Premierminister Modi vil gøre Indien til Asiens næste videnskabelige stormagt – men det er langt fra at lykkes

Indien har ingenting gjort for videnskaben. Sådan lyder en vittighed om Asiens næstmest folkerige land. For det var den indiske matematiker Aryabhata, som var den første til at give ’ingenting’, altså tallet 0, et symbol. Det var en bedrift, der pludselig gjorde det muligt at nedskrive uendeligt store mængder med kun ti forskellige tegn. Og som kom til at ændre ikke kun matematik, men alle videnskabelige traditioner for altid.

»Vi skylder de gamle indere meget for at lære os at tælle. Uden den viden ville de fleste moderne videnskabelige opdagelser have været umulige,« har Albert Einstein udtalt – en mand, der om nogen vidste, hvad han snakkede om.

Det er ikke kun talrækken, Indien har bidraget videnskabeligt til. Den indiske videnskabsmand Kanad beskrev atomers eksistens, mange århundreder før britiske John Dalton blev berømt for sin atomteori. Og indiske læger udførte avanceret kirurgi, 300 år før Aristoteles blev født i Grækenland.

Men i dag, et par tusind år senere, er Indiens videnskabelige bedrifter for længst blevet overhalet. Ikke mindst af nabolandet Kina, som har verdens næststørste forskningsbudget og er verdens største producent af videnskabelige artikler.

Den indiske premierminister, Narendra Modi, som i øjeblikket er på valg i verdens største demokrati, har ellers ved flere lejligheder holdt skåltaler om, at Indien skal være en globalt dominerende vidensøkonomi.

»Indien vil komme til at føre an i det 21. århundrede, for den styrke, dette århundrede kræver, er viden, og her har Indien et stort potentiale,« som han sagde til en forsamling studerende på Shri Mata Vaishno Devi University for et par år siden. 

I sine fem år ved magten har Modi heller ikke tøvet med at promovere sin version af indisk hinduvidenskab, som er bygget på de årtusinder gamle skrifter Vedaerne, der angiveligt skulle indeholde fundamentale videnskabelige principper for alt fra flyteknologi til genetik. Men mens hans parti, Bharatiya Janata Party, forherliger videnskab, er de mere kritiske, når det kommer til forskningens grundsten, empiri og evidens. 

Modi har således udtrykt sin skepsis over for den globale opvarmnings realitet, ligesom han over for læger har beskrevet, at en af krigerne i det 2.500 år gamle indiske epos Mahabharata kom til verden med stamcelleteknologi.

Måske er det også derfor, at Modi indtil videre har undladt at svare på det spørgsmål, som hans store ambitioner efterlader: Hvad vil det kræve at gøre Indien til Asiens næste videnskabelige supermagt?

Store videnskabelige udfordringer

Det er ikke, fordi det moderne Indien ikke har videnskabelige nybrud og teknologiske landvindinger at være stolt af.

Indisk rumfart er formentlig det bedste eksempel. I 2014 var Indien det første land, som i første forsøg sendte et rumfartøj helt til Mars. Og i starten af 2019 offentliggjorte det indiske rumagentur, ISRO, sin ambition om at sende en inder ud i rummet i 2021. Senest har Indien som den fjerde nation i verden nedskudt en lavt kredsende satellit, og Modi har på baggrund af den bedrift udpeget sit land som »en rummagt«.

»Hvis jeg skulle udpege det mest succesfulde videnskabelige område i Indien, ville jeg pege på rumforskning,« siger Sunil Mani, som er professor i økonomi ved Centre for Development Studies i Trivandrum og står bag flere af de rapporter om videnskab i Indien, som FN-organisationen UNESCO udgiver hvert femte år.

Men også inden for lægemidler, computerteknologi og energi har Indien et stort videnskabeligt potentiale. Læger uden Grænser har kaldt Indien »udviklingsverdenens apotek« på grund af landets billige medicin. Indien har siden 2005 været globalt førende inden for eksport af computerydelser. Og Indiens Atomenergi Kommission blev i 2017 medlem af det prestigefyldte CERN-samarbejde.

Indiens videnskabelige bedrifter bliver dog på mange måder overskygget af landets udfordringer. Den 1,3 milliarder store indiske befolkning har verdens højeste tuberkuloseforekomst og flest dødsfald i barselssengen. Og en tredjedel af inderne lever uden elektricitet.

Det vil kræve langt mere end Mars-opsendelser og computerteknologi, hvis indisk videnskab og teknologi skal bidrage til bedre energi og sundhed for inderne. Men selv om sammenhængen mellem investeringer i forskning og uddannelse og økonomisk vækst er veletableret, halter Indiens offentlige forskningsbudget langt efter den målsætning om to procent af BNP, som skiftende indiske regeringer har opstillet.

De sidste årtier er Indiens udgifter til forskning og udvikling totalt stagneret, og de udgør i dag kun 0,8 procent af BNP. Det er markant lavere end eksempelvis USA, der bruger 2,7 procent, og Kina, hvis tilsvarende andel er 2,1 procent. Ligeledes ligger Indien langt bag Kina, hvad angår videnskabelige udgivelser. I 2016 publicerede Kina 426.000 studier inden for natur- og ingeniørvidenskab, mens Indien udgav 100.000.

»Uanset om det handler om forskningsbudgetter, videnskabelige publikationer eller udstedte patenter ligger Indien langt efter Kina. Det er helt usammenligneligt,« siger Sunil Mani.

Profit over viden

I Indien er fokus overvejende på natur- og ingeniørvidenskab, når videnskabelige bedrifter skal opgøres. Humaniora og samfundsvidenskab tillægges ikke meget betydning for at sikre landets fremskridt. Sunil Mani ærgrer sig således over, at så mange indiske studerende i dag læser humanistiske fag på universitet.

Heller ikke grundforskning prioriteres højt, fortæller han. For det ville være på bekostning af midler til den forskning, hvis resultater hurtigt kommer den brede befolkning til gavn. Det er samme logik, som gør, at Sunil Mani lovpriser de mange private fondsmidler i indisk forskning.

»Hvis forskningsmidlerne er offentlige, bliver mange af resultaterne i laboratorierne og når aldrig ud i industrien. Derfor er privat finansieret videnskab at foretrække,« siger han.

I dag står de indiske universiteter kun for fire procent af forskningen i landet.

Den indiske regering kan ikke løse alle Indiens udfordringer med uddannelse og videnskab, anerkender Krishna Ganesh, som er leder af det offentligt finansierede Indian Institute of Science Education and Research i Tirupati. »Der er brug for filantropi og privat støtte,« som han siger.

Men den private sektor bidrager ifølge Krishna Ganesh ikke med afgørende støtte til videnskabelige fremskridt og gennembrud.

»Hvis velhavende indere, fonde eller andre private investorer engagerer sig i videnskab, er det typisk ved at oprette nye uddannelsesinstitutioner for at tjene penge på undervisningsafgifter. Formålet er ikke at øge vidensniveauet eller at investere i ny forskning. For det er der ikke nødvendigvis profit i,« siger han.

Sparsommelig innovation

Mantraet om mest forskning for pengene er typisk indisk. Som det land i verden med flest fattige indbyggere – mere end 270 millioner i 2012 – er der brug for billige løsninger, som kan komme masserne til gode. Uanset om det handler om fødevarer eller videnskab. Jugaad er det hinduistiske ord for den tankegang, og det kan oversættes til ’sparsommelig innovation’. Ifølge UNESCOs rapport om videnskab i Indien fra 2015 har jugaad altid været måden, tingene blev gjort på i landet.

Samme logik driver således også Indiens medicinalindustri.

I 1996 vendte den indiske entreprenør og videnskabsmand Krishna Ella tilbage til sit hjemland efter en tur til USA. Med sig havde han en 12 meter lang shippingcontainer fyldt med udstyr til at lave vacciner. For Krishna Ella havde en plan om at producere hepatitis B-vacciner til den beskedne pris af én dollar.

Siden stiftede han Bharat Biotech International Limited, som i dag producerer hepatitis B-vacciner til sølle 30 cent. Derudover har medicinalfirmaet udvidet sit sortiment til blandt andet at omfatte billige vacciner mod rabies, japansk hjernehindebetændelse og rotavirus.

Krishna Ella er ikke alene om den forretningsmodel. Prisvenlige lægemidler er grundsøjlen i den indiske sundhedssektor. Deraf landets titel som udviklingsverdenens apotek. I dag gør internationale organisationer som UNIFEC og Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria fast brug af indisk medicin og vacciner i deres kamp mod smitsomme sygdomme.

Indien kæmper dog også med kritik af nogle af de billige lægemidler. I 2012 fjernede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, eksempelvis Bharat Biotech International Limiteds hepatitis b- og poliovaccine fra FN’s liste over godkendt medicin. Vaccinerne er dog tilbage på listen igen. Og i 2014 sendte det amerikanske Food and Drug Administration (FDA) advarselsbreve til syv indiske firmaer med forskellige bekymringer over deres lægemidler.

»Nogle indiske firmaer lever op til amerikanske kvalitetskrav, men det viser sig, at andre mangler ordentlig kontrol i forhold til at sikre kvaliteten af både de færdige lægemidler og de aktive ingredienser i dem,« sagde en talsperson fra FDA dengang til tidsskriftet Nature.

Men det er ikke kun et kvalitetsløft, som er afgørende for, at Indiens sundhedssektor for alvor kan bidrage til at bringe landet i front som asiatisk videnskabelig stormagt. Der er også brug for, at Indien ikke kun kopierer medicin, hvis patenter er udløbet. Det mener Krishna Ganesh fra Indian Institute of Science Education and Research i Tirupati.

»I Indien er vi rigtig gode til at producere medicin til lave omkostninger. Men vi har ikke forskningskapacitet til selv at udvikle nye medikamenter. Og ingen i den indiske medicinalindustri arbejder for alvor med udvikling af lægemidler eller vacciner. For det er ikke her, den hurtige fortjeneste er,« siger han.

Det går dog fremad med innovationen i Indien. I perioden fra 1997 til 2013 steg antallet af årlige patenter udstedt til indiske opfindelser fra 47 til 2.424 ifølge UNESCO’s rapport om Indien. Det svarer til en stigning på godt 5.000 procent. Men kun én ud af ti af de nye indiske patenter bliver givet til medicinalindustrien, mens seks ud af ti går til IT-branchen.

For få forskere

Selv om Indien på nogle områder gennemgår en rivende videnskabelig udvikling, er det svært for alvor at opbygge en stærk akademisk infrastruktur, når fundamentet vakler. I dag er det indiske uddannelsessystem den måske mest afgørende barriere for, at landet kan blive Asiens næste videnskabelige stormagt.

Det er ikke mangel på uddannelse, som er et problem. I dag er knap 25 procent af de indiske unge i alderen 18 til 23 år indskrevet på en højere uddannelse. Men kvaliteten på Indiens 821 universiteter er stærkt svingende.

»En af hovedårsagerne til Indiens udfordring med at blive en førende nation inden for forskning og udvikling er, at vi har en meget lille videnskabelig arbejdsstyrke med et højt akademisk niveau. Simpelthen fordi så mange af Indiens universiteter er for dårlige,« siger Sunil Mani fra Centre for Development Studies i Trivandrum.

Han peger på flere årsager:

»Adgangskravene er mange steder for lave, og pensum er forældet. Især inden for natur- og ingeniørvidenskab. Desuden er jobparatheden for de nyuddannede virkelig lav. Tidligere var der også mangel på ordentlige lærere, fordi lønnen var så lav. Den er hævet en del nu, så forhåbentlig vil flere have et incitament til at forfølge en undervisningskarriere. Men det tager formentlig noget tid, før det kommer til at løfte de studerendes niveau.«

Samtidig søger de dygtigste kandidater typisk væk fra den akademiske verden og ind i servicefag eller i bank- og finanssektoren, hvor hierarkierne er mere flade, og lønnen og medarbejdergoderne bedre, fortæller Sunil Mani. Det er også med til at udtømme det i forvejen lille indiske forskningssamfund.

»Som det ser ud i dag, er vi simpelthen for få forskere i Indien til at få ordentlig global indflydelse. Uanset om det handler om basal fysik og kemi eller mere specialiserede områder som astrofysik eller nanoteknologi, så er antallet af indiske forskere inden for feltet meget småt,« siger Arindam Ghosh, som er professor i fysik ved Indian Institute of Science i Bangalore.

»Inderne er intellektuelle mennesker«

Der er altså ikke kun brug for flere offentlige forskningsmidler, men også, at flere indere vælger en forskningskarriere, hvis Indien skal blive Asiens næste videnskabelige stormagt.

»Det er præcis det, Kina har gjort. Øget antallet af forskere og derved både styrket nationale forskningsprojekter og åbnet en dør ud til internationale videnskabelige samarbejder,« siger Arindam Ghosh.

Men det er ikke gratis. Derfor er der ifølge Arindam Ghosh brug for, at Indien som minimum fordobler sit offentlige forskningsbudget, der som nævnt udgør 0,8 procent af BNP.

Krishna Ganesh er enig. Premierminister Modis satellitnedskydninger og videnskabsforherligelse er tomme ord, påpeger han. En luftig fortælling, der skal styrke regeringspartiet Bharatiya Janata Partys hindunationalistiske fortælling – og ikke mindst chancen for at bevare magten efter det igangværende valg. 

»Realpolitisk har Modi haft meget lidt fokus på forskning. Hans fem år i regeringsstolen er for kort tid til at gøre langvarig skade, men siden han kom til magten, har vi set en faldende støtte til videnskab i Indien. Det bekymrer mange af os i den akademiske verden,« siger Krishna Ganesh.

Han er generelt »meget, meget skuffet« over alle indiske partiers lave prioritering af videnskab.

»Selv i økonomisk svære tider er investeringer i uddannelse og forskning vejen frem, hvis du spørger mig. Men det er blevet negligeret de seneste fem år under Modis regering,« siger han. Derfor efterspørger Krishna Ganesh stabile, langvarige videnskabelige ambitioner for sit land:

»Uanset hvilken partifarve, som får magten efter valget, bør de forpligte sig til at støtte videnskab bedre og mere end i dag. Indien bliver ikke en videnskabelige stormagt med et snuptag. Det tager tid. Men inderne er intellektuelle mennesker. Jeg er sikker på, at vi har evnerne til at nå derhen.«

Denne artikel er en del af særmagasinet Videnskapløb, hvor Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed. Læs alle magasinets artikler her. Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.