Læsetid: 8 min.

Indisk rumfart skulle løfte landet ud af fattigdom. Nu handler det om at blive en stormagt i rummet

Indien var tidligt ude med sit rumprogram, der blev set som en mulighed for at løfte landet ud af fattigdom. Derfor greb de også erobringen af rummet anderledes an end andre nationer. Først i dag, 50 år senere, begynder Indiens ambitioner at ligne de andres
Indien var tidligt ude med sit rumprogram, der blev set som en mulighed for at løfte landet ud af fattigdom. Derfor greb de også erobringen af rummet anderledes an end andre nationer. Først i dag, 50 år senere, begynder Indiens ambitioner at ligne de andres

Arun Sankar

20. april 2019

Da den russiske Sputnik i efteråret 1957 trak sin lysstribe over himlen, sendte det chokbølger gennem den vestlige verden. Men i den unge indiske nation så man nye muligheder. Og kun en måned efter, at Neil Armstrong i 1969 tog sit berømte første skridt på Månens overflade, havde Indien sin egen rumfartsorganisation, Indian Space Research Organisation (ISRO), og en plan for, hvordan rumfart skulle være en løftestang for landets udvikling.

I dag er omkring 17.000 beskæftiget i Indiens statslige rumprogram, og ISRO gennemfører syv satellitopsendelser om året.

»Indiens rejse ud i rummet er unik, fordi den er udtænkt fra et udviklingslands perspektiv for at opfylde et udviklingslands behov,« fortæller Maco Aliberti.

Han er seniorforsker ved European Space Policy Institute i Wien og har studeret de enkelte nationers rumprogrammer indgående. I 2018 udgav han rapporten India in Space: Between Utility and Geopolitics.

For USA, Sovjetunionen og senere Kina var investeringer i rumfart lig med investeringer i forsvar og politisk prestige. For Indien var det et spørgsmål om at skabe en bedre fremtid for nationens indbyggere.

Én mands vision

Indien kan takke én mand for sin tidlige entré og sin prominente plads blandt verden rumfartsnationer: Vikram Sarabhai.

Sarabhai var Cambridge-uddannet fysiker, men Anden Verdenskrig tvang ham tilbage til Indien, hvor han fortsatte sine studier under nobelpristageren C.V. Raman i Bangalore (nu Begaluru). Det blev dog ikke hans forskning, men derimod hans organisationstalent og stærke visioner om indisk rumfart, der sikrede ham et unikt eftermæle.

»Der findes dem, der sætter spørgsmålstegn ved relevansen af et udviklingslands rumaktiviteter,« sagde han i 1968.

»For os er der ingen modsætning. Vi nærer ingen forestillinger om at konkurrere med de økonomisk avancerede nationer i udforskningen af Månen eller planeterne eller i bemandet rumflyvning. Men vi er overbeviste om, at hvis vi skal spille en meningsfuld rolle nationalt og blandt nationer, må vi være mestre i at anvende avanceret teknologi på menneskenes og samfundets reelle problemer.«

I 1975 blev Indiens første egenproducerede satellit, Aryabhata, opsendt fra Sovjetunionen.

anne-louise hansen

Sarabhai så atomkraft, elektronik og rumfart som tre områder, hvor statslige investeringer hurtigt ville forbedre den indiske befolknings levevilkår, ikke mindst den store gruppe fattige. Men hvor energiforsyning og computerkraft var åbenlyst relevante for en nation i udvikling, var det i slutningen af 60’erne ikke helt så indlysende, hvordan rumfart kunne hjælpe Indiens fattige.

For Vikram Sarabhai udgjorde analfabetismen den største hindring for fremskridt i Indien. Han forestillede sig derfor uddannelsesprogrammer udarbejdet af de bedste undervisere og forskere videreformidlet via satellit til tv-modtagere hos lokale landmænd i titusinder af landsbyer. Også sundhedsplejen kunne nyde godt af satellittransmissioner, så små sundhedsklinikker i landdistrikter fik direkte adgang til ekspertise fra de store byhospitaler. Man var altså med andre ord nødt til at nå ud i rummet for at hjælpe dem på Jorden.

Sarabhai så alt dette på et tidspunkt i 60’erne, hvor det meste af den teknologi, han ønskede sig, endnu ikke eksisterede, pointerer Marco Aliberti.

Tv og ressourceovervågning

Først i 1975 kunne The Satellite Instructional Television Experiment (SITE), som er blevet kaldt »det største sociologiske eksperiment i verden«, sende instruktions-tv til omkring 2.400 landsbyer via en amerikansk satellit. Ifølge ISRO nød omkring 200.000 mennesker godt af undervisningsprogrammerne.

Vikram Sarabhais drøm var Indiens helt eget satellitprogram, men han var ganske klar over, at der var lang vej til, at Indien selv kunne sende satellitter ud i rummet. Han foreslog derfor en bagvendt tilgang, hvor man ikke startede fra bunden med løfteraketten, men derimod i toppen med først at bygge egne måleinstrumenter, dernæst egne satellitter, som så blev opsendt med russiske eller franske raketter. Først langt senere fulgte så evnen til selv at løfte instrumenter op i kredsløb omkring Jorden eller længere væk.

Ud over telekommunikation så Sarabhai også potentialet i jordobservationer, også kaldet remote sensing. Det vil sige satellitter, der retter deres måleinstrumenter og kameraer tilbage mod jorden og registrerer ændringer i det fysiske miljø.

»Selv om man svæver flere hundrede kilometer oppe, kan man godt opnå en billedopløsning på nogle få meter,« forklarer professor i astrofysik og direktør for DTU Space, Kristian Pedersen.

Den første indiskbyggede jordobservationssatellit, IRS-1A, blev opsendt i 1988.

anne-louise hansen

Ved at kombinere billeder fra forskellige bølgelængder (infrarød, synligt lys, radar) med oplysninger indsamlet på jorden kan man bestemme afgrøders udbytte, jordbundstyper og vandingsbehov. Desuden kan jordobservationer overvåge jorderosion, afsmeltning fra gletsjere og ændringer i kystlinjen. Især de sidstnævnte muligheder er i lyset af klimaforandringerne kun blevet mere relevante.

Satsningen på jordobservationer betød, at ISRO havde fokus på satellitten som et videnskabeligt instrument fra starten, fortæller Kristian Pedersen.

»Det er modsat Kina, som først nu er begyndt at bygge videnskabelige satellitter efter tidligere at have haft fokus på den strategiske og militære anvendelse.«

Kristian Pedersen nævner måling af røntgenstråling fra fjerne stjerner som et af Indiens stærke videnskabelige kort. Her har inderne fra starten udmærket sig både rent forskningsmæssigt og som dygtige instrumentbyggere.

Vikram Sarabhai døde pludselig i 1971, få år før Indiens første egenfremstillede satellit, Aryabhata, blev sendt i kredsløb omkring Jorden. Det skete i april 1975 fra den russiske raketbase Kapustin Jar mellem Volgograd og det Kaspiske hav. Den 360 kg tunge satellit foretog astrofysiske målinger i 17 år, før den planmæssigt brændte op i atmosfæren i 1992.

Indiens første egenproducerede løfteraket, SLV-3, blev opsendt i 1980 og indvarslede en ny fase i landets udvikling som rumnation. Nu kunne Indien selv sætte mindre satellitter i kredsløb uden assistance. Det betød til gengæld, at USA og andre vestlige lande nu var langt mindre villige til at indgå i samarbejde om rumteknologi af frygt for at understøtte Indiens udvikling af et langtrækkende ballistisk atommissil. Den isolation satte ekstra fart under Indiens bestræbelser på at blive teknologisk selvberoende.

Til Månen og Mars

I begyndelsen af 90’erne fik Indien adgang til The Big Rocket Club med en ny generation af kraftige løfteraketter, PSLV og GSLV, med en lastevne på over 1.000 kg.

Med den nye tekniske formåen kom også de første afvigelser fra den bane, Sarabhais indiske rumvision hidtil havde udstukket. Indisk rumfart var nu ikke kun et udviklingspolitisk projekt beregnet på at løfte befolkningen ud af fattigdom, men lige så meget en del af et strategisk rumkapløb, der skulle hævde Indiens geopolitiske placering.

I efteråret 2008 gennemførte ISRO den første ubemandede månemission, Chandryaan-1. Fartøjet medbragte blandt andet det måleudstyr, som gav de første indikationer af tilstedeværelsen af vand på Månen.

Indiens hidtil største kosmiske bedrift kom ifølge både Marco Aliberti og Kristian Pedersen i 2013 med Mars Orbiter Mission.

Det var ikke blot første gang, én nation fik en sonde i kredsløb omkring Mars i første forsøg. Med et budget på kun 74 mio. dollar kostede missionen også en brøkdel af, hvad en tilsvarende NASA-mission til Mars året efter kostede – og for eksempel mindre end science fiction-filmen Gravity, der havde et anslået produktionsbudget på 100 mio. dollar.

Marssonden Mangalyaan, der havde en designet levetid på seks måneder, er stadig i drift godt fire år efter, den påbegyndte sit kredsløb omkring den røde planet.

Vi venter på den første vyomanaut

Vi har endnu til gode at se en bemandet indisk rummission. Bortset fra inderen Rakesh Sharmas deltagelse i en sovjetisk mission med besøg på rumstationen Salyut 7 i 1984, lader den første vyomanaut – vyoman er sanskrit for himmel – endnu vente på sig.

Efter Shenzhou 5-missionen, der i 2003 sendte kineseren Jiang Liwei i kredsløb omkring Jorden, oprettede ISRO flere studiegrupper, der skulle udarbejde et forslag til en tilsvarende bemandet indisk mission.

Den bemandede mission fik også fra starten stærk politisk opbakning, ikke mindst fra landets daværende præsident A.P. Abdul Kalam, der selv var uddannet rumingeniør og i 20 år sad i direktørstolen for ISRO. Projektet blev påbegyndt i 2007 og omfattede konstruktionen af en kraftig løfteraket (GSLV III) og udviklingen af en topersoners kapsel og med det endelige mål at sende to personer i kredsløb i løbet af 2014. Missionen faldt dog siden ud af ISROs prioriteringer på grund af problemer med GSLV III-løfteraketten og svigtende samarbejde med Rusland.

Arbejdet med en bemandet mission var et tydeligt retningsskifte i Indiens programstrategi, men ifølge Marco Aliberti også en naturlig udvikling: »Bemandede rumflyvninger er et kendemærke for højtudviklede rumnationers formåen.«

Med den stadig større politiske status, Indien har fået i det 21. århundrede har landet ifølge Marco Aliberti ikke råd til at mangle evnen til at sende mennesker ud i rummet. Men om det vil ske alene eller i samarbejde med andre nationer, er et åbent spørgsmål, vurderer han.

I 2021 er der planlagt en bemandet mission, Gaganyaan.

anne-louise hansen

Ved en konference i Wien i februar i år præsenterede P. Kunhikrishan, som er leder af ISRO satellitcenter, en fornyet plan: Indiens Gaganyaan-program skal bringe tre personer i kredsløb om Jorden i syv dage. Dette skal ske inden 2022, hvor Indien fejrer sin 75 års uafhængighed.

Professor Kristian Pedersen er dog skeptisk over for, om Indien lykkes med en selvstændig bemandet rumfærd inden for de nærmeste år: »Inderne starter bag kineserne. De har ikke noget, der minder om en rumstation og ingen egen erfaring med at have astronauter i rummet.«

Men timingen og symbolværdien i den nye udmelding er endnu en indikation af, at Indiens rumprogram nu er normaliseret i forhold til de andre store rumnationer. Mål og ambitioner nærmer sig altså Kinas, Ruslands og USA’s, vurderer Marco Aliberti.

Det blev understreget i slutningen af marts i år, da det indiske udenrigsministerium meddelte, at Indien med succes havde afprøvet et antisatellitvåben, og landet blev dermed den kun fjerde nation, der er i stand til at skyde en satellit ned fra himlen.

Premierminister Modi kaldte det i en tv-tale »en hidtil uset præstation« og tilføjede, »at Indien havde slået sit navn fast som en stormagt i rummet«.

Indiens indtræden i det sikkerhedspolitiske rumkapløb kommer ikke som nogen overraskelse for Marco Aliberti.

»I Indiens videnskabelige, militære og akademiske cirkler har der længe været åbenhed for aktivt at teste og fremvise den slags færdigheder, men indtil nu har regeringen altid været ganske tilbageholdende,« siger han.

Marco Aliberti peger på, at spændingsniveauet i forhold til Pakistan stadig er højt, og valget nærmer sig:

»Modi har behov for en stærkere markør af Indiens voksende status på den internationale rumscene end en annoncering af en bemandet rummission, som i bedste fald først vil finde sted om nogle år.«

Denne artikel er en del af særmagasinet Videnskapløb, hvor Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed. Læs alle magasinets artikler her. Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aske Hennelund Nielsen
  • Alvin Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Trond Meiring
Aske Hennelund Nielsen, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer