Indien har i 70 år reserveret plads til de fattigste på universiteterne

Vi kender dem som kasteløse. De fattige og udstødte i det indiske samfund – som kalder sig selv dalitterne – har siden Indiens uafhængighed i 1947 været del af et progressivt socialt eksperiment.

Indiens landsfædre reserverede nemlig for 70 år siden en del af pladserne på uddannelsesinstitutioner og offentlige arbejdspladser til dalitterne og de indiske stammefolk. Tanken med de særlige kvoter var, at man kunne løfte de fattigste og mest undertrykte i de indiske samfund, så de kunne få adgang til uddannelse, arbejde og velfærd.

Her fire-fem generationer senere kan man for første gang tale om social mobilitet blandt dalitterne, forklarer Ravinder Kaur, der er lektor i moderne Indienstudier på Københavns Universitet. Men kvoterne skaber også konflikt, fordi de har store konsekvenser for indernes muligheder.

»Alle ville jo sige ja til, at vi skal hjælpe dem, der i tusindvis af år har været undertrykt, men i dag er der mere konflikt i spørgsmålet om kvoterne, fordi der bliver færre studiepladser til resten af de indiske unge, og der er kritik af, om kvotestuderende er dygtige nok,« siger Ravinder Kaur.

Stig Toft Madsen, der er tilknyttet Nordisk Institut for Asienstudier kalder Indiens kvoter for et »kæmpe eksperiment.« Dalitter og stammefolk udgør godt 20 procent af den indiske befolkning og fik oprindeligt kvoter svarende til det, nemlig 22 procent.

Men da kvoteordningen i 90’erne blev udvidet til også at omfatte other backward castes (OBC) – altså andre underprivilegerede kaster – kom den til at omfatte næsten halvdelen af alle indere. OBC’erne fik dog kun reserveret 27 procent af pladserne i højere uddannelse og offentlige erhverv, så i alt 49 procent nu blev omfattet af kvoter. Kvoterne må nemlig ikke overstige 50 procent, da det strider imod den indiske forfatning.

»Det her er et enormt tiltag, for der er meget stor konkurrence om at komme ind på universiteter og colleges, men hvis du har bevis på, at du tilhører de kaster, der er på regeringens lister, så har du bedre chance for at komme ind med et lavere eksamensgennemsnit,« forklarer Stig Toft Madsen.

Indiens eksperiment med at kompensere for historisk uretfærdighed betyder, at der i dag er tusindvis af dalitter og folk fra lavere kaster med gode uddannelser og sikre stillinger i det offentlige.

Staten har dog friholdt visse følsomme sektorer, som for eksempel atomvåbenprogrammet, fra kastereservation, forklarer Stig Toft Madsen:

»Alle ved godt, at kvoter kan nedbringe kvaliteten. Så selv om langt flere har fået en uddannelse, så er dem, der får de mest indbringende uddannelser til f.eks. ingeniør eller inden for it, stadig i meget høj grad folk fra de høje kaster.«

Kamp om uddannelse og job

Kvoteordningerne er et konfliktfyldt emne i indisk politik – også i forbindelse med det aktuelle valg, hvor den indiske regering netop har vedtaget at reservere ti procent af uddannelsespladserne og job til fattige fra de højere kaster. Konflikten om kvoterne handler ifølge Ravinder Kaur om de forskellige befolkningsgruppers adgang til ressourcer.

»Indien har snart verdens største befolkning, men der er stadig meget høj arbejdsløshed og stor ulighed i samfundet, så folk kæmper for at få job og uddannelse. Man har troet, at markedsreformer ville sikre vækst, så der ikke ville være behov for kvoter længere, men de seneste år er der begyndt at være offentlige protester, hvor flere i den indiske befolkning vil ind i de kvotegrupper, der er reserveret plads til,« siger Ravinder Kaur.

Selv om der er konflikt om kvotesystemet, så har det også været med til at skabe social mobilitet, mener hun. I løbet af 00’erne er der vokset en lavere middelklasse frem, og der er begyndt at være dalitfamilier, som har klaret sig godt i et par generationer.

»På 70 år er det hurtigt,« siger Ravinder Kaur og tilføjer, at mange professioner og erhverv dog stadig er knyttet til særlige kaster. Det betyder f.eks., at de rigeste kaster også er dem, der ejer de største virksomheder, fordi de har adgang til kapital.

Der, hvor der er sket en social bevægelse i Indien, er inden for den offentlige sektor, da det private erhvervsliv ikke har kvoter. Derfor er de højere kaster også flygtet fra offentlige erhverv og ind i det private erhvervsliv, forklarer Ravinder Kaur.

»Det vigtigste, kvoterne har betydet, er, at befolkningsgrupper, som aldrig har været en del af uddannelsessystemet og den offentlige sektor, er kommet ind i her. Det har blandt andet betydet, at de indiske universiteter er blevet meget mere diverse. Her møder de indiske unge folk, som de ellers ikke ville møde i hverdagen.«

Men det indiske samfund er stadig ekstremt ulige, for de rigeste er blevet endnu rigere, og de fattigste er stadig at finde blandt dalitter og OBC’er. Og at få særlig adgang til eliteuniversiteter er ikke kun et privilegium, for der har også været tilfælde af selvmord blandt fattige dalitstuderende, som har svært ved at passe ind i det elitære undervisningsmiljø, fortæller Ravinder Kaur.

Når kvoterne skaber mere konflikt i dag, end da de blev skabt for 70 år siden, så er det formentlig, fordi de mere idealistiske politiske tiltag efter tiden med britisk koloniherredømme er gledet mere i baggrunden.

»Og når den mest dominerende gruppe føler, de mister magt, så bliver de vrede,« siger Ravinder Kaur.

Ingen tør røre kvoterne

Selv om Indiens hindunationalistiske regeringsparti Bharatiya Janata Party (BJP) er rundet af de højere kaster, så har det ikke betydet, at der er skåret ned på kvoterne.

»De fleste kaster har fået en aktie i, at det system skal bevares,« siger Stig Toft Madsen.

Selv om parlamentet i New Delhi hvert tiende år skal vurdere, om kvote- eller reservationspolitikken skal forlænges, så er der indtil videre kun få indiske politikere, der sætter spørgsmålstegn ved den førte politik.

Tværtimod bringer den indiske regerings seneste kvoteudvidelse antallet af kvotepladser op på over de 50 procent. Det er derfor muligt, at Højesteret vil finde kvoten lovstridig, siger Stig Toft Madsen. Men kvoterne er også populære i den indiske befolkning. En meningsmåling fra marts viser, at regeringens tiprocentsudvidelse af kvoterne i januar er en vigtig årsag til, at flere indere vil stemme på BJP.

Problemet er, hvordan et kvotesystem designes til kun at hjælpe dem, som bør hjælpes. Ifølge den indiske økonomiprofessor Rakesh Basant siger forældres uddannelsesniveau statistisk set mere om, hvordan det vil gå deres børn end forældrenes indtægt, kaste eller religion.

»Indien har støttet kaster, som historisk set blev diskrimineret, men kvotesystemet er nu nået så langt i sin indre logik, at man er ved at genindføre kastesystemet i den offentlige sektor. For kvoterne risikerer jo at føre til, at der til sidst kun er meget få pladser, som ikke er kvotebelagte. I delstaten Tamil Nadu er man allerede oppe på, at 69 procent af pladserne er reserveret,« påpeger Stig Toft Madsen.

Den indiske regerings nyeste kvoteudvidelse får da heller ikke pæne ord med på vejen i den akademiske verden. Som Pratap Bhanu Mehta, prorektor på Ashoka Universitet, skrev i Indian Express i januar, så er det eneste positive ved tiltaget, at det fjerner stigmaet ved kvoterne, når de højere kaster også får del i dem. Men det er kynisk politik, mener prorektoren, som spørger, hvorfor regeringen ikke reserverer pladser til andre, der er langt dårligere stillet i det indiske samfund som f.eks. muslimer eller kvinder.

»Men tiltaget har også et element af ærlighed over sig. Med det erkender man regeringens massive fejl på enhver front. De barske realiteter er, at den indiske økonomi ikke genererer nok attraktive job, ligesom vores uddannelsessystem ikke træner kandidaterne godt nok til at tage del i samfundsøkonomien,« skrev Pratap Bhanu Mehta.

Denne artikel er en del af særmagasinet Videnskapløb, hvor Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed. Læs alle magasiinets artikler her. Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.