»Jeg kan efter 20 års forskning hverken be- eller afkræfte, at hekse findes«

»Heksedoktorer fra Tanga i det vestlige Tanzania har ry for at være de mægtigste i landet. Engang jeg var på feltarbejde, kom en af dem helt ind under huden på mig.

Normalt interviewer jeg heksedoktorer og ofre for heksekunst til min forskning, men da jeg mødte heksedoktoren fra Tanga, tog jeg en anden metode i brug. Jeg lod, som om jeg havde ondt i maven. Forsøget kunne give mig et unikt indblik i en proces.

Heksedoktoren var en ung afrikansk mand i en hvid dragt og med en lille hvid hat på hovedet. Der var røgelse i luften i hans spartansk indrettede værelse, og han bad i første omgang om 5.000 shilling for at helbrede mine mavesmerter. Det svarede til 20 kroner. Han lagde pengene i en konvolut, og da han kort efter åbnede den igen, var pengene væk. Jeg forstod ikke, hvor pengene blev af.

Han forklarede mig, at han havde tilkaldt ånderne. De havde taget pengene. Han begyndte at tale med en helt anden stemme. Den var dyb og mørk. Det var ånderne, der talte gennem ham. De sendte mig ud på gaden og ned på markedet for at købe en dåse marmelade, som jeg skulle tage med tilbage. Dåsen havde en luftsikring, som afslørede, om den havde været åbnet før. Det havde den ikke.

Jeg gav heksedoktoren dåsen med marmelade. Han gik væk med den et øjeblik, og da han kom tilbage, bad han mig åbne glasset. Jeg kunne se på luftsikringen, at den stadig var uåbnet. Men da jeg åbnede dåsen, lå der en lille pose i marmeladen med en mønt og en hvid seddel: ’Jeg vil slå den hvide mand ihjel,’ stod der.

Jeg fik kvalme og blev svimmel. Nogen ville slå mig ihjel. Min skepsis blev overdøvet af frygten. Ånderne fortalte heksedoktoren, at mit fly på vej hjem til Danmark ville styrte ned. Han kunne forhindre mordet på mig, hvis jeg betalte ham ekstra. Jeg rejste mig og tumlede væk. På vejen ud gav heksedoktoren mig noget medicin mod mine mavesmerter.

Jeg ville smide medicinen væk i vejkrydset, men jeg kom i tanke om heksetroens ritualer. Man siger, at hekse efterlader heksesubstanser i rendestenen ved vejkryds, så der opstår trafikulykker. Tvivlen satte sig i mig. Jeg ville ikke risikere at smide medicinen på gaden og høre om et uheld dagen efter. I et øjeblik var jeg blevet omvendt til at tro på heksekunst. Jeg tog medicinen med hjem og skyllede den ud i mit toilet.

Ansvarsfralæggelse

Som antropolog og forsker i afrikansk heksekunst i Tanzania er min agenda at undersøge, hvordan heksetro påvirker de troendes fortolkning af begivenheder – og deres måde at håndtere problemer på.

Oplevelsen med heksedoktoren fra Tanga viser, at heksetroende søger efter dybere forklaringslag, der ofte har at gøre med relationer til andre. Det fascinerer mig. Doktoren mente at kunne forklare mine opfundne mavesmerter med, at nogen ville dræbe mig. Det var en andens skyld, at jeg havde ondt i maven.

Jeg interviewede engang en tanzaniansk kvinde, der kaldte sig Mama Matthew. Hun var overbevist om, at hun var forhekset og havde en ånd, der betragtede hende som sin kone. Ånden havde endda samleje med hende, når hun sov. For når hun vågnede om natten og var våd i underlivet, forklarede hun det bagefter med, at hun var blevet voldtaget af hendes ånd. Den indstilling er hun ikke alene om blandt kvinder i Tanzania.

Jeg er på feltrejse i Tanzania en gang om året, og jeg bliver stadig fascineret af, hvor indgroet heksetroen er i befolkningens hverdag.

Den mest spændende udvikling i heksetroen er, at man i stigende grad beskylder folk for at bruge heksekunst til at berige sig selv. Før brugte man det primært til at skade andre.

Jeg læser og taler swahili, og i tabloidaviserne kan jeg se forsidehistorier med beskyldninger om, at vinderen af Miss Tanzania havde brugt heksekunst til at vinde. Jeg taler med folk, der beskylder politikere for at have brugt heksekunst til at vinde valget. Eller et fodboldhold for at have forhekset modstanderen. Selv nogle af heksedoktorerne har licens fra Sundhedsministeriet på grund af deres kundskaber inden for plantemedicin.

For nogle år siden forskede jeg i et optrin i provinsbyen Iringa, der illustrerede, hvor alvorligt befolkningen tager heksetroen. Det var kommet frem, at en velhavende, succesfuld forretningskvinde holdt zombier i sit hus. Folket mistænkte hende for at have brugt heksekunsten og zombierne til at blive rig.

I heksetroen er en zombie en afdød person, som en heks har lavet en dukke af, der ligner vedkommende på en prik. Folk tror, at dukken er begravet i stedet for liget. På den måde går den afdøde rundt som en levende død i heksens hjem. Folk på gaden hævdede at have set zombier komme ud af forretningskvindens hjem, og samme dag gik en vred menneskemængde til angreb på hendes hus. De kastede sten gennem hendes vinduer og overfaldt hende.

Jeg interviewede hende om det. Hun benægtede, at hun var en heks, og at der gik zombier rundt i hendes hjem. Men det var umuligt at mane rygterne til jorden, og hun måtte flytte fra byen.

Jeg kan efter 20 års forskning hverken be- eller afkræfte, at hekse findes. Selv ikke efter oplevelsen med heksedoktoren fra Tanga, der forudså min død. Jeg lever jo stadig.«