Gayatri Chakravorty Spivaks (1942-) bedstemor havde to søstre: Saileswari og Bhubaneshwari. Bhubaneshwari var den yngste, og hun kæmpede afmægtigt mod den britiske kolonimagt. I 1926 begik hun selvmord i en alder af bare 17 år.
Når en ung pige begik selvmord i datidens Indien, tog omverdenen det altid for givet, at hun var blevet gravid og var i dårlige omstændigheder. Men for at sikre sig, at det ikke blev opfattet sådan, sørgede Bhubaneshwari tage sit eget liv samtidigt med, at hun havde sin menstruation. Ikke desto mindre blev fortællingen om hendes død forklaret med netop en graviditet – og ikke som den politiske protest, den var.
Bhubaneshwari er et eksempel på den undertrykte – den, der ikke har en stemme. En af dem, hendes søsters barnebarn, Spivak godt 60 år senere kaldte the subaltern i sit mest indflydelsesrige værk, essayet Can the Subaltern Speak? fra 1988.
Gayatri Chakravorty Spivak er en indisk litteratur- og kulturteoretiker, der tilhører den kulturteoretiske orientering, som kaldes postkolonialisme og handler om at kaste lys over de konsekvenser, kolonialiseringen har og har haft. Typisk vil man kigge efter de ofte meget åbenlyse spor i litteraturen og kulturen generelt, både i tidligere og nutidige værker.
Spivak har karakteristisk kortklippet hår og bærer afslappet en sari om skuldrene. Sådan har hun efter eget udsagn altid set ud. Hun blev født i Kolkata, hovedstaden i den indiske stat Vestbengalen. I 1959 dimitterede hun fra byens universitet, Calcutta University, hvorfra mange af de indiske kulturtænkere er udklækket. Hendes karriere har efterfølgende budt på ansættelser ved flere større amerikanske universiteter, og hun har siden 2007 været ansat som professor i humanvidenskab ved det prestigefyldte Columbia University i New York. Hun udgav så sent som i 2012 værket An Aesthetic Education in the Era of Globalization.
Begrebet the subaltern fra sit berømte essay har Spivak fra filosoffen Antonio Gramsci, der definerer the subaltern som »en gruppe af ugeneraliserbare grupperinger i samfundet, som ikke har medborgerskab«. Det er således hans betydning, hun arbejder videre på, når hun gentænker forholdet mellem køn, historie, geografi og klasse. Hendes kritik går blandt andet på, at hvad der i praksis var rigere og højtuddannede mænds erfaringer, ofte blev fremstillet som almengyldige for mennesket.
Der var (og er) ifølge Spivak brug for, at de mennesker, der ikke allerede udgør en stemme i det omkringliggende samfund, kommer til orde. Dem uden stemme er typisk grupper som immigranter, arbejderklassen, kvinder og andre marginaliserede. Dem har man ifølge Spivak et ansvar for at tale på vegne af, hvis man selv har muligheden.
»Jeg er forpligtet på at bruge mine privilegier, min status, min viden og mit 55 år gamle amerikanske greencard til at tale for dem, der ikke kan,« som hun har fastslået i et interview.
Spivaks engagement og hårdt tilkæmpede privilegier har været afgørende for at give de overhørte en stemme og sætte fokus på kolonialiseringens negative konsekvenser. Men vi er ikke i mål endnu. Langtfra, ville Spivak sige. Langtfra.
Denne artikel er en del af særmagasinet Videnskapløb, hvor Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed. Læs alle magasinets artikler her. Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.
Indiens valg
Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.
Seneste artikler
Rohinton Mistry skriver om korruption og drømme i 1970’ernes voldsomme Indien
4. juli 2019Fire mennesker forsøger at få enderne til at mødes i et ekstremt kapitel af Indiens historieKun én ud af 58 ministre i Modis nye regering er muslim
21. juni 2019Indiens premierminister Modi har sat sit nye hold til sin anden femårige periode, og sammensætningen er sigende for hans politiske prioriteter. I det nye underhus har det største oppositionsparti, Kongrespartiet, ikke engang pladser nok til formelt at kalde sig oppositionslederIndiens nye parlament slår rekord: 43 procent venter på at komme for retten
21. juni 2019Denne uge mødtes medlemmerne af Indiens nye parlament for første gang. 43 procent af dem står anklaget for kriminelle handlinger ved en domstol. Det er en markant stigning og et udtryk for en svag stat og skruppelløse partier, lyder det fra demokratiforkæmperen Jagdeep S. Chhokar
Den indiske filosofi Ahmad skrev i 90'erne en rammende kritik af det postkolonielle projekt og dets kulturelle forudsætninger. Herunder særligt Spivak.
" 'Imperialism,' Spivak says, 'establishes the universality of the mode of production narrati~e.'~~ Here we encounter, of course, the astonishing literary-critical habit of seeing all history as a contest between different kinds of narrative, so that imperialism itself gets described not in relation to the universalisation of the capitalist mode as such but in terms of the narrative of this mode. Implicit in the formulation, however, is the idea that to speak in terms of modes of production is to speak from within terms set by imperialism and what it considers normative. In the next step, then, Spivak would continue to insist on calling herself an 'old-fashioned Marxist' while also dismissing materialist and rationalist accounts of history, in the most contemptuous terms, as 'modes of production narra- tives'. This habit would also then become a regular feature of the 'subaltern perspective' as Spivak's gesture gets repeated in the writings of Gyan Parkash, Dipesh Chakrabarty and others. This distancing from the so-called 'modes of production narrative' then means that even when capitalism or imperialism are recognised in the form of an international division of labour, any analysis of this division passes 'more or less casually over the fully differentiated classes of workers and peasants, and identifies as the truly subaltern only those whom Spivak calls 'the paradigmatic victims of that division, the women of the urban sub- proletariat and of unorganised peasant labour.'" It is worth saying, I think, that this resembles no variety of Marxism that one has known, Spivak's claims notwithstanding. For, there is surely no gainsaying the fact that such women of the sub-proletariat and the unorganised peasantry indeed bear much of the burden of the immiseration caused by capitalism and imperi- alism, but one would want to argue that 'the paradigmatic victims' are far more numerous and would also include, at least, the households of the proletariat and the organised peasantry.
Ahmad, 376-7 'Postcolonial Theory and the 'Post' Condition'