Læsetid: 2 min.

Forskning, der forandrer verden: Takket være et lille høreapparat kan døve i dag høre

Et indopereret høreapparat har forandret verden for alle de døve, der har fået deres hørelse igen
Et indopereret høreapparat har forandret verden for alle de døve, der har fået deres hørelse igen

Mia Mottelson

19. januar 2019

Det lyder mest af alt som et kirkeligt mirakel: Efter aldrig at have lyttet til fuglesang eller klassisk musik får døve pludselig hørelsen tilbage. Men det er den videnskabelige virkelighed. Og internettet koger over med rørende YouTube-videoer af døvfødte børn, der for første gang hører deres mors eller fars stemme.

Med det såkaldte Cochlear Implantat har forskningen givet døve og hørehæmmede hørelsen igen. Deres manglende hørelse skyldes typisk ødelagte små hårceller i et område i det indre øre, som kaldes cochlea. Disse celler opfanger normalt lydvibrationer og sender dem ad hørenerven til hjernen.

Cochlear-implantatet sørger for, at lyd ’springer over’ de ødelagte hårceller. Implantatet fungerer ved, at lyd opfanges af en lille mikrofon uden for øret og derefter omdannes af en lille computer til signaler. Disse signaler sendes gennem huden og kraniet til elektroder indopereret i øresneglen, der så sender elektriske impulser til hørenerven, som i hjernens hørecenter fortolkes som lyd.

Høreapparatet forlod for alvor laboratorierne i midten af 1990’erne og blev en opfindelse, den brede befolkning fik glæde af. Mere end 2.000 danske hørehæmmede eller døve har i dag fået indopereret implantatet i ét eller begge ører.

De tre forskere, som var pionerer inden for udviklingen af Cochlear-implantatet – to elektroingeniører og en læge – blev i 2013 tildelt Lasker-DeBakey-prisen, som er en af de fineste anerkendelser inden for medicinsk forskning.

Det er dog ikke alle, som altid har været lige begejstrede for implantatet. I takt med dets udbredelse oplevede døvesamfund at få frarøvet sit tegnsprog og den identitet, som er knyttet hertil, fortæller David Jackson Morris, som er lektor i audiologopædi ved Københavns Universitet. For det bliver ikke nødvendigvis lettere at være døv i en verden, hvor stadig flere kan høre. I dag er debatten om den medicinsk-teknologiske udvikling mellem forskere og døve dog langt mere konstruktiv, understreger han.

’Afgørende gennembrud’

Teknisk set kurerer Cochlear-implantatet ikke døvhed fuldstændigt, men fungerer nærmere som et effektivt hjælpemiddel for døve eller hørehæmmede.

»Der går noget lyd tabt i den elektriske stimulering af hørenerven. Det er et fattigere signal, end normalthørende oplever. Nuancer i tale går oftest tabt, og det kan være svært at opfatte tale i baggrundsstøj – fordi det er svært at adskille lydkilder fra hinanden. Derfor kan det eksempelvis være svært for børn med Cochlear-implantatet at følge med i normal undervisning,« siger David Jackson Morris.

Cochlear-implantatet fungerer desuden bedst for dem, som kun i en kort periode har levet uden hørelse. Det er altså svært at genvinde sin høresans efter et langt liv som døv. Formentlig fordi hørenerven for længe har været understimuleret.

Men trods etiske udfordringer og teknologiske mangler har Cochlear-implantatet ifølge David Jackson Morris været et »afgørende gennembrud« i behandlingen af hørenedsættelse. Og han forudser, at høreapparatet sammen med nye medicinske muligheder kommer til at spille en vigtig rolle for, at døvhed en dag nærmest vil være fortid for menneskeheden.

Er du selv i tvivl om Cochlear-implantatets potentiale, så se en af de omtalte videoer nedenfor – og find selv flere på YouTube. Nogle gange siger den første lyd mere end 1.000 ord.

 

Serie

Forskning, der forandrer verden

Forskning former samfundet omkring os. Uanset om det handler om bekæmpelse af fake news, grøn energi eller vellykket integration, spiller videnskaben en rolle.

I denne serie sætter Information fokus på nogle af de videnskabelige gennembrud, som skaber helt konkrete fremskridt.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu