Priyamvada Natarajan har kortlagt det ultimativt ukendte i vores univers

Efter eget udsagn forelskede Priya sig i videnskab, da hun som femårig for første gang så nattehimlen over Delhi gennem et teleskop og opdagede, at der var noget derude, man ikke kunne gribe og undersøge med sine sanser.

Hendes første eksponering for forskning fulgte, da hun som 12-årig på sin Commodore 64-computer kodede et dynamisk stjernekort over nattehimlen til Nehru Planetariet i Delhi. Efter gymnasiet i Delhi fulgte matematik- og fysikstudier ved MIT i USA og en ph.d. i astrofysik ved Cambridge University i England, hvilket var usædvanligt for en ung hindukvinde i slut-80’erne.

I dag er hun professor i astrofysik ved Yale University i USA, hvor hun forsker i det ultimativt ukendte: sorte huller og mørkt stof. Hun har adskillige æresudnævnelser blandt andet som gæsteprofessor ved Niels Bohr Instituttet i København.

Sorte huller er objekter i universet, hvor materien er så koncentreret, at ikke engang lys kan undslippe tyngdefeltet. Man kan altså ikke direkte observere sorte huller, og længe var de også bare teoretiske muligheder forudsagt af Einsteins relativitetsteori. Men sorte huller påvirker omgivelserne, suger stof til sig og forvrænger rummet omkring sig. Det kan man måle, og derfor ved vi, at i midten af alle galakser, inklusive vores egen Mælkevej, er der et sort hul.

Mørkt stof er om muligt endnu mere uhåndgribeligt end sorte huller. Det udgør 85 procent af al materie i universet, men da det ikke vekselvirker med noget andet stof, ved vi ikke, hvad det består af. Vi ved kun, at dets eksistens er nødvendigt for at holde sammen på de roterende galakser, vi kan iagttage.

Professor Natarajans videnskabelige resultater omfatter beregninger af supermassive sorte hullers livscyklus, herunder opdagelsen af en øvre grænse for sorte hullers masse. Hun har bidraget til at kortlægge fordeling af mørkt stof i galakser og galaksehobe ved at studere, hvordan det usynlige stof bøjer det lys, der når os fra de allerfjerneste objekter i universet.

Ud over den grundvidenskabelige indsats har Priya Natarajan også populariseret sit fag i bogen Mapping the Heavens (2016), hvor hun opruller kosmologiens historiske udvikling og viser, hvordan nye ideer må kæmpe mod gamle verdensbilleder og fastlåste forestillinger, før de vinder gehør.

Det sidstnævnte har hun også selv inde på livet som forkæmper for kvinders ligeberettigelse i naturvidenskaberne. Hun stod i spidsen for Womens Faculty Forum på Yale i årene 2011-2013, og hun er til stadighed en benyttet taler både om astrofysik og kvinders vilkår i videnskaben.

I et interview med internetmagasinet Quartz sidste år sagde hun:

»Jeg har følt mig som en outsider som kvindelig fysiker, som en person med brede og varierede intellektuelle interesser i et erhverv, der har en tendens til at hylde en bestemt form for snævert defineret ekspertise, og som en kvinde, der har truffet det personlige valg ikke at få børn.«

»Jeg var fra begyndelsen tvunget til at konstruere min egen definition af succes, og det viser sig at være den eneste slags, der betyder noget, da det er den eneste, der er tilfredsstillende og holdbar.«

Denne artikel er en del af særmagasinet Videnskapløb, hvor Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed. Læs alle magasinets artikler her. Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.