Læsetid: 10 min.

Indisk studenterpolitik er trusler, sultestrejker og blodig alvor

Studenterpolitik er notorisk højspændt på de indiske universiteter og har altid været en magtfaktor i det indiske samfund. Men siden Modis sejr i 2014 er kampen om, hvad viden er, og hvem der skal have adgang til den, intensiveret. Vi har besøgt den gamle studenterpolitiske højborg Jawaharlal Nehru University
De sultestrejkende på JNU protesterer bl.a. mod en nyoprettet handelsuddannelse med en egenbetaling på 1,2 millioner rupier (ca. 100.000 danske kroner) – det er dyrere end de private universiteter.

De sultestrejkende på JNU protesterer bl.a. mod en nyoprettet handelsuddannelse med en egenbetaling på 1,2 millioner rupier (ca. 100.000 danske kroner) – det er dyrere end de private universiteter.

Peter Nygaard

20. april 2019

Et par af de studerende spiller et dovent spil kort på det lave podium under en udspændt markise. Ellers ligger de primært og kigger ud i luften, registrerer de besøgende journalister, og kigger så ud i luften igen. »To exist is to resist«, står der på et af de mange bannere over dem.

Vi er i rabatten ved det vejkryds på Jawaharlal Nehru Universitets (JNU) område, der nu har fået navnet ’T-point hunger strike’. De ni studerende under markisen sultestrejker på femte døgn.

»De startede 11, men to har trukket sig, fordi de blev for syge,« fortæller N. Sai Balaji, præsident for studenterforeningen på JNU i den indiske hovedstad Delhi.

De sultestrejkende har en del dagsordner, herunder modstanden mod en nyoprettet handelsuddannelse med en egenbetaling på 1,2 millioner rupier (ca. 100.000 danske kroner) – det er dyrere end de private universiteter. »Er det kun de rige, der skal have lov til at tage de uddannelser, som de kan blive rigere af,« spørger Balaji.

Universitetets vicerektor, M. Jagadesh Kumar, har afvist kritikken: »Vi kan ikke forblive frøer i brønden,« siger han til avisen The Hindu. »Universitetet må udvikle sig, så det kan blive det bedste i verden og bidrage til landet.«

JNU i fare

Det er kun det seneste eksempel på en udvikling i uddannelsessystemet, der truer selve universiteternes funktion i samfundet, mener Sai Balaji. »Regeringen ødelægger ikke bare mulighederne for de studerende. Den smadrer universiteterne som tænkende, kritiske samfundsinstitutioner.«

JNU blev etableret ved lov af Indiens parlament i 1966 og åbnede tre år senere. Det skulle være et sted med højt til loftet og langt til væggene: Med åben debat om retningen for den stadig purunge postkoloniale nation og nye muligheder for studerende fra mindre privilegerede grupper. Der er ét svar, man altid får, når man spørger, hvad der gør JNU så særlig: Det ændrer et ungt menneskes syn på livet for altid.

JNU har derfor altid været genstand for et passioneret had fra den religiøse højrefløj, der hidtil blot har kunnet se til, mens universitetet, år efter år, udklækkede skarpe kritikere af ethvert forsøg på at trække Indien i mere kulturnationalistisk retning.

Volden

Daskende studerende på vej til og fra forelæsning, og rickshawer med lærere med stabler af papirer kører, tilsyneladende upåvirkede, forbi det lille tableau midt på det store universitetsområde. Demonstrationer og sultestrejker er ikke usædvanlige. Og heller ikke vold. 

Sai Balaji blev præsident for JNU’s studerende sidste år som kandidat fra den venstreorienterede All India Students’ Association efter en valgkamp præget af trusler, chikane og voldelige sammenstød med medlemmer af den hindunationale studenterbevægelse Akhil Bharatiya Vidyarthi Parishad (ABVP) – lillebror til den militante ’kulturelle’ organisation RSS.

Ifølge Balajii tæskede ABVP-aktivisterne på valgnatten studerende med jernstænger og forsøgte at bryde ind i hans kollegie, så han måtte eskorteres væk under politibeskyttelse.

’Regeringen ødelægger ikke bare mulighederne for de studerende. Den smadrer universiteterne som tænkende, kritiske samfundsinstitutioner,’ mener studenterformanden Sai Balaji

Peter Nygaard

Det er blot en af mange voldelige episoder på universitetsområdet i de seneste år. JNU er blevet en kamplads. I konkret og overført forstand. Og kampene afspejler på mange måde det stærkt polariserede politiske klima i landet efter Narendra Modi og det hindunationalistiske parti BJP’s sejr i 2014.

Ikke mindst sagen om Balajis forgænger på posten, Kanhaiya Kumar, har givet anledning til en intens offentlig debat om kritikkens muligheder i Modis Indien. 

Forræderen

Kanhaiya Kumar, studerende fra delstaten Bihar, blev præsident for JNU Students Union i 2015. Året efter blev han anholdt for at havde holdt en tale om bl.a. delstatens Kashmirs ret til uafhængighed under en demonstration mod hængningen af terrordømte Afzal Guru. Talen faldt ifølge anklageren under den såkaldte Sedition lov, som briterne indførte for at straffe enhver handling, ord eller skrift, der truede den offentlige orden og rigets integritet.

Kanhaiya Kumar blev anholdt, og tre advokater erkendte efterfølgende på bånd, at de havde tæsket ham, mens han var i politiets varetægt. En leder fra BJP’s ungdomsafdeling blev ekskluderet, efter at han havde opsat plakater, hvor han udlovede en million rupier (100.000 kr.) til den, der ville slå »forræderen« Kumar ihjel.

Men kritikken af regeringen var massiv. Et åbent brev til den indiske regering, underskrevet af bl.a. forfatterne Noam Chomsky og Orhan Pamuk, kaldte det »skammeligt« at begrænse ytringsfriheden med en lov skabt af kolonimagten til selv samme formål.

Og lederen af landets største oppositionsparti, Rahul Gandhi, besøgte JNU i solidaritet. »BJP og RSS opfører sig, som om de har monopol på at udpege, hvem der er forræder, og hvem der er patriot,« sagde han.

N. Sai Balaji fra JNU er vant til at blive kaldt landsforræder. »Uanset om du protesterer over manglende steder at bo for de studerende eller imod seksuel chikane, risikerer du at blive mødt med betegnelsen antinational.« 

Kolonitiden

Men det er ikke kun, når volden bryder ud, at studenterpolitik trækker overskrifter i de indiske medier. Valgkampene på de store universiteter følges af medierne, som var de kommunalvalgkampe, og de politiske partier holder nøje øje med dem. Det har en specifik historisk baggrund.

Under det britiske kolonistyre var de studerende helt centrale i uafhængighedskampen. I sådan et omfang, at det blev anset som en politisk handling alene at indskrive sig på universitetet.

I 1936 blev All Indian Student Union etableret. De havde muskler, som ’de voksne’ i Indian National Congress kunne bruge. Lige indtil de ikke kunne længere. Efter uafhængigheden i 1947 blev de studerendes modstandsånd vendt mod den etablerede politiske elite – og den blev langs ideologiske linjer splittet i nye bevægelser.

En af dem var ABVP, der blev grundlagt i 1948 med det hovedformål at modvirke den kommunistiske infiltration på universiteterne. Siden har aktivister været indblandet i mange optøjer, bl.a. rettet mod muslimer. I dag har ABVP over tre millioner medlemmer og beskæftiger sig også med mere middelklassevenlige emner såsom korruption og jobmuligheder.

Nupur Sharma, som i dag er talskvinde for Modis parti BJP, er tidligere forkvinde i ABVP på Delhi University. I sin tid på universitetet var hun med til at blokere for ’antinationale’ besøgende, herunder en tidligere anklaget for terror.

»I har ofte svært ved at forstå det i Europa, men når man som Indien har levet med årtiers provokationer fra Pakistan og talrige terrorangreb, bliver man nødt til at sige stop,« siger Sharma. »Hvilket land ville bare sige ’pyt, lad os da bare sætte os ned og snakke med dem, der vil sprænge os i luften’?.«

’Saffroniseringen’

Tilbage på JNU sultestrejker Sai Balaji ikke – nogen skal holde hovedet koldt. Ikke mindst til mødet med vicerektor M. Jagadesh Kumar, som de studerende havde dagen før . »Vi skulle diskutere vores krav, men ved du hvad han gjorde?,« spørger Sai Balaji iltert. »Han tilbød de sultestrejkende slik fra en skål! ’Her tag da lidt’, sagde han.« 

På et banner bag Sai Balaji kan man se, hvad de studerende mener om vicerektoren: »Not our VC«. Og ved en afstemning sidste sommer stemte 93 pct. af de ansatte for, at vicerektoren skulle afsættes. 

M. Jagadesh Kumar er, ifølge de studerende, håndplukket af premierminister Narandra Modi for at få bugt med den venstreorienterede rotterede, som højrefløjen anser JNU for at være. Han er blevet kritiseret for at ikke at ansætte de dygtigste studerende, men at rekruttere folk udefra eller mindre egnede, men ideologisk kompatible studerende. 

Som historieprofessor Sucheta Mahajan siger til avisen The National Herald: »Ledelsen på JNU har indført et totalitaristisk regime, hvor både studerende og lærere blive straffet (...) hvor ukvalificerede kandidater ansættes, alene fordi de kommer fra den samme ideologiske stald.

Udnævnelsen af vicerektor Kumar er ifølge kritikere et eksempel på, at Modis regering gradvist har indsat deres folk på alle kernepositioner i det indiske samfund. I det hele taget er JNU en maggiterning af, hvad der er sket i Indien under Modi. Også hvad angår den tilsyneladende modstridende dobbeltinteresse for en fjern mytologisk fortid og hypermoderne teknologi. 

På JNU er satsningen på de tekniske fag og handelsuddannelser sket parallelt med en fokus på studier i indisk kultur og historie – her forstået som den hinduhistorie, der er beskrevet i de religiøse tekster fra før de såkaldte muslimske invasioner. 

Den militante ’kulturelle’ organisation RSS har etableret en afdeling, der skal tage sig af denne ’saffronisering’. »Udviklingen af et mere nationalistisk narrativ« på de videregående uddannelser, har leder af RSS, Mohan Bhagwat, kaldt det.

Kvinders sikkerhed

Men kampene har også gjort studenterpolitik moderne igen. Debattør og redaktør for kommunistpartiets magasin Liberation Kavita Krishnan ser en klar tendens til, at aktivismen tager nye former.

»De aktive studerende har bredt sig til uddannelsesinstitutioner i de mindre byer – steder, der ikke før har oplevet studerende gå på gaderne,« siger Krishnan, der selv har en fortid som politisk aktiv på JNU, i parløb med den berømte studenterleder Chandrashekhar ’Chandu’ Prasad, der i 1997 blev skudt og dræbt under en demonstration i Bihar.

Blandt andet har kvindelige studerende demonstreret mod diskriminerende regler på kollegierne, der krævede, at de skal være på deres værelser før de mandlige studerende – for deres sikkerhed skyld.

»Det vil de ikke længere finde sig i. Det er nyt,« siger Kavita Krishnan.

Spørgsmålet om kvinders sikkerhed har været centrum for talrige konflikter. For mens universitetsledelserne har hævdet, at de passede på de kvindelige studerende, har studenterbevægelserne spurgt, om de ikke hellere skulle koncentrere sig om de mænd, der begår overgreb.

På JNU resulterede det i kæmpe protester mod ledelsen, da den nedlagde ’Gender Sensitisation Committee Against Sexual Harassment’, som behandlede klager om seksuelle overgreb. I stedet oprettede ledelsen en ny klageinstans, der blev beskyldt for alene at bestå af studerende fra ABVP og lærere, som delte holdningen til, at kvindens forsvar mod overgreb er at vogte sin dyd.

De studerende anklagede ledelsen for at forsøge at bortfeje konkrete sager mod deres loyale studerende, og universitetet (og internettet) rungende af protestråb: »ABVP – why so creepy?«

Det er ikke kun de traditionelt politisk progressive fag, der har set en opblomstring af studenterpolitik under Modi. Det gælder også de tekniske eliteinstitutioner ITT (Indian Institutes of Technology), der historisk har været nærmest politikfri.

»Det illustrerer, hvordan en stadig større gruppe af unge har mistet troen på Modi-regeringen,« siger Kavita Krishnan. 

Sai Balaji fra JNU er enig. »Og så har vi en leder af det regerende parti, der reagerede på kritik om manglende jobmuligheder ved at sige, at så måtte vi jo sælge samosaer.« 

Rohits død

Men der er mere end bekymring for fremtiden på spil tilbage ved T-point Hunger strike på JNU. 

»Tag ham der,« siger Balaji og peger på en halvsovende ung mand. »Han er dalit (de fattige og udstødte inderes egen betegnelse for det, vi kalder kastløse, red.) og vokset op i fattigdom. Men han kom ind på JNU. Alligevel ligger han her. Fordi han ikke kan bære at være vidne til at andre fratages samme mulighed, mens han bare studerer videre.«

Debatten om de udsatte studerende, stammefolkene og de unge fra lavere kaster fik national opmærksomhed, da Rohith Vemula, en dalitstuderende fra Hyderabad, begik selvmod i 2015. Det skete efter, at han fik frataget sin universitets- og kollegieplads efter anklage fra den lokale ABVP-afdeling om, at han have opført sig truende.

Vemula efterlod et selvmordsbrev, der er blevet et centralt dokument i den revitaliserede studenterkamp. »En mands værdi er reduceret til en umiddelbar identitet og hans oplagte muligheder,« skrev han. Da universitetets rektor efterfølgende fik overrakt en æresmedalje af Modi eksploderede urolighederne.

Forbud

De voldsomme sammenstød har rejst krav om indgreb mod studenterpolitisk aktivitet, og nogle delstater har allerede indført restriktioner. Som man kunne læse i en leder i det BJP-venlige dagblad The Pioneer under overskriften ’Forbyd studenterpolitik’: »Hvor mange indiske universitetet er der på listen over verdens bedste? Meget få. Det er der mange grunde til, men studenterpolitik er blandt dem.«

Men kritikere peger på, at de unge misbruges i en stedfortræderkrig mellem de store partier, og at debatten tager form derefter, så konstruktiv debat om det, det egentlig handler om – uddannelsespolitik – forsvinder i hårdt optrukne politiske fronter.

National politisk superstjerne

Inden længe får vi resultatet fra det indiske valg og ved dermed om vælgerne sanktionerer Narendra Modis version af Indien. Og dets universiteter.

Vi finder også ud af, hvad næste kapitel bliver for studenterhelten Kanhaiya Kumar. For som mange af hans forgængere er han rykket videre til den nationale arena og stiller op til en plads i det indiske underhus Lok Sabha for kommunistpartiet.

Kanhaiya Kumar gik fra at være én studerende ud af millioner til »en national politisk superstjerne«, skrev den store indiske forfatter Shashi Tharoor og takkede sarkastisk BJP for at skabe det fænomen.

»Kampen fortsætter på alle niveauer,« siger Sai Balaji, der – som han sidder der i skrædderstilling ved T-point Hunger Strike i en vest med den karakteristiske nehrukrave – ligner en, de kommer til at se mere til i Indisk politik.

 »Skal fascismen knækkes, kræver det en alliance mellem bønderne, kvinderne, de kasteløse, stammefolkene – og de universitetsstuderende.«

Denne artikel er en del af særmagasinet Videnskapløb, hvor Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed. Læs alle magasinets artikler her. Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu