Videnskaben må ikke fortabe sig i sin databegejstring

»Data redder liv.«

Det glade budskab dukkede op på min twitterprofil under researchen til dette tillæg. Afsenderen var virksomheden Copenhagen Healthtech Cluster, som arbejder for bedre brug af sundhedsdata.

Det er ikke kun i sundhedsvæsenet, at databegejstringen vinder frem.

Digitaliseringen og sociale mediers popularitet har gjort det muligt at indsamle viden om alt fra søvnvaner til sociale fællesskaber. Det er næppe tilfældigt, at mit twitterfeed pludselig er fyldt af datapropaganda, efter at jeg over længere tid har efterladt digitale spor på hjemmesider om samme emne. Personlige data er blevet en af de mest værdifulde varer i den digitale tidsalder.

Men også i alle afkroge af forskningen er data blevet en udbredt videnskabelig ressource.

Som du kan læse i dette tillæg, udvikles socialpolitik i dag på baggrund af data ved hjælp af den såkaldte Gladsaxemodel, ligesom databaserede metoder i stadig højere grad påvirker klassisk kvalitative forskningstraditioner som humaniora. Samtidig har danske universiteter åbnet flere centre dedikeret til databaseret forskning, og fra 2020 kan studerende på Københavns Universitet læse en kandidat i social datavidenskab.

Udviklingen har i høj grad en positiv indvirkning på videnskabens kvalitet og anvendelighed. Jo mere og grundigt data forskning er baseret på, jo mere præcise resultater. Det er afgørende for at få forskningen ud af den troværdighedskrise, den befinder sig i, efter at det har vist sig umuligt at genskabe hundredvis af anerkendte videnskabelige studiers konklusioner.

Og i en stadig mere kompleks verden kan store datasæt afsløre sammenhænge, forskerne ellers ikke ville kunne overskue. Datarevolutionen har muliggjort alt fra en effektivisering af bæredygtig energi ved anvendelsen af millioner af vind- og vejrdata fra alverdens målestationer til nye indsigter i politisk adfærd og vælgervandringer. 

Muligheder, men også begrænsninger

I sin bestsellerroman Homo Deus betegner den israelske historiker Yuval Noah Harari udviklingen som dataisme.

»For videnskabsmænd og intellektuelle lover dataismen at kunne tilvejebringe den videnskabelige hellige gral, som vi forgæves har ledt efter i århundreder: én overordnet teori, der forener alle videnskabelige discipliner fra litteratur og musikvidenskab til økonomi og biologi,« skriver han.

Trods de mange muligheder, er det dog ikke et løfte, dataismen fuldt ud kan indfri. Derfor må den ikke blive videnskabens altoverskyggende mantra.

Hvis videnskaben gør store informationsstrømme til sin eneste byggesten, risikerer den at blive blind over for skjulte strukturer og abstrakte fænomener. Hvordan kvantificerer man eksempelvis den menneskelige erfaring eller teksters underliggende budskaber? Derfor er der stadig brug for videnskabens metodiske pluralisme. Nogle indsigter kan kun opnås ved nærlæsninger af historiske tekstpassager eller langvarige, dybdegående interviews med enkeltpersoner.

Samtidig risikerer forskere i deres databegejstring at drukne i for meget information.

Da whistlebloweren Edward Snowden for nogle år siden offentliggjorde titusindvis af dokumenter om efterretningstjenesters foruroligende metoder, fik verden også et indblik i de uoverskuelige mængder data, som eksempelvis britiske MI5 indsamler.

Der er flere eksempler på, at efterretningstjenester selv har gjort høstakken så stor, at nålen er umulig at finde. Det samme kan ske for forskningen. Som du kan læse i dette tillæg, står lægevidenskaben allerede med et etisk dilemma i forhold til, hvordan den stadig større datapulje om kræftsymptomer skal anvendes.

Og så er det ikke uden risici at indsamle så store informationsmængder. Det store datalæk i Gladsaxemodellen sidste år mindede om det store ansvar for privatlivssikkerhed, det medfører at basere socialpolitik på tusindvis af borgeres personlige oplysninger om alt fra sundhedshistorik til misbrugsdata.

Det samme gælder ikke mindst for de digitale fodspor, vi efterlader på vores konstante onlinefærd. Her har techgiganter som Facebook og Google med deres overtagelse af internettets infrastruktur opnået en form for datamonopol, hvor de ejer og forvalter den viden om os, som sundheds- og socialforskere er så afhængige af.

Med den udbredte databegejstring er videnskaben med andre ord trådt ind på et marked, hvor store kapitalistiske internetvirksomheder sidder på den mest værdifulde valuta og ikke nødvendigvis er interesseret i at dele den med forskere.

Det er ikke, fordi forskningen skal afvise dataismens måder at undersøge naturen, samfundet eller mennesket på. Men det er vigtigt at være bevidst om udfordringerne ved videnskabens dataentusiasme. Nogle af dem er beskrevet i dette tillæg.

For hvis forskere forstår og håndterer de begrænsninger, det indebærer at studere verden via store informationsstrømme, rummer dataismen potentialet til mange nye videnskabelige erkendelser.