Lektor: »At være projektansat er det stik modsatte af forskningsfrihed«

Universiteterne har de seneste 20 år oplevet en markant stigning i antallet af løstansatte og et fald i antallet af fastansatte lektorer, viser ny ph.d.-afhandling. En af årsagerne er, at universiteterne i den periode er blevet langt mere afhængige af de eksterne midler fra private og offentlige fonde.

Det er en udvikling, der går ud over kvaliteten af forskningen, men også påvirker forskernes forskningsfrihed, mener de faglige organisationer.

Andreas Kjær Stage, der er ph.d.-studerende på Aarhus Universitet, har undersøgt udviklingen i de midlertidigt ansatte over tid. I 2017 udgjorde de 62 procent af de videnskabeligt ansatte på universiteterne, mens de kun udgjorde ca. 40 procent i 1999. 

Gruppen af midlertidig ansatte vokser til dels, fordi man med globaliseringspuljen fra 2006 satsede stort på at uddanne flere tusind ekstra ph.d.’er om året, men en anden del af forklaringen er væksten i de eksterne midler, forklarer Andreas Kjær Stage.

»Det er værd at bemærke, at de andre grupper af løstansatte, som postdocer, adjunkter, og videnskabelige assistenter, er steget lige så meget i den samme periode, blandt andet fordi der nu skal laves store forskningsprojekter produceret i grupper, som sjældent giver mulighed for at ansætte fast,« siger Andreas Kjær Stage.

Selv om det har gjort arbejdsbetingelserne mere rå for unge forskere som ham selv, mener han ikke, at det nødvendigvis går ud over forskningsfriheden.

»Professorerne er meget afhængige af, at de projektansatte er selvkørende og tager ansvar, og det kan give mulighed for selv at sætte sit præg på retningen i det, man forsker i,« siger Andreas Kjær Stage.

Lektor Dan Hirslund, der er formand for de midlertidigt ansatte i det såkaldte TVIP-kollektiv på humaniora på Københavns Universitet, mener derimod, at de midlertidigt ansatte forskere bliver ramt på forskningsfriheden.

»Når du er ansat på andres forskningsprojekter, så får du et ben i et projekt, som du ikke har været med til at beslutte, hvordan skal se ud. Det er på sin vis det stik modsatte af forskningsfrihed,« siger Dan Hirslund og tilføjer, at de projektansatte ofte heller ikke kan tage de data og resultater med, som de har fundet frem til og arbejde videre på dem, fordi de tilhører forskningslederen.

Ud over den eksterne finansiering mener Dan Hirslund dog også, at ph.d.-boomet er en del af årsagen til, at løse ansættelser er blevet så udbredte.

»Med globaliseringspuljen blev der uddannet en hel masse, som der ikke var job til på universiteterne. Det gør alle, der er i midlertidige stillinger, ekstremt konfliktsky, men det går også ud over forskningen, for folk prøver at undgå at tage noget kontroversielt op, for de vil ikke lægge sig ud med nogen,« siger Dan Hirslund.

Viden går tabt

Maria Theresa Norn, der er analysechef i uddannelses- og forskningstænketanken DEA, mener, at de mange kortvarige ansættelser har skabt en meget uheldig situation i forskningen. Mange forskningsprojekter ansætter udenlandske ph.d.-studerende eller postdocer, og når de eksterne midler løber ud, så forsvinder de ofte igen.

»Det skaber kontinuitetsbrud hele tiden, og så er der viden og tid, der går tabt,« siger Maria Theresa Norn. Hun vurderer også, at arbejdsvilkårene har stor betydning for den kønsskævhed, der stadig er især blandt de fastansatte forskere.

»Der er mange flere mænd uden børn, der bliver i forskningen, men hvad er det for en forskning, vi får ud af det? Hvis vi skal have en bred vifte af talenter, så er det nødvendigt med bedre arbejdsvilkår,« siger Maria Theresa Norn.

Janne Gleerup, der er lektor på Roskilde Universitet og næstformand i Universitetslærerlandsklubben i Dansk Magisterforening, mener også, at de mange midlertidigt ansatte skaber en masse brud i forskningen, som giver problemer med kvaliteten.

»Der er muligvis brancher, hvor det ikke betyder så meget, men her er vi faktisk afhængige af stabilitet og langsigtethed. Så forskning egner sig utroligt dårligt til så usikre arbejdsvilkår. De fleste forskere aner stadig ikke, om de er købt eller solgt, når de er 30-40 år gamle, og det gør det svært at rekruttere de allerdygtigste til forskning. Så alene af den grund burde politikerne tage det her problem alvorligt,« siger Janne Gleerup.