske hovedstad. Tyve år efter krydser han sit spor for at se, hvad der er blevet af hans unge elever fra den tid
  • De største film fra Balkan har det groteske til fælles

    28. december 2018
    Hvordan håndterer man en historie, der næsten er for smertefuld til at se i øjnene? For flere (eks) jugoslaviske instruktører har svaret været at ty til det bizarre, overdrevne og irrationelle, uden at vende blikket væk fra traumerne. Her er nogle af de film fra regionen, der fortæller bedst om den
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Rasmus Friis

Hvis Serbien og Kosovo kan finde ud af at bytte land, så skal vi andre bare blande os udenom.

De 2 lande skal ikke være gidsler for alverden slumrende etniske konflikter på Balkan.

Jeg har kendt alle Balkans lande ganske indgående i en årrække - også helt ude i alle de små samfund. Og hvis borgerne skal spørges, tror jeg ikke, at Serbien og Kosowa har gode muligheder for dette "landbytte".

Sagen er jo, at som situationen er netop nu, kan Serbien ikke blive ansøger til EU uden at anerkende Kosowa. Og dels giver dette problemer i Kosowa, men Serbien er helt splittet, for- eller imod, på dette område. Og netop som Serbiens kvindelige nationalistiske præsident trækker sagen op i øjeblikket, er der ingen mulighed for dette.

Noget helt andet og nyt i situationen mellem Serbien og Kosowa er, at Kosowa lige har dannet en lille hærenhed til at beskytte sig, da man har erkendt, at FN-styrkerne nok ikke vil gøre det. Denne hærenhed er så lille og dårligt udrustet, at det nærmest er en parodi. Men trods dette har det motiveret det officielle nationalistiske Serbien, der fortsat ikke anerkender Kosowa, til at true med en voldelig afvæbning.

https://translate.google.com/translate?hl=da&sl=en&tl=da&u=http%3A%2F%2F...

https://translate.google.com/translate?hl=da&sl=en&tl=da&u=http%3A%2F%2F...

For den historiske baggrundsforståelses skyld er det uhyre væsentligt at beskæftige sig med den jugoslaviske 'borgerkrig's opståen samt hvilke faktorer, som spillede afgørende roller for at den overhovedet udviklede sig som tilfældet var. Overvejende har den internationalt udbredte fortælling om den jugoslaviske opløsningskrig gået på at etniske modsætninger og serbisk overformynderi/repression/aggression var hovedårsagerne til krigens opståen og forløb ... men hvis man gransker de forskellige begivenheder og forhold, som op til krigens begyndelse og under dens tidlige forløb, bliver billedet noget mere spraglet. Et enkelt eksempel:

Den 5. november 1990, dvs. året før opløsningskrigene begyndte, vedtog den amerikanske kongres en lov (Foreign Operations Appropriations Act), som betød at USA fremover (med virkning fra april 1991) udelukkende ville støtte/samarbejde finansielt med dele af Jugoslavien, som havde holdt uafhængighedsvalg og erklæret sig uafhængige af den jugoslaviske føderation - foruden at have valgt en regering og et parlament, som USA kunne anse som politisk passende.

Den tidligere canadiske ambassadør i Jugoslavien, James Bisset, peger i dette interview fra 2012 på den amerikanske ambassadørs påvirkning af Izetbegovic til at fremføre den bosniske uafhængighedserklæring som en afgørende årsag til at krigene brød ud. Izetbegovic havde ellers forinden, ved EU's mellemkomst (Bosnien skulle indtræde i Lissabon-traktaten), indgået en noget anden aftale med andre politiske parter i det bosniske parlament: https://www.youtube.com/watch?v=es267LuAcAA

Bisset understreger desuden at især krigene i Bosnien er voldsomt misrepræsenterede i den vestlige verdens historieskrivning, hvor myten om de aggressive serbere fortsat råder.

@ Bettina Jensen,

Efter min opfattelse begyndte problemerne, der medførte borgerkrigene i 1990-erne mange år før. Og jeg ved faktisk ikke, hvor langt man skal tilbage i tiden. For egentlig er der så mange vigtige historiske punkter, at man måske skal helt tilbage til slaget på Kosowa polje, 15 juni 1389, før man finder årsagerne til problemerne.

Efter dette slag dannede serberne sammen med den ortodokse kirke myten om, at de stod ene i overmagten mod de vilde osmanske horder, og at Kosowas oprindelige befolkning hjalp osmanerne. Men også dette er en myte, for en lang række serbiske fyrster var gået sammen med osmanerne. Til gengæld kæmpede en række kosowa-albanske fyrster sammen med serberne.

Men serberne var og er ikke alene i verden, og for at forstå baggrunden for Balkans situation, må man også se på Østrig-Ungarns rolle, og her kommer også Kroaternes historiske rolle ind. Men serberne har faktisk været de aggressive, lige siden de indvandrede til Balkan.

Men at Bosna skulle være en del af problemer, er jeg slet ikke enig med dig i - hverken i de seneste balkan-krige eller tilbage i historien. Tvært om har Bosna I Hercegovina dannet en stabiliserende faktor helt fra, da det var et kongedømme. Og man ser jo også, at netop BIH tog imod og gav plads til udstødte flygtninge andre steder fra gennem historien - f.eks. de fardiske jøder og grupper af romer..

Gert Romme, om Bosniens krige skrev jeg blot at væsentlige kilder omtaler krigene som misrepræsenterede, når det kommer til ansvarsbeskrivelsen i den internationalt udbredte fortælling - og naturligvis var Bosnien og tilhængerne af bosnisk selvstændighed en del af problemerne op til og under krigene, man kan diskutere hvordan og hvorledes.

Historisk set kan der trækkes linjer langt tilbage, enig - men det går nok ikke at ignorere hændelser og handlinger lige op til og under krigene; disse var jo af stor betydning for at krigene udløstes og fortsatte som de gjorde. Ligesom vi ikke kan ignorere den amerikanske politiks indflydelse, kan vi f.eks. heller ikke ignorere at bl.a. tyskerne i høj grad opildnede og pressede for at der skete en tidlig EU-anerkendelse af Kroatien og Slovenien (og kort efter Bosnien), mens der stadig pågik interne partsforhandlinger i Jugoslavien. Der er opkaldt gader og pladser efter Genscher rundt omkring i Kroatien, hvilket illustrerer den udbredte taknemmelighed til Hans-Dietrich og tyskerne.

@ Bettina Jensen,

Den første, der rev sig løs fra Sydslavien var Slovenien, og det kom så pludselig, at den serbiske hær, der var placeret ind i alle landes hærenheder, ikke nåede at reagere.

Den næste der rev sig løs var Hrvatska eller Kroatien, og her mistede omkring 1.700 mennesker livet.

Men Bosna forsøgte aldrig at rive sig løs. Her var problemet, at de politiske og militære ledere af Harvatska og Srbska, satte sig sammen og delte Bosna I Hercegovina imellem sig. Opdelingen skulle være ved den gamle grænse mellem de katolske og ortodokse fra omkring år 800 - altså op langs Cetina rijeka.

Og først her måtte Bosna til at forsvare sig - i øvrigt uden meget andet end jagtvåben, for FN og EU havde besluttet, at hvsi man lukkede Sydslavien hermetisk af, så løb man hurtigt tør for våben, og krigen ville slutte. Desværre kneb det med at lukke af for andet end Bosna I Hercegovina, der her stod uden forsvar.

I øvrigt var nu afdøde jurist, filosof, Alija Izetbegović, slet ikke en "høg", og han var nok den bedste og mest demokratiske, man kunne have på posten i den tid. Men også han måtte jo virke for sit folk og sit land.

Bettina Jensen

Gert Romme, hvis det skulle komme an på Izetbegovic' person, ville hans tilknytning til højreradikale grupperinger under anden verdenskrig og hans agitation for en muslimsk stat i Bosnien m.m. nok kunne nuancere indtrykket af ham som det bedste, demokratiske bud på en statsleder i Bosnien, men mere afgørende er det vel at Izetbegovic erklærede Bosnien uafhængigt, vel vidende at dette ville betyde krig mellem etniske grupper. Formentligt overvurderede Izetbegovic hvad NATO/USA kunne og ville gøre - eller også vurderede han at den ideologisk-religiøse kamp var vigtigere end fred, herunder menneskeliv, social balance m.m. og de mange kulturskatte, som gik tabt under den jugoslaviske opløsningskrig.