Klimavidenskaben vokser forskerne over hovedet

Når skillelinjerne mellem videnskabelige fakta, legitime uenigheder og uafklarede spørgsmål om klimaforandringerne bevidst forsøges udvisket – ikke mindst af verdensledere som Donald Trump og Recep Tayyip Erdogan – bliver FN’s klimapanel, IPCC’s, rolle og indsats kun endnu væsentligere.

For det er netop IPCC’s opgave at skabe et overblik over det videnskabelige landskabs resultater. Hvor stemmer resultaterne overens, og hvor afviger de fra hinanden? Forfatterne til IPCC’s sjette evalueringsrapport, som omfatter hundredvis af forskere, der arbejder på tværs af adskillige forskningsfelter, har derfor påtaget sig en gigantisk opgave frem til 2021, hvor rapporten skal udkomme.

Da mængden af videnskabelige data om klimaet vokser eksponentielt, bliver også arbejdet med at danne sig et klart helhedsbillede stadig mere komplekst. At holde rede på og læse alle de relevante publikationer om klimaforandringer er blevet tæt på umuligt. Alene inden for det seneste år er der udgivet flere undersøgelser end i hele klimapanelets foregående evalueringsperiode (2007-14, red.).

Selv hvis der i de kommende to-tre år ikke skulle ske nogen yderligere tilvækst, vil den for IPCC relevante forskningslitteratur omfatte mellem 270.000 og 330.000 publikationer, hvilket er mere end alt publiceret forskning i klimaforandringer før 2014. At formulere den korrekte evaluering for panelet bliver altså i stigende grad en forskningslitterær udfordring: Informationerne er der, men at få rede på dem alle er en kolossal vanskelighed.

Autoritet på spil

Om det lykkes at få styr på de vildtvoksende mængder af data og delkonklusioner kan blive helt afgørende for, om IPCC fremover kan fastholde sin høje autoritet og troværdighed.

Heldigvis er der i dag udviklet computerprogrammer, som kan hjælpe med at læse og sammenfatte informationer, der er for omfattende til, at selv store forskerhold kan overskue dem.

IPCC vil her kunne gå foran og anvise vejen mod en ny æra med computerassisterede videnskabelige evalueringer. Maskinlæring og sprogteknologi, såkaldt natural language processing, må tages i brug for at forstå og syntetisere de umådelige mængder af relevant materiale. Nye ekspertkategorier som scientometrikere (videnskabsfolk, der måler videnskaben, red.), datalingvister og dataanalytikere vil skulle involveres.

Også politiske beslutningstagere vil efterlyse viden fra den videnskabelige verden, der kan bidrage til politiske løsninger med reel nytteværdi. Lige præcis her er der kun sket begrænsede fremskridt i klimapanelets hidtidige arbejde. Ja, opgaven med at analysere, hvilke klimapolitikker, der vil fungere bedst i praksis og under hvilke betingelser, står ret beset endnu kun på sit indledende stadium.

Det problem er navnligt påtrængende inden for socialvidenskaberne. Nogle hævder, at socialvidenskabelige indsigter kun sjældent er generaliserbare. En større udfordring er dog, at der mangler forståelse for, at det at sammenligne og gennemgå forskningsresultater i sig selv er en videnskabelige bestræbelse. Manglen på den slags videnskabelige gennemgange inden for politologisk og socialvidenskabelig forskning gør det til en umulig opgave for IPCC at samle den viden, som er spredt ud på tværs af tusindvis af individuelle undersøgelser.

Samarbejdsnetværk

Det bliver ikke spor let at ændre forskningskulturen inden for socialvidenskaberne, således at deres forskningsresultater er systematiseret og bedre kan komme til at understøtte videnskabelige evalueringer som IPCC’s og bidrage til den samlede viden om klimaforandringer.

Selv om IPCC kan fungere som drivkraft for udviklingen, vil der i første omgang blive brug for at styrke kapaciteten i de videnskabelige gennemgange af forskningslitteratur, ligesom der mangler støtte til flere samarbejdsnetværk. Dette forudsætter, at nationale regeringer og forskningsinstitutioner afsætter flere midler til at gennemgå og sammenligne den store mængde ny forskning.

Den gode nyhed er, at vi allerede har modeller klar til at understøtte denne udvikling. Forskere i lægevidenskab, pædagogik og psykologi har i årtier skullet løfte lignende udfordringer – og systematiske gennemgange af forskning er nu en veletableret praksis inden for disse felter som et grundlag for politisk rådgivning.

Det vildledende indtryk, at en vilkårlig enkeltstående videnskabelig undersøgelse skulle have den samme autoritative status som alle andre er gift for den politiske beslutningstagning. Ved at gøre forskningsgennemgange til ny guldstandard for informeret politisk rådgivning – og ved at bruge big data og maskinlæringsteknikker til at levere dem – kan vi styrke IPCC og dermed sikre stærkere modspil til denne verdens Trump’er og Erdogan’er og alle de andre, som alene udvælger den evidens, der er egnet til at fremme deres egne agendaer.

Jan Minx er forskningschef på Mercator Research Institute on Global Commons and Climate Change i Berlin og professor i klimaforandringer og public policy på Priestly International Centre for Climate på universitet i Leeds.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen