Læsetid: 6 min.

Indien har i 70 år reserveret plads til de fattigste på universiteterne

I mere end 70 år har Indien udført et kæmpe socialt eksperiment. Via kvoteordninger har de fattigste og mest underprivilegerede fået adgang til universiteter og offentlige erhverv. I 90’erne blev kvoterne udvidet til at omfatte næsten halvdelen af befolkningen. Men spørgsmålet er, om kvoterne har ført til mere lighed, eller om de blot har skabt nye klasser?
Selv om langt flere har fået en uddannelse, så er det fortsat unge fra de høje kaster, der får de mest indbringende uddannelser, siger Stig Toft Madsen fra Nordisk Institut for Asienstudier. Her er det Jawaharlal Nehru University i Delhi.

Selv om langt flere har fået en uddannelse, så er det fortsat unge fra de høje kaster, der får de mest indbringende uddannelser, siger Stig Toft Madsen fra Nordisk Institut for Asienstudier. Her er det Jawaharlal Nehru University i Delhi.

Peter Nygaard

20. april 2019

Vi kender dem som kasteløse. De fattige og udstødte i det indiske samfund – som kalder sig selv dalitterne – har siden Indiens uafhængighed i 1947 været del af et progressivt socialt eksperiment.

Indiens landsfædre reserverede nemlig for 70 år siden en del af pladserne på uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser til dalitterne og de indiske stammefolk. Tanken med de særlige kvoter var, at man kunne løfte de fattigste og mest undertrykte i de indiske samfund, så de kunne få adgang til uddannelse, arbejde og velfærd.

Her fire-fem generationer senere kan man for første gang tale om social mobilitet blandt dalitterne, forklarer Ravinder Kaur, der er lektor i moderne Indienstudier på Københavns Universitet. Men kvoterne skaber også konflikt, fordi de har store konsekvenser for indernes muligheder.

»Alle ville jo sige ja til, at vi skal hjælpe dem, der i tusindvis af år har været undertrykt, men i dag er der mere konflikt i spørgsmålet om kvoterne, fordi der bliver færre studiepladser til resten af de indiske unge, og der er kritik af, om kvotestuderende er dygtige nok,« siger Ravinder Kaur.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Carstensen
  • Trond Meiring
  • ingemaje lange
Jens Carstensen, Trond Meiring og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Der hvor jeg arbejder havde vi en rengøringsmand i vinter som vikar. Han er inder og kom hertil via London, med sin kone og to børn for fem år siden. I London arbejdede han med IT, indtil han så en annonce, vist nok indrykket af den danske ambassade (Inger Støjberg), som tilkendegav at Danmark byder veluddannet udenlandsk arbejdskraft velkommen. Det opfattede han som en invitation og rejste med sin familie hertil, kun for at opleve at det eneste job han kunne få er det rengøringsjob, som han har haft de sidste fem år. Konen arbejder som pædagogmedhjælper og lærer sig dansk, fordi hun omgås danskere og danske børn. Men hans danske halter ret meget bagud, fordi han arbejder alene og derfor ikke får meget sproglig stimulation, ligesom han taler engelsk med kollegaer. Hans IT-færdigheder begynder så smat at være ukurante og London er underlagt Brexit og måske skal han være rengøringsmand i Danmark resten af livet - fordi han så den annonce. Heldigvis har han humoren i behold, når han fortæller sin historie og jeg kom bare til at tænke på ham, fordi han er en af dem der har fået sin uddannelse på et statsfinansieret stipendium i Delhi. Og nu bor han i et rækkehus i Smørum og er rengøringsmand.

Thomas Tanghus, Rikke Nielsen, Birte Pedersen, Estermarie Mandelquist og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Måske skal det lige med i billedet, at Indien færdig-uddanner omkring 700.000 ingeniører om året. Men siden langt den største del af uddannelses-stederne er udliciteret til private firmaer på rå markeds-vilkår, er kvaliteten i uddannelserne blevet så ringe, at mindre end 100.000 nye ingeniører kan få job indenfor deres uddannelse.