Videnskab er en nødvendig investering for Indien

I hinduisme er shakti en universel energi, en guddommelig kvindelig skaberkraft. Så da det i slutningen af marts lykkedes det indiske rumagentur ISRO at nedskyde en satellit, blev bedriften selvfølgelig døbt ’Mission Shakti’. Så var ambitionsniveauet ligesom lagt.

Indien er blot det fjerde land på verdensplan, som den teknologiske bedrift er lykkedes for, og det var næppe tilfældigt, at Mission Shakti blev iværksat blot en uges tid, inden den indiske valgkamp gik i gang. Det var i hvert fald god timing for premierminister Narendra Modi. Han var da også hurtig til at konstatere, at »Indien nu havde markeret sig som en rummagt«. Med ham ved magten, forstås.

Det er ikke første gang, Modi har promoveret Indiens rumforskning. Tidligere har han annonceret, at den »første indiske søn eller datter« skal i rummet i 2022, som er 75-året for Indiens selvstændighed. Symbolikken er til at tage og føle på.

Som du kan læse om i dette tillæg, er Indiens ambitiøse rumprogram da også virkelig en succes. Inden for andre videnskabelige og teknologiske områder gennemgår verdens største demokrati også en rivende udvikling i disse år.

De seneste 20 år er antallet af udstedte indiske patenter vokset med 5.000 procent fra 47 til 2.424, Indien har siden 2005 været globalt førende inden for eksport af computerydelser, og landet er af Læger uden Grænser blevet kaldt »udviklingsverdenens apotek« på grund af sin billige medicin og vacciner.

Historisk har Indien udklækket mange store tænkere, som har bidraget til vores moderne forståelse af verden med teorier om alt fra astrofysik til postkolonialisme. De har ikke fået samme plads i historien som deres vestlige kolleger, men nogle af dem kan du læse om her i tillægget.

Alligevel er det tomme ord, når Modi taler om sit land som en videnskabelig supermagt. I starten af 2017 erklærede han sin ambition om, at Indien skal være en del af verdens videnskabelige toptre i 2030.

Men realiteten er, at nabolandet Kina i dag er kvantespring foran, uanset om det handler om antallet af publicerede videnskabelige artikler, universiteters ranking eller det offentlige forskningsbudget. Også andre store udviklingsøkonomier som Brasilien bruger langt flere midler på videnskab end Indien.

Hindunationalistisk projekt

Det er en veletableret kendsgerning, at investeringer i videnskab er en af de mest effektive måder at skabe økonomisk vækst på. Hvis forskellen mellem i- og ulande skal udlignes, er det afgørende først at udligne niveauforskellene inden for videnskab, teknologi og innovation, lød det således fra FN’s videnskabelige råd for et par år siden.

Men kun 0,8 procent af det indiske BNP bruges i dag på videnskab. Til sammenligning bruger USA 2,7 procent, men Kinas tilsvarende andel er 2,1 procent. Flere offentlige forskningskroner rummer et stort potentiale i forhold til at løfte Indiens millioner af fattige ud af deres utilstrækkelige livsvilkår. Eksempelvis gennem mere effektive fødevareteknologier, billigere og nemmere tilgængelig medicin og bedre uddannelsesmuligheder.

Det har Modi også fået øjnene op for. »Moderne videnskab er en katalysator for at sikre menneskehedens behov. Vi må sikre, at det når frem til de allerfattigste,« som han har udtalt. Men ambitionen bliver på talepapiret. I sine fem år ved magten har premierministeren forsømt at investere yderligere i forskning og udvikling. En dum prioritering, når man som Modi har en erklæret politisk målsætning om at bekæmpe fattigdom i Indien.

I stedet har han gjort videnskab til en del af sit hindunationalistiske projekt og ved enhver given lejlighed spredt sin version af Indiens videnskabelige bedrifter. Ved en videnskabskongres for et par år siden lød det eksempelvis, at hinduer opfandt stamcelleteknik for tusindvis af år siden, og der blev sat spørgsmålstegn ved Einsteins og Newtons teorier.

Imens kæmper indiske studenterorganisationer for at gøre deres universitetspensum fri af den slags pseudovidenskabelige storhedsfortællinger, hvilket du kan læse om i dette tillæg.

Flere forskere

Det er langtfra den eneste udfordring for Indiens højere uddannelsessystem. Kvaliteten på de indiske universiteter er stærkt svingende, og på langt størstedelen er adgangskravene for lave, pensum forældet og undervisningen dårlig. Og selv om det indiske kvotesystem, som sikrer lavere kaster universitetspladser, har skabt social mobilitet i et klasseopdelt samfund, tynger det også det akademiske niveau, som du kan læse om i tillægget.

Og for de dygtigste indiske dimittender er den akademiske verden ikke en attraktiv karrierevej. Lønnen er for lav, hierarkierne for rigide og mulighederne langt færre end eksempelvis i bank- eller it-verdenen, som en indisk professor fortæller i en af tillæggets artikler.

Det er selvindlysende, at dygtige forskere er afgørende for at drive en videnskabelig udvikling. Men der er også brug for tilstrækkeligt mange af dem. I dag er densiteten af indiske videnskabsfolk simpelthen for lav til, at det ellers så folkerige land kan blive videnskabeligt dagsordenssættende på globalt plan.

Det er altså ikke satellitnedskydninger eller pseudovidenskabelige skåltaler, men flere offentlige forskningsmidler og en mere attraktiv akademisk karrievej, der skal til, hvis Modis ambition om at få Indien på den globale videnskabelige toptre i 2030 skal realiseres. Det kan ikke bare sætte Indien på verdenskortet som en videnskabelig stormagt, men også vise sig at være en rigtig god investering for landet.

Denne artikel er en del af særmagasinet Videnskapløb, hvor Information sætter fokus på ny forskning, og hvordan man bedst formidler videnskabshistorier til en bred offentlighed. Læs alle magasinets artikler her. Videnskapløb er støttet af Lundbeckfonden.