Læsetid: 3 min.

Du har aldrig haft en ven som mig

Disney er en kulturel gigant, der har formet børns eventyrverden gennem næsten et helt århundrede. Og som enhver anden magthaver, har Disney naturligvis været under kærlig behandling i spalterne hos nærværende dagblad
Disney er en kulturel gigant, der har formet børns eventyrverden gennem næsten et helt århundrede. Og som enhver anden magthaver, har Disney naturligvis været under kærlig behandling i spalterne hos nærværende dagblad

Walt Disney Studios

19. marts 2019

Det gamle Disney-univers gennemgår i disse år en revival. Én for én bliver tegnefilmsklassikerne genindspillet med »rigtige« – mere eller mindre computeranimerede – mennesker og dyr i hovedrollerne.

Alene i år kan vi se frem til nye udgaver af tre af de helt tunge dyr på savannen: Dumbo, Løvernes Konge og Aladdin.

Men Aladdin er allerede før premieren kommet i voldsomt uvejr. Og det skyldes ikke titelfiguren, der for en gangs skyld er en brun mand spillet af en brun mand.

Næh, nej. Det skyldes den folkekære skuespiller Will Smiths inkarnation af lampeånden Genie.

En computeranimeret Baloo i Junglebogen, nuvel. Harry Potter-seriens Hermione i rollen som Belle i Skønheden og Udyret, lad gå. Men synet af Will Smith i lampeåndkostume fik hjerterne hos mangt et halvfemserbarn til at briste, og derved åbenbaredes to sandheder:

For det første: Barndommens Genie er bare ikke den samme, når han løftes ud af tegnefilmens magiske univers og i stedet kropsliggøres af en gasblå, halvtredsårig rap fyr i Agraba.

Nej, vi har aldrig haft en ven som ham, og vi vil heller ikke have det.

 

Og det fører os til den anden sandhed: Disneys film kan endnu sætte sindet i kog hos børn, unge og endog meget voksne. På godt og ondt.

Disney er en kulturel gigant, der har formet børns eventyrverden gennem næsten et helt århundrede. Og som enhver anden magthaver, har Disney naturligvis været under kærlig behandling i spalterne hos nærværende dagblad. Fra nostalgiske tilbageblik, over angreb på universets konservatisme og heteronormative kønsroller, til queerfortolkninger af alt fra Snehvide til Mulan.

Så tænk på det bedste, du ved. Straks så flyver vi afsted.

Historien om Disney

Som lovet. Vi skal nok komme til de mere eller mindre udsyrede fortolkninger af Disney. Men først skal vi have the basics på plads. Og hvem bedre end filmredaktør Christian Monggaard til at give et vue over Disney gennem tiden? Det gjorde han i 2011 i anledning af premieren på den halvgode To på flugt (sandsynligvis bedre kendt under sin engelsk titel Tangled).

 

Psst: Syv år tidligere tegnede selv samme Monggaard et portræt af den figur, der må siges at være Disney-universets hjerte. Nej, ikke kedelige, korrekte Mickey Mouse – men arrige, alt for menneskelige Anders And.

 

Er Disney reaktionær?

Forskellen på kærlighed og forelskelse er blevet mudret. Og det er Disneys skyld. Jo, sgu.

Det er Disney, der har genindført bornetheden og lagt frisindet i graven. Det er Disney, der har fremelsket de traditionelle kønsrolleforestillinger, som forne tiders ungdomsoprørere ville lægge i graven. I hvert fald ifølge forfatter – og kærlighedsrevolutionær – Pouline Middleton:

»Disney erotiserer tavsheden. Jo mindre man taler om det, man har sammen, desto større er beviset på kærlighed. Det ideal gør det sværere for mennesker at tage skridtet fra forelskelse til dyb kærlighed.«

 

Er Disney queer?

Men, men, men. Tager man queerbrillerne på, ser Disney-universet anderledes progressivt ud.

Det gjorde kulturredaktionen for små fem år siden. Og gennem queerbrillerne bliver Frost til en historie om frigørelse, Mulan til en transhistorie, og Snehvide og de syv små dværge til historien om en såkaldt fag hag, der flytter ind i et homokollektiv.

 

Den pige, hun er sær

Vi bliver ved analyserne. For Disney kan ikke bare fortælle os en masse om kærlighed. Disney kan også fortælle os noget om moderne politiske strømninger.

Det mener i hvert fald europakorrespondent Christian Bennike. Bare se på Skønheden og Udyret. Belle er den intellektuelle elite, som repræsenterer oplysningstidens idealer – individualisme, selvrealisering, udviklingstro og videnskab. Hendes modsætning er muskelbundet Gaston. Og stormløbet på slottet – det er Brexit og Trump (og De Gule Veste, kunne man tilføje her i 2019).

 

Disney versus Disney

Hvem bedre til at gribe i Disneys barm end Disney selv?

I 1959 fik vi Tornerose. 55 år senere fik vi Maleficent – en økofeministisk film, der rusker op i de gamle hierarkier, som Disney selv har været med til at etablere og opretholde.

I Tornerose er den onde fe nærmest ondskaben inkarneret. Hun er »ikke kun ond på en metafysisk, kristen-patriarkalsk facon som en behornet, kvindelig antikrist. Den mørke majestæt inkarnerer også en klassisk vestlig identifikation af det feminine med det naturlige.«

I Maleficent får hun – endelig – oprejsning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
Michael Friis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu