Indiske studerende: Vores uddannelsessystem har lang vej endnu

Der mangler dygtige undervisere, og der er for stor forskel på kvaliteten på Indiens universiteter, især mellem by og land. Sådan lyder det fra tre studerende på Delhi Universitet, som er et af landets største universiteter med mere end 100.000 studerende
Joha, Shimran og Jared er alle studerende på Delhi Universitet.

Joha, Shimran og Jared er alle studerende på Delhi Universitet.

Lasse Karner

Redaktionen
20. april 2019

Shimran, 19 år, fra Uttar Pradesh, læser økonomi på Delhi Universitet

– Hvorfor valgte du at læse økonomi?

»Jeg valgte økonomi, fordi det er et praktisk og logisk fag, og fordi jeg er meget interesseret i den filosofiske del baseret på matematikken i faget. Desværre er det, vi læser for tiden, alt for teknisk, og jeg har det med at gemme mig bagest i lokalet og læse andre bøger.«

– Hvad vil du gerne, når du er færdig med studierne?

»De økonomistuderende på Delhi Universitet har som udgangspunkt gode jobmuligheder. Min tanke er at arbejde i det private i nogle år og så læse videre.«

– Hvordan vurderer du det akademiske niveau?

»Jeg synes faktisk, at niveauet er højt. Det er blandt landets bedste universiteter, og mine professorer er virkelig dygtige og vidende. Men der kommer studerende med mange forskellige baggrunde fra alle dele af landet med meget forskellig viden, så det er selvfølgelig ikke nemt at gøre alle glade.«

– Hvad er styrkerne og svaghederne inden for højere uddannelsesinstitutioner i Indien?

»Når jeg sammenligne med mine venner, der læser på topuniversiteter i udlandet, er mit indtryk, at vi har lang vej endnu. Meget af vores undervisning foregår i et klasseværelse på meget traditionel vis, så de studerende bliver trænet i at bruge undervisningsbøgerne, men ikke i så meget andet.«

Jared, 19 år, fra Delhi, læser historie på Delhi Universitet

– Hvorfor valgte du at læse historie?

»Faktisk var jeg meget i tvivl og er det stadigvæk. Jeg søgte kun Delhi Universitet og kom ind, så nu er jeg her. Jeg regner med at læse videre senere og blive journalist.«

– Hvad vil du gerne, når du er færdig med studierne?

»Der er mange muligheder for journalister i Indien, men jeg bryder mig ikke meget om mainstreammedierne. Så jeg har ikke besluttet mig endnu.«

– Hvordan vurderer du det akademiske niveau?

»Mit fag er meget læsetungt, men samtidig er det ikke svært at bestå. Jeg så gerne, at karaktersystemet var sammensat på en anden måde, så der var mere gennemsigtighed, og det var nemmere at gennemskue. Det er meget op til den enkelte professor i dag. Men jeg har i øvrigt kun gode ting at sige om mine undervisere.«

– Hvad er styrkerne og svaghederne inden for højere uddannelsesinstitutioner i Indien?

»Der er stadig stor forskel på land og by og mellem sociale lag, så der er brug for en mere holistisk tilgang og udvikling. På landet er uddannelsessystemet stadig underudviklet.«

Joha, 21 år, fra Kerala, læser matematik på Delhi Universitet

– Hvorfor valgte du at læse matematik?

»Jeg har altid været interesseret matematik og har altid været god til det. Men matematik på universitetet er noget helt andet og meget research- og forskningsorienteret, så det er ikke, hvad jeg havde håbet på.«

– Hvad vil du gerne, når du er færdig med studierne?

»Heldigvis er der mange muligheder inden for finans- og konsulentfirmaer. Jeg er allerede blevet tilbudt et job i en japansk bank, hvor jeg starter efter studierne. Desuden er matematik brugbart i mange tilfælde, hvis man vil fortsætte en mere akademisk karriere.«

– Hvordan vurderer du det akademiske niveau?

»Niveauet er højt og som nævnt meget forskningsorienteret.«

– Hvad er styrkerne og svaghederne inden for højere uddannelsesinstitutioner i Indien?

»Når jeg snakker med bekendte, der læser i udlandet, bliver de tit overrasket over, hvor få timer om ugen jeg bruger på studierne. Så det er meget op til den enkelte at få nok ud af sin studietid. Og så er der på landsplan et problem i forhold til kvaliteten af underviserne. På vores universitet er det et mindre problem, men på mindre kendte universiteter er forholdene og lønningerne ringe, hvilket går ud over evnen til at tiltrække dygtige undervisere.«

Denne artikel er en del af særmagasinet Videnskapløb, hvor Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed. Læs alle magasinets artikler her. Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her