Læsetid: 4 min.

»Han kaldte min forskning for parasitternes triumf. Jeg synes, det er meget rammende«

Da lektor i marinebiologi Jens Thorvald Høeg i 1977 begyndte på Københavns Universitet, var der ti fastansatte zoomorfologer, der studerede dyrs anatomi. Nu er han lektor emeritus og den eneste tilbage. Zoomorfologer er generalister i dyrs opbygning, og universitetets prioritering skiftede mod specialister. Selv forsker han stadig i parasitter hos krebs
Da lektor i marinebiologi Jens Thorvald Høeg i 1977 begyndte på Københavns Universitet, var der ti fastansatte zoomorfologer, der studerede dyrs anatomi. Nu er han lektor emeritus og den eneste tilbage. Zoomorfologer er generalister i dyrs opbygning, og universitetets prioritering skiftede mod specialister. Selv forsker han stadig i parasitter hos krebs

Jesse Jacob

30. november 2019

»Jeg har altid sagt, at det kun er hvert tiende år, at en gennemsnitlig forsker gør en opdagelse, som får hårene på kroppen til at rejse sig.«

»En sen aften i 1982 sad jeg alene på marinestationen i Kristinebergs i Sverige og fulgte mine eksperimenter. Det er en af verdens ældste marinestationer, og som del af min ph.d. havde jeg opstillet akvarier og eksperimenter med krebs og parasitlarver. Den aften havde jeg overvåget projektet i et halvt år. Jeg kiggede på dyrenes bevægelser i et mikroskop. Mest af alt var det bare ventetid. Men bang, pludselig skete det, og jeg løb hen til telefonen for at ringe til min vejleder hjemme i København. ’Jeg har set det.’«

»Dét, jeg havde set i mikroskopet, var en parasitlarve, der satte sig på en eremitkrebs og brugte sit følehorn til at bore sig gennem eremitkrebsens skjold og ind i kroppen. Hold kæft, det var stort.«

»Jeg havde opdaget en ny mekanisme for, hvordan en parasit kan trænge ind i et værtsdyr. Mekanismen bag parasitlarven, der kravlede gennem eremitkrebsens skjold og ind i dens krop, blev mit speciale i resten af min forskning.«

Den stakkels krabbe

»Parasitter hos krebs er så utroligt spændende, fordi deres biologi næsten er umulig at forstå. Vi synes alle, at parasitter er noget mærkeligt noget. De har ingen struktur og bliver til en slags tumorer, men i virkeligheden er det dem, der er de smarte. For på trods af at de ikke ligner noget og ikke har organer, så opnår de det, som alle organismer stræber efter: at formere sig og overleve til næste generation. Det skrev den store palæontolog Stephen Jay Gould engang i Naturhistorisk Magasin om min forskning. Det var også ham, der skrev den internationale bestseller Wonderfull Life om arternes udvikling for 600 millioner år siden. Han kaldte min forskning for parasitternes triumf. Jeg synes, det er meget rammende.«

»Parasitterne begynder som små larver, der svømmer omkring i vandet og sætter sig fast på for eksempel krabberne. De trænger ind gennem skjoldet og lever i blodsystemet på krabben, hvor parasitten bliver til et forgrenet system i blodårerne. Som en svamps tråde i jorden. Til sidst bryder parasitten frem igen som en tumor under krabbens hale.«

»Parasittens tumor gør den stakkels krabbe steril. Den stjæler alle krabbens ressourcer, som dyret ellers ville bruge på at reproducere sig. Krabben lever dog videre og er egentlig bare en robot for parasitten. Det er som en alien i den virkelige verden.«

»Det er der, min fascination af de her parasitter kommer fra. De ligner et udueligt dyr, men de er alligevel de smarteste, man kan komme i nærheden af.«

»Omvendt kan krebs også være meget yndefulde at iagttage. De kønneste er de små krebsdyr, der hedder fe-rejer eller vårkrebs, fordi de altid kommer frem i vandpytter fra forårsregnen. De er halvanden centimeter lange og ligner rejer, der svømmer på ryggen. Jeg har altid syntes, det var det kønneste, hyggeligste og mest behagelige dyr at kigge på. De er rolige, slanke og bevæger sig graciøst, fordi de er meget bøjelige og har mange ben at svømme med. Det giver dem en rolig og glidende bevægelse i vandet. Og mens de svømmer, spiser de med de samme ben, som de svømmer med. Det giver fred i sindet at se på.«

Sukkerforklaring

»Folk spørger altid, hvorfor min forskning er vigtig. Jeg plejer at svare: Hvorfor er det vigtigt at sende en sonde til Mars? Det hjælper ingen mennesker på jorden, men millioner farer alligevel til fjernsynet for at se de fascinerende billeder af solnedgangen deroppe. En typisk forklaring på det spørgsmål fra en forsker er en sukkerforklaring om, hvordan forskerens arbejde på et tidspunkt kan redde mennesker. Men til syvende og sidst gør man det, fordi man selv synes, det er spændende.«

»For tyve år siden var jeg faktisk tæt på at føre min forskning til udlandet og gøre god brug af den. Jeg blev kaldt til Australien for at studere danske strandkrabber, der uheldigvis havde spredt sig til Australien. De er ekstremt ødelæggende for de steder, hvor de ikke plejer at leve. Krabberne var løbet løbsk, og australierne var nervøse for deres lokale natur. Derfor skulle mit team og jeg hjælpe med at stoppe dem.«

»Parasitten med den steriliserende tumor fandtes ikke i Australien. Så jeg tænkte, at hvis jeg tog larverne med fra Danmark og plantede dem på krabberne i Australien, ville det stoppe deres aggressive fremfærd. Det virkede i laboratoriet. Prøvekrabberne blev sterile, og min forskning var klar til at gøre gavn på den anden side af jorden. Men vores idé var for farlig. Der var en risiko for, at parasitterne også ville inficere de fredelige og ønskede lokale krabber. Ideen blev droppet.«

»Groft sagt tjener min forskning ikke noget andet formål end de strygerkvartetter, som Beethoven har skrevet. Det gør bare verden mere spændende.«

Iben Margrete Thomsen fra Københavns Universitet er Danmarks sidste forstpatolog. Hun forsker og rådgiver i syge træer. Altid har hun sin lup på sig, og efter 20 års forskning kan hun med sit blotte øje se, om træer er så syge af svampe, at de skal fældes
Læs også
Antropolog Martin Lindhardt fra Syddansk Universitet er den eneste i Danmark, der har afrikansk heksekunst som forskningsfelt. Selv om han engang næsten blev forhekset, kan han endnu ikke be- eller afkræfte, om hekse virkelig findes
Læs også
Lektor Christian Troelsgård er den sidste i Danmark, der forsker i middelalderens byzantinske musik. For ham er forskningen i de gamle skrifter er som et mysterium, han skal opklare
Læs også

Videnskab 2019

Videnskab er Informations særtillæg om forskning og viden. Vi dækker ideologiske brydninger og de største videnskabelige gennembrud, diskussioner og begivenheder, der ellers ofte forbliver i et akademisk vakuum. For vi har brug for videnskabens kvalificerede viden om vores samfund – men også erkendelsen af, at videnskaben kan tage fejl.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu