Eksterne penge skævvrider forskningen. Her er et indblik

Aldrig har dansk forskning modtaget så mange penge fra private fonde. Knap halvdelen af de eksterne forskningsmidler, som langt de fleste forskere er afhængige af, kommer i dag fra private fonde som Novo Nordisk, Lundbeck, Velux og Carlsberg.

De private forskningsmidler er især vokset fra 2010 og frem. Og det kommer i høj grad dansk forskning til gode, forklarer seniorforsker Kaare Aagaard på Center for Forskningsanalyse (CFA) ved Aarhus Universitet.

Problemet er bare, at både de private og offentlige forskningsmidler, som forskerne konkurrerer om – de såkaldte konkurrenceudsatte midler – i høj grad går til en mindre gruppe af forskere og forskningsområder. Det viser to analyser fra CFA.

»Det skaber en skævvridning af forskningen, hvor vi snarere end at have en funktionel arbejdsdeling mellem offentlige og private bidragydere har et meget stort overlap i, hvem der får penge,« siger Kaare Aagaard.

Det skyldes nogle mekanismer i forskningsbevillingssystemet, som gør, at når man først har fået mange penge et sted fra, så er der en tendens til, at man også får flere fra andre fonde. Og det resulterer i, at ikke kun de private, men også de offentlige fondsmidler især kanaliseres hen til visse områder af natur- og sundhedsvidenskab.

Den høje koncentration af forskningsmidler giver en ringe diversitet i, hvilke emner der forskes i. Og det kan indebære, at der kommer færre nybrud i forskningen, end der kunne have været, påpeger Kaare Aagaard:

»Selv om bevillingsgiverne argumenterer for, at de investerer i den bedste forskning, så vil jeg mene, at det går ud over det samlede forskningssystems evne til at forny sig og skabe gennembrud, når forskningsmidlerne koncentreres om få etablerede forskere.«

Formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, Jens Oddershede, er enig i, at koncentrationen af forskningsmidler er et problem:

»Når flere bevillinger koncentreres på en mindre gruppe af forskningsbaroner, så betyder det, at yngre talentfulde forskere ikke får penge og dermed tid til at arbejde med deres egne ideer. Så fordelingen af de konkurrenceudsatte midler begrænser idérigdommen, for når nogle få forskningscentre samler meget store bevillinger, så er det godt for deres elitestatus. Men det er meget sjældent, at guldhønen lægger guldæg i forskning,« forklarer Jens Oddershede.

Faktisk viser analyser, at de fleste nobelpriser udspringer af små miljøer med en solid finansiering og stor forskningsfrihed og ikke de store forskningscentre, forklarer Jens Oddershede.

Mere privatfinansieret forskning

Dansk forskning er langt mere privatfinansieret end i de fleste andre lande. Historisk set skyldes det, at danske virksomheder rent skattemæssigt kan spare penge på at placere deres overskud i en fond.

Når de private donationer til forskning er steget med 108 procent de seneste ti år, skyldes det ifølge Kaare Aagaard især store donationer som eksempelvis 1,5 milliarder kroner til et center for metabolismeforskning på Københavns Universitet fra Novo Nordisk Fonden – som er den største private bevillingsgiver til forskning.

Fra Novo Nordisk Fonden forlyder det, at de øgede investeringer i forskning skyldes, at de virksomheder, som fonden ejer, herunder Novo Nordisk og Novozymes, har haft et stort overskud. Men når Novo Nordisk Fonden giver en stor donation til et forskningscenter, får samme forskere oftest også flere offentlige fondsmidler, forklarer Kaare Aagaard.

»Det påvirker selvfølgelig, hvad vi forsker i, når der let kommer en koncentration af forskningsmidler på bestemte områder og bestemte emner,« siger han.

Kaare Aagaard tilføjer, at udviklingen også skyldes, at der ikke har været noget overblik over, hvor de private og offentlige fondsmidler er endt.

Tidligere i år var han med til at lave en undersøgelse, der viste, at 20 procent af den samlede forskerbestand i Danmark modtager 90 procent af de konkurrenceudsatte midler fra offentlige og private fonde. Og den undersøgelse har gjort indtryk på direktør i Novo Nordisk Fonden, Birgitte Nauntofte:

»Ingen har haft det overblik før, og det var overraskende, at det forholdt sig sådan. Vi har indsigt i vores egne midler, men når man ser på helheden, så kommer der et andet billede. Vi gør ligesom alle andre og støtter de bedste projekter og forskere, men vi er også blevet mere opmærksomme på, at forskningen er så skævvredet, og det vil vi gerne have mere bevågenhed på.«

Det har blandt andet betydet, at Novo Nordisk Fonden har startet et nyt forskningsprogram for naturvidenskabelige og tekniske forskere i år, som især retter sig mod de knap så etablerede yngre forskere. Og her kan forskere, der allerede er modtagere af forskningsmidler for over fire millioner årligt, ikke søge, forklarer Birgitte Nauntofte.

Bias i forskningen

På de fleste omkostningstunge forskningsområder inden for de tekniske videnskaber, natur- og sundhedsvidenskab er det i dag vanskeligt at lave forskning, der kun er finansieret af de såkaldte basismidler.

Basismidlerne er de godt ni milliarder kroner, som universiteterne får direkte fra statskassen til at forske for. Men koncentrationen af de konkurrenceudsatte midler på særlige områder kan presse forskerne over imod de områder, hvor der er flere penge at hente, mener Kaare Aagaard.

»Der vil klart være et pres i retning af at vælge forskningsfelt ud fra, hvor der er mange forskningsmidler – også selv om man er specialiseret inden for et helt andet område. Lægerne skal for eksempel helst kunne dække hele kroppen forskningsmæssigt, men med den her udvikling, hvor både de private og de offentlige midler går de samme steder hen, så risikerer der at være områder af vores sundhed, som sygner hen,« siger Kaare Aagaard.

Nogle af de sygdomsområder, som får relativt få forskningsmidler, selv om sygdommene rammer mange, er psykiske lidelser, KOL, alkoholrelaterede sygdomme, demens og Parkinsons, viser en ny undersøgelse fra Center for Forskningsanalyse.

Jens Oddershede mener dog ikke, at det udelukkende er de private fonde, der har skabt denne bias i forskningen, hvor nogle områder får mange penge og andre ikke:

»Vi kan ikke bebrejde de private fonde den her udvikling, for de skævvrider ikke mere end de offentlige.«

Fattigt syn på forskning

Trods koncentrationen inden for medicin og naturvidenskab får humaniora og samfundsvidenskab faktisk flere forskningsmidler herhjemme end i udlandet, påpeger Jens Oddershede. Mens naturvidenskab og de tekniske videnskaber får færre forskningsmidler i Danmark sammenlignet med udlandet.

»Så samfundsvidenskab og humaniora bliver ikke forfordelt herhjemme. Sagen er bare, at vi bruger suverænt flest forskningsmidler på sundhedsvidenskab – også i forhold til alle de 29 OECD-lande,« forklarer Jens Oddershede. 

Heine Andersen, der er professor emeritus i sociologi og har beskæftiget sig indgående med fondsfinansiering, mener, at det især er områder uden den store kommercielle interesse, der bliver forbigået. Og det kan gå ud over områder både inden for humaniora, samfunds-, natur- og sundhedsvidenskab.

»Det er et fattigt syn på forskning, hvis man bruger kommerciel succes som mål for, hvad der er vigtigt. Det tror jeg ikke, der er nogen, som går ind for, men det er de bløde områder, som bliver tabere i det spil. Selv om for eksempel hjemløse, fattigdom blandt børn og forebyggelse af sygdom er vigtigt, så betaler fondene ikke mange penge til forskning på de områder,« siger Heine Andersen.

Novo Nordisk Fonden har forsøgt at udvide det område, de kan give penge til, ved at se på, hvordan deres vedtægter kan fortolkes, så fonden kan brede sig ud over flere fagområder, forklarer Birgitte Nauntofte:

»Medicin fylder stadig rigtig meget, men vi har set på, hvordan vi kan udvide med mere interdisciplinær forskning, life science, bæredygtighedsforskning, og vi har udvidet rigtig meget til andre videnskabelige formål som uddannelse og innovation, ligesom bidrag til sociale og humanitære formål er blevet mere udfoldet.«

Men de private fonde skal overholde deres vedtægter. Ellers strider det mod fondslovgivningen. Derfor er det begrænset, hvor meget de kan ændre på deres uddelinger, forklarer Birgitte Nauntofte.

Mere skævvridning

Skævheden i forskningen får endnu et vrid på universiteterne, hvor en del af basismidlerne til forskning bliver bundet til de store eksterne bevillinger. De eksterne bevillinger dækker nemlig ikke alle de indirekte udgifter, der er til administration, husleje og lignende udgifter. Derfor går basisforskningsmidlerne altså også til at dække forskningscentre eller -projekter, der finansieres af eksterne midler.

Det førte sidste år til, at Niels Bohr Instituttet (NBI) på Københavns Universitet (KU) måtte nedlægge ti stillinger, blandt andet fordi de havde fået så mange store eksterne donationer.

Det betød, at der ikke var basismidler nok til at betale løn til øvrige ansatte. Også på KU’s Institut for Plante- og Miljøvidenskab blev der sidste år nedlagt 17 stillinger svarende til 10 procent af den faste stab, og den væsentligste årsager var igen, at forskerne har skaffet rigtig mange penge hjem fra private fonde, men det kostede så dyrt for de øvrige ansatte på instituttet.

Heine Andersen har i sin bog om forskningsfrihed kaldt de private fondsmidler for et »parasitært parallelregime« netop på grund af den manglende finansiering af de indirekte udgifter – eller overhead, som det kaldes.

»Det er jo en kæmpe belastning, som universiteterne også er begyndt at erkende og så småt gøre noget ved. Når Novo Nordisk Fonden giver en milliard til universitetet, så giver de kun fem procent i overhead, men de indirekte omkostninger til administration, husleje, el, varme, løn til ledere m.m. er jo meget større,« siger Heine Andersen.

Når de offentlige forskningsråd giver penge, så betaler de 44 procent af forskningsbevillingen i overhead. Og når universiteterne laver indtægtsdækket virksomhed, som er når en organisation eller virksomhed bestiller for eksempel en rapport, så er der et overhead på 140 procent, forklarer Heine Andersen. Uden dækning af de indirekte omkostninger, så koster væksten i private forskningsmidler altså universiteterne dyrt.

»Dermed spiser fondene af universiteternes frie midler. Så må universiteterne fyre nogle professorer og nedlægge et par fag på humaniora. Det er jo det, der er sket, og det er med til at skrævvride universiteterne yderligere,« siger Heine Andersen.

Birgitte Nauntofte forklarer, at Novo Nordisk Fonden betaler for både direkte og indirekte udgifter, som forskerne fører ind i deres budgetter. Fonden betaler fem procent til administration, og forskerne, der modtager lønmidler fra fonden, kan også undervise, forklarer fondsdirektøren.

»Vi støtter i forhold til de konkrete budgetter, forskerne har indsendt. Vi vil sikre os, at de penge, vi deler ud, bliver brugt rigtigt i forhold til ansøgningen, og derfor vil vi have specificerede udgifter. Vi giver ikke penge til uspecificeret generel drift af universiteterne. De 44 procent, som forskerne får i overhead fra offentlige fonde, er politisk besluttet. Man har ikke taget stilling til, hvordan man er kommet frem til den procent,« siger Birgitte Nauntofte og tilføjer, at Novo Nordisk Fonden deltager i diskussionen af spørgsmålet om indirekte omkostninger.

Netop den diskussion er fondene og universiteterne i gang med i Forum for Forskningsfinansiering, som blev nedsat i 2018 under daværende forskningsminister Tommy Ahlers.

Offentligt ansvar

Selv om de private fonde i dag finansierer rigtig megen forskning, er det dog primært de offentlige fondes og et forskningspolitisk ansvar, at forskningsmidlerne bliver spredt ud, mener Kaare Aagaard:

»Det offentlige system har en forpligtelse til at sørge for god bredde i forskningen, for vi har som samfund en interesse i, at vi har et vidensberedskab, og der er tegn på, at der er nogle forskningsområder, der taber så meget i det her spil, at der er områder, som efterhånden er meget tyndt besat.«

Jens Oddershede er enig. Han mener ikke, der kan stilles krav til de private fondes fordeling:

»Men de offentlige midler kunne man godt sprede bredere ud på flere forskere og forskergrupper, i stedet for at midlerne primært går til de få. Pengene var bedre brugt på unge talenter, men når vi har så stor en skævvridning af forskningsmidlerne, så får man ikke næret de unge forskere.«

Jens Oddershede mener, at de offentlige fonde i højere grad burde uddele midler til de unge og mere uetablerede forskere, ligesom flere private fonde er begyndt at gøre.

Formanden for Danmarks Frie Forskningsfond, David Dreyer Lassen, mener, at koncentrationen af forskningsmidler også handler om, at der historisk set er opbygget stærke forskningsmiljøer på for eksempel Niels Bohr Instituttet og hele Novo-komplekset på sundhedsvidenskab. Og det har tiltrukket mange dygtige forskere og mange penge.

Den Frie Forskningsfond er et af de steder, hvor der bliver uddelt mindre portioner penge også til yngre forskere. Fonden kan dog ikke afvise at give folk penge med den begrundelse, at de allerede får eksterne midler til andre projekter, da de skal se på kvaliteten af projektet, forklarer David Dreyer Lassen. Men fonden spørger dog også til, om forskerne får penge andre steder fra og vurderer fra sag til sag, om forskerne har tid til at bruge flere penge.

»Vi har nogenlunde de samme succesrater på alle hovedområder, men vi kan godt se, at kun hver syvende-ottende ansøgning får penge. Ofte vil man gerne have en succesrate på 20 procent, for hvis chancerne bliver alt for små, så bliver det næsten et lotteri at få penge, men når der er så mange ansøgere, så skyldes det også et pres på universiteternes økonomi,« siger David Dreyer Lassen.

Han forklarer, at de seneste års store nedskæringer på universiteterne via omprioriteringsbidraget har gjort behovet for forskningsmidler mere akut.

»Og når de private fondes bidrag er steget relativt meget, så presser det også universiteternes økonomi,« siger David Dreyer Lassen.

Den anden store offentlige fond er Danmarks Grundforskningsfond, der er lavet for at give store bevillinger til bestemte områder i flere år. Mens den tredje store offentlige fond– Innovationsfonden – mere støtter forskning, der er tæt på at kunne blive ført ud i virkeligheden og skabe arbejdspladser og vækst, forklarer David Dreyer Lassen:

»Så inden for de mandater, som de offentlige fonde har, så gør de det, de skal. Derfor skal man et niveau op til politikerne, hvis vil vi have en anden balance mellem små og store bevillinger.«

Jens Oddershede er enig. Politikerne har postet flere penge i anvendt forskning og givet store bevillinger til forskning, der er øremærket til bestemte formål. Af den grund mangler der penge til især de yngre forskere med de gode ideer:

»Derfor ville det være en god idé at give flere penge til den Frie Forskningsfond eller øge basismidlerne til forskning.«