
Donald Trump fylder godt på denne uges liste, men den amerikanske præsident er langtfra den eneste kontroversielle figur blandt ugens højdespringere.
Vi skal både forbi Nyborg-rektoren, der gik imod Udlændingestyrelsens afgørelse og – alt efter, hvem man spørger – enten er en helt eller en selvgod farisæer, og den afdøde popstjerne Michael Jackson, hvis eftermæle står stadig mere vakkelvornt efter nye og særdeles overbevisende beskyldninger om pædofili.
Så er der stormfloden. Den er ikke i sig selv kontroversiel. Den kommer bare. År efter år. Mere og mere voldsomt. Spørgsmålet er, hvad vi har tænkt os at gøre ved den.
God læsning!
1. »Dette her er langt værre end Watergate«
Forfatningsretsprofessor Laurence Tribe, eller ’Larry’, som de kalder ham over there, er knapt så tilbageholden, da USA-korrespondent Martin Burcharth møder ham på Harvard. »Teknisk set kan Trump ikke sigtes for landsforræderi, men det er tæt på!« siger han. Hverken den særlige anklager Robert Mueller eller Kongressen vil nødvendigvis have brug for »rygende pistol« for at indlede en rigsretssag mod præsident Donald Trump. Men det ville være en fejl at gøre det lige nu, siger Laurence Tribe i ugens mest læste artikel.
2. Dobbelt op på stormflod
»Man forbinder ikke Danmark med katastrofer,« siger Kirsten Østergaard og manden Tommy Dyrhave, da vi møder dem en kold og stormfuld nat i parrets sommerhus ud mod Kerteminde Fjord. Men stormfloden – som der var hele to af i janaur – er den mest almindelig type naturkatastrofe i Danmark, og den koster kassen. Nye møbler hos Kirsten og Tommy, milliarder i forsikringspenge og så alle de omkostninger, der endnu ikke er kortlagt: tabt arbejdsfortjeneste, faldende huspriser og så videre. Men som Kirsten siger: »Det er jo så smukt at bo ud til vandet.« Mød hende, de værnepligtige fra Fyns beredskab og mange flere.
3. Rektoren fra Nyborg
Rektoren for Nyborg Gymnasium, Henrik Stokholm, gav 10. klassepigerne Roda og Ruwayda lov til at fortsætte deres skolegang, mens familiens asylsag bliver behandlet. Senere stillede han også lokaler til rådighed, så deres yngre søskende kunne undervises af frivillige. Det fik forfatteren Carsten Jensen til at kalde Henrik Stokholm for ’helten fra Nyborg’, mens Dansk Folkeparti skosede ham i radio og TV og bad undervisningsminister Merete Riisager (LA) svare på, hvilke konsekvenser hun mente »bør have for hans ansættelse«. Men i et brev til rektoren påpeger Styrelsen for Undervisning og Kvalitet ingen juridiske problemer. Heldigt for Henrik Stokholm, mener DF’s Alex Ahrendtsen. Hvis du er træt af ordudvekslinger mellem DF og de mindre indvandrerskeptiske dele af det danske samfund, så skal du ikke læse denne artikel. Men det er der mange andre, der har valgt at gøre.
4. Hvordan i alverden ...
... kan det hænge sammen, at amerikanerne – der er så opfindsomme inden for industri, så produktive inden for kulturlivet, modtager så mange nobelpriser og er så talentfulde i basketball – alligevel vælger en så uvidende og mentalt ustabil person som Donald Trump til præsident? Måske er en stor del af befolkningen i virkeligheden politisk umoden. Det mener den politiske filosof Alan Wolfe i hvert fald. »Jeg er ikke bange for at kalde dem infantile,« skriver Wolfe. Og dermed fik vi endnu en Trump-kritiker blandt ugens mest læste.
5. Kongen af pop og hans anklagere
Der var professionelle psykologer til stede i salen, da journalister var samlet for at se fire timers rystende vidnesbyrd i udpenslede detaljer fra to mænd, som begge anklager den afdøde popsanger Michael Jackson for at have udsat dem for omfattende sexovergreb, da de var børn. »Vi kan ikke lave om på, hvad der skete med os dengang,« siger Wade Robson, der i dag er 36 år gammel. »Men vi kan gøre noget ved de følelser, vi i dag sidder tilbage med.« Filmen kommer senere i år på DR og har allerede vækket en del følelser – blandt andet hos Katrine Yde, kulturredaktør og mangeårig MJ-fan.
6. ’Pensionist’ behøver ikke at være ens identitet
Når man er født før 1954 og fylder 65, får man fremover udbetalt sin folkepension hver måned. Det er fint. Knap er så fin er den medfølgende titel: pensionist. »Man er jo nemlig ikke pensionist. Man har måske nok ladet sig pensionere fra sit (løn-)arbejde, men vi er jo så meget andet og mere end det,« skriver Ole Løw, der er autoriseret psykolog, forfatter og foredragsholder. Derfor skal vi ikke lade vores alder blive vores identitet, siger han.