Srinivasa Ramanujan læste naturens matematiske formler som sit eget modersmål

Er matematikkens formler og regler noget, vi opfinder til at støtte os i at forstå og beherske verden? Eller er matematikken naturens eget sprog, som vi langsomt opdager og tilegner os? Det er et spørgsmål, som filosoffer har tumlet med i århundreder.

For det autodidakte, indiske matematikgeni Srinivasa Ramanujan var der ingen tvivl. Han greb formler og ligninger ud af den tynde luft og noterede dem i sin notesbog. Han læste naturens matematiske sprog som sit eget modersmål.

»En formel giver ikke mening for mig,« skal han have sagt, »medmindre den udtrykker Guds tanker.«

I skolen var matematik hans altopslugende interesse i en sådan grad, at han forsømte alle andre fag. Efter skolen kunne han derfor ikke forfølge en akademisk karriere og måtte tage et kontorjob hos havnemyndighederne i Madras (i dag Chennai). Han fandt dog en støtte i sekretæren for det indiske matematikforbund, Ramachandra Rao, og på hans og andres opfordring skrev Ramanujan til forskellige britiske matematikere. Få af dem gav sig tid til at svare, men G.H. Hardy, som var professor ved Trinity College i Cambridge, ikke kun svarede, men inviterede Ramanujan til England.

Besøget kom i stand i foråret 1913, og de næste år gjorde Hardy og Ramanujan monumentale fremskridt inden for matematisk analyse, talteori, uendelige rækker og kædebrøker. Den dybt religiøse Ramanujan bidrog med sin intuition og overmenneskelige indsigt, ateisten Hardy med bevisførelse og matematisk stringens.

»Hvert positivt tal var en af Ramanujans personlige venner,« sagde Cambridge-kollegaen J.E. Littlewood om ham.

Opholdet var dog ikke let. Ramanujan havde et svagt helbred, som langsomt forværredes, og det våde og kolde britiske vejr var til ingen hjælp. Og som vegetar i de udkogte grønsagers hjemland kæmpede Ramanujan også med at opretholde en sund og nærende kost.

Udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 gjorde det vanskeligt at opretholde forbindelsen med hjemlandet, og mange af hans britiske kolleger så med skepsis på den aparte orientaler med det ubestridelige talent. Efter krigen blev Ramanujan dog som den første inder nogensinde tildelt medlemskab af det prestigefyldte Royal Society. Da hans helbred i begyndelsen af 1919 så ud til at være forbedret en anelse, vendte Ramanujan tilbage til Indien. Men han døde året efter.

En samling noter, som siden Ramanujans død havde været anset for tabte, dukkede pludselig op i 1976. De indeholdt nogle af hans sidste arbejder og føjede nye længder til hans bedrifter.

Ramanujans arv er ikke allemandseje. Hans domæne var abstrakt talteori, og han udviklede i sit korte liv næsten 4.000 formler og matematiske udtryk, hvoraf mange i dag er uundværlige byggesten og værktøj både i den formelle matematik, i kvantefysik og i kosmologi.

Denne artikel er en del af særmagasinet Videnskapløb, hvor Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed. Læs alle magasinets artikler her. Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.