Feature
Læsetid: 12 min.

Sådan fik vi kapitalismen ind på universiteterne – og dansk forskning i verdensklasse

Er danske universiteter blevet »forretninger, som kigger på bundlinjen«, eller er dansk forskning blevet »ubetinget bedre«? Forskerne selv er ikke enige. Information forsøger at gøre boet op to årtier efter, at tidligere videnskabsminister Helge Sander startede en revolution under slagordet ’fra forskning til faktura’
Er danske universiteter blevet »forretninger, som kigger på bundlinjen«, eller er dansk forskning blevet »ubetinget bedre«? Forskerne selv er ikke enige. Information forsøger at gøre boet op to årtier efter, at tidligere videnskabsminister Helge Sander startede en revolution under slagordet ’fra forskning til faktura’

Jesse Jacob

Redaktionen
30. november 2019

Helge Sander fortryder intet. Ikke universitetsloven, ikke sammenlægningerne og slet ikke, at han insisterede på, at forskningen skulle kunne bruges til noget. Gøre nytte.

»I dag foregår en større del af forskningen med et kommercielt sigte, og vi får kommercialiseret nogle af de resultater, som bliver skabt på universiteterne. Heldigvis for det,« siger Venstremanden, som var videnskabsminister fra 2001 til 2010.

For mange står Helge Sander ellers som den absolutte skurk i fortællingen om de seneste 20 års udvikling i dansk forskning. Ministerens slagord – ’fra forskning til faktura’ – bliver ofte udlagt som det punkt, alle universitetets problemer kan føres tilbage til. Private interesser, knægtelse af forskningsfrihed og skandalesager som Gyllegate og nu oksekødsrapporten.

Det hele startede med kræmmeren fra Herning, som ikke forstod, at viden og videnskab har værdi i sig selv. Som den tidligere rektor på Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, har sagt, er den eneste grund til, at Helge Sander ikke fik tilnavnet ’Onde Helge’, at navnet allerede var taget af den radikale Helge Larsen, som var undervisningsminister under 68-oprøret.

Men der findes også en anden fortælling.

Der er for eksempel langt flere forskere i dag end for 20 år siden, og de har langt flere penge at forske for, og på de internationale ranglister klarer dansk forskning sig strålende. Forskning spiller i dag en mere central rolle i økonomien, i myndighedsarbejdet og i den offentlige debat.

Forskning fylder mere i samfundet, men samfundet fylder også mere i forskningen. Og spørgsmålet er, om det er et stort spring fremad eller et alvorligt brud på idealerne om videnskabens ukrænkelige uafhængighed. Alle er dog enige om, at det videnskabelige landskab har ændret sig markant, siden Helge Sanders sagde de forkætrede ord.

Kan det svare sig?

Men faktisk var Helge Sander slet ikke den første til at bruge vendingen ’fra forskning til faktura’. Allerede i 1999, to år inden Anders Fogh Rasmussen udpegede Helge Sander som videnskabsminister, præsenterede Dansk Industri og industriarbejdernes fællesorganisation, CO, sætningen under en konference.

Det var samme år, som Nyrup-regeringen vedtog forskerpatentloven, der i udgangspunktet giver universiteterne ejerskab over rettighederne til deres ansattes opdagelser. Et lille, men markant, skridt på vejen mod det såkaldte ’markedsuniversitet’, mener professor emeritus Heine Andersen, som i 2016 udgav bogen Forskningsfrihed, som går stærkt kritisk til udviklingen og reformerne under Helge Sander. 

»Det manifesterer universitetet som en institution, der skal tænke på penge. Der skal tænke kommercielt. Det er et afgørende skridt på vejen til at gøre universiteterne mere til forretninger,« siger Heine Andersen.

Helge Sander er ikke uenig. Han har bare en afgørende anden stemmeføring, når han udtaler ordet »kommercielt«. 

»Da jeg træder til som minister, er det med et altoverskyggende mål om, at universiteterne skal spille en mere central rolle i hele samfundsudviklingen. På det tidspunkt var der et indtryk af, at universiteterne var lidt lukkede om sig selv, og at samfundet ikke fik det fulde udbytte af forskningsresultaterne,« siger Helge Sander og holder en kort pause.

»Her tænkte vi i Venstre ikke mindst på erhvervslivet.«

Reform, reform, reform

I 00’erne bevægede alting sig ret hurtigt i den retning. Sammen med Socialdemokratiet gennemførte VK-regeringen i 2003 en ny universitetslov, som omdannede universiteterne til ’selvejende institutioner’ med professionelle bestyrelser, hvor et flertal af medlemmerne kom udefra, ikke mindst fra erhvervslivet. 

I det hele taget skulle universiteterne i højere grad organiseres og ledes på samme måde, som man driver store virksomheder.

»Det var den ændring, der gjorde det hele muligt. Hvis ikke vi havde haft bestyrelser, der var til at forhandle med, havde vi fået svært ved at gennemføre alle de andre ting,« forklarer Helge Sander.

Igen er Heine Andersen og Helge Sander sådan set enige om præmissen, men uenige om det ønskværdige i udviklingen.

»Universitetsloven handlede om at afskaffe universitetsdemokratiet og indføre mere topstyring. Det er det, der gør det hele muligt,« siger Heine Andersen.

Samme år nedsatte regeringen Det Strategiske Forskningsråd, der som modspil til Det Frie Forskningsråd skulle uddele penge til forskning, der sigtede mod konkret anvendelse.

»Fri forskning kunne jo føre til hvad som helst. Strategisk forskning kunne være med til at sørge for, at de forskningsprojekter, som blev igangsat, var nogle, man kunne få glæde af,« siger Helge Sander.

Og i 2007 blev der flyttet alvorligt rundt på institutionerne i forskningsdanmark. 12 universiteter blev lagt sammen til otte. Og størstedelen af sektorforskningsinstitutterne, der har til opgave at betjene myndigheder, blev lagt ind under universiteterne. Dermed blev universiteterne pålagt at ’gøre nytte’ på en ny måde ved at yde forskningsbaseret rådgivning til ministerier, styrelser og andre offentlige myndigheder.

Ingen af tingene var specielt populære blandt forskere, undervisere og studerende på univeristeterne.

»Jeg fik ikke specielt meget ros på universiteterne dengang. De ville hellere blive i deres comfortzone,« husker Helge Sander.

»Der blev råbt højt, men vi tilførte også så mange nye midler, at ingen kunne tillade sig at råbe alt for højt.« 

Videnssamfund a go go 

Det er der ingen tvivl om. Der blev investeret mange penge i dansk forskning i 00’erne. Rigtig mange penge.

Fortællingen går, at Anders Fogh Rasmussen midt i 00’erne var en tur i Østen, hvor han med måbende ærefrygt kunne konstatere, hvordan kineserne arbejdede hårdt fra morgen til aften. Da han kom hjem, var det med en erkendelse af, at Danmarks dage som industri- og produktionsnation var forbi. Men når de var flittigere, måtte vi være klogere. Vi skulle være et videnssamfund.

Med den såkaldte Globaliseringsstrategi i 2006 blev der for alvor sat skub i tanken om, at vi skulle skabe vækst og velstand på baggrund af innovation, nye opfindelser og en veluddannet befolkning.

Og det var ikke bare tomme buzzwords. Ambitionerne blev fulgt af massive investeringer. 43 milliarder kroner blev afsat til at gøre Danmark til ’verdens mest konkurrencedygtige nation inden 2015’. En væsentlig del af dem gik til forskningsområdet.

»Det er måske danmarkshistoriens største enkeltstående løft af forskning og uddannelse,« siger Jens Oddershede, som har fulgt udviklingen på danske universiteter fra første række.

Fra 2001 til 2014 var han rektor på Syddansk Universitet. I dag er han professor i kvantekemi og formand for Danmarks forsknings- og innovationspolitiske råd, som har til formål at rådgive den siddende minister.  

»Vi mærkede det lige med det samme,« siger han. 

»Pludselig var der ressourcer til at gøre ting, vi ikke havde mulighed for tidligere.«

Generelt har videnskaben fået markant flere penge at gøre godt med siden årtusindeskiftet.

I 2001 var der alt i alt – renset for inflation – 14,5 milliarder kroner til offentlig dansk forskning. I 2017 var det 22,6 milliarder kroner. Fra 0,73 procent til 1,08 procent af BNP.

Men man får ikke noget for intet. Langt størstedelen af de nye midler er gået til den type forskning, som der er størst sandsynlighed for ender i fakturaer. 

I 2007 var der stort set lige mange offentlige midler til humanioraforskning og forskning i de tekniske videnskaber. I 2017 blev der brugt langt over dobbelt så mange penge på de tekniske videnskaber.

»Andelen af midler til den form for forskning, hvor der ikke er sat en etiket med et formål på, er faldet. Men i absolutte tal er der nok kommet flere penge til enhver form for forskning,« siger Jens Oddershede, der understreger, at humanioraforskning bestemt også kan have et formål.

I dag er forskningsmidlerne i langt højere grad konkurrenceudsat. Forskerne skal altså søge penge hos offentlige eller private fonde til konkrete projekter.

»Kun de bedste forskere skulle have pengene. Det var sådan, man italesatte det, og sådan var den politiske linje,« forklarer Jens Oddershede.

En af ulemperne er, at forskerne spilder meget tid på at søge om penge, de ikke får. 

Afmatning

Da 00’erne blev til 2010’erne skete der noget. Politikernes begejstring for alt, der rimer på forskning og innovation, aftog dramatisk. Euforien havde lagt sig, skåltaler var forstummet, og reformerne stopper.

»Faktisk kan jeg ikke få øje på en eneste stor strukturel ændring i løbet 2010’erne. Det hele går i stå,« siger Jens Oddershede.

Han vurderer, at det særligt er, efter at den anden Løkke-regering træder til i 2015, at forskningen bliver diskuteret som en udgift snarere end en investering.

I 00’erne var forskning nationens redning. I 2010 talte politikerne om forskning som en byrde for samfundet. En post på det offentlige budget, som skulle holdes i ave på linje med alle andre poster.

Minimum én procent af BNP blev til maksimalt én procent, og et flertal i folketinget var pludselige enige om, at der blev uddannet for mange akademikere.

Den seneste borgerlige regering skar i midlerne til Det Frie Forskningsråd, og omprioriteringsbidraget betød generelle besparelser på universiteterne. For første gang i årtier faldt det samlede budget til forskning.

Det er også der, vi står i dag, forklarer Jens Oddershede. Videnssamfundet er sat på pause.

Akademisk kapitalisme

Overordnet set er der stadig kommet ubetinget flere penge til dansk forskning, siden Helge Sander sagde sine berygtede ord. Og dansk forskning klarer sig fremragende. Måler man på, hvor meget forskerne publicerer og citeres i de mest prestigiøse tidsskrifter, ligger Danmark i den absolutte verdenstop. Alligevel mener Heine Andersen, at mange ting er gået den forkerte vej siden dengang.

»Universiteterne er i meget, meget høj grad transformeret til forretninger, som skal pleje kunder og kigge på bundlinjen,« siger han.

»Viden og forskning er blevet et kapitalgode, som handles på markedet.«

Videnskaben bliver mindre troværdig, når den er finansieret af kortsigtede enkeltbevillinger fra private eller offentlige aktører, som uddeler kortsigtede bevillinger til formål, som de har defineret. Det går simpelthen ud over sandhedsværdien, mener Heine Andersen. 

Også forskere er utilbøjelige til at bide af den hånd, de spiser af.

»Helt konkret er der for eksempel studier, som viser, at når medicinalindustrien selv betaler for efterprøvningen af ny medicin, kommer forskere oftere frem til, at den er okay, end hvis det er uafhængige midler,« siger Heine Andersen.

Han er heller ikke overbevist om, at der i kroner og øre er kommet flere penge til fri, uafhængig forskning. Flere af universiteternes basismidler går nemlig til undervisning og til at tiltrække eksterne og private fondsmidler. Men uanset om der er kommet flere penge i absolutte tal, er det et problem, at den frie forskning i dag udgør en langt mindre andel af den forskning, som samlet set bliver lavet, mener han.

»Forskning udfylder en væsentlig rolle i et moderne samfund. Det er den instans, vi kan støtte os til, hvis vi vil have den bedste viden på området,« forklarer Heine Andersen.

Når størstedelen af videnskaben ikke kan karakteriseres som fri og uafhængig, kan den heller ikke udfylde sin funktion i samfundet med samme kvalitet og autoritet.

 – Målinger viser ellers, at dansk forskning klarer sig bedre og bedre i international sammenhæng?

»Det er en udbredt myte, der har bredt sig. For det første skal man tage de der rankings med et gran salt. For det andet har det været tilfældet i lang tid. Allerede i 1997 viser et stort studie udgivet i Science, at Danmark lå nummer fire i verden målt på, hvor meget forskerne blev citeret af andre forskere.«

Ansvar og indflydelse

Ikke alle er imidlertid enige i, at videnskaben har tabt autoritet over de seneste 20 år. Både Jens Oddershede og Maja Horst, som er professor i ansvarlig videnskab på DTU, mener, at forfaldshistorien fylder alt for meget. Ikke mindst i den offentlige debat.

»Man får nemt indtryk af, at det hele er ved at skvatte sammen. Og som helhed holder den historie ikke,« siger Maja Horst.

Hun mener blot, at universiteterne har ændret rolle. Sat på spidsen har de udviklet sig fra en »lille, afsides enklave« til en afgørende institution, som spiller en væsentlig rolle på alle niveauer i samfundet. I dag er der langt flere problemer og udfordringer, som samfundet forventer, at universiteterne skal løse.

»Det handler altså ikke bare om, at der var frihed i de gode gamle dage, som nu er gået tabt. Det handler om, at universiteterne har fået flere ressourcer og langt mere ansvar og indflydelse, og derfor er der også flere, som har en holdning til, hvad vi gør, og hvordan vi gør det,« siger Maja Horst.

Grundlæggende er det fantastisk, at forskning og viden i højere grad bidrager til at gøre samfundet bedre. Ligesom de fleste andre forskere er hun glad for, at hendes viden bliver brugt til noget.

Billedet af at basismidler er frie, og eksterne midler fra fonde eller private er ufrie, opfatter Maja Horst som fortegnet. Langt de fleste eksterne midler kommer uden problematiske bindinger, påpeger hun. Men når forskere er nødt til at søge sig til penge udefra, har det selvfølgelig nogle konsekvenser for, hvad der bliver og ikke bliver forsket i.

Skandalerne

Men hvad med alle de seneste års skandalesager? Hvad med Gyllegate, Oksekødsrapporten og historien om, at en række forskere på CBS modtager faste kontantoverførsler fra finanslobbyen?

»Nu er jeg så gammel, at jeg kan huske, at vi altid har haft denne her slags sager,« siger Jens Oddershede og henviser blandt andet til den såkaldte Dandy-sag fra 1999, hvor tyggegummiproducenten V6 fik Aarhus Universitetet til at tilbageholde en rapport, som konkluderede, at tyggegummierne ikke forhindrede huller i tænderne.

Maja Horst opfatter sagerne som meget alvorlige. Blandt andre Heine Andersen har trukket nogle meget bekymrende eksempler på forskningskontrakter, som begrænser forskeres frihed, frem i lyset.

»Jeg er bare overbevist om, at der var lige så mange sager for 30 år siden. Dengang var der bare ingen journalister, som interesserede sig for det,« siger hun.

Det hænger sammen med, at samfundet – heldigvis – har fået kolossale forventninger til universiteterne.

»Det betyder ikke, at der ikke er udfordringer, for det er der. Og det er klart, at viden er fuldstændig værdiløs, hvis den ikke er sand, men bestemt af interesser,« siger Maja Horst.

Generelt mener hun dog, at kvaliteten af dansk forskning er blevet »ubetinget« bedre over de seneste 20 år. Jens Oddershede er »150 procent« enig. 

»Ser du objektivt på det, har det været 20 år med fremgang,« siger han.

’Vi havde ret’

Det har været 20 år med fokus på nytte. Spørgsmålet er, om man er gået for langt. Om der overhovedet er nogen forskere, som ville have tid til unyttige ting som at afkode hieroglyfferne eller dykke ned i eskimologi eller baskisk sproghistorie?

Den dansk-amerikanske fysiker Ben Roy Mottelson sagde i 2009, at »hvis H.C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen i 1820, havde levet under de strategiske forskningsråd, havde han opfundet en forbedring af stearinlyset i stedet«. 

Jens Oddershede vil da også gerne erkende, at den forskning, som ikke har nogen direkte anvendelse, har fået sværere kår.

»For dem, som forsker i et område, der ligger helt uden for fokusområderne, er det blevet vanskeligere. Det tror jeg er rigtigt,« siger han.

»Måske er vi også gået for langt. Men da jeg startede i universitetsverdenen, var der altså mange ’nulforskere’, som simpelthen aldrig producerede eller udgav noget som helst. Det ser du ikke længere.«

Prisen for de mange midler og den nyvundne indflydelse kan godt blive for høj, mener Maja Horst. Blandt andet findes der en farlig forestilling om, at humanistisk forskning er værdiløs. Der må aldrig være tvivl om, at viden har værdi i sig selv. Men hun har det svært med den renhedsideologiske forestilling, som præger visse kredse på universiteterne.

»Nogle har en forestilling om, at staten overhovedet ikke må have en holdning til, hvad der forskes i, eller hvordan midlerne bliver brugt. De skal bare aflevere pengene og så blande sig udenom,« siger Maja Horst.

»Det er bare ikke holdbart, at skatteyderne skal investere så mange penge uden at stille nogen krav overhovedet. Vi blander os jo også i, hvordan sygehusene forvalter de offentlige penge til sundhed.«

Tilbage i midten af 00’erne, da bølgerne gik højt i debatten, var Helge Sander faktisk selv i tvivl. Var der noget, de havde overset? Nogle konsekvenser, de ikke havde gennemtænkt?

»I dag er jeg meget, meget sikker på, at vi havde ret,« siger han. »Og jeg noterer mig da også, at selv om der har været syv ministre på området siden mig, er der ikke blevet flyttet mange kommaer på de overordnede linjer.«

  Er viden bare en vare ligesom alt muligt andet?

»Viden har en værdi i sig selv. Det har det da. Men det ene udelukker jo ikke det andet.«

Videnskab 2019

Videnskab er Informations særtillæg om forskning og viden. Vi dækker ideologiske brydninger og de største videnskabelige gennembrud, diskussioner og begivenheder, der ellers ofte forbliver i et akademisk vakuum. For vi har brug for videnskabens kvalificerede viden om vores samfund – men også erkendelsen af, at videnskaben kan tage fejl.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"»Det var den ændring, der gjorde det hele muligt. Hvis ikke vi havde haft bestyrelser, der var til at forhandle med, havde vi fået svært ved at gennemføre alle de andre ting,« forklarer Helge Sander."

Præcis - bestyrelserne giver adgang til at udøve ledelse over universiteterne, ligesom bestyrelserne giver adgang til at udøve ledelse over daginstitutioner, grundskolerne, gymnasierne og et hav af andre samfundsinstitutioner, som ellers kunne være ledet af fagfolk ... som ofte ville have fokus på betingelserne for udøvelse af deres fag, når forandringer skal vurderes og besluttes. Dekoblingen af fagligheder og fagfolk i beslutningsprocesserne er et afgørende element i neoliberaliseringen af det danske samfund, fordi den sikrer at monetære hensyn kommer i den absolutte forgrund og at bestyrelser kan udsættes for pres i forandringsprocesser, uden at der kommer fagligt kvalificerede modspil og hvor bestyrelsens egen kompetence og overlevelse kommer på spil. Bestyrelserne bringes dermed i en situation, som på adskillige måder ligner dén livsfarlige ledelse, som store dele af de danske lønmodtagere udsættes for, og som er dokumenteret stress- og afmagtsudviklende (https://www.djoefbladet.dk/artikler/2013/8/moderne-ledelse-er-livsfarlig...).

Og at vore universiteter er udsat for stress- og afmagtudvikling er der vist ingen tvivl om, og Maja Horst får beskrevet analogien mellem den livsfarligt ledede, moderne dansker og den livsfarligt ledede samfundsinstitution, universitetet, ganske fint her:
"»Det handler altså ikke bare om, at der var frihed i de gode gamle dage, som nu er gået tabt. Det handler om, at universiteterne har fået flere ressourcer og langt mere ansvar og indflydelse, og derfor er der også flere, som har en holdning til, hvad vi gør, og hvordan vi gør det,« siger Maja Horst."

Morten Lind, Søren Jensen, Flemming Berger, Peter Knap, Arne Lund, Bjarne Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Dorte Sørensen, Martin Rønnow Klarlund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Nu kan jeg ikke læse hele debatinlægget, da det er abonnementsbelagt, men jeg føler trang til at linke til dagens debatindlæg af Christoph Ellersgaard i Politiken - som desværre ligeledes er abonnementsbelagt, men som netop peger på problemet med milliardærstyret forskning:

"Milliardærer får oveni også magt gennem at forære dele af deres formue ud. For hvad der for milliardæren er et greb i lommen, er for velgørende organisationer, kulturinstitutioner og universiteter formuer. Nytteværdien af at have fem milliarder til køb af lystyachter frem for fire er, som vi ved fra økonomien, marginal.
Milliardærerne og de, som administrerer de store fondsformuer, bliver små konger, der afgør skæbnen for masser af karrierer, og bestemmer, hvilke talenter der skal leve eller dø. Som den enevældige konge kan milliardæren ikke få en dårlig idé.
Tærsklen for, hvilke idéer der føres ud i livet, bliver alt for lav, som det illustreres i verdens rigeste mand (alt afhængigt af børsernes udsving) Jeff Bezos’ absurde investeringer i rumrejser for beløb, der kunne bringe millioner ud af fattigdom. "

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7523547/Vi-skal-ikke-have-mil...

Morten Lind, Steen Obel, Jørgen Mathiasen, Mogens Holme, kjeld jensen, Arne Lund, Lars Løfgren, Bjarne Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Thessa Jensen, Hanne Utoft og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for den gennemgang. Bare et par bemærkninger.

Men Rolf Henningsen var udpeget af bestyrelsen, hvor ministeren også havde haft en "finger med".
Den sidste demokratiske valgte rektor på KU var Linda Nielsen.

7 minister har ikke rettet et komma. - Ja her har "vi" faren ved de mange, omlægninger. Det er besværligt både menneskeligt og økonomisk at trække reformerne tilbage igen. (Husk spørgsmål hvor skal pengene komme fra - det kan bremse mange gode investeringer og omlægninger) Derudover bliver de forslåede reformer præsenteret mere lovende og gode end de viser sig at være. Fx blev LLR's kommune sammenlægninger beskrevet som udgift neutral, da stordrift fordelene nemt kunne dække udgifterne ved sammenlægningerne. Det førte til nedlæggelser af skoler biblioteker osv..osv.. som "vi" nu lider under.

Peter Knap, Eva Schwanenflügel, Thessa Jensen, Anne-Marie Krogsbøll og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Væsentligt baggrundsperspektiv: https://www.youtube.com/watch?v=zpQYsk-8dWg

Vi kommer ikke tilbage til forskningen for forskningen skyld. Med den uforpligtethed og ofte slasket tilgang for nogle som lå i det.

Men det burde være muligt at få den samme kvalitet vi har i dag har i de enkelte studier isoleret set, uden at vores forskere skal spilde tid på meningsløse projektansøgninger, og samtidigt med at der er en styring på hvad der forskes i. Mere kartofler mindre oksekød. Salt til kræftbehandling frem for noget forkromet patenterbart genetik. Vores meta studier i dag er tynde og ofte temmelig ubrugelige paradoksalt netop på strategisk niveau, ikke pga kvaliteten af de studier de bygger på, for den har aldrig været bedre, men pga hvad der forskes i. Det usynliggør potentiel nye politikker og teknologier.

Informations fine dækning med oksekødsrapporten giver desværre det indtryk at problemet sådan er lidt fusket forskning. Lidt som Heine Andersens eksempel med forskere som er betalt bekræfter det de er betalt for. Kritikken er skudt ved siden af. Det er super ærgerligt den typiske venstreorienterede selvfede vinkel sådan blev sat fra starten for det betyder det løber ud i sandet. Vi får ikke den nye styringsmodel vi savner.

Der er ingen grund til ikke at forvente, at når virksomhederne interesserer sig for universiteterne, så handler det om hvad de kan få ud af det. Så nok skal vi da alle glæde os over at der udvikles/opfindes fx medicin, der helbreder osv., men det gælder primært for de patienter, der er mange af, og hvor der er en hurtig og sikker forrentning.
Derimod er der ikke én krone til et utal af de mange sygdomme og skavanker, som "blot" rammer en minoritet, men som dog er/kan være lige så lidelsesfyldte som de "store" sygdomme. Folk dør som bekendt også af andet en kræft og hjerte-/karsygdomme.
I bedste fald sker der først noget med "nichesygdommene" hvis en kendis rammes deraf. Eksempel: Det var først da Reagan blev ramt af Alzheimer, at der for alvor kom gang i forskningen.

Selvfølgelig kommer vi tilbage til forskning for forskningens skyld, Søren Kramer, alt andet er meningsløst.
Men jeg orker ikke at læse hele den misforståede og dystopiske udvikling af ikke blot danske, men egentlig europæiske og tilliggende landes nedbrudte universitetssystemer.
Helt grundlæggende er det den regnskabsmæssige kræmmertankegang, der har overtaget, efter hvilken man i denne kontekst misforstår videnskabelige resultater som i sig selv brugbare. Det er de aldrig: de er modeller over en mere kompleks og kun stykkevis erkendbar virkelighed, opstået i evalueringen af det allerede overståede. Mens videnskaben således kan forklare os, hvordan noget var, kan den aldrig erkende, hvordan noget er, og slet ikke: hvordan noget vil blive.
Det skal ikke forhindre os i at reagere på resultater, der kan betyde enden på menneskeheden, hvis prognoserne holder; men det er omvendt nødvendigt, at vi indser, på det nære, materielle niveau, at vi kun har forestillinger, som vi slet ikke kan basere radikale skift i vores forståelse med.
Videnskab er først og fremmest et narrativ og kan ikke overskride narrativets fiktive karakter.

Helge Sander du er ikke en skurk, du er en snævertsynet idiot, det var du dengang og det er du sikkert stadig. Et universitets opgave er at producere viden vi kan stole på. Universitet undersøger verden og prøver at forstå hvordan den hænger sammen. En gang imellem er der noget af den viden der kan kommercialiseres direkte og det er fint når det sker, men ofte får vi brudstykker at virkeligtheden at se, som måske ikke lige kan laves om til billigere burgere i morgen. Men som tjener til forklaring og forståelse af andre problematikker. Det sætter os i stand til at tænke over morgendagens problemer, på en fornuftig og ærlig måde. Det ved jeg godt er fjernet fra politik, men ser vi hvor lidt politikerne bidrager til samfundet i forholdt il universiteternes bidrag, så ville det være fint hvis politikeren, dig, var lidt ydmyg over for mennesker der arbejder på at forstå universet som det er og ikke som man ønsker det skal være. Du skulle skamme dig over dit dumsmart " fra forskning til faktura". På 10 år har du lært ingenting. Havde du brugt 6 af de år på universitet, kunne du have fået en uddannelse og brugt den til at gøre samfundet bedre i stedet for værre. Helge tåbeligheder kan aflæres, der er også håb for dig.

Universitetet skal netop være denne lille enklave, der er et korrektiv til uforgribelige meninger blandt folk flest.
Konsekvensen er - og det gælder jo ikke bare Danmark, men hele den vestlige verden - at der ikke længere findes et universitet.