Læsetid: 8 min.

Retten til videnskab er en menneskeret, der konstant krænkes

Videnskab blev defineret som en menneskeret med FN’s menneskerettighedserklæring, som i december fyldte 70 år. Men retten til videnskab er under pres i dag, hvor videnskabelige artikler er gemt bag dyre abonnementsmure, og politikere ignorerer forskningsresultater om eksempelvis klimaet. Nye tiltag for at sikre fri adgang til forskningsartikler beskrives som tiltrængte, men utilstrækkelige
Videnskab blev defineret som en menneskeret med FN’s menneskerettighedserklæring, som i december fyldte 70 år. Men retten til videnskab er under pres i dag, hvor videnskabelige artikler er gemt bag dyre abonnementsmure, og politikere ignorerer forskningsresultater om eksempelvis klimaet. Nye tiltag for at sikre fri adgang til forskningsartikler beskrives som tiltrængte, men utilstrækkelige

Mia Mottelson

19. januar 2019

I perioden fra september 2010 til januar 2011 hackede en ukendt gerningsmand forlaget JSTOR’s hjemmeside og downloadede 4,8 millioner videnskabelige artikler, svarende til godt 80 procent af alt indhold.

Den skyldige viste sig at være den dengang 26-årige internetaktivist Aaron Swartz, der er mest kendt for at være medgrundlægger af det sociale onlineforum Reddit. Ambitionen med hans akademiske hack var at udbrede den store mængde viden, som normalt er gemt bag en dyr abonnementsmur.

Men Aaron Swartz blev dømt hårdt for sit onlineindbrud. Han blev tildelt bøder på mere end en million dollar, og risikerede flere årtiers fængsel. Han ankede dommen. Og to dage senere begik han selvmord, formentlig på grund af udsigterne til et liv bag tremmer.

Historien om Aaron Swartz viser, hvor fundamental uligheden i adgang til viden er. Det mener Christine Mitchell, som er leder af Center for Bioetik på Harvard University.

»Både i USA og i mange andre lande er der ikke en ordentlig ret til videnskab,« som hun for nylig sagde til en konference i København med henvisning til det faktum, at adgangen til videnskab egentlig er en menneskeret.

Artikel 27 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948 beskriver, at »enhver har ret til (…) at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder«.

Videnskab er en menneskeret

Artikel 27 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948) lyder:

  • Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.
  • Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt.

I 1966 blev den videnskabelige menneskeret ratificeret med Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder, hvor artikel 15 blandt andet sikrer enhvers ret til at »nyde fordel af videnskabens fremskridt og dens anvendelse«, og »stater forpligter sig til at respektere den frihed, der er uundværlig for videnskabelig forskning«. Dermed var retten til videnskab gjort juridisk bindende.

Men med tidsskrifter i ly af abonnementsordninger til tusindvis af kroner, fake news og en amerikansk præsident, der med åbne øjne ignorerer videnskabelig konsensus om klimaforandringer, er retten til videnskab en misvedligeholdt menneskeret.

I anledningen af menneskerettighedernes 70-års fødselsdag i december har en international gruppe af topforskere i et fælles opråb i det anerkendte tidsskrift PNAS gjort opmærksom på, hvor vidtrækkende rettigheder verdens borgere egentlig bør have til videnskab.

»Right to Science er en grundlæggende menneskeret med klare følger for værdighed, velbefindende, sundhed og uddannelse af alle verdens borgere,« lyder det blandt andet.

Manglende adgang

Verdenssamfundet blev for alvor opmærksom på videnskabens destruktive potentiale, da to atombomber sprang over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki med ni dages mellemrum i 1945. Videnskab havde hidtil repræsenteret fremskridt, vækst og velstand, men viste pludselig sin altødelæggende bagside.

Det blev klart, at der var brug for en videnskabelig offentlighed, hvor information frit kunne udveksles, og flere kunne komme til orde om videnskabens etiske dilemmaer, så den ikke igen kom ud af kontrol. Så da FN i 1948 vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, var det med den nævnte artikel 27 om retten til videnskab.

Men regeringer verden over har ignoreret denne forpligtelse, ligesom forskersamfund ikke har gjort deres for at sikre, at befolkningen får indblik i og glæde af deres resultater, lyder det fra organisationen American Association for the Advancement of Science. Derfor er den konventionssikrede menneskeret til videnskab i dag under pres.

Den største trussel er ifølge forskerne selv den manglende offentlige adgang til deres arbejde. Det viser en gennemgang af en række forskningsartikler om emnet, som Sebastian Porsdam Mann, postdoc på Oxford University og Københavns Universitet, står bag.

»Hvis videnskab blev taget seriøst som menneskeret, burde der være en langt større offentlig indsats for at distribuere og formidle den publicerede forskning. Lige nu er det kun meget små segmenter af befolkningen, der får gavn af videnskabelige artikler. For langt de flest er ny videnskab gemt bag dyre paywalls og skrevet på et uforståeligt sprog,« siger han.

Forandring på vej

Det er en velkendt problematik, at få videnskabelige forlag nyder monopollignende tilstande og opkræver tårnhøje abonnementsgebyrer. Selv forskerne må ofte betale for at få udgivet deres artikler.

Verdens største forlag, Elsevier, kunne således i 2017 bryste sig af en indtjening på 7,7 milliarder kroner og en profitmargin på 37 procent. Det er en større margin end både Googles, Apples og Amazons samme år. I Danmark og mange andre europæiske lande er det især skattekroner, der er med til at finansiere milliardoverskuddet, eksempelvis gennem basismidler til universiteterne.

Enkelte landes universiteter har på forskellig vis forsøgt at boykotte de store videnskabelige forlag og afkræve dem mere fair aftaler. Det gælder Sverige, England, Tyskland og Holland. Og i november sidste år sendte europæiske universiteters paraplyorganisation EUA en officiel klage til konkurrencekommissær Margrethe Vestager om forlagenes de facto-monopol og konkurrenceforvridende aftaler med universiteterne.

Indtil videre har protesterne ikke rykket ved den akademiske infrastruktur. Det er svært at ændre et videnskabeligt system, der er opbygget siden 1600-tallet. Videnskab er blevet big business, og i dag ejes ophavsretten til de videnskabelige artikler af store forlag som Elsevier, der aktivt lobbyer mod fri adgang til forskningen. Den enkelte forsker bag artiklerne får således hverken ejerskab over eller penge for sine publikationer.

Men forandring er på vej.

Med internettets udbredelse omkring årtusindskiftet har de såkaldte Open Access-tidsskrifter vundet frem. Her har alle gratis adgang til de publicerede artikler, som forskerne typisk selv har betalt for at få udgivet. I skrivende stund er 12.436 tidsskrifter registreret i den onlinetidsskriftsdatabase Directory of Open Access Journals.

Der er dog flere udfordringer ved de åbne tidsskrifter, mener Yvonne Donders, som er professor i menneskerettigheder ved Amsterdam Universitet.

»Det handler først og fremmest om økonomi. Mindrebemidlede forskere har ikke råd til selv at betale for at blive udgivet i Open Access-tidsskrifterne. Og hvis de i stedet selv udgiver deres forskning frit, mangler de peerreviews, som er så afgørende for den videnskabelige kvalitet,« siger hun.

EU har en ambition om, at alle offentligt finansierede videnskabelige artikler i Europa skal være frit tilgængelige i 2020. Og i Danmark er der fastsat et politisk mål om, at der skal være fri adgang til alle videnskabelige artikler fra danske forskningsinstitutioner fra 2025.

Ifølge Yvonne Donders er det »et vigtigt skridt på vejen« for at sikre retten til videnskab, at offentlige myndigheder og institutioner nu arbejder for at sikre åben adgang til forskningen. Men i realiteten kan de ambitiøse målsætninger vise sig svære at realisere.

Den danske ambition har fået kritik for, at der kan gå op til 12 måneder fra ny forskning publiceres, til befolkningen får fri adgang til den, på grund af en embargoperiode, hvor de videnskabelige tidsskrifter kan tjene abonnementspenge. Det bliver altså ikke muligt for offentligheden gratis at tilgå ny viden.

Ifølge Sebastian Porsdam Mann er det danske tiltag godt, men ikke tilstrækkeligt.

»Særligt inden for medicin er det vigtigt at være på forkant med den videnskabelige udvikling, så det nytter ikke noget, at især fattige lande, der ikke har råd til at købe tidlig adgang til nye forskningsartikler, kommer til at lide under en embargoperiode,« siger han.

Samtidigt har en sammenslutning af 1.350 forskere protesteret mod EU’s model, fordi den fratager muligheden for at modtage den tilknyttede fondsstøtte, hvis nye forskningsresultater ikke bringes i Open Access-tidsskrifter. Dermed risikerer forskere at måtte opgive publicering i prestigefyldte tidsskrifter som Nature og Science til fordel for frit tilgængelige tidsskrifter af mere tvivlsom kvalitet. Det kan gå ud over de private fondsmidler, som forskningen i dag er så afhængig af. Fonde vægter nemlig tungt, hvor forskere har fået publiceret deres arbejde.

Privatiseret forskning

Den stigende privatisering og kommercialisering af videnskaben med stadigt mere fonds- og firmafinansieret forskning betyder også, at det i dag ikke er tilstrækkeligt kun at gøre forskning betalt af skattekroner frit tilgængeligt, påpeger Yvonne Donders.

»Den menneskeretlige adgang til videnskab handler om demokratisering, tilgængelighed og distribution. Men det er stater, som er forpligtet på rettigheden. Og i dag tilhører den meste viden ikke statslige organer, men private aktører, der ikke er bundet af samme konvention. De er ikke forpligtede til at frigøre viden fra dyre abonnementsordninger,« siger hun.

I 2016 kom 12 procent af finansieringen af offentlige danske forskningsprojekter fra private fonde og organisationer, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det er en markant stigning fra syv procent i 2008, og gør samtidig Danmark til et af de lande med den største andel af private forskningskroner.

Private fonde og organisationer har også andre økonomiske overvejelser i forhold til gratis at dele den viden, data og resultater, de finansierer, end det er tilfældet for statsligt finansieret forskning, påpeger Yvonne Donders.

»Og det er jo forståeligt nok. De private aktører skal tjene penge, det skal stater ikke.«

Langt større indsats

Kampen om adgang til viden er en af tidens allervigtigste, mener Sebastian Porsdam Mann. »Data og forskningsresultater kommer til at få massiv indflydelse på alt fra menneskers livslængde og livsglæde til politiske resultater. Derfor er adgangen hertil så central,« siger han.

Det bliver eksempelvis sværere for politikere kreativt at fortolke eller politisere videnskab, hvis befolkningen selv har adgang til de aktuelle forskningsresultater. Uanset om det handler om kvælstofudledningen i landbrugspakker eller effekterne af den førte klimapolitik.

Ifølge Sebastian Porsdam Mann kan det være decideret menneskeretsstridigt, hvis politikere misbruger videnskaben.

»Når borgere ifølge menneskeretserklæringen har ret til videnskab, mener jeg også, det indebærer, at de har ret til regeringer, som benytter sig af videnskabelig evidens i deres politik. Det er ikke tilfældet i mange lande i dag, hvor regeringen af rent politiske årsager ikke benytter sig af relevante forskningsresultater, uanset om det handler om klima eller euforiserende stoffer,« siger han.

Selv om de aktuelle danske og europæiske ambitioner om fri adgang til forskningsartikler er en imponerende målsætning, viser deres begrænsninger også, at der er brug for mere omfattende forandring, mener Sebastian Porsdam Mann. Han efterspørger en omkalfatring af det eksisterende tidsskriftssystem.

»Tankegangen skal ændres radikalt, så fordelene ved fri vidensudveksling træder frem. Inden for kodning er open sources-tilgangen blevet en æressag, som har ført til mange vigtige udviklinger. Det skal videnskaben lære af. Der findes allerede inspirerende eksempler. I medicinsk forskning var det eksempelvis afgørende for udryddelsen af polio, at lægen Jonas Salk delte sin viden om den dødelige sygdom, så en vaccine kunne blive udviklet,« siger han.

Men det er ifølge Sebastian Porsdam Mann ikke kun afgørende, at befolkningen gratis kan tilgå videnskaben.

»Det nytter jo ikke noget, hvis forskningen formidles på et uforståeligt sprog. Så gavner det jo ikke offentligheden at have ret til videnskab. Det betyder ikke, at teoretiske fysikere skal fordumme deres formler, så fireårige kan forstå dem. Der er brug for professionelle videnskabskommunikatører, som kan ’oversætte’ de komplicerede forskningsresultater,« foreslår han og understreger, at det er et ideal, og at vejen dertil er lang.

»Men uanset hvad burde indsatsen for at sikre menneskeretten til videnskab være langt større end i dag.«

Videnskapløb 2019

Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed, når vi hvert år udgiver magasinet Videnskapløb.

I denne udgave sætter vi fokus på videnskabens databegejstring, og undersøger mulighederne ved de store informationsstrømme, men også hvilke etiske dilemmaer og udfordringer for alt fra personsikkerhed til den videnskabelige metode, det medfører at basere så meget forskning på massive mængder information. Og så kan du også læse om, at retten til videnskab er en menneskeret, der konstant krænkes.

Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.

Andre artikler i dette tillæg

  • Hvor mange menneskeliv skal reddes for at kunne forsvare, at raske bliver fejldiagnosticeret, overbehandlet og sygeliggjort?

    19. januar 2019
    I Danmark screenes befolkningen for tre kræfttyper. Men eksperter er uenige i, om screeningsprogrammerne gør mest gavn eller skade. Det handler ikke kun om videnskab. Det er også et spørgsmål om, at man risikerer at fejldiagnosticere raske mennesker, og om det er en pris, vi er villige til at betale i forsøget på at opdage og behandle syge? Det er dyrt i kroner og ører – og i angst og overbehandling
  • Klimavidenskaben vokser forskerne over hovedet

    19. januar 2019
    Mængden af publiceret klimavidenskab vokser eksponentielt og er nu så omfattende, at det knapt kan overskues af forskerne. Men det er der råd for: Nye computerprogrammer, der kan håndtere den massive mængde forskningslitteratur, er under udvikling
  • Adgang til videnskab er en menneskeret – men den krænkes igen og igen

    19. januar 2019
    Retten til videnskab blev defineret som en menneskeret med FN’s menneskerettighedserklæring. Men i dag, 70 år senere, er denne rettighed ifølge en række topforskere under pres med forskningsartikler i ly bag abonnementsmure og politikere, der ignorerer videnskabelige fakta
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Meltofte

Kære Louise Schou Drivsholm
Undskyld at jeg siger det lige ud: Hvordan kan du skrive en artikel om dette vigtige emne, hvor halvdelen af historien mangler? For enhver i dette land kan jo gå ind på et hvilket som helst bibliotek og bestille en hvilken som helst artikel i et hvilket som helst videnskabeligt tidsskrift uden at betale så meget som en 25-øre. Og hvis dette ikke er tilfældet i andre lande, så er det disse lande, der er noget i vejen med; ikke de foreninger, selskaber og forlag, der udgiver forskningen.
Og læg lige mærke til sidste del af dette udsagn: "Her har alle gratis adgang til de publicerede artikler, som forskerne typisk selv har betalt for at få udgivet." Hvordan tror du, at det som forsker vil være ikke alene at skulle skaffe penge til dataindsamling, bearbejdning og artikelskrivning, men også til den omfattende redaktionelle bearbejdning og kvalitetssikring, som udgiverne står for, og som vi alle nyder godt af og er helt afhængige af? Glem det! Det vil være en katastrofe.
Hvis fx Springer tager sig for dyrt betalt, så er det en sag for monopollovgivningen fx i EU, ikke for mangfoldigheden af udgivere af videnskabelige artikler og bøger, som der selvfølgelig skal betales for.
Tvært imod hvad man får indtryk af fra din artikel, så er den non-kommercielle forskning nok det mest kollektive system i hele verden: Forskerne skaffer selv finansieringen af deres forskning, og stiller resultaterne gratis til rådighed for alle mennesker i hele verden. Det eneste man som bruger skal betale for, at udgivelsen (kvalitetsikringen og mangfoldiggørelsen).
At industriens forskning selvfølgelig ikke er frit tilgængelig er jo hele forudsætningen for denne forskning. Hvis ikke industrien kunne tjene penge på deres forskning, ville der jo kun blive udført halvt så meget forskning her i verden, så det skal vi da også være glade for.
Det politiske misbrug - eller ignorering - af forskningsresultater er en helt anden historie, hvor man kun kan 'takke' os som vælgere for at have valgt de forkerte politikere.
mange hilsner
Hans Meltofte
Dr. scient., seniorrådgiver, Aarhus Universitet

David Joelsen

@Hans Meltofte
Hvis man kan få artiklen helt gratis på biblioteket, er det så staten der betaler i stedet?

Selvfølgelig skal en forsker have betaling for at publicere, men det behøver medføre at ikke-værdiskabende firmaer måske tager sig alt for godt betalt. Det er måske det der opponeres imod?

jan henrik wegener

En indlysende grund til at der ikke er så megen opmærksomhed rettet mod denne del af rettighedserklæringerne kan være at det for det overvældende flertal ikke er noget de direkte mærker noget til. Hvis man nu ser på den del af forskningsartiklerne der er offentligt tilgængelige , hvor mange mon så "bruger" disse personligt? Mon ikke det gennemgående er ret få sammenlignet med befolkningen selv i de lande hvor man gennemsnitligt uddanner sig længst? Ja endda i de grupper i samfundene der er længst og grundigst uddannet er det måske et lille mindretal der følger med i de nyeste forskningsresultater ud over hvad der eventuelt er deres eget arbejdsområde, eller som er formidlet via populærvidenskabelige hjemmesider, artikler og bøger.
Hvor megen videnskabelig indsigt har f.eks medarbejderne i diverse medier, Information medregnet?

Steffen Gliese

jan Henrik Wegener, gennemgående læser man jo først og fremmest artikler, når de er relevante for ens oplysning, privat eller professionelt. Der sker i dag en enorm publicering, fordi det i vore debile tider er publish or perish, der gælder. Derfor er der ikke det samme fokus på langvarige projekter i offentlig forskning.

jan henrik wegener

Det jeg ikke er helt sikker på her er hvem der generes direkte af de dyre abonnementer til helt nye forskningsartikler med mere. Er fagfolk der lider under dette og derved ikke kan udføre deres arbejde ordentligt? Eller er det mere "den brede offentlighed" der derved skulle forhindres adgang til vigtig viden? Når der tales om en almen menneskeret er det let at få indtryk af at det er det sidste der gælder, men det har jeg endda meget svært ved helt at tro, da jeg tvivler på at der er så store dele af nogen befolkning snævre fagkredse der normalt læser den slags. Jeg ville da blive ret overrasket hvis f.eks. bInformations medarbejdere er så flittige brugere af forskningsartikler eller på stående fod kan sætte sig dybere ind i disse. Mon ikke det samme gælder deltagerne her på tråden når de ikke længere er på hjemmebane fagligt eller har en eller anden særlig interesse?

Steffen Gliese

Jan Henrik Wegener, der er faktisk i forbindelse med digitaliseringen bygget grænser op, der gør adgangen til materiale for menigmand ringere. Det gælder f.eks. nedlæggelse af mange fysiske arkiver, uden at der findes et alment tilgængeligt digitalt tilbud.
Værre er det på bogområdet, hvor man får det indtryk, at kun litteratur, der udgives digitalt, anskaffes - og der er stadig meget, der udkommer i ren bogform. Materiale, der har været anskaffet til læsesalsbrug, opsiges, fordi digitaliseringen med privilegeret adgang for forskere og studerende begrænser behovet for studiepladser væk fra eget skrivebord. Plus selvfølgelig konsekvenserne for, hvad der kan anskaffes, når priserne bliver meget høje, varemængden som følge af publiceringspligten stiger eksplosivt - samtidig med at der skæres systematisk ned på bevillingerne.