Tour de Balkan: To hjul, tre lande, fire dage

Jeg rokkede udmattet frem og tilbage på min cykel. Endelig var vi kommet ind på den sidste stigning. Tempoet var sneglefart, pedalerne tunge. Og så nåede vi endelig toppen. Et vidunderligt syn åbenbarede sig for os. Et grønt englandskab spættet af brune og hvide køer rullede ned imod en skålformet dal omgivet af parallelle tårnagtige kalkstensformationer, der stak direkte op af jorden.

Længere ude i horisonten kunne vi skimte det 2.523 meter høje Bobotov Kuk, det højeste punkt i Montenegros umådeligt naturskønne Durmitor National Park, der er opført på UNESCO’s verdensarvsliste. Bag os havde vi forladt ikke mindre fortryllende udsigter over gletsjersøer, bjergtinder, dybe flodslugter og fyrreskove fulde af vildtlevende katte, bjørne og ulve.

Selv var vi næppe noget kønt syn: Otte midaldrende mænd, de fleste af os lettere vommede i vores stramt siddende lycra-cykeltøj, på en fire dage lang cykeltur i Balkan.

Efter træningsture i grevskabet Surreys noget mere moderate bakkedrag, Box Hill, havde vi brug for en ny udfordring, et nyt eventyr på mere eksotiske ruter, som kun de færreste finder på at cykle ad.

Målet var at køre ud i det blå, fare vild ved at vælge de forkerte frakørsler, famle med vores papirkort igen, sætte mystiske egnsretter til livs og læske vore ganer med de lokale vine. Vi håbede kort sagt på at genopdage de glæder, vi huskede fra vores ungdoms cykelferier.

Højdemeter i benene

Med Dubrovnik som start- og målby besluttede vi os for at afstikke en loopagtig kurs gennem det sydligste hjørne af Kroatien, videre op igennem Bosnien-Hercegovina, ind i ​det nordlige ​Montenegro og derfra stik syd, hele vejen ned igennem lilleputstaten og tilbage til vores udgangspunkt.

På fire dage præsterede vi på den måde at tilbagelægge en distance på 635 km Så mange og så kraftige stigninger var der undervejs, at vi i alt nåede op på 8.650 højdemeter. Vi havde valgt at cykle sidst i september for at undgå såvel sommerhede som vintersne, og vi kunne da også glæde os over klar himmel og solskin i tre en halv ud af de fire dage.

Den første og sidste nat logerede vi på Hotel Kompas, der ligger idyllisk ved Adriater​havskysten, godt en kilometer fra Dubrovniks centrum. I Mostar fandt vi en udmærket Airbnb-lejlighed, og de øvrige nætter indkvarterede vi os på små pensionater i Montenegro. Overalt, hvor vi spiste, var måltiderne enkle og med friske råvarer, veltilberedte og velsmagende.

Nogle af os foretrak mountainbikes og crosscykler, andre konventionelle landevejsracere. Vi rejste med så lille en oppakning som muligt og kun, hvad der kunne presses ned i små cykeltasker og rygsække, og vi navigerede ved hjælp af en kombination af digitale korttjenester og traditionelle papirkort.

Tidsmaskine

At cykle ud fra Dubrovnik på stærkt trafikerede veje var hektisk og nervepirrende. Men da vi først havde lagt nogenlunde afstand til kysten og krydset grænsen til Bosnien-Hercegovina, stilnede trafikken kendeligt af. Og cirka 40 km senere, på vejen vestover mod Mostar, blev biler et meget sjældent syn.

Byen Dobrota ved Kotor-fjorden i Montenegro.

Jocelyn Erskine-Kellie

I stedet passerede vi traktorer, der tøffede ud af skovene med påhængsvogne fulde af ege- og avnbøgstømmer, og vi mødte kvægdrivere, der til lyden af klokkeklang gennede flokke af geder og æsler foran sig forbi bjergskråninger og marker med kegleformede høstakke. Det føltes, som om en tidsmaskine havde kastet os tilbage til ​​det 20. århundredes begyndelse.

Vores pastorale drømmerier blev dog indimellem afbrudt af påmindelser om den borgerkrig, der hærgede gennem regionen i begyndelsen af ​​1990'erne. Vi cyklede forbi mindesmærker for dræbte ved små vejkant-kirkegårde og forbi øde beliggende bondehuse, hvis mure stadig var arrede af skudhuller.

Dybe kløfter

Krigsturister ønskede vi dog ikke at være. Vi var snarere kommet for at udforske ukendte veje og beundre store panoramaer. Efter Mostar gik det over en strækning på 15 km stejle 1.000 meter op fra Neretva-dalen, forbi Blagaj-fæstningens smuldrende, middelalderlige borgmure og op til en vidtåben, vidtstrakt højlandslette.

I Sutjeska Nationalpark rullede vi ned gennem den dybe bjergkløft, hvor Sutjeska-floden løber gennem små søer illumineret af glitrende sollys, langs skovdækkede bjergskråninger, bevokset med ældgamle bøge- og fyrretræer.

Nedstigningen til Kotor, oldtidsbyen ved den montenegrinske adriaterhavskyst, der senere blev befæstet af venetianerne, var dybt betagende: Over de 25 hårnålesving, vi rundede, så jeg nogle af de smukkeste udsigter, jeg nogensinde har oplevet fra en cykelsaddel.

Da vi cyklede langs den akvamarinfarvede bugt ud for Kotor og skar igennem Montenegro tilbage mod Kroatien, trak stormskyer op ude over Adriaterhavet. Det betød ikke stort … Dubrovnik, hotellet og baren var nu helt tæt på, men vi, en flok midaldrende mænd, var allerede berusede på en cocktail af bjergcykling, vidunderlige landskaber og eventyrlige opdagelser.

Rob Penn er forfatter til bogen It’s All About the Bike, udgivet på forlaget Penguin.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.